Alene hjemme

Her har været lidt stille fordi jeg i den grad har nydt at være alene hjemme med Konsulen.

De yndige unger har været på skolerejser - Lapland, Amsterdam og Berlin. På vores regning naturligvis. Det er fandeme dyrt......

Vi har simpelthen bare sådan nydt at gå ud at spise, mødes med venner til en drink og blive inviteret til at gå at spise, hygget os hjemme, nået alle mulige ordne-ting i byen uden at hænge i en klokkestreng. Snakke sammen uden at andre skal have opmærksomhed. Ingen har sagt "Moar" siden i mandags. Kun Konsulen for at drille mig.....

Før de tog af sted, scorede jeg lige en masse point på idiot-kontoen ved at køre tilbage til arbejde fra lufthavnen med Mellemdatterens pas i min håndtaske. Det kostede så lige en ekstra udflugt til Vaanta lufthavn - ca. lige så charmerende som at køre til Kastrup fra Københavns centrum.
Men de kom da i flyverne - alle 3 på forskellige tidspunkter naturligvis (05:00, 09:45, 12:00) og lander i eftermiddag. På tidspunkter så vi i det mindste kun skal i lufthavnen 2 gange.....

Og jo, jeg har også løbet. Lidt. For jeg samler kræfter til årets første løbekonkurrence på søndag - 17,4 km (1/3 marathon). En lidt sjov distance og ikke en man normalt løber - men det skal da ikke afholde mig fra at få åbnet løbs sæsonen.

Practice as you preach...

Var der engang en af mine kollegaer der sagde til en anden kollega. Altså, gør det du siger at andre skal gøre. Jeg må jo hellere leve op til alle mine vise ord om målsætninger og træning i den forbindelse.

Så der arbejdes på ikke at falde ned i hullet af undskyldninger for noget som helst, og bare komme ud at træne selv om vejret ikke altid er på min side.
Det gælder om at gøre - ikke bare snikke-snakke.....

Og så var det at jeg faldt over dette her:

“There is a great advantage in training under unfavorable conditions. It is better to train under bad conditions, for the difference is then a tremendous relief in a race.”

“When a person trains once, nothing happens. When a person forces himself to do a thing a hundred or a thousand times, then he certainly has developed in more ways than physical. Is it raining? That doesn’t matter. Am I tired? That doesn’t matter, either. Then willpower will be no problem.”

Legendariske løber Emil Zátopek

Nogen gange sker det bare at man læser nogen ord, der kan gøre en enorm forskel. Lige pludselig er der noget der falder på plads.

Svar der ikke bliver bedre

Da jeg var i Danmark lige efter jul pga. min mors forskellige gebrækligheder, var slutningen på historien at hun skulle vente 3 måneder på sin operation - for så ville hævelsen i brystet være faldet så meget at de ville kunne se knuden. Og dermed kunne fjerne den.
Hun har naturligvis været til en masse efter undersøgelser og har sågar fået indlagt en markør der skulle holde knudens hjemsted visuel.
Hun har ventet, jeg har ventet - limbo hvor man ikke ved hvornår man skal rejse til Danmark for at være der når hun skal opereres. Hun har gået rundt med viden om en kræftknude i brystet, et fremmedlegeme der absolut ikke er velkomment i kroppen. Det har været værst for hende. Sådan ikke at kende datoer for operation. Men hævelsen er faldet, hun har taget sin medicin, ventet og ventet på den 4 april hvor der skulle fastlægges en dato for operation.

For 14 dage siden hævede brystet pludseligt igen og hun fik en akut tid. Jeps, der var uventet en spontan indre blødning igen.

