Tankernes magt

En del af den finske fimbul vinter er blevet brugt til at udforske sider af løbetræningen, som faktisk også kan overføres til andre aspekter af ens liv. Eller til et liv hvor der overhovedet ikke eksisterer løbetræning.
Det drejer sig om den mentale træning, som er et emne der har interesseret mig i lang tid. Nok fordi jeg har følt at det var et af de svage punkter i min løbetræning - dagene hvor hovedet triumferende har fået kroppen til at beslutte at dét her, det kan den desværre ikke.

Der findes et væld af selvhjælpsbøger, og med stor fare for at jokke nogen over tæerne, indrømmer jeg at af flere af dem giver mig røde knopper. Helt helt almindelige mennesker har pludselig opfundet krudtet, fordi de har overlevet nogen helt helt almindelige problemer som de har løst på helt helt almindelige måder. Som vi straks må tage til os som en ny bibel. Men de kalder bare løsningerne noget andet. Gerne ved hjælp af en eller anden fantastisk kur, programmer, øvelses-serier og andet fantasifuldt, anbefaler at vi skal udføre bragende salver af tarmskylninger eller aller bedst - investere vores surt sammensparede penge i deres produkt, der naturligvis øjeblikkeligt vil fjerne alle sten på vores knudrede vej.

Så i denne jungle bevæbnede jeg mig med en machete og gik på det lokale finske bibliotek - der heldigvis er så brugervenligt at de har bøger på både svensk og engelsk. Plus en del andre sprog jeg ikke kan bruge. Og deres hjemmeside er nem at bruge, så i vinterens forløb gled en lind strøm af bøger om mental styrke gennem mit Argusøje, alle hjemlånt efter titel da jeg ikke anede hvad der godt og hvad der var skidt. Faktisk var der mange interessante bøger, både om mental styrke og om løb. Men ingen der sagde bingo - og det skal sådan en bog altså for at være effektiv.

Den kom jo alligevel lige pludselig, bogen der kunne give mig det spark jeg havde brug for for at kunne arbejde med mig selv. Og ja, der er både program og øvelser og det hele hedder også noget fint - så indrømmet, efter alle mine ovenstående sure udgydelser faldt jeg selv i selvhjælpens mudderpøl. Naturligvis vil jeg til enhver tid påstå at lige netop denne bog er noget andet og ikke som de andre. I hvertfald slet ikke en selvhjælpsbog. For manden er jo træner for alle mulige baseball berømtheder og teams - så det er ham der hjælper mig og ikke mig selv.....

Jeg tror at det der fik mig på krogen, var at det jeg læste kan bruges på alle former for steder hvor man gerne vil gøre noget bedre. At min datter kan bruge noget fra den. At jeg godt kan se hvordan de tillærte tankemønstre kan få magt over nogen andre tanker, der er mere destruktive i deres mønster. At gennem rimelig klare tankeprocesser gør man sig klart hvad målet er og hvordan man arbejder sig roligt og målrettet hen imod dem.

Faktisk kan jeg se hvordan de kan få mig til at løbe op ad alle bakkerne, selv om jeg ikke tror jeg kan. Eller få mig til at løbe intervaller - for 6 måneder siden var intervaller for mig noget med at piske (syntes jeg selv) derudaf 6 x 1 min. I denne uge hedder programmet 5 x 1 km intervaller. Det er skræmmende og det kræver mental forberedelse - men jeg kan godt.

For ikke at skræmme alle mine læsere skrigende bort, skal jeg afholde mig fra at gå i detaljer om de forskellige ting. Med mindre nogen er interesserede - så skal jeg gerne skrive noget mere, uden dog at genfortælle bogen.

Og jeg får stadig knopper af de fleste selvhjælpsbøger.....

Asfalt...Hurrah...øhhh...nåååhhh...nææhhh....

Det har jo virkelig været tøvejr i de sidste par uger. I hvertfald om dagen - det har godt nok været frost om natten, men vi er aligevel kommet af med en del af den sne der lå på veje og fortove.

