søndag den 23. september 2012

Lidt som en lus mellem to negle

Det er vist et kendt fænomen i min alder.
Det fænomen hvor man befinder sig mellem to generationer der har brug for én, hvor man bliver trukket i fra flere sider på en gang.

På den ene side en ældre mor på 76 (kan altså ikke få mig selv til at kalde hende gammel, vel? Hun er jo min mor og sådan nogen bliver ikke gamle. Og de dør heller aldrig...) og på den anden side en mand og tre børn. Der alle sammen har vældig brug for mig, lige på en gang.

Det kan godt få mig til at spørge om hvad så, når jeg får brug for nogen lige nu?

Til at fortælle om hvordan det føles at opleve at ens mor ikke helt har så meget styr på tingene som der var engang. Ikke fordi hun glemmer eller fysisk egentlig ikke fungerer. Men bare ikke rigtig magter mange dagligdags pligter og tager det hele lidt gelinde. Er lidt træt oven på operationen i mandags - det er vel at forvente og hun har ikke engang haft nogen smerter. Men skal have indsprøjtninger to gange om dagen for at få sin blodfortyndings medicin tilbage i balance - sådan overfladigsk forklaret. Så er det godt jeg er her til at give hende dem, vi slipper for hjemmesygeplejersker.
Den der med ikke at magte så meget, er ikke noget nyt i forbindlese med sygdom. Sådan er det bare blevet.

Til at fortælle hvordan det føles at skulle rydde ud i hendes spisekammer og kassere dåser og glas med udløbsdatoer fra 2008. I bedste fald.
Eller at rydde ud i udhuset og også der kassere madvarer med udløbsdatoer fra helt tilbage fra 2001. Fjerne muse- og rottelig, støvsuge kilovis af deres lort op, rydde op i kolossale mængder af ting og sager der har hobet sig op i årenes løb.
Fire store sorte affaldssække fyldte til randen. Og der er såmænd mere endnu - altså ikke spiseligt.....

Det værste jeg nogen sinde har skullet gøre i hele mit liv, så ulækkert var det. Selv om jeg var iført gummihandsker og kirurgisk maske over næse og mund.

Jeg kunne jo bare lade være. Sige at det må hun selv bestemme. Men jeg ved at hun kan ligge vågen om natten og bekymre sig over hvordan hun dog skal få styr på det rod. At det vil få hendes helbred til at skrante. At det kan betyde en depression oven på et langt og mentalt trættende sygdomsforløb.
For min mor er faktisk et menneske der elsker sit lille hus med det nye køkken og hun vil gerne have at det er pænt. Hun elsker at have gæster. Hun kan bare ikke overskue at holde det - at bo alene på landet med to enorme hunde og fire høns giver faktisk en del vedligeholdelse.

Der er langt fra Helsinki for at hjælpe.
Jo, jeg har en storebror. De har ikke det bedste forhold.

Jeg er glad for at jeg har gjort de ting. Selv om det betød at jeg kun fik løbet et par gange mens jeg var her. Der var ikke rigtig overskud til mere - jo, jeg ved så udemærket godt at det nok bare ville have givet mig flere kræfter. Og jeg fik ikke set en eneste veninde.
Og dem derhjemme klarede sig jo, dem må jeg tage mig af i morgen når jeg lander. Så vil der komme mange jammer-historier.

That too shall pass...

Det føles bare som den helt rigtige måde at have været her på denne gang.

Og så er det godt at man har en blog hvor man kan lade det hele komme ud og svæve rundt i cyber-space.

11 kommentarer:

  1. Øv nej, det er SÅ svært, når ens forældre bare ikke er der, hvor de var en gang. Og selvfølgelig bliver det endnu værre, når man som du, bor langt væk. Mine forældre er ikke der. Endnu. Men så bitte ting og tegn giver dog bange anelser ... Jeg tror, du skal nøjes med at være godt tilfreds med din indsats og tænke på, at så er dét i hvert fald af vejen, så din mor ikke behøver at bekymre sig om det længere.

    Og så er det da dejligt, at din mor er sluppet for smerter :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Afstanden er noget der generer mig tit, men så er det jeg prøver at opveje det når jeg er der.