Igår den 4. april var beskeden så, at nu skal hun lige vente 3 måneder til - på at den nye hævelse er faldet. Og da den læge der havde lavet fadæsen i sin tid hørte at min mor var der, måtte han komme for at holde hendes hænder og sige hvor frygtelig ked af det han var. Selv om hun bad ham om at gå og ikke kunne se på ham. Og forklarede at det var ikke det forkerte stik i sig selv, men den manglende efterbehandling hun var rasende over. At hun bare gerne ville have lov at være i fred for ham. Min mor blev stortudende gelejdet ind i et andet rum af en venlig sygeplejerske for at blive beroliget - at møde den læge man udtrykkeligt har bedt om ikke at blive behandlet af, var formodentlig som at vifte en tyr om næsen med en rød klud. Da hun var faldet til ro og kom ud til sin ven igen, stod lægen der endnu og insisterede igen på at holde hendes hænder og tale for sin syge moster. Da skred min mor simpelthen bare - ærgerligt at hun ikke sagde til ham at han kunne spare sine forklaringer til når den officielle klage kommer frem.

Så hun var naturligvis meget sprød og overfølsom over for alting. Da Konsulen hørte om situationen, fik han et ægte Middelhavs temperaments anfald (nok godt han ikke var fysisk tilstede) og bestilte en flybillet til Finland til min mor. Som godt nok blev lidt overrrasket og umiddelbart lidt overvældet, men da hun fik tænkt lidt over det også meget glad for at nogen tager lidt over, så hun kan komme lidt på afstand af det hele.

Nu kommer hundene ned på besøg hos deres veninde, og min mor kommer til Finland i morgen Fredag.

Så er der dømt påske mormor hygge i 10 dage.
For det fortjener hun - min lille seje mor!

Tankernes magt # 2

Det viste sig, at der den samme dag hvor jeg skrev om selvhjælpsbøger, var flere andre blogge der også nævnte dem. Der må have været noget i luften lige den dag....
Men det lykkedes vist mestendels ikke at jokke nogen alt for alvorligt over tæerne. Hvis det er sket, vil jeg gerne undskylde for det var ikke min mening - og jeg er så selv et bevis for at man har et standpunkt til man tager et nyt.

Tak for de mange gode kommentarer. Som gav mig lyst til at prøve at viderebringe noget. Og derved bragte mig selv ind i rækkerne af selvhjælps-guru-skriver..... Ris til egen rumpe.....

Problemet er så altså bare at jeg nu har måttet sætte mig ned og tænke endnu en gang over sagerne - for at kunne forklare dem til andre uden at de falder besvimede om af kedsomhed. Og måske endda kunne få noget ud af det hele.

Bogen der fik mig til at begynde med mental træning hedder "10 Minute Toughness" og er skrevet af Jason Selk. Jeg linker ikke til ham, for det er altså lidt for meget kornsund ærke-amerikansk peptalk - men hvad faen, det må I jo selv rode med. Nu er I advarede. Her er han. Med firkantet hage og karseklippet hår.
Indrømmer at hvis jeg havde set det her først, så havde jeg aldrig læst bogen!

Nå.

Bogen (læste den på engelsk) er bygget op omkring et princip om at man skal beskæftige sig med sin mentale træning i højst 10 minutter om dagen. Den inkluderer nogen øvelser, nedskrivning af konklusioner om dagens træning, samt gennemlæsning af trænings notater fra sidste gang før dagens træning - for at huske hvad det var man kunne gøre bedre. Jeg kæmper stadig med at gennemføre mentaltræningen før min fysiske træning. Føler mig lidt åndssvag, men bliver på dan anden side tvunget til at evaluere mig selv og min træning på en ny måde. Får lært at finde måder at udholde ubehaget der uvægerligt kommer når man løber hurtigere end man har lyst til. Eller hurtigere end man kan, for den sags skyld. Mere om øvelserne er der ingen grund til at komme ind på, det er mindre interessant for andre. Igen, hvis nogen har lyst, skal jeg gerne skrive.

Resten af bogen er så meget mere relevant, og kan bruges indne for alle genrer hvor man har lyst til at gøre det bedre. Karriere, slankekur, studieforløb - hvad der passer til situationen.

Kodeordet er Målsætning.

