Når man ikke kan overskue at gå ind på sin blog og læse kommentarerne til sit sidste indlæg fordi det føles som en stressfaktor, så er det nok et tegn på at det er lidt sværere at få hold på tilværelsen end man i første omgang troede.
For jeg har smuglæst dem og jeg har trang til at svare på dem.
Men bliver stresset bare ved tanken og ved faktisk ikke hvorfor. Men lader det derfor ligge lige i øjeblikket.
Og drømmer mærkelige drømme hvor jeg begynder at græde højlydt på de mest upassende steder og i de mest mærkelige situationer med de mest uvedkommende mennesker omkring mig. Som sidder i en stor flok og kigger interesserede på fænomenet.
Samtidig fungerer jeg også i hverdagen, er altså ikke gået helt i baglås.
Løber 4 gange om ugen, intervaller og bakker og alt muligt og jeg skal komme efter mig selv. Kortere distancer og langsommere end jeg plejer. Men jeg gør det.
Går på arbejde, er mor og kvinde og kone og køber ind og laver mad og har gæster og tager til Tallinn til en udstilling og smiler og læser og taler med mine børn. Og alt det der.
Og har købt billetter til Danmark til jul med børnene - for det bliver sidste gang i lang tid at vi kan fejre noget dansk jul.
Med en underlig følelse af ikke rigtig at være til stede i mit eget liv. At være på sidelinjen. Kan ikke så godt lide den følelse og venter ligesom hele tiden på at der skal ske noget så den mærkelige fornemmelse holder op.
Syntes så også samtidig at det er en mærkelig og lettere urimelig reaktion på noget som så heller ikke er værre, og som jeg vidste ville komme. Har jeg mon ret til at føle dette her?
Faldt over denne her artikel hos hende her , en artikel som faktisk var god at læse lige nu - om retten til at reagere og ikke bare tvinge de positive lyserøde briller på med djævlens magt og vold.
Så nu må jeg prøve at afreagere. Måske ude i de store finske skove hvis jeg ellers kan finde ud af det.
Og selv om jeg nu bliver fristet til at overspringshandle og skrive noget humoristisk om det plagede dyreliv, holder jeg op lige med det samme.
Sætter heller ikke et fjollet billede på.
Prøver at have respekt for mig selv.
Hvis der er en nødbremse, så sidder den nok "bare" for højt.
SvarSletDu har helt sikkert ret til at føle det du føler.
Det lyder som om du er nået videre i din proces. Jeg læste også artiklen med Marianne Eilenberger OG hørte hende på DR1 i anledning af det første. Hold kæfthvor var der befriende, at der endelig var en,som tør sige det højt. At man har brug formogmlovmtilmat være dybt ulykkelig og i stor krise uden at få smidt i hovedet, at man er negativ. Og bliver ramt af alskens ulykker. Igen.
SvarSletTilbage til dig: de praktiske gøremål er måske netop dem, som holder dig fra at krakelere helt? Det, som er det daglige anker.
Jeg tror også, at hvis man ikke selv føler, at man sidder ved roret, ryster det også i den grad.
SvarSletStort kram
Katrine
Jeg kan godt forstå det føles stressende at prøve at svare på kommentarer, jeg kender det fra mig selv.
SvarSletHeldigvis løber kommentarerne jo ingen steder. Senere, når alting er faldet lidt mere på plads, kan det være det ser anderledes ud.
Jeg kender også følelsen af at være ved siden af sit eget liv når det er midt i en omstilling. Som da jeg var højgravid med den første, da vi skulle til Australien eller nu.
For mig føles det mest som om nogen faktisk har hevet i nødbremsen, og alt er stanset eller har ændret retning, men pga. inertien flyver jeg uvirkeligt videre i den gamle livsbane lidt endnu.
Det er vel ikke så mærkeligt egentlig? Den omstilling som I alle skal igennem lige om lidt må fylde en del i hovedet. Og det passer måske ikke så godt med den ”normale” hverdag som I også befinder jer i. Om noget tid, når I har lavet rykket, bliver der sikkert mere overensstemmelse mellem den verden du har i hovedet og den som er omkring dig.
Men lige nu, midt i det mistede fodfæste, er det hårdt.
Og du har ret.
Det må vi faktisk godt tillade os selv at mærke.
Selvfølgelig er dit overskud ikke så stort lige nu, det er da helt forståeligt. Når fremtiden er uvis og man bliver frataget kontrollen, så dræner det utrolig meget energi. Tag dig nu den tid du har brug for. Bloggen og vi render ingen steder. Tænker på dig.
SvarSletKnus og en stor krammer til dig :-). Du kommer ovenpå igen, men det er helt ok at det ikke sker i ekspressfart.
Gitte
Kære Kirsten,
SvarSletsender bare et stort, virtuelt kram og ønsker dig gode ben at stå på og løbe med, når det hele presser på og får tingene til vakle. Det føles ikke rart. Det er ikke sjovt, mens det står på. Men en dag er det overstået. Ønsker dig kræfter og overskud til det hele!
Ida