Forssa Marathon

For det meste er vejene rundt i Finland i helt samme stil: Vej, sø, skov, hus, skov, sø, landsby, skov, sø, marker, skov, sø. Hudredevis af kilometer. Tusinder af kilometer. Det er pænt men lidt ensformigt. Vejen til Forssa skuffede da heller ikke, og vi fik 1½ time i ovenstående scerier.

Forssa by er en typisk finsk provinsby - lige gader, butiksfacader, et torv indeholdende blomster, burgerbar, pub, pizzeria. Det er ikke svært at forstå hvorfor ungdommen drøner op og ned af gaderne på deres knallerter eller i bil med fuld musik, i håb om at der skal ske et eller andet interessant i deres liv. Og selv laver det interessant med druk og slagsmål for ligesom at få lidt Chicago over det.

Men de der byer er gode til at arrangere sports events og  de gør det i stor stil.
Forssa havde virkelig gjort noget for at give os en oplevelse. Skilte allerede ved indkørselen sikrede at vi fandt stadion uden problemer og jeg fik registreret mig - de syntes altid det er spændende at man kommer helt fra et udland for at løbe hos dem.
Der var rulleski halv og hel marathon samt 10 km, halv marthon og marathon løb. Sådan lidt blandet sammen på ruten, men med forskellige starttid. Dog startede halv og hel marathon på samme tid.

Hele byen var på tæerne - alderdomshjemmet var blevet tømt og beboerne sad på bænke og i rullestole og klappede, fuldrikkerne sad og hujede, folk stod i rækker og klappede, nogen havde sat liggestole og grill op i haverne, der var musikanlæg der drønede, biler der stod med åbne døre med fuld musik, to ældre mænd havde fået harmonikaerne og mikrofoner frem og underholdt med de finske hjemlandssange. Det mest eksotiske indslag var det par kinesere der stod på trappen til deres kina-restaurant - man kan kun undre sig over hvordan de var endt der.....

Starten gik glat bortset fra den lille detalje at mit løbeur strejkede og nægtede at tænde. Jeg havde om morgenen tjekket at det var opladet, men havde ikke tændt det for at tjekke at det virkede. Det er før sket at computeren tømmer batteriet hvis jeg kommer det til opladning når det er fuldt - men det havde jeg ikke tænkt på. Og det korte af det lange var så at jeg måtte løbe uden. Det kan jeg hermed oplyse mine læsere om at jeg ikke - som i overhovedet ikke- er erfaren nok til. Jeg kan ikke overskue eller mærke om jeg holder tempo for lavt eller for højt osv i så lang tid som det tager at løbe et marathon.

Solen havde skinnet indtil nu, det var 25 graders varme men heldigvis blev det overskyet inden start - dog var luften lidt tung.

Ruten var en laaaaang kedelig lige landevej med biler på siden - og da jeg ikke havde ur løb jeg jo sådan cirka hvad de andre løb, mens jeg prøvede at holde igen. Kunne jo se løbere i kilometervis frem på vejen der virkede totalt uden ende. Den var ikke helt pandekageflad som lovet, men bakkerne var faktisk ikke sådan at mærke fordi de var meget langstrakte -så de drillede i det mindste ikke. Man skulle løbe halv marathon to gange med lidt krøller på halen og derfor mødte man de første halv marathoner på vej tilbage før man selv var rundet den krølle. Løberne brød spontant ud i klapsalver da de første kom retur og det syntes jeg var en rigtig positiv ting - for det var flot at se dem komme spurtende. Udvejen gik over åbne marker uden så meget som et træ eller en busk, hjemturen ad villaveje og de åbne marker igen.

Jeg nævner det fordi jeg senere i løbet, hvor energidrikken havde sat sit præg på min mave, havde meget brug for en busk, et træ eller bare en mælkebøtte at sætte mig bag. Overvejede at at ringe på hos en af finnerne eller bruge en indkørsel at sætte mig i - men var ikke helt overbevist om villaejernes samarbejdvilje. Så jeg opgav mit forehavende og det var lidt forstyrrende. For det drejede sig ikke om "småt".

