En del af den finske fimbul vinter er blevet brugt til at udforske sider af løbetræningen, som faktisk også kan overføres til andre aspekter af ens liv. Eller til et liv hvor der overhovedet ikke eksisterer løbetræning.
Det drejer sig om den mentale træning, som er et emne der har interesseret mig i lang tid. Nok fordi jeg har følt at det var et af de svage punkter i min løbetræning - dagene hvor hovedet triumferende har fået kroppen til at beslutte at dét her, det kan den desværre ikke.
Der findes et væld af selvhjælpsbøger, og med stor fare for at jokke nogen over tæerne, indrømmer jeg at af flere af dem giver mig røde knopper. Helt helt almindelige mennesker har pludselig opfundet krudtet, fordi de har overlevet nogen helt helt almindelige problemer som de har løst på helt helt almindelige måder. Som vi straks må tage til os som en ny bibel. Men de kalder bare løsningerne noget andet. Gerne ved hjælp af en eller anden fantastisk kur, programmer, øvelses-serier og andet fantasifuldt, anbefaler at vi skal udføre bragende salver af tarmskylninger eller aller bedst - investere vores surt sammensparede penge i deres produkt, der naturligvis øjeblikkeligt vil fjerne alle sten på vores knudrede vej.
Så i denne jungle bevæbnede jeg mig med en machete og gik på det lokale finske bibliotek - der heldigvis er så brugervenligt at de har bøger på både svensk og engelsk. Plus en del andre sprog jeg ikke kan bruge. Og deres hjemmeside er nem at bruge, så i vinterens forløb gled en lind strøm af bøger om mental styrke gennem mit Argusøje, alle hjemlånt efter titel da jeg ikke anede hvad der godt og hvad der var skidt. Faktisk var der mange interessante bøger, både om mental styrke og om løb. Men ingen der sagde bingo - og det skal sådan en bog altså for at være effektiv.
Den kom jo alligevel lige pludselig, bogen der kunne give mig det spark jeg havde brug for for at kunne arbejde med mig selv. Og ja, der er både program og øvelser og det hele hedder også noget fint - så indrømmet, efter alle mine ovenstående sure udgydelser faldt jeg selv i selvhjælpens mudderpøl. Naturligvis vil jeg til enhver tid påstå at lige netop denne bog er noget andet og ikke som de andre. I hvertfald slet ikke en selvhjælpsbog. For manden er jo træner for alle mulige baseball berømtheder og teams - så det er ham der hjælper mig og ikke mig selv.....
Jeg tror at det der fik mig på krogen, var at det jeg læste kan bruges på alle former for steder hvor man gerne vil gøre noget bedre. At min datter kan bruge noget fra den. At jeg godt kan se hvordan de tillærte tankemønstre kan få magt over nogen andre tanker, der er mere destruktive i deres mønster. At gennem rimelig klare tankeprocesser gør man sig klart hvad målet er og hvordan man arbejder sig roligt og målrettet hen imod dem.
Faktisk kan jeg se hvordan de kan få mig til at løbe op ad alle bakkerne, selv om jeg ikke tror jeg kan. Eller få mig til at løbe intervaller - for 6 måneder siden var intervaller for mig noget med at piske (syntes jeg selv) derudaf 6 x 1 min. I denne uge hedder programmet 5 x 1 km intervaller. Det er skræmmende og det kræver mental forberedelse - men jeg kan godt.
For ikke at skræmme alle mine læsere skrigende bort, skal jeg afholde mig fra at gå i detaljer om de forskellige ting. Med mindre nogen er interesserede - så skal jeg gerne skrive noget mere, uden dog at genfortælle bogen.
Og jeg får stadig knopper af de fleste selvhjælpsbøger.....
Jeg lytter...
SvarSletJeg har (desværre?) ikke en konkurrencementalitet, jeg kan sætte på autopilot, når jeg lige skal klemme de der ekstra kræfter ud af mig selv, når det gælder. Jeg er nødt til at vide, at jeg kan, og det betyder, at jeg skal træne, træne og atter at træne for at overbevise mig selv om, at jeg sgu godt kan. Jeg er blevet bedre til det - men genveje (tarmskylninger må du dog beholde for dig selv) modtages gerne! ;-)
Hilsen
Peter :-)
Jeg smiler. Har netop skrevet lidt om de såkaldte selvhjælpsbøger i dag. Og jeg synes ikke at de giver anledning til røde knopper, selvom der er undtagelser! ;) Det handler bare om, at nogen har oplevet noget virke på egen krop og så gerne vil give det videre. Gør det ikke? Heldigvis er det jo sådan, at vi kan lade være med at læse det, vi ikke kan bruge til noget. Eller i det hele taget. Men jeg synes ved gud at bøgerne har deres berettigelse, selvom nogen elsker at hade dem. De fleste er, tror jeg, skrevet med et godt hjerte.
SvarSletNår det så er sagt, så er det mentale da alt. Næsten. Uden tro, vilje og de rette gode tanker, så kommer man ikke så langt. Hverken når man løber eller ellers. Spænddt på, hvad det du har fundet kan gøre for dig. Nogen kaster en bold, andre griber den og i kastet forandres den. Når den gribes, forandres den. Og når den igen gives videre ...
PS Jeg skal heller ikke have skyllet tarme! :))
Knus
Haha - er det min anmeldelse af Michael Falchs bog, der spøger i baghovedet?
SvarSletSelvfølgelig kan man blive klogere af nogen bøger. Der er bare gået inflation i det
Lyder spændende. Når vi støder på modstand og bum på vejen, kigger vi os jo omkring efter hjælp og råd. Og forhåbentlig rammes vi så af det, som hjælper os videre. Spændende med hvad du deler ud af.. ;-)
SvarSletNogle selvhjælpsbøger kan være så sekteriske...
Mennesker er forskellige - derfor er det nok meget logisk at det er forskellige ting der virker.
SvarSletMen hvorfor vi alle sammen skal leve og ånde for en eller anden NY og revolutionerende måde at anskue ting på - det fatter jeg heller ikke.
Men jeg vil da gerne høre hvilken bog du snakker om - ideer er altid velkomne.
kh
Stine/ Kong Mor
Jamen, er det ikke det samme som med så mange andre 'diller'; hvorfor skal én bestemt måde at anskue verden på pludselig være den helt rigtige? Lidt li'som hvorfor skal alle - som i ALLE - lige pludselig gå til zumba og fornægte alle tidligere motionsformer??
SvarSletMen fortæl endelig hvilken bog, der har fundet nåde for dit strenge blik - og hvorfor :-)