Når tilværelsen løber løbsk

De to sidste måneder har fået mig til at føle mig som om jeg befandt mig i en blanding af en centrifuge og en racerbil: For fuld skrue i overhalingsbanen - og det når jeg egentlig meget hellere ville sidde i en Skoda der kører i 3. gear i slæbesporet og stopper for at kigge på udsigten en gang i mellem......

Der findes mennesker hvis sociale status defineres af at de har en fuld kalender og konstante aktiviteter. Umuligt at få en aftale med dem, alt skal aftales flere måneder i forvejen hvis man gerne vil se dem. De har så travlt, så travlt - imponerer omgivelserne med alle de ting de absolut må deltage i, fordi ingen kan undvære deres fantastiske selskab.
Den slags mennesker bliver jeg temmelig træt af.

Så nu er jeg temmelig træt af mig selv.

Og statser på at mit vilde ridt er ved at være overstået!

 

                   http://www.graphicsfactory.com/clip-art/Animations/2D/Sports/Racing_Cars/nascar-004_06172006_370344.html

Det hele begyndte i August da vi kom hjem fra sommerferie i Danmark. Medbringende familie der skulle underholdes og sendes hjem med en god følelse af at have været velkomne. For det var de jo. Ferie har det bare med ikke at være super afslappende, når man også er turist guide og arrangør af oplevelser for 4 voksne og 5 børn.

Så skulle der løbes den sidste træning op til Marathon i Tallin den første weekend i september - planlægning og mental forberedelse tog mere tid end jeg havde troet. Og ja, beretning og indsigt kommer som lovet....

Ugen efter rejste jeg til Danmark for at være hos min mor da hun blev opereret.

Og så skulle jeg pludselig til Berlin med Konsulen, en mulighed for 4 dage med en masse oplevelser.
Det var en dejlig tur.

I mellem alle disse her forskellige ting, har der også været et arbejde at passe, børn og familie at passe, et hus, vasketøj, indkøb, madlavning - plus alt det der skal sørges for inden man rejser og alt det der har hobet sig når man er kommet tilbage.

Ikke for at pive, sådan er det bare. Og jeg bryder mig ikke ret meget om det i længden.

Nu syntes der ikke at være for mange projekter i horisonten - ud over et par fødselsdage der kræver at blive fejret.
Så jeg har lige med samme fået ondt i halsen og har næsten mistet stemmen. Igen. Det må være kroppen der siger stop for vanviddet.

Løbetræning? Meget sporadisk. Jeg har simpelthen mistet lysten, når det alligevel har været umuligt at planlægge noget og leve op til programmerne.
Formen? Har formodentlig forladt bygningen.
Om det irriterer mig grusomt? Mon ikke.
Hvad jeg har tænkt at gøre ved det? Prøve at lade være med at blive hysterisk (prøve sagde jeg).
Hvad jeg mere har tænkt mig at gøre ved det?

Simpelthen stille og roligt slå bremserne i og "get back on track".

Det er derfor lyset har været slukket herinde og jeg ikke har besøgt andre blogge ret meget.

Så ved I hvorfor - hvis der ellers er nogen tilbage.....
 

Lidt som en lus mellem to negle

Det er vist et kendt fænomen i min alder.
Det fænomen hvor man befinder sig mellem to generationer der har brug for én, hvor man bliver trukket i fra flere sider på en gang.

På den ene side en ældre mor på 76 (kan altså ikke få mig selv til at kalde hende gammel, vel? Hun er jo min mor og sådan nogen bliver ikke gamle. Og de dør heller aldrig...) og på den anden side en mand og tre børn. Der alle sammen har vældig brug for mig, lige på en gang.

Det kan godt få mig til at spørge om hvad så, når jeg får brug for nogen lige nu?

Til at fortælle om hvordan det føles at opleve at ens mor ikke helt har så meget styr på tingene som der var engang. Ikke fordi hun glemmer eller fysisk egentlig ikke fungerer. Men bare ikke rigtig magter mange dagligdags pligter og tager det hele lidt gelinde. Er lidt træt oven på operationen i mandags - det er vel at forvente og hun har ikke engang haft nogen smerter. Men skal have indsprøjtninger to gange om dagen for at få sin blodfortyndings medicin tilbage i balance - sådan overfladigsk forklaret. Så er det godt jeg er her til at give hende dem, vi slipper for hjemmesygeplejersker.
Den der med ikke at magte så meget, er ikke noget nyt i forbindlese med sygdom. Sådan er det bare blevet.