Jeg havde faktisk observeret asfalt flere steder på stier - tænk at man kan føle sig så latterlig lykkelig over noget asfalt. Så jeg planlagde at løbe en langtur der ville udnytte den her asfalt. Som så efter planen skulle give tempo og en følelse af at være født på ny. HA!

Den slags skal man ikke planlægge når man har været til vinsmagning den halve fredag nat. I min alder. For lørdagen blev brugt til at komme mig og der var ikke en jordisk chance for at få mig i et par løbesko. Så blev det søndag og jeg fik nusset mig færdig til at komme ud. Havde spist løbervenlig havregrød, lavet energidrik og en banan i lommen.

Det ser måske ikke imponerende ud, men der er altså asfalt sine steder og det bliver bedre. Der er så også ret meget sne omkring den her asfalt, men alligevel.

Her bliver det jo endnu bedre og der er frit lejde forude. Bare ærgerligt at jeg ikke føler mig særlig let.

For de der ikke rigtig kan se, kan jeg oplyse at dette er et stykke græsrabat. Med noget selvdødt græs fra sidste år. Men der skal jo ikke meget til at gøre en ildsjæl lykkelig og hvis man vil se forår, så ser man det!

De hvide klatter på grenene er Gæslinger og det er da et sikkert forårstegn. Snart vil der være noget der blomstrer.

På den anden side, når man så kommer herhen og kan observere skiløberne samt de der spadserer på søens is i baggrunden - ja så begynder ens tyrkertro at vakle. For helvede da, det ligner ikke ret meget forår eller snefrie stier vel?

Det var det heller ikke. På dette punkt begyndte min motivation at vakle ynkeligt. Jeg var stadig vintønde tung i optrækket og bandede mig selv langt væk. Hvornår lærer jeg, at selv om det er noget så morsomt og velsmagende, så har det for høj en pris, hvis jeg også vil løbe langtur? 

 

Da jeg så endte på denne skøjtebane af en vej, blev jeg klar over at underlaget ikke var med mig og jeg meldte pas. Jeg vendte om og vaklede hjem gennem is og sne med en sur følelse af noget nederlag. Selvforskyldt - og det er det værste. Det blev til næsten 10 km og selv om det var i solskin uden hue - det var da i det mindste en første gangs oplevelse - så blev det ikke den nydelse jeg havde forventet.

Moralen? Ikke noget overraskende for nogen. Sene vinfyldte aftener med usund inhalering af diverse madvarer (læs: chips mm.), går ikke hånd i hånd med løb. Eller med den måde jeg har det bedst med at leve på i det hele taget.

Og man skal ikke tro at det er blevet forår på alle stierne bare fordi man ser lidt asfalt. 

Nu vil jeg prøve at få has på det selvhad og raseri jeg går rundt med her på den første dag i en ny uge - for ellers har jeg faktisk ondt af familien allerede.....

Forresten stod vi i dag op til vildt snevejr - så nu er der i det mindste ikke noget asfalt der kan lokke og narre mig til at tro noget!!

Sikke en uge

 Det har godt nok været med tungen ud af halsen i denne uge.

I forsøg på at holde tempoet. Det er heldigvis sjældent at min hverdag bliver så tætpakket.

Hver dag er jeg kommet hjem kl ca. 18:30 med hele flokken, for så at flyve rundt og få mad på bordet, vasketøjet hængt op osv. osv.
På den anden side fik jeg to træninger ind på løbebånd - og det er rigtig godt i øjeblikket pga. af vejret og uføret. For intervaller og tempo på bånd giver i disse dage meget mere end hvis jeg skøjter rundt på isen udenfor.
Og så er der også lige et par arrangementer som alligevel er stresset værd.

