Nøøørj for en uge...

Jeg bryder mig faktisk ikke særlig meget om mig selv lige i øjeblikket!

Jeg plejer at være et meget glad menneske der normalt kan se humoren i meget af det andre overhovedet ikke synes er sjovt, plejer at være utrolig positiv og have nemt ved at komme over de små hurdler som livet giver.

Men jeg synes nok at jeg er ualmindelig negativ i de sidste uger (det føles som måneder) og går rundt og ligner ham her:

Og det er ikke så sjovt når man plejer at være sådan en:Det er bare svært når man konsekvent har uger som i gennemsnit ser ud som denne her: Mandag faldt yngstebarnet i skolen og slog højre arm - hun brækkede den venstre for ca et halvt år siden (ved at falde i skolen....). Resten af dagen gik med at observere hende og alt det andet løse der findes i en familie med 5. Fik dog løbet 7 km om aftenen i så meget hvinende frost og nyfaldet sne at jeg hellere skulle have haft skøjter på.

Tirsdag formiddag blev brugt på at tage barnet til klinik hvor røntgenapparat var ude af drift så vi liiiige måtte køre et andet sted hen, blive røntgen fotograferet og prøve at få noget diagnose og kommunikation i gang på et eller andet fælles sprog. Heldigvis var armen ikke brækket og barnet kunne bugseres i skole og jeg på arbejde, børn til fritidsaktiviteter efter skole. Kom i fitness og løb en kortere tur på bånd mens jeg ventede på børn. Kom hjem kl 17:30, fik rusket noget mad sammen, hentet Konsulen fra toget, hjulpet med lektie læsning, vasketøj......you name it.

Onsdag efter arbejde hentede jeg mellembarnet fra skolen, til opfølgende blodprøver før operation, tilbage til skolen for at hente de andre, hjem kl 17:20 - program som dagen før, mere død end levende og kan absolut ikke overskue at bevæge mig ud i kulden.....

Torsdag på indkøb efter arbejde, hente børn på skolen kl 17:15 efter aktiviteter og så næsen hjemad hvor vi ankommer kl 17:50. På vejen får Mellembarnet et galdestensanfald og jeg sætter speederen i bund på de Finske skøjtebaner der gælder for veje - for vi skal hjem og få medicin. Vi har piller med men hun kan ikke sluge piller i forvejen og uden vand er der ingen chance. Anfaldet varede i 1½ time og at stå som mor og se sit barn hyle af smerte og sige at hun bare vil dø fordi det gør så ondt - det er ikke morsomt. Og der er ikke andet at gøre end at vente på at det går over. Om det var fordi hun fik pillerne lidt for sent eller hun ikke tog nok - det ved jeg ikke men de hjalp ikke. Midt i det hele måtte jeg hente Ældstesønnen fra toget, prøve at få slæbt 8 indkøbsposer ind og tømme dem, lavet noget mad til de overlevende familiemedlemmer. Ved 19:45 tiden er der ro over feltet, dog skal Konsulen skal hentes ved toget på et endnu ukendt tidspunkt. Ville det være forkert at sige at det der med at løbe i de -10 grader udenfor var virkelig langt nede på prioriteringslisten? I don't think so.... Selv om at det sikkert ville have været rigtig sundt for sjælen og livet i det hele taget hvis jeg ellers ville have været i stand til at flytte korpuset efter dagens strabadser. Og det var endda barnet der led allermest!

Hvordan fanden er det så egentlig at jeg skal blive parat til at løbe et marathon i midt Juni på denne her måde? Enten sætter mit højre ben sig i klemme med sine ådssvage svage muskler -sener eller også bliver jeg nedlagt af livet i al almindelighed og vejret i særdeleshed. Det stresser mig bare helt helt ud på overdrevet, påvirker mit humør og nedbryder min evne til at tage tingene lidt mere ovenfra. Den ambition og beslutning om at løbe mit første marathon i år ser jeg nu glide langsomt hen imod en korsvej med skiltene "ikke i år" og "vi bliver ved de halve". Det kan jeg selvfølgelig også godt, der er jo nok at arbejde på - men hvor er muligheden for overhovedet at følge et program for slet ikke at nævne muligheden for at løbe de 4-5 gange jeg så gerne ville????