Med stemningsskift i det lille hjem når der er teenagere ombord.
Man har været henne at hente Konsulen fra toget og kommer ind ad døren. Man har været en god hausfrau og aftensmaden er parat.
3 børn kommer drønende som små søm og kaster sig om halsen på farmand, selv om han har tigget og bedt (og råbt og truet) at han vil så gerne have lov til at tage frakke af og lige komme inden for døren. Sådan fysisk.
Den 10-årige begynder at snakke og fortælle om dagens oplevelser på to forskellige sprog i en hastighed der minder om Søren Spætte på speed. Den 12-årige står med et kladdehæfte fra skolen og tripper for hun vil gerne vise en fin karakter frem.
Så kommer den 14-årige coole knægt sejt svajende som en sømand ud fra sit værelse, siger hej og bøvser så det runger i hele huset. Et øjeblik bliver der helt stille mens Konsulen og jeg kigger målløse på hinanden.
Så bryder inferno løs:
"IIIIRRRRKKKK, han bøvsede mig i nakken" skriger den 10-årige. Gentagne gange for der jo publikum på og det er vigtigt at selv dem på de billige rækker får hele forestillingen med. Den 12-årige siger ikke en lyd men forsvinder op på sit værelse. Hun er klar over at det er nu man skal gå i dækning.
"Nååååh ja, det var jo ikke med vilje" prøver den 14-årige at bortforklare mens han ser tordenskyerne samle sig i ansigtet på sin far. "Undskyld" lyder det meget lidt overbevisende fra ham da Konsulen giver højlydt udtryk for at det er mangel på respekt både for søskende og for forældre at bøvse, prutte og andre delikatesser sådan lige op i hovedet på dem for at få noget opmærksomhed under velkomst ceremonien. Selvfølgelig giver det opmærksomhed. Men på en lidt speciel måde.
Den unge mand forsvinder surmulende og forurettet ind på sit værelse. Den 10-årige bliver beroliget med at hun nok overlever og at det ikke er nødvendigt at lave så meget larm. Den 12-årige kommer forsigtigt ned igen med sit kladdehæfte. Og bliver beundret.
Huset falder til ro.
Senere kommer den 14-årige og er snaksaglig. Det er han gerne ved aftenstide når søstrene er i seng og man er lidt ledig til en snak - synes han, jeg synes ofte hellere at jeg ville læse eller compute osv. Men man skal jo prøve at tale med sine børn før de kommer for at fortælle at de er gravide / på stoffer / alkoholikere / butikstyve.......
Så vi får os en sludder. For han synes at ingen kan lide ham i familien. Og jeg prøver at forklare at der er forskellige måder at få opmærksomhed på og nogen er bedre end andre. Sådan på den mere succesfulde måde. Og at hærge aftensmåltider med dumsmarte bemærkninger eller provokerende opførsel samt alle de andre små tricks med at vappe søsteren en over nakken når man går forbi for derefter at benægte ethvert kendskab til episoden - ja de er ikke så smarte.
Og bagefter skal jeg ind at sige godnat til ham. Selv om han er 14 så vil han gerne holde lidt i hånden når vi går tur og der ikke er nogen der ser det, krammme og sige mange gange hver dag at han elsker mig. For han har sådan brug for selv at høre det. Hele tiden og mange gange.
Hvor er man heldig at man har børn. Også selv om de bliver teenagere - det går jo over håber jeg da.........
Hold da op, hvor lyder det bare som matriklen hér - der er så bare to styk på hhv. 14 og 7 - og er du vimmer, hvor kan de bare få hinanden helt op at ringe i det røde felt. Men hvis den ene eller den anden så er ude af huset, bliver de næsten helt syge af længsel efter sin bror/søster. Men teenager-alderen kræver godt nok oceaner og oceaner af tålmodighed og tællen til 10 (eller nærmere 100 nogle gange ;o)) Men jeg elsker også de talrige 'jeg elsker dig' og skjulte kram, som flyver i min retning dagligt :o))
SvarSletAltså.... der er jo (som konfirmandpræsten gjorde os opmærksom på i sin prædiken) en dybere mening med, at langt de fleste teenagere begynder at opføre sig mere (eller mindre) upassende - ja... til tider også ret så egoistisk og top-uhensigtsmæssigt - således har Gud, hvis man tror på ham, gjort det ulig lidt nemmere for os forældre at forlige os med (måske ligefrem glæde os til) at de en skønne dag flyver fra reden!!
SvarSlet- Intet er så galt, at det ikke er godt for noget... ;-)
Hilsen fru Clausen
Hahaha - min ældste, især, havde nogle teenageår, der fik mig til at tabe underkæben gang på gang. Jo det var udfordrende, men for pokker da, hvor var det også skægt. Tænk bare ALT det en teenager vikler sig ind i, og hvor svært det kan være for dem at vikle sig ud igen. Alt det der skal prøves af. Jeg havde fuld forståelse for, at de måtte ligge stille på sofaen i timevis - med den energiudfoldelse, de udviste på andre områder (nå ja, jeg fejede dem selvfølgelig ned, når sofaen skulle i brug).
SvarSletJeg har sådan et yndlingsbillede af min ældste fra 14-15 års alderen, med hennarødt hår, sort læbestift og rød postjakke. Jeg elsker det, men jeg må ikke hænge det op (hun er nu lysblond og nydelig). Men tænk et mod - at eksperimentere så meget med sit udseende og alt muligt.