I går var en af de aftener som jeg altid syntes er så kontrastfyldte. Og hvor det er svært at få sammenhæng mellem to verdener. Det ene øjeblik har jeg løbetøj på, stinker, er tomatrød i hovedet, håret stritter, forpustet og ligener noget katten har slæbt med ind. Det næste øjeblik er jeg formelt klædt på, make-up, håret sidder, jeg er rolig og afbalanceret - jeg er på arbejde. Et andet slags arbejde end dagens almindelige dont. Vi er til middag hos vores ambassadør, gæsterne er andre ambassadører og finske politikere fra parlamentet. Puha, tænker man inden man tager af sted, kedeligt, tungt, skal bare overståes. For mit arbejde sådan en aften består i at repræsentere hjemlandet og Konsulen - det der hedder "to work the room". Dvs. at cirkulere mellem gæstene, småsnakke, se at der ikke står en ensom gæst der ikke har nogen at tale med, svare for tusinde gang på spørgsmål om hvad jeg syntes om Finland og om jeg har overlevet vinteren og om den mon var hårdere sidste år inklusiv sammenlignening af snemængderne, at tale med folk jeg ikke har den fjerneste interesse i at lære at kende. Det er selvfølgelig ikke kun mig der hænger på den, jeg er jo bare en lille del af selskabet, men det er hvad der forventes af en diplomat kone. Så kan man jo sige at man bare lade være - og tro mig, jeg kommer til så få af den slags arrangementer jeg overhovedet kan slippe af sted med. Men det er dealen ved at være diplomat og hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man finde en anden karriere.

Dog var i går aftes lige en af de aftener hvor det alligevel var værd at komme. Æresgæsten var en superinteressant professor som talte om situationen i Mellemøsten og jeg fik ny viden og indsigt. Jeg havde en bordherre som umiddelbart så frygtingydende kedelig ud, men som viste sig at være - hvad det så hedder på dansk, nogen bud please? - Finlands Under Secretary of State, en spændende og meget venlig herre. Maden var god, vinen var god og rigelig og selskabet var livligt.

I aften skal vi til vinsmagning og middag på dette lille hotel hvor vi er gode venner med ejerne. Vi vil tage toget og lade bilen stå, og her er vi bare nydende gæster uden at skulle repræsentere noget. Så det er også det hele værd!

Dermed vil vi sætte punktun for en heftig uge og melde weekend. Med almindelig hygge og et par løbeture.

Et Bjørnekram

I dag er det bare at jeg sender et stort varmt bamseknus til en der trænger.

En der gør så meget for mig - uden egentlig at kende mig.

Og som i disse dage ligger lidt ned - men snart kommer på benene igen.

Så her comes:

Tak fordi du er....

De sidste krampetrækninger

Altså ikke mine.

Men vinterens. Tror jeg faktisk. Håber.

Og helt ærligt, når man har brokket sig, så skal man også kunne sige noget godt når det kommer. Det skal man altså. Ellers har man mistet retten til at brokke sig næste gang.

Så for at ret skal være ret, så var sidste uge fuld af tøvejr - i hvertfald om dagen. Om natten tror jeg at det var lige på grænsen. Der var fuglefløjt og det begyndte at være lyst om morgenen når vækkeuret ringede kl tidligt. Der smeltede en del sne og afslørede al isen der ligger nedenunder. Andre steder er sneen sunket sammen og fylder lidt mindre. En aften ved midnatstid rystede vores hus som af et jordskælv - det var sneen på den ene side af taget, der gled ned i et stykke og landede med et brag.

I søndags løb jeg 24 km i køligt solskin - underlaget var ikke for sjovt, men med pigsålerne spændt på så gik det jo alligevel. Selv om det er trættende og irriterende at tempoet bliver sat ned af is, sne, glatte stier og mange lag tøj. Drømmer om bare at hive løbetøj på og være ude på træning 10 minutter efter at man er kommet hjem fra arbejde - og ikke gå rundt og skulle tage sig sammen. Men den tur var jo point på pluskontoen.

Krampetrækningerne har været i denne her uge. Hvor vinteren har vist tænder og sørget for temperaturer omkring minus 15-17 grader om natten. Lidt mindre i løbet af dagen. På en lidt deperat måde, som for at vise at den skam sagtens kan endnu. Og hvis den beslutter sig for at slippe sit tag i os er det altså fordi den ønsker at gøre det, og ikke fordi vi beder om det.
Krampetrækningerne ses også hos skiløberne, der desperat høvler rundt på løjperne uanset sneen og førets kvalitet. Der er en stemning af sammebidt kamp om at udnytte tiden muligheden mens den er her - for foråret sidder henne om hjørnet, smiler blidt og venter på sin indgangsreplik. På lørdag bliver det tøvejr og i næste uge er der røde tal på vejrudsigten.