Jeg løb for hurtigt. Helt klart. 10 km på under en time er for hurtigt for mig hvis jeg skal holde til 42 km. Så det var nok det der gjorde at løbet blev hårdt. Manglende energi indtag var også medvirkende.
Det værste var den mentale del - for faktisk kunne jeg godt løbe når jeg ser tilbage, selv om det i samme øjeblik ikke føltes sådan. Kroppen gjorde ikke ondt endnu, det kom først senere. Men at se folk komme tilbage på halv marathon distancen var én ting. At se marathonløberne komme ud på anden omgang mens jeg stadig var på vej mod det halve og stadig manglede en del km - det var godt nok strengt. At tænke på at jeg skulle løbe resten og så ud efter dem igen, gav virkelig en mental lussing. I forvejen var jeg lidt i krise, pulsen skøjtede op og ned, vejrtrækningen var ujævn, jeg havde kvalme og kunne allerede ikke spise noget, hovedet blev ved med at sige at det her kunne jeg ikke, at jeg ikke kan løbe marathon, at jeg er en dårlig løber, at de andre er meget bedre, at jeg er så langsomt at det er til grin, at jeg ikke har hjemme blandt så gode løbere - simpelthen helt ude i tovene rent mentalt. Så jeg tænkte at nu løber jeg gennem målet for halv marathonet og så kan jeg jo overveje at lade være med at løbe ud på anden omgang - et halv marathon er jo også godt nok. Selv om jeg inderst inde godt vidste at jeg ikke ville kunne få mig selv til at opgive bare pga. træthed, så tænkte jeg alligevel helt seriøst på muligheden - og det hjalp mig også til at løbe videre for at komme til målområdet.

Skæbenen vill noget andet. For jeg kom overhovedet ikke i nærheden af målområdet. Ruten delte sig og jeg blev kommanderet til venstre af en hjælper da han så farven på mit startnummer og inden jeg vidste af det var jeg ude påomgang nr. 2. Jamen så måtte jeg jo til det. Der var én vej hjem og det var en forbandet runde på 21 km til.

Nøj, den var strid. Jeg anede ikke hvad klokken var, hvad jeg hed, hvor jeg var, hvorfor. Vidste bare at jeg måtte fremad. Gå og løbe, gå og løbe. Bandede, svor at jeg aldrig mer i mit liv tog et par løbesko på, hadede alt og alle. Prøvede at sige pænt tak til hjælperne der stak vand, banan, finsk saltagurk osv i fjæset på mig. Havde mest lyst til at bede dem om at stikke det op et vist sted.

                                              
Men så fik jeg en ven i nøden. En stor finne med lysegrønne kompressionsstrømper som jeg havde overhalet på et eller andet tidspunkt. Nu kom han forbi mig og gav mig et smil og et "thumbs-up" på et tidspunkt hvor jeg var gående. Så jeg satte i løb og kom op på siden af ham og blev der. Vi snakkede ikke men kunne mærke at vi bare løb sammen. Og efter at vi havde rundet rutens yderste punkt og var på vej tilbage, var vi kommet ind i en rytme med løb og gang. Efterhånden var der ikke ret mange løbere i nærheden - faktisk føltes det meget som Palle alene i verden og det var rart at have selskab. Folketlivet på sidelinjen var gået hjem for vejret havde skiftet til køligt og småregn. Der var i det hele taget ikke så mange marathon løbere og de fleste var foran os - dog viste det sig der alligevel kom en hel del i mål efter os, så det var godt vi ikke tog km-skiltene med hjem som vi ellers overvejde på et tidspunkt da vi var overbeviste om at vi var de sidste.
Nå, men det var begyndt at regne let og blæse noget, markerne var helt øde og villavejene deserterede - og Forssa lå langt ude i horisonten. Vi sludrede lidt undervejs mens vi trak hinanden af sted - det var hans 5. marathon, og han havde løbet Stockholm for to uger siden. Og det var for tæt på, som han tørt måtte konstatere.
Konsulen blev irriteret fordi han var overbevist om at finnen trak mig ned i tempo - jeg tror at vi fik hinanden til at fuldføre, man kunne vist alligevel ikke tale ret meget om tempo på det stadie.

Vi kom i mål, i styrtregn og 12 grader - noget af en forskel fra starttidspunktet. Efter lige over 5 timer. Så vejret kan selvfølgelig nå at skifte mange gange på den tid.

Jeg gennemførte og det var den onde fløjtme ikke nemt. Fordi jeg havde en idé om at jeg skal løbe på en bestemt tid for at det er noget værd. Fordi jeg læser om andre løbere der kan gøre det bedre. Og glemmer de der løber for fornøjelsen, løber hundreder af marathons på sådnne tider og forstår at føle tilfredsstillelse ved at gøre det. At gennemføre. Løber fordi de kan og husker hviken velsignelse det er. At kunne løbe når man vil.

Burde skamme mig over ikke at huske hvilket privilgie det er at kunne løbe en marathon. At fuldføre noget jeg har begyndt. Uanset hvor lang tid det tog. At opnå sit mål.

Det betyder ikke at jeg ikke vil arbejde på at blive teknisk bedre. Men det betyder at noget af det jeg skal arbejde på mod mit næste marthon, er at give plads til mig selv, løbe mit løb som den jeg er og med det jeg kan investere i min træning. Og at det er godt nok. Fordi jeg virkelig har lært og forstået at et marathon også løbes med hovedet.

Hørte vi ordene "næste marathon"? Jamen jeg har jo bandet på at jeg aldrig gør det igen.

Tjaaah, man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

Og der er jo lige det der marathon i Tallinn jeg så gerne vi løbe........