Til at fortælle hvordan det føles at skulle rydde ud i hendes spisekammer og kassere dåser og glas med udløbsdatoer fra 2008. I bedste fald.
Eller at rydde ud i udhuset og også der kassere madvarer med udløbsdatoer fra helt tilbage fra 2001. Fjerne muse- og rottelig, støvsuge kilovis af deres lort op, rydde op i kolossale mængder af ting og sager der har hobet sig op i årenes løb.
Fire store sorte affaldssække fyldte til randen. Og der er såmænd mere endnu - altså ikke spiseligt.....

Det værste jeg nogen sinde har skullet gøre i hele mit liv, så ulækkert var det. Selv om jeg var iført gummihandsker og kirurgisk maske over næse og mund.

Jeg kunne jo bare lade være. Sige at det må hun selv bestemme. Men jeg ved at hun kan ligge vågen om natten og bekymre sig over hvordan hun dog skal få styr på det rod. At det vil få hendes helbred til at skrante. At det kan betyde en depression oven på et langt og mentalt trættende sygdomsforløb.
For min mor er faktisk et menneske der elsker sit lille hus med det nye køkken og hun vil gerne have at det er pænt. Hun elsker at have gæster. Hun kan bare ikke overskue at holde det - at bo alene på landet med to enorme hunde og fire høns giver faktisk en del vedligeholdelse.

Der er langt fra Helsinki for at hjælpe.
Jo, jeg har en storebror. De har ikke det bedste forhold.

Jeg er glad for at jeg har gjort de ting. Selv om det betød at jeg kun fik løbet et par gange mens jeg var her. Der var ikke rigtig overskud til mere - jo, jeg ved så udemærket godt at det nok bare ville have givet mig flere kræfter. Og jeg fik ikke set en eneste veninde.
Og dem derhjemme klarede sig jo, dem må jeg tage mig af i morgen når jeg lander. Så vil der komme mange jammer-historier.

That too shall pass...

Det føles bare som den helt rigtige måde at have været her på denne gang.

Og så er det godt at man har en blog hvor man kan lade det hele komme ud og svæve rundt i cyber-space.

Turen går til Danmark

Jeg ved godt at jeg skylder noget her på blogfronten.

Det er dog lige kommet den lille krølle på halen, at jeg lige tager til Danmark på fredag. Min mor har langt om længe fået en dato for sin operation og det skal så være på mandag den 17 september. Nu har hun så også kun ventet i 9 måneder....Så jeg er i landet til den 24, nok mest i Præstø.

Og det er vi glade for - ja hun har jo forståeligt nok ikke meget lyst, men vi vil syntes at det er dejligt at få det overstået. For det satser vi på at det bliver.

Hun skal ikke være alene, så den diplomatiske familie må klare sig selv - selv om jeg prøver at få styr på alt muligt og vasket og lavet mad og frosset ned osv osv. Vi har i forvejen lige en lidt stresset tid både arbjedsmæssigt og personlig lige i øjeblikket. Så jeg prøver at være venlig over for Konsulen og ikke efterlade ham i det rene kaos. Det emne kommer vi nok tilbage til.
Ja ja, jeg ved godt at jeg burde have lært alle familiemedlemmerne at gøre al ting, men det har jeg så ikke været flink nok til, meget kan de - men alligevel.
Ris til egen rumpe, siger jeg bare.

Så det helt store bloggeri er der ikke tid til nu, men hvis ikke før, er jeg sikker på at mens jeg venter på Ringsted Sygehus og efter at have set alle attraktionerne, kirkerne og butikkerne i Ringsted by, vil der komme nogen ord herfra.

Ellers kan jeg berette at jeg har tænkt mig at løbe forsigtigt i dag og se hvordan det går - benene er ikke ømme mere og jeg mærker ikke noget til nogen knæ. Om det har noget på sig, vil vi lade komme an på en prøve. 

Hurtig opdatering

4 timer og 34 minutter - næsten 40 minutter bedre end i juni.

Så det kan man vist godt kalde en fremgang.

