Lidt som en lus mellem to negle

Det er vist et kendt fænomen i min alder.
Det fænomen hvor man befinder sig mellem to generationer der har brug for én, hvor man bliver trukket i fra flere sider på en gang.

På den ene side en ældre mor på 76 (kan altså ikke få mig selv til at kalde hende gammel, vel? Hun er jo min mor og sådan nogen bliver ikke gamle. Og de dør heller aldrig...) og på den anden side en mand og tre børn. Der alle sammen har vældig brug for mig, lige på en gang.

Det kan godt få mig til at spørge om hvad så, når jeg får brug for nogen lige nu?

Til at fortælle om hvordan det føles at opleve at ens mor ikke helt har så meget styr på tingene som der var engang. Ikke fordi hun glemmer eller fysisk egentlig ikke fungerer. Men bare ikke rigtig magter mange dagligdags pligter og tager det hele lidt gelinde. Er lidt træt oven på operationen i mandags - det er vel at forvente og hun har ikke engang haft nogen smerter. Men skal have indsprøjtninger to gange om dagen for at få sin blodfortyndings medicin tilbage i balance - sådan overfladigsk forklaret. Så er det godt jeg er her til at give hende dem, vi slipper for hjemmesygeplejersker.
Den der med ikke at magte så meget, er ikke noget nyt i forbindlese med sygdom. Sådan er det bare blevet.

Til at fortælle hvordan det føles at skulle rydde ud i hendes spisekammer og kassere dåser og glas med udløbsdatoer fra 2008. I bedste fald.
Eller at rydde ud i udhuset og også der kassere madvarer med udløbsdatoer fra helt tilbage fra 2001. Fjerne muse- og rottelig, støvsuge kilovis af deres lort op, rydde op i kolossale mængder af ting og sager der har hobet sig op i årenes løb.
Fire store sorte affaldssække fyldte til randen. Og der er såmænd mere endnu - altså ikke spiseligt.....

Det værste jeg nogen sinde har skullet gøre i hele mit liv, så ulækkert var det. Selv om jeg var iført gummihandsker og kirurgisk maske over næse og mund.

Jeg kunne jo bare lade være. Sige at det må hun selv bestemme. Men jeg ved at hun kan ligge vågen om natten og bekymre sig over hvordan hun dog skal få styr på det rod. At det vil få hendes helbred til at skrante. At det kan betyde en depression oven på et langt og mentalt trættende sygdomsforløb.
For min mor er faktisk et menneske der elsker sit lille hus med det nye køkken og hun vil gerne have at det er pænt. Hun elsker at have gæster. Hun kan bare ikke overskue at holde det - at bo alene på landet med to enorme hunde og fire høns giver faktisk en del vedligeholdelse.

Der er langt fra Helsinki for at hjælpe.
Jo, jeg har en storebror. De har ikke det bedste forhold.

Jeg er glad for at jeg har gjort de ting. Selv om det betød at jeg kun fik løbet et par gange mens jeg var her. Der var ikke rigtig overskud til mere - jo, jeg ved så udemærket godt at det nok bare ville have givet mig flere kræfter. Og jeg fik ikke set en eneste veninde.
Og dem derhjemme klarede sig jo, dem må jeg tage mig af i morgen når jeg lander. Så vil der komme mange jammer-historier.

That too shall pass...

Det føles bare som den helt rigtige måde at have været her på denne gang.

Og så er det godt at man har en blog hvor man kan lade det hele komme ud og svæve rundt i cyber-space.