Så nu må vi tro på at vinteren er ved at få nok.

Jeg trænger så frygtelig til det. At få humøret lidt op i plusfeltet. At få overskud til at balancere verden på mine skuldre - for der har den en tendens til at placere sig.....

Brokkassen - men i det mindste med billeder

Det er heldigvis over en måned siden, men alligevel en imponerende temperatur

Jeg syntes faktisk at jeg ikke har brokket mig ret meget over vejret. Især når man tænker over hvor ulideligt det er. Og over hvor dejligt det er at lade alle hæmningerne forsvinde og tage sig en rigtig solid brok-ugle-tur!

Når jeg så også bliver slået hjem af endnu en forkølelse - nr. to i år - så bliver der pres i de indre brokke kanaler. Jeg plejer jo aldrig at være syg, det er år og dag siden at jeg har været snottet. Til gengæld har Konsulen overlevet indtil nu uden større lidelser. Han plejer til gengæld at være syg flere gange på en vinter. Med medicin og hele svineriet. Så det er alligevel bedre hvis det bare er mig der lidt snottet et par gange.

Men nu lader jeg stå til og brokker mig. Hermed er læserne advarede!!

Selvfølgelig gør det mig heller ikke mildere stemt når jeg læser om forårsfornemmelser i Danmark. Eller når der i dette skrivende øjeblik hyler en snestorm uden for vinduet. Igen. Igen. Igen. Igen.

Hvem er det så der skal køre op fra parkeringskælderen om to timer med hjertet i halsen? Skråt op og skarpt til venstre i en smal cement rende? Med fare for at køre fast og behov for at blive reddet af noget chauffør (igen, igen, igen - pinligt)?

Det går jo ud over mit løb, det der sne og snot. Lige i disse dage sidder det og trykker i venstre kæbehule - og jeg får hvinende ondt i lige præcis en bestemt tand pga af trykket på nerven. Så løber jeg småklynkende af sted med et frygteligt fortrukket ansigt. Lørdag på langturen gik det fint nok efter et par kilometer, det var tøvejr og der var ingen yderligere problemer på de 21 km jeg løb. Søndag var det blevet frost, og da var jeg simpelthen nødt til at vende hjem efter 3,5 km. Selv min stædighed kunne ikke holde den smerte ud.

Om jeg har overvejet ikke at løbe, spørger den kvikke læser? NEJ!

Jo, men ikke ret meget....

Jeg løb ikke tirsdag til fredag - så må det da være nok skulle man syntes.

Jeg passer pænt mine intervaller, bakker, tempo - og så bliver mine langture smadrede af sne, snot og host. Eller omvendt. Eller enorme snemasser der vælter ned over mit uskyldige hoved (i dag...igen...igen..). Når der så ryddes på vejene sprøjter de snasket fra vejen op på stierne ved siden af, og jeg kan fysisk simpelthen ikke bevæge mig i noget der ligener løbetempo. Så kan der være uger hvor jeg kun kan komme ud at løbe 3 gange. Jeg ved godt at lige så snart sneen begynder at smelte - måske om en måned - så er jeg den der er ude på mange og også lange ture. Og skal nok få dem i hus, om jeg så skal træne to gange om dagen i en tid. Sidste år på denne tid var jeg småskadet og løb noget underligt rod af hverken her eller der - begyndte først den målrettede træning mod halvmarathon i maj, da vi var sidst i marts måned. I år har jeg løbet stramt hele vinteren, udviklet mig utrolig meget på intervallerne, tager bakkerne i strakt løb når jeg beslutter mig for det - og har ikke mindst fået en mental styrke og tro på mig selv.