Og et bevis for at man kan arbejde med sin mentale indstilling til løb, smerte og udholdenhed - og få noget ud af det.

Selv om det vil koste lidt på træningen fordi min gamle Ileo-Tibiale sene slog ud i lys lue, og jeg løb som med knive på siden af venstre knæ de sidste 6-7 km.

Men jeg ville fandeme bare i mål uanset prisen og så hurtig som jeg kunne på det tidspunkt.

Der kommer mere når jeg lige er faldet ned på jorden igen.....

Tavshed er guld

Nogen gange kan man have behov for at tie stille og bare gøre noget.

Uden for meget snak.

Vi snakkes ved bagefter.

Er jeg bare fuld af gode undskyldninger???

Jeg fik ikke rigtig svaret på jeres medfølende kommentarer til min interessant udseende bagdel. Faktisk er jeg gået rundt om bloggen som katten om den varme grød. Har ligget lavt på kommunikationsfronten. Syntes at der hele tiden sker udviklinger som  pludselig bare lyder som en samling gode undskyldninger for ikke at yde mit bedste.

Hvad jeg mener?

Jo, jeg er stadig blå bagpå og der er stadig en øm klump på bagsiden. Men det er bedre, meget bedre. Holdt nogen dage fri fra løb fordi det dunkede og gjorde rigtig ondt når jeg prøvede. Og rggen gav også udtryk for utilfredshed med tilstanden.
Mandagen var blevet udset til langtur når jeg nu havde holdt pause i weekenden. Cyklede godt nok 40 km om lørdagen, men det er jo ikke løb. Og tæller derfor ikke i mit indre regnskab.
Men mandag løb jeg så 26 km - kunne godt have løbet meget mere. Men, men, men syd for ryggen blev der sendt røgsignaler om at holde tilbage. Havde krampe i højre ben og trækninger ned i venstre ben der uhyggeligt mindede om Ileo-Tibial Syndrom som jeg før har stiftet kendskab med. Og frygter mere end noget andet. Så med stor respekt for kroppens nødråb, luntede jeg pænt hjem igen efter en tur hvor jeg fik afprøvet alle de mentale strategier jeg har arbejdet på og derved fik en total overskudstur - altså rent mentalt.

Trækningerne ned i benet har sin oprindelse i ryggen. Bækken. Når man sådan har en forkert holdning fordi man er træt eller har overanstrengt sig (og derved falder sammen i ryggen).
Eller tager uplanlagte flyveture og lander med fuld styrke på siden af bækkenet.
Godt at jeg havde en tid hos osteopaten om onsdagen. Som så på mig da jeg fortalte hende om faldet og viste hende min flotte bagside.Så ud som om hun syntes at den slags ikke hører hjemme i min ladersgruppe. Men tænk hvís jeg kom med ondt i ryggen fordi jeg lå på sofaen hele dagen - det ville da være meget værre....
Hun arbejde godt hvorefter hun tiggede og bad mig om at holde nogen dages pause så kroppen kunne få ro til at komme på plads.
Det gjorde jeg også. Ved det godt. Så jeg ventede til fredag - det er to dage uden løb. Og nej, der var intet at mærke på de 11 km jeg løb.

Pfew!! Grønt lys for den sidste rigtig lange tur i weekenden inden marathonet.

Hvorefter jeg blev smittet af mine børn med noget omgangssyge - ondt i halsen, feber, generel dårligdom der kulminerede med en maveomgang i går. Og har ligget brak fra lørdag. I dag er jeg på arbejde  hvor jeg flagrer småsvimmel rundt med makaroniben (det var jeg sådan set også i går, men jeg kan ikke rigtig huske noget fra dagen...). Hvorfor jeg ikke blev hjemme? Fordi i går troede jeg at det nok skulle gå, i dag fordi der skulle komme personer til nogen møder - og de kom helt fra Estland og det var aftalt i forvejen.... så kan jeg ikke få mig selv til at svigte.....og nej, der var faktisk ikke andre der kunne overtage......

Nå, men jeg skal i hverfald ikke lige ud og løbe nogen steder hen idag. Det skulle da lige være en ekstra tur på das.....

Og så kommer vi frem til den med dårlige undskyldninger.