Hvad er dit Ultimative Mål? Hvad er det i sidste ende du vil opnå? Helt deroppe hvor vi taler om endelige og betydningsfulde resultater for dig. Noget af det du måske gerne vil huskes for, når der holdes taler til din 80 års fødselsdag. Noget som vil gøre en stor forskel for dig. Noget som er en del af hvordan du defineres. Det skal fomuleres. Og skrives ned. Sværere end man tror.

For at komme til dit Ultimative mål, skal du have 2 Produkt Mål. De skal kunne måles. Der skal en tidsgrænse på, helst inden for et år. Feks. en tid du vil gennemføre en løbekonkurrence på, en vægt du vil opnå, en karakter - frit valg. Så længe det kan måles for at du skal kunne se om du har opnået det du ville. Hvis du uden problemer opnår dine mål hele tiden, er de sat for lavt. Du skal arbejde for at komme dertil, ellers vil de ikke have en varig effekt eller ændre noget.

Hvert Produkt Mål skal så have mindst 3 Proces Mål. Det er alt det du vil gøre for at dine Produkt Mål bliver ført ud i livet. Feks. træne efter et bestemt program, spise på en bestemt måde, sove nok, skrive dagbog - alle de ting der vil hjælpe dig fremad mod dit produktmål og som kan evalueres løbende hver uge. Se om du har levet op til de mål du har sat for dig selv, for at du skal komme tættere på dit næste mål.

Så kommer et meget svært punkt, du aktivt er nødt til at tage stilling til:

Hvilke 2 Betydningsfulde Ofre (sacrifices) du er villig til at give for at opnå dit mål? Det skal være noget der kan mærkes og noget hvor du ved at du giver afkald på noget betydningsfuldt for at komme et andet sted hen.
Et af mine ofre er at give afkald på noget af min tid til at læse bøger. For at kunne tillade mig at bruge så meget tid til at løbetræne uden at det går (alt) for meget ud over familien, må jeg ofre noget af den tid, jeg ellers ville have brugt til at synke ned i en sofa med mine elskede bøger. Ellers når jeg ikke at få det hele til at hænge sammen med arbejde, børn og forskellige husaktiviteter holdt på et rimeligt niveau. Det lyder måske ikke af meget, men det er et stort offer for mig.

Find så 3 ting der er din styrke og som derfor vil være en grundsten til at opnå dit mål. Dem husker du og bruger når krisen kaster sig over dig og du er ved at opgive.
Mit eksempel er at jeg er meget diciplineret, jeg har en stor evne til at komme lynhurtigt op til overfladen når jeg går lidt ned og at jeg er meget energisk person.

Hver gang du evaluerer og ser at du ikke har opfyldt et af de Proces Mål du satte dig, spørger du dig selv: Hvad er lige præcis den ting jeg kan gøre for at forbedre det jeg ikke fik gjort rigtigt? Hvilken ting kan jeg gøre anderledes for at opnå det resultat jeg havde forventet?
Her er det vigtigt at være Løsningfokuseret og ikke problemfokuseret. Hvis jeg bare tænker på hvor synd det er for mig at det er ubehageligt at løbe op ad en stejl bakke - så kommer jeg ikke op. Men hvis jeg spørger mig selv hvad den ene ting er, der kan hjælpe mig op - så sætter jeg farten lidt ned og kommer til tops. Når vi sylter rundt i at vi har et problem med noget, bliver vi ved med at sidde fast i situationen. Hvis vi i stedet fokuserer på at finde en løsning, er vi allerede på vej videre - hver gang finder vi endnu en ting der kan forbedre situationen.

Go Public - lad dine mål blive kendt, for så er du nødt til at leve op til dem.
Det syntes jeg er et af de værste krav. Der er Janteloven, der er Nemesis og der er mange grunde til at holde sine mål for sig selv. Jeg er endnu ikke kommet så langt at jeg har mod til at hænge mine ambitioner ud på bloggen, selv om det sikert vil være meget sundt. Lover at jeg arbejder på det, for rent faktisk er jeg nok en af dem der virkelig har brug for at gøre det. Fordi jeg er så usikker på mine formåen og kunnen på løbefronten. Og kæmper med nogen enorme komplekser om ikke at være god nok.

