Et af løberlivets højdepunkter.....

......er når man er så heldig at få en af de der fantastiske ture hvor man har gode ben og bare løber og løber. Det havde jeg ærlig talt ikke forventet efter at have løbet højst 4-6 km ad gangen i et alt for langt stykke tid - både pga min dumme Ilio-Tibial Sene som har lavet knuder og af simpel ugidelighed når det har skullet være indendørs løb.


Lørdag var iskold med -16 grader og klart vejr og jeg fik den smukkeste løbetur i vindstille stjerneklar frostnat med måneskin der farvede sneen i en hemmelighedsfyldt blå farve. Jeg lånte noget løjpe af skiløberne og den eneste lyd var knirken fra mine løbesko og pigsålerne - månen lyste så stærkt at jeg kunne løbe helt frit også på de steder hvor der ikke var sti-belysning.
Uden at lægge mærke til det havde jeg løbet 14,5 km - og jeg som troede at jeg ikke vil kunne blive klar til sommer og at jeg slet ikke kan løbe længere ture mere......

Men hvor jeg glædede mig over at være priviligeret og kunne løbe, glædede mig over den smukke oplevelse og over følelsen af at kunne blive ved i en uendelighed.
Måske ville jeg dog have sat pris på et par depoter med varm cacao - selv om jeg ikke normalt indtager noget på sådanne halvlange ture - men der var et par steder hvor jeg gerne havde sat mig i sneen og bare nydt at studere stjernehimmelen......

Det gav rigtig mange point på selvfølelsen og en masse blod på tanden, fik jo husket hvor dejligt det er at løbe ude i den friske luft og at bevæge sig ordentligt. Og set hvor meget ryddet sti- system jeg har til rådighed, jeg burde skamme mig over at løbe indendørs!! Selv om min sene knurrede til sidst. Og brokkede sig i går da jeg lige tog en kort tur - der blev meget kort da selv jeg kunne indse at det måske var klogt at hvile og gå for ikke at blive neutraliseret igen!

Tak for alle de søde kommentarer omkring Mellempigens operation. Vi har fået en dato til den 16. Februar, der er ikke plads før. Det vill selvfølgelig være rart at få det overstået, men nu får hun lidt tid til at bearbejde tingene. Vi taler meget om det der skal ske og jeg kan heldigvis forklare mange ting i detaljer fordi jeg selv har været elev på operations gangen. Vi har også fået nogen piller til brug hvis der kommer et galdestens anfald selv om hun ikke plejer at kunnne sluge piller (alternativet var stikpiller, så synes hun hellere at hun vill prøve at sluge noget...). Hun fik lidt ondt i lørdags og klarede at få en pille ned. Den hjalp heldigvis og nu er vi alle mere rolige ved tanken om at der findes noget til at klare et anfald selv om der er ventetid til operationsdagen!