For nu bliver det ikke til ret meget langtur inden marathon - ellers bliver det for tæt på. Jo, 20 km i weekenden, men ikke noget med de planlagte 35. Masser af nedtrapning, ikke helt så meget træning som der gerne skulle være.
Det lyder jo som noget med undskyldning for ikke at gøre det så godt. "Jahhh, jeg har jo været syg.... jahhh, jeg har jo været tæt på en skade......jahhhh, blablabla..... og derfor løb jeg på den og den tid som ikke var det jeg håbede......blablabla".

Lyder virkelig som undskyldninger for ikke at yde mit bedste. Som om jeg i virkeligheden burde lade være med at løbe - for hvordan skal det dog gå godt?

R.. og nøgler - jeg har tænkt mig at løbe den marathon. Med eller uden god nok træning. Det vil jeg overhovedet ikke tænke på, for de tanker kan jeg ikke bruge til andet end mentalt at ødelægge løbet for mig selv. Det er bare om at komme videre.

Fra i dag er jeg officielt i fysisk nedtrapning som efter planen (uden at tænke på lige præcis fra hvad - blev der sagt!) og begynder de sidste mentale forberedelser.

De er også meget sjovere at skrive om.

Hold i venstre balde

Det er altså ikke en opfordring til mine evt. mandlige læsere. Desværre, den går ikke drenge. Sorry guys. Konsulen bliver bare sur.

Næh, det er mere at se som en diagnose - efter den enorme flyvetur jeg tog mig i går ude i skoven. Og landede med hele korpuset på venstre balde. Det var heldigt at jeg på en eller måde instinktivt fik vendt mig i luften, da jorden pludselig kom drønende op i fjæset på mig.

Jeg har fundet en ny rute som ender i et trailspor. Først løber jeg på noget ny skovsti der er under konstruktion - sådan en laver man ved at fræse al bevoksning på siderne til et bredere spor, dækker med noget stof underlag, hælder tonsvis af granitskærver ud over, fylder grus på og tilsidst lidt mere grus med mindre sten. Af ukendte årsager skvattede jeg over noget sten der overhovedet ikke burde have generet mig. Og landede med et brag og snudeskaftet helt nede i skærverne.

Først sad jeg og kiggede lidt måner, stjerner og sole. Derefter rejste jeg mig op og begyndte at gå rundt i cirkler for at se hvor stor skaden var. Kæft hvor gjorde det hamrende ondt i rumpen. Og jeg lignede Lot´s hustru, fuldstændig syltet ind i støv. Jamrede lidt. Men kunne konstatere at jeg var i live.
Og skulle beslutte hvad jeg nu gjorde. Løbe videre eller humpe de 2 km hjem??

Beslutningen blev taget ud fra 3 overvejelser:

1. Hvis man skades gælder det om at udføre R.I.C.E. så hurtigt som muligt. Rest - skulle jo alligevel gå 2 km, så det var ikke aktuelt. Ice - ikke meget af den slags i skoven. Circulation - få blodomløbet i gang igen. Elevation - tjah, hvordan får man lige bagdelen op i højere niveau end resten af kroppen? Jeg går altid ind for at det er godt for ømme muskler at blive rørt og "skyllet igennem" så ophobet syre osv. vaskes ud. Balder er muskler - så det måtte også gælde her. Altså effektivt og faktisk vigtigt at løbe videre.

2. Det gjorde så ondt, at jeg godt var klar over at jeg ikke vill kunne komme ud at løbe dagen efter - i dag. Det ville så betyde ingen løb onsdag og ingen løb torsdag. Så hellere blive færdig med det jeg var begyndt på. Viste sig også at der var bonus-effekt, da smerten i bagdelen helt overskyggede svien fra brændnælderne og rifterne fra hindbærbuskene jeg mødte på mit trailspor.

3. Glimrende øvelse i at løbe og bide smerten i sig. Lidt sygt, ved jeg godt. Det skal man nok være løber for at forstå....

9 km senere væltede jeg ind ad døren derhjemme, hvor resten af familien beundrede al det fine støv og skidt der var tværet ud over hele mit åsyn. Mens de venligt fejede gruset op der faldt ud af mit tøj.

I dag har jeg verdens flotteste cyanid blå venstre balde. Og ondt i r....
Men burde nok have en fortjenst medalje for velgennemført træning!