Go public hænger sammen med endnu en af de vigtige beslutninger:
Ingen Undskyldninger. Ingen undskyldninger overhovedet for ikke at have nået dit mål - hverken produkt mål eller proces mål. Hvis du ikke opnåede det du havde sat dig for, så find en vej til at få det til at ske. Der vil altid være en vej og det er op til dig at finde den og føre det ud i livet.
Ingen undskyldninger, dine venner behøver dem ikke, dine fjender tror dig ikke på dig og vil alligevel syntes at du er rent til grin - undskyldninger vil kun holde dig tilbage og forhindre din udvikling.

Det er så nogenlunde essensen. Bogen er ca.180 sider og der er mange praktiske eksempler på hvordan forskellige sportsfolk har brugt metoden.

Uden at prøve at lyde frelst eller sekterisk, har jeg læst, genlæst, skrevet ned, overstreget med gult og opbygget mit øvelsesprogram med nøglesætninger til brug i forskellige situationer; produceret aktive tanker til at skubbe den stemme ud af fokus der vil overtale mig til at holde op med at løbe fordi det er ubehageligt; har lavet mine egne indre videoer til at visualisere min success og har formuleret mine mål i de forskellige grader....
Og prøver at bruge det. Nogen dage går det bedre end andre, men jeg prøver aktivt at anvende det jeg syntes jeg har lært. Det giver noget at have i ryggen når det bliver surt derude.

Det giver drømmene liv og legitimation.

Lånt på mindmapblog.com

Tankernes magt

En del af den finske fimbul vinter er blevet brugt til at udforske sider af løbetræningen, som faktisk også kan overføres til andre aspekter af ens liv. Eller til et liv hvor der overhovedet ikke eksisterer løbetræning.
Det drejer sig om den mentale træning, som er et emne der har interesseret mig i lang tid. Nok fordi jeg har følt at det var et af de svage punkter i min løbetræning - dagene hvor hovedet triumferende har fået kroppen til at beslutte at dét her, det kan den desværre ikke.

Der findes et væld af selvhjælpsbøger, og med stor fare for at jokke nogen over tæerne, indrømmer jeg at af flere af dem giver mig røde knopper. Helt helt almindelige mennesker har pludselig opfundet krudtet, fordi de har overlevet nogen helt helt almindelige problemer som de har løst på helt helt almindelige måder. Som vi straks må tage til os som en ny bibel. Men de kalder bare løsningerne noget andet. Gerne ved hjælp af en eller anden fantastisk kur, programmer, øvelses-serier og andet fantasifuldt, anbefaler at vi skal udføre bragende salver af tarmskylninger eller aller bedst - investere vores surt sammensparede penge i deres produkt, der naturligvis øjeblikkeligt vil fjerne alle sten på vores knudrede vej.

Så i denne jungle bevæbnede jeg mig med en machete og gik på det lokale finske bibliotek - der heldigvis er så brugervenligt at de har bøger på både svensk og engelsk. Plus en del andre sprog jeg ikke kan bruge. Og deres hjemmeside er nem at bruge, så i vinterens forløb gled en lind strøm af bøger om mental styrke gennem mit Argusøje, alle hjemlånt efter titel da jeg ikke anede hvad der godt og hvad der var skidt. Faktisk var der mange interessante bøger, både om mental styrke og om løb. Men ingen der sagde bingo - og det skal sådan en bog altså for at være effektiv.

Den kom jo alligevel lige pludselig, bogen der kunne give mig det spark jeg havde brug for for at kunne arbejde med mig selv. Og ja, der er både program og øvelser og det hele hedder også noget fint - så indrømmet, efter alle mine ovenstående sure udgydelser faldt jeg selv i selvhjælpens mudderpøl. Naturligvis vil jeg til enhver tid påstå at lige netop denne bog er noget andet og ikke som de andre. I hvertfald slet ikke en selvhjælpsbog. For manden er jo træner for alle mulige baseball berømtheder og teams - så det er ham der hjælper mig og ikke mig selv.....

