tirsdag den 30. november 2010

Sur og vred


"There are only two options regarding commitment; you're either in or you're out. There's no such thing as life in-between." -- Pat Riley

Og det er nemlig sådan det er. Enten vil man løbe marathon eller også vil man ikke.
Der er selvfølgelig en halv marathon.......Så der er måske noget med et liv midt i mellem.....

Næh, det er der lige netop ikke for mig mere. Halv marathon - been there, done that. Og kommer til at gøre det mange gange igen. Men lige nu skal jeg videre og det gælder det den hele og under nogen betingelser jeg har sat for mig selv om hvordan jeg vil have det skal gøres. Ellers duer det ikke.

Så er det bare at jeg kan blive så frustreret når kroppen ikke helt vil hvad jeg vil. Sådan er der flere af mine blog-veninder der har det i øjeblikket. Små skader her og der. Større skader her og der. I det hele taget er det som om mange løbere har samlet alle mulige dårligdomme op som kommer til udtryk nu hvor årstiden måske giver legitimation til at lade kroppen få lov til at klage sin nød oven på den udendørs løbesæson.

Jeg bliver så pissesur når en skaldet muskel tror den skal bestemme hvor meget jeg skal løbe. Jeg vil simpelthen ikke acceptere fysisk begrænsning, det må kunne trænes væk føler jeg........
Ja ja ja, jeg ved det sgu godt. Jeg skal lave øvelser hver dag (også i perioder hvor jeg ikke har ondt), jeg skal løbe lidt kortere distancer i en periode nu og langsomt arbejde mig op, jeg skal passe på med intervallerne, jeg skal være tålmodig og der er maser af tid til at komme i orden og tra la la la la lu la lej!

Men når nu resten af kroppen og hovedet er med på idéen så gør det mig så rasende at jeg får lyst til bare at kyle skoene ud af vinduet og vokse sammen med sofaen, 10 kilo fyldt chokolade og en kasse rødvin. Selv om jeg ikke bryder mig særlig meget om søde sager (kan dog vældig godt lide rødvin - he, he). Men denne situation kræver helt specielle effekter. For at udtrykke min følelse af at løbe panden mod en mur. Følelsen af panik før lukketid - at jeg skal nå det her inden alderen overhaler og jeg ikke kan løbe mere fordi jeg bliver for gammel.
Og jeg ved godt allerinderst, helt derinde i kroppen hvor kun sandheder bor, at der findes én eneste løsning som prøver at gøre sig bemærket. Men som i øjeblikket bliver ignoreret fordi jeg ikke er parat til at høre på den. Jeg orker den ikke. Den er vedvarende og irriterende som en dryppende vandhane midt om natten. Banker på som en spætte på speed.
Prøver at få mig overbevist: Vend vreden, frustrationen, stædigheden og viljen i den rigtige retning. Retningen fremad mod målet.

5 kommentarer:

  1. Kære Kirsten

    Ja, jeg ved jo godt hvordan du har det....og hvor deprimerende det er.

    Men Kirsten, du er så dedikeret til løb og jeg tror, du ender ud med ultraløb. Du har resten af livet at løbe i, hvis du passer på dig selv. Du er nød til at være tålmodig og positiv. Hvis du presser din krop, bliver det bare endnu værre.

    Tænk på der er en mand på 73 der deltager i 10 x ironman....

    Du ved jo godt alle de rigtige og fornuftige ting du skal gøre. Selvom det er træls, så prøv at få noget godt ud af det. Kan du ikke træne noget mere på overkrop, baller og ryg i dit center? Det er også vigtigt, når man som du vil løbe langt.

    Én ting jeg har lært ved at være skadet er noget om hvad der er vigtigst. For mig er det at kunne være med. Ambitioner om hurtighed osv. er ikke særlig vigtigt længere. Jeg skal "bare" sørge for at passe på mig, så jeg kan blive ved med at glædes over at løbe.

    Så pas på dig, Kirsten. Jeg ved du kommer til at løbe maraton, bare tro på det!

    Og rigtig god bedring (har ikke løbet siden lørdag og knæene har det meget bedre :) )

    Knus Karina

    SvarSlet
  2. Jeg er vel næppe i kategorien blog-veninder; men jeg er også småskadet. Om det er helt den skade jeg bemærkede efter mit første maratonløb, eller om det er samme type opstået samme sted, ved jeg ikke med sikkerhed; men jeg har haft det i måneder og det er stærkt belastende.

    Jeg forstår godt, at du vil løbe et maratonløb; men kroppen kan ikke lide det. Det er alt for langt og for hårdt for kroppen.

    Med andre ord, så tror jeg ikke du skal forvente, at det bliver mindre med skaderne jo mere du løber - desværre.


    Jeg kender en del gode råd til, hvad man skal gøre for, at undgå skaderne. Men ærligt talt, så begynder jeg, at tvivle på om de virker. Jeg synes alle bliver skadet, lige meget hvilke styrketræningsøvelser, smidighedsøvelser m.m. de laver.

    Med håb om en skadesfri fremtid.
    Hammy

    SvarSlet
  3. Tak for jeres gode svar - og Hammy selvfølgelig er du en blog-veninde uanset køn......;-)
    Jeg ved jo godt at tålmodighed er en dyd og jeg nægter også at give op, jeg bliver bare som alle andre frustreret. Og skaderne de er vel noget som er en del af at være så aktiv en sportsudøver - man ser dem jo hos alle....for det er nok rigtigt at kroppen til dels ikke kan lide anstrengelsen. På den anden side kan kroppen heller ikke tåle total inaktivitet. Så skaderne er vel noget man må tage med hvis man vil nyde at løbe (den tid man er skadesfri....)

    Alderen har aldrig før været noget jeg tænker over, men blev pludselig stresset ved at føle at det er nu eller aldrig - og det er selvfølgelig noget pjat. For jeg har mødt mange ældre løbere til konkurrencer. Og fordelen er så at der er færre deltagere og man har en chance for en god placering i aldersgruppen :-)

    God bedring til jer begge!!
    Knus Kirsten

    SvarSlet
  4. Masser af tålmodighed og godt humør i din retningen jeg sender. :-) Ved jo hvor svært det er. Og hvor let af os andre at berolige dig. Frustrerende og p.... irriterende. Var det den muskel, som du kunne mærke til Skovmaren? Jeg har jo min achillessene, som med jævne mellemrum rør på dig og beder om opmærksomhed. Karina har sine knæ og og...
    Håber at det læges hurtigt og du kan komme af sted igen. Husk på, at du er jo også MIN inspiration!
    Knus herfra :-)

    SvarSlet
  5. Spætte på speed, fantastisk udtryk! Sender en lille fugl som glad kan nynne ”giv tid” i sne bag frosne rude. Selvfølgelig kommer du til at løbe den hele maraton. Især hvis du kan ”give tid” :-).

    SvarSlet