Nu er det blevet lidt køligt, det sniger sig lige op på 3 grader og i går haglede det kraftigt og i dag haglede og sneede det på mig. En fordel da jeg så ikke bliver våd af regn, men i går gjorde det faktisk ondt med de hagl lige ind i nyseren. Finneren er allerede klædt på i vatterede jakker, huer, halstørklæder, vanter osv osv. Men sådan er det hvert år, de ved måske noget vi andre ikke ved. Jeg hader huer og tager den kun på hovedet når det er snestorm, jeg løber altid barhovedet og helst også uden jakke. I dag havde jeg dog langærmet bluse, jakke (det var også lidt for varmt) og tynde handsker på som jeg hele tiden tog af og på, af og på......Det er den tid af året hvor man aldrig rigtig ved hvor meget tøj man skal have på for det er koldt at komme ud og det første skridt ud af døren er godt nok sejt, men man bliver jo hurtig varm.
Var ude på 7 km i går. Fik ondt omkring de 4,5 km og gik lidt, løb lidt, gik igen nogen hundrede meter og kunne så løbe videre uden noget.
I dag havde jeg tænkt på langtur og havde så også udstyret med. Fik lidt ubehag i benet efterhånden og havde noget tiden en latent følelse af "noget" men kunne faktisk godt løbe hele vejen. Til gengæld havde jeg blyben og betonbagdel - så jeg holdt det på 11 km. Skal jo heller ikke ødelægge en heling der er på vej.
Det er længe siden jeg har følt mig ugidelig og så var det altså sådan en dag - det må der også være plads til. En kortere tur er jo bedre end ingenting og jeg benyttede lejligheden til at øve mig i at drikke og gnaske rosiner mens jeg løber. Normalt har jeg hverken væske eller fast føde med på så kort en tur, men da jeg jo havde forestillet mig langtur, var der meget bekvemt foder i lommen.
Jeg kunne sagtens drikke af flaske fra bæltet mens jeg løb, spørgsmålet er hvordan et plastic krus opfører sig og hvordan man undgår at indholdet ender nede af maven. Rosiner kan nemt tygges selv om jeg følte at jeg burde "tygge i takt" med benene - men det kan altså ikke nytte noget og det var en spøjs fornemmelse at prøve at holde styr på to forskellige takter.
Så nu ved jeg at både banan og rosiner kan bruges og så kan jeg måske undgå stop i depoter mere end allerhøjst nødvendigt til lige at snuppe det der skal bruges.
Går og glæder mig til Skovmaren, tager en ½ marathon for jeg vil gerne have så mange af dem i benene inden sæsonslut og hvis benet vil blive helt ok så måske også forbedre min tid....for jeg satser på at lægge træningsprogram i løbet af vinteren således at næste sæson mest bliver marathonsæson (med nogen halve ind i mellem til trænings erfaring). Jeg ved ikke endnu hvor og hvornår jeg kan debutere, men håber at maj måned vil byde på noget i nærheden. Det skulle være et realistisk mål og give nok tid til både at lære at være ude i mange timer og til den mentale træning - som nok i virkeligheden er den vigtigste for mig da jeg rent fysisk egentlig ikke synes jeg har svært ved at øge distancer, det er oftest hovedet der ikke vil være med og jeg føler direkte at hovedet modarbejder kroppen hvis man altså kan sige det sådan. Det vil være noget jeg kan bruge tid på i vintermørket og kulden for der skal man sågu være sej for at komme ud - husker glimrende mine ture sidste vinter i -19 grader, blæst og sne som nogen af mine bedste ture fordi de gav en enorm følelse af sejr hver gang selv om mine distancer ikke var så lange endnu. Det vil måske være en lejlighed til at fylde varm cacao i flaskerne på løbebæltet????
Ingen kommentarer:
Send en kommentar