Jeg tror at det der fik mig på krogen, var at det jeg læste kan bruges på alle former for steder hvor man gerne vil gøre noget bedre. At min datter kan bruge noget fra den. At jeg godt kan se hvordan de tillærte tankemønstre kan få magt over nogen andre tanker, der er mere destruktive i deres mønster. At gennem rimelig klare tankeprocesser gør man sig klart hvad målet er og hvordan man arbejder sig roligt og målrettet hen imod dem.

Faktisk kan jeg se hvordan de kan få mig til at løbe op ad alle bakkerne, selv om jeg ikke tror jeg kan. Eller få mig til at løbe intervaller - for 6 måneder siden var intervaller for mig noget med at piske (syntes jeg selv) derudaf 6 x 1 min. I denne uge hedder programmet 5 x 1 km intervaller. Det er skræmmende og det kræver mental forberedelse - men jeg kan godt.

For ikke at skræmme alle mine læsere skrigende bort, skal jeg afholde mig fra at gå i detaljer om de forskellige ting. Med mindre nogen er interesserede - så skal jeg gerne skrive noget mere, uden dog at genfortælle bogen.

Og jeg får stadig knopper af de fleste selvhjælpsbøger.....

Asfalt...Hurrah...øhhh...nåååhhh...nææhhh....

Det har jo virkelig været tøvejr i de sidste par uger. I hvertfald om dagen - det har godt nok været frost om natten, men vi er aligevel kommet af med en del af den sne der lå på veje og fortove.

Jeg havde faktisk observeret asfalt flere steder på stier - tænk at man kan føle sig så latterlig lykkelig over noget asfalt. Så jeg planlagde at løbe en langtur der ville udnytte den her asfalt. Som så efter planen skulle give tempo og en følelse af at være født på ny. HA!

Den slags skal man ikke planlægge når man har været til vinsmagning den halve fredag nat. I min alder. For lørdagen blev brugt til at komme mig og der var ikke en jordisk chance for at få mig i et par løbesko. Så blev det søndag og jeg fik nusset mig færdig til at komme ud. Havde spist løbervenlig havregrød, lavet energidrik og en banan i lommen.

Det ser måske ikke imponerende ud, men der er altså asfalt sine steder og det bliver bedre. Der er så også ret meget sne omkring den her asfalt, men alligevel.

Her bliver det jo endnu bedre og der er frit lejde forude. Bare ærgerligt at jeg ikke føler mig særlig let.

For de der ikke rigtig kan se, kan jeg oplyse at dette er et stykke græsrabat. Med noget selvdødt græs fra sidste år. Men der skal jo ikke meget til at gøre en ildsjæl lykkelig og hvis man vil se forår, så ser man det!

De hvide klatter på grenene er Gæslinger og det er da et sikkert forårstegn. Snart vil der være noget der blomstrer.

På den anden side, når man så kommer herhen og kan observere skiløberne samt de der spadserer på søens is i baggrunden - ja så begynder ens tyrkertro at vakle. For helvede da, det ligner ikke ret meget forår eller snefrie stier vel?

Det var det heller ikke. På dette punkt begyndte min motivation at vakle ynkeligt. Jeg var stadig vintønde tung i optrækket og bandede mig selv langt væk. Hvornår lærer jeg, at selv om det er noget så morsomt og velsmagende, så har det for høj en pris, hvis jeg også vil løbe langtur? 

 

Da jeg så endte på denne skøjtebane af en vej, blev jeg klar over at underlaget ikke var med mig og jeg meldte pas. Jeg vendte om og vaklede hjem gennem is og sne med en sur følelse af noget nederlag. Selvforskyldt - og det er det værste. Det blev til næsten 10 km og selv om det var i solskin uden hue - det var da i det mindste en første gangs oplevelse - så blev det ikke den nydelse jeg havde forventet.

