Den smukkeste efterårstur

Egentlig havde jeg troet at jeg skulle løbe lige ud - sådan noget lidt kedelig løb uden de store udsving. Men da det viste sig at være strålende efterårssol fra morgenstunden fik jeg andre idéer. Alt var hvidt af rimfrost men det så ud til at kunne blive til en lidt varmere temperatur op ad dagen. Der stod en strid blæst ind over landet så det var oplagt at løbe i skov - og jeg beluttede hurtigt at Nuuksio naturreservat var passende.

Ruten er næsten fortvivlende smuk, meget vildsom og virkelig krævende. Jeg havde glemt hvor meget for jeg har ikke løbet der siden sidste år. Lige så snart det bliver vinter er det umuligt at færdes til fods, man kan kun komme derind på ski. Ruten er fyldt af bakker og når jeg siger bakker mener jeg ikke sådan nogen hyggelige runde nogen. Nej, vi taler om seje næsten lodrette bakker der tårner sig op, så stejle at de er lige så svære at løbe ned ad som op ad - så seje at der er advarselsskilte på toppen for at huske på hvad der venter forude. En drøm for mountainbikes og for langrendsløbere. Og for mig. Jeg indrømmer at jeg gik op ad et par af dem for jeg ville gerne holde lidt kræfter til resten af turen. Og jeg var nervøs for benet som har det med at brokke sig hvis jeg anstrenger mig for meget.

Konsulen blev sat på opgaven at køre mig derhen, vi bor på grænsen til dette reservat så det tager ca. 15 minuttter at køre. Vi tog hjertelig afsked efter at han havde sikret sig at jeg havde mobilen med - for det er et meget vildsomt terræn hvor man sagtens kan fare vild. Sådan for alvor. Men jeg kender ruten udenad og ved hvor jeg skal dreje fra den kortere rute for at komme ind på den lange. Musikken blev i lommen for der var for dejligt til at blive forstyrret af toner der ikke har hjemme i naturen. Efter et par kilometer fik jeg et morsomt slags selskab. Jeg havde ved starten mødt en hund som løb af sted alene. En Siberian Husky iklædt orange redningsvest - så det ud som. Pludselig kom den igen, midt ude i det rene ingenting og tilsyneladende uden herre. Da kunne jeg se at den havde en slags radiosender på ryggen, indbygget i den orange vest var der en lomme hvor der stak en antenne ud og under halsen havde den en gul firkantet lille æske. Der hvor St. Bernhardshundene har cognac.....Den slog følge med mig nogen kilometer og var venlig men aldeles uinteresseret i kontakt (desværre, for jeg er helt ekset med hunde....) og pludselig løb den til højre ind af et lille spor der forsvandt i skoven. Jeg ved ikke om den er en slags redningshund eller hvad det kan være, jeg må spørge nogen lokale om de ved hvad det er for en slags hund.

Jeg mærkede lidt til benet omkring de 10-12 km men det kunne holdes ud. Det var højst sandsynlig fordi jeg havde løbet så mange bakker for pludselig anstrengelse er ikke sundt for det. Det blev til 18 herlige kilometer i lav efterårssol og hvor mange af sådan nogen dage kan man være sikker på at få........

Det eneste der var lidt dumt var at jeg havde lavet et af mine standard klovnenumre: Stod pænt op og spiste morgenmad men løbeturen blev trukket fordi jeg skulle ordne nogen ting og vente på at Konsulen kunne køre mig. Så frokost blev det ikke til for så ville det blive for tæt på løbet. Resultatet var at jeg kom hjem lige før kl 17 og siden kl. 9 havde jeg indtaget en portion havregryn med mælk og en pakke rosiner. Og løbet 18 km. Det er ikke fornuftigt og det sker ofte for mig i weekenden - jeg glemmer at spise og får aldrig et mellemmåltid. Det er absolut stof til at arbejde med hen over vinteren hvor mange ting skal tages op til revision.....

Men nu er jeg rolig for at jeg kan løbe Skovmaren, hvis jeg kan løbe uden alt for mange smerter (og uden mad) nu, så skal det nok blive ok til om 14 dage. Så nu tilmelder jeg mig endelig.....:-)