Man kan løbe indendørs på løbebånd. Det gør man også ind i mellem.  Det kræver at man har tid og mulighed for at køre derhen hvor båndet er. Og det har man ikke altid når familien også skal tages i betragtning. Når man er den der er mor. Så kan man godt komme til at diskutere lidt med en Konsul, som ikke syntes at vejret er til at løbe udendørs. Eller at man behøver at træne så meget lige nu. Den diskussion vinder jeg normalt. Men der dage hvor gruppepresset bliver for hårdt. Selv om jeg har udviklet en sej stædighed omkring løbetræning. 

Alligevel er jeg træt af sneglatte veje. Af underlag med klumpet is der er tøet og frosset i en uendelighed. For så at blive dækket af sne med ekstra skøjte effekt. Jeg savner mine skovstier, jeg savner at kunne løbe når jeg vil, hvor jeg vil, bare at hive en t-shirt og et par shorts på....

Så meget sne ligger der på altanen

Næsten op til dørhåndtaget

Udsigten fra hoveddøren

Det var inden nedgangen til haven var sneet til igen

Gårdspladsen og ude mod vejen. Vi kørte fast sidste mandag og måtte gå hen til hovedvejen og bestille en taxa til toget. Det er dette underlag jeg prøver at løbe på.....

Min søn var så sød at lave en kælkebakke af den sne han ryddede....


De mænd man ser på taget rydder sne ned. Sidste mandag blev en person dræbt af en stor sne/is klump der faldt ned på ham inde i centrum. Man rydder ikke fortove i Helsinki, men man rydder tagene. Mange husejere er nødt til at rydde ikke kun pga. fare for personskader, men også fordi den tunge sne vejer så meget at taget kan blive skadet.

Gadebillede


Man kan ikke se meget når man skal over gaden.....

Det kan være vanskeligt at komme hen til sin bil - hvis man altså kan finde et sted uden sne at parkere

Det kan være praktisk at kunne bestige bjerge for at færdes...

Tour de Extreme - nu med billeder

Vel ankommet til Ivalo, Finlands nordligste lufthavn onsdag kl 12. Den er meget lille og der er kun et par fly om dagen. Dagen ligger foran os, vi skal først møde gruppen af de andre på safarien kl 19:30 om aftenen på hotellet.

Hotellet hører heller ikke til de største, men er dejligt med pejs og sauna - lige hvad vi skal bruge. vi beslutter at tage bussen til Saariselkä som er et skiresort ca 30 km væk. Heldigvis er der en bus - de går også kun et par gange om dagen, men vi kan få det til at passe med frokost og leje af langrends udstyr.

Her venter vi ved stoppestedet udenfor hotellet. Der er én vej i Ivalo og det er hovedvejen som går hele vejen ned gennem landet. Det viser sig at vores bus kører videre til Rovaniemi som er 300 km sydpå.

Det ligner Narnia at køre over disse højdedrag i det helt nordlige Lapland. Ellers er her mindre sne end i Helsinki området.

Solen er ved at gå ned mens vi er på langrendstur. Vi er ude i ca 3 timer og nyder godt af de oplyste løjper der hører til resortet.

Når man ser sådan et rensdyr lige ved siden af løjpen, så forstår man virkelig at man er i Lapland. Det stod og skrabede ned gennem sneen for at få fat i lav og mos - der var flere store "badekar" fra rensdyr der ledte efter føde.

Man var mere sulten end bange for mennesker......

Torsdag morgen blev vi vækket kl 6:30 for at kunne være klar til at køre kl 9:00. Vi skulle jo instrueres i at køre scooterne og have detaljer om hvad der ventede de næste dage. Det var minus 18 og hvinende polarvind, men der ventede omkring 130 km forude så det var bare om at komme af sted. Når man holder pause på sådan en åben sø, er der ikke læ nogen steder.

Det er ikke til at se det, men det er faktisk mig der befinder mig inden bag hjelm og huer.

Smuk og uendeligt ud over søerne. Vi kørte på Finlands tredje største sø hvor der findes omkirng 3000 smp øer - det sagde guiden i hvertfald.

Det føles som om der ingen ende er og at der er langt ind til bredden.

Her holder vi pause efter at have tigