Det var bedre...

Jeg var i krigerisk humør flere dage i før løbet - for jeg ville bare gøre det bedre end sidst.
Mine børn spurgte mig efter løbet hvorfor jeg havde set så sur ud ind i mellem, jeg måtte jo så forklare dem at jeg bare havde været sammenbidt og stædig. Og at det rent faktisk gjorde ondt her og der....


Men det var det hele værd, for denne gang fik jeg en plads som nr 13 ud af 25 i min aldersklasse og nr 52 ud af 114 af alle kvinder. Det blev til 2:09 - 8:30 minutter bedre end sidst. Og det synes jeg er en god forbedring på 3 uger.


Vejret var fantastisk fra morgenstunden selv om der var meget tåget på en del af den 1½ time lange køretur. Det havde været lidt svært at få familien ud af døren - der var et tidspunkt hvor jeg næsten fortrød at jeg havde inviteret dem med. Jeg var jo oppe kl 7 for at spise og pakke de sidste småting, min søn synes at det dog var utrolige mængder af udstyr der skulle med. Men der skulle jo være udstyr til al slags vejr plus alt det løse. Man skulle jo nødig sulte undervejs.

Vi kom til Hanko i fin tid og jeg fik startnummeret. Vi fik udlevert et kort med indtegnet rute så vi kunne lægge strategier for hvornår der skulle heppes og hvornår den flade cola skulle udleveres (bvadr - det smager altså ikke ret godt...).


Der var i alt ca 500 deltagere hvor nogen allerede var af sted kl 12 til hel marathon - de skulle løber ruten 2 gange hvilket for mig virker helt uoverskueligt, jeg mener endelig er man kommet tilbage og så skal man det hele igennm igen, det må mentalt være hårdt.

Jeg stod i første række af startfeltet for jeg følte at jeg bare skulle være med helt fra begyndelsen. Som sædvanligt fes en stor gruppe af sted som skudt ud af en kanon da startskuddet lød, men de skulle løbe 10 km og så gælder det jo om at komme ud af røret.
Den lede bakke som jeg vidste ville komme viste sig at være meget tæt på start - men så var den jo overstået.

Jeg fik løbet mig fint frem og kunne ikke forstå hvorfor jeg de første km havde sådan sommerfugle i maven og lungerne ligesom snørede sig sammen af nervøsitet. Jeg blev ved med at sige til mig selv at nu måtte jeg se at falde til ro, bagefter har jeg opdaget at det var fordi jeg løb så hurtigt at det hele lukkede til. Da jeg ikke vidste hvor hurtigt jeg løb - selv om jeg havde Garmin på kiggede jeg kun på tider ved depoterne.

Familien var helt fantastisk. De fulgte i bil og ventede hver gang der var løbet nogen km, de hujede og heppede, hang ud af viduerne på bilen og råbte - de stakkels Finner blev helt mundlamme over larmen.

Konsulen blev som en gammel cirkushest og løb sammen med mig ind i mellem og opdaterede mig om hvor i feltet jeg lå, kom med opmuntrende bemærkninger og pacede mig videre. Det skal lige siges at han skal opereres i venstre knæ på mandag den 11.10 pga af en revnet menisk - så han burde overhovedet ikke løbe og hans knæ var meget hævet i går. Men han er faktisk forhenværende løber - meget sej og hurtig, han løb feks New York Marathon på 3:32 for en del år siden. Det gode ved det var at han blev helt grebet af stemningen og næsten ikke kan vente på at blive ok igen for så at komme tilbage til løbetræningen som har ligget stille i flere år. Han drømmer om at vi løber sammen næste år........

Denne gang drak jeg flinkt ved alle depoter (hver 5. km) og fik faktisk og inhaleret en halv banan mens jeg løb. Nu skal jeg bare lære at drikke mens jeg løber så der ikke skal stoppes unødvendigt. Selv om jeg indrømmer at jeg glædede mig hver gang til depoterne for lige at trække vejret.
Jeg hægtede mig på forskellige løbere, det var meget effektivt for mig men sikkert meget irriterende for dem. På den måde fik jeg halet mig fremad og jeg kæmpede en brav kamp med en yngre pige over rigtig mange km hvor vi flere gange overhalede hinanden indædt - ved ca 17 km løb jeg fra hende og så hende ikke mere...... Det betyder utrolig meget mentalt når man kæmper på den måde, for den der bryder frem får lige lidt ekstra styrke.

Og det havde jeg brug for. Jeg har jo ikke løbet meget længere end ½ marathon distancen og kun få gange, så jeg begynder at blive træt når vi kommer op omkring de 16-17 km og vejen strækker sig ueeeendelig lang foran mig. Sådan nogle lange døds-stykker hvor der er lige landevej som aldrig får en ende - det er hårdt også mentalt. Derfor er et af mine første mål den kommende weekend at begynde at komme ud på omkring de 25 km og få øget distancerne således at 21 km ikke vil virke overvældende mere.

Men min søn fik givet mig ekstra kræfter, han hang ud af bil vinduet og råbte: "Mooaar, husk nu at pain is temporary but victory is for ever" (jeg jo har sagt at vi har sprogsalat derhjemme...) - og det fik mig simpelthen til at få de sidste kilometer hjem. Det kørte rundt i hovedet på mig og gav de kræfter der skulle til at løbe hele vejen de sidste par km og endda have kræfter til at spurte i mål!

Og alle de kys og knus jeg fik af børnene og deres udtryk for hvor stolte de er af mig, giver jo lyst til at gøre det igen og igen..........

At jeg så lige satte to personlige rekorder under løbet gør det heller ikke dårligt - selv om jeg ikke ved om det kan regnes for PR når det er kun en del af et længere løb??? Men jeg har ikke før løbet 5 km på 27:45 min og 10 km på 58 min (6 min. hurtigere end til Midnatsløbet) - så for mig er det en rekord under alle omstændigheder!!