Moralen? Ikke noget overraskende for nogen. Sene vinfyldte aftener med usund inhalering af diverse madvarer (læs: chips mm.), går ikke hånd i hånd med løb. Eller med den måde jeg har det bedst med at leve på i det hele taget.

Og man skal ikke tro at det er blevet forår på alle stierne bare fordi man ser lidt asfalt. 

Nu vil jeg prøve at få has på det selvhad og raseri jeg går rundt med her på den første dag i en ny uge - for ellers har jeg faktisk ondt af familien allerede.....

Forresten stod vi i dag op til vildt snevejr - så nu er der i det mindste ikke noget asfalt der kan lokke og narre mig til at tro noget!!

Sikke en uge

 Det har godt nok været med tungen ud af halsen i denne uge.

I forsøg på at holde tempoet. Det er heldigvis sjældent at min hverdag bliver så tætpakket.

Hver dag er jeg kommet hjem kl ca. 18:30 med hele flokken, for så at flyve rundt og få mad på bordet, vasketøjet hængt op osv. osv.
På den anden side fik jeg to træninger ind på løbebånd - og det er rigtig godt i øjeblikket pga. af vejret og uføret. For intervaller og tempo på bånd giver i disse dage meget mere end hvis jeg skøjter rundt på isen udenfor.
Og så er der også lige et par arrangementer som alligevel er stresset værd.

I går var en af de aftener som jeg altid syntes er så kontrastfyldte. Og hvor det er svært at få sammenhæng mellem to verdener. Det ene øjeblik har jeg løbetøj på, stinker, er tomatrød i hovedet, håret stritter, forpustet og ligener noget katten har slæbt med ind. Det næste øjeblik er jeg formelt klædt på, make-up, håret sidder, jeg er rolig og afbalanceret - jeg er på arbejde. Et andet slags arbejde end dagens almindelige dont. Vi er til middag hos vores ambassadør, gæsterne er andre ambassadører og finske politikere fra parlamentet. Puha, tænker man inden man tager af sted, kedeligt, tungt, skal bare overståes. For mit arbejde sådan en aften består i at repræsentere hjemlandet og Konsulen - det der hedder "to work the room". Dvs. at cirkulere mellem gæstene, småsnakke, se at der ikke står en ensom gæst der ikke har nogen at tale med, svare for tusinde gang på spørgsmål om hvad jeg syntes om Finland og om jeg har overlevet vinteren og om den mon var hårdere sidste år inklusiv sammenlignening af snemængderne, at tale med folk jeg ikke har den fjerneste interesse i at lære at kende. Det er selvfølgelig ikke kun mig der hænger på den, jeg er jo bare en lille del af selskabet, men det er hvad der forventes af en diplomat kone. Så kan man jo sige at man bare lade være - og tro mig, jeg kommer til så få af den slags arrangementer jeg overhovedet kan slippe af sted med. Men det er dealen ved at være diplomat og hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man finde en anden karriere.

Dog var i går aftes lige en af de aftener hvor det alligevel var værd at komme. Æresgæsten var en superinteressant professor som talte om situationen i Mellemøsten og jeg fik ny viden og indsigt. Jeg havde en bordherre som umiddelbart så frygtingydende kedelig ud, men som viste sig at være - hvad det så hedder på dansk, nogen bud please? - Finlands Under Secretary of State, en spændende og meget venlig herre. Maden var god, vinen var god og rigelig og selskabet var livligt.

I aften skal vi til vinsmagning og middag på dette lille hotel hvor vi er gode venner med ejerne. Vi vil tage toget og lade bilen stå, og her er vi bare nydende gæster uden at skulle repræsentere noget. Så det er også det hele værd!

Dermed vil vi sætte punktun for en heftig uge og melde weekend. Med almindelig hygge og et par løbeture.