      Slet
  2. Kære Kirsten
    Selvom det har været det værste job ever for dig, så føles det jo SÅ godt at få sin mor på skinner igen. Eller det, som ligner. Det er en hård tid. Måske også fordi det ikke bliver som det var, men I begge skal vænne jer til en ny tilstand. Det må være så hårdt for dig at være langt væk. Bare det at have fået min mor 6 km væk i stedet for 30 km har været en kæmpe lettelse. Så din afstand er jo enorm. Når man nu bare gerne vil være der og hjælpe videre.
    Det er bare en tuff tid, og smid du bare det hele herud, så skal vi nok lytte og forhåbentlig komme med et par trøstende ord. Men du er også en tuff cookie, og du skal nok klare det. Men du skal også have nogen til at tage sig af dig. Det har alle brug for.
    Knus og tanker :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det giver lidt ro i sjælen - også hos mig. Og jeg satser virkelig på at vi får set hinanden næste gang!
      Knus herfra.

      Slet
  3. Jeg vil bare sende dig et stort knus. Det, du har gjort for din mor i disse dage, er jo stort og fuld af kærlighed. Næste gang bliver der tid til veninder! Hvor meget vi end vil, kan vi ikke være to steder på én gang og denne gang har du været der for din mor. 100 procent. Og som Katrine skriver ovenfor, så føles det jo så godt at få sin mor på skinner igen.

    Og glem ikke dig selv i processen, kære du, hvad du har brug for. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have! Morer mig stadig over byen Englerup når jeg kører forbi - syntes det er så fantastisk at en landsby på Sjælland kan hedde sådan....
      Og jo, jeg skal nok få passet lidt på mig selv også :-)

      Slet
  4. Det er så svært når ens forældre bliver gamle. For det er jo det de gør. Og det er endnu sværere når man er næsten alene om at tage hånd om det. Det er svært at dele når alle andre også har brug for en!
    VED hvad du føler!!
    Godt at du kan få luft på din blog (det kan jeg så ikke, da både mødre og andre besværlige familiemedlemmer læser med på min!!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Forældre må helst ikke blive gamle, de bør være som de altid har været.....

      Slet
  5. Det er ikke nemt at prioritere energien retfærdigt og evigt hensigtsmæssigt mellem de 3 generationer (din mor, dig, manden og dine børn).
    De fleste i den ligning vil dog kunne tage mere af ansvaret over på egen banehalvdel når de mærker det er nødvendigt. Og lige om lidt vil ungerne kæmpe for at "rive det ud af hænderne" på dig, så på den måde er der lys for enden af tunnelen.

    Det lyder ikke rart med 4 år for gamle madvarer og gnaverkirkegård. Det lyder heller ikke helt holdbart i mine ører sygdom eller ej. Måske din hjælp med at få styr på sagerne, kan gøre det mere overskueligt for din mor at træffe nogle beslutninger om hvordan hun skal prioritere hendes egne kræfter?
    Når hun nu lige om lidt forhåbentlig bliver helt rask.

    Kæmpe knus til dig.
    Nogle gange kan vi bare ikke nå, orke og fikse alt det vi gerne vil og synes vi bør.
    Nogle gange bliver vi nød til at vælge hvem eller hvad vi skal svigte.
    Og det er ikke altid vi kan nøjes med at nedprioritere os selv.
    men jo, det her går også over.

    SvarSlet
    Svar
    1. SINE kræfter ikke hendes.
      Ikke en helt uvæsentlig forskel i denne sammenhæng ;-).

      Slet
    2. Man er nok nødt til at indse at der kommer nogen år hvor det kan rive lidt fra begge sider. Jeg tænker jo ogsåpå at jeg selv var barn og dengang tog ens forældre sig af en - så kan man nok også give lidt igen. Sådan har ikke alle det, men jeg har.
      Jeg håber jo at ved at få lidt styr på det praktiske, så holder det bedre. For min mor er en helt normalt og velfungerende person der spiller bridge og er formand for alle mulige lokale foreninger - hvilket ikke lige går i spænd med den tingene der hober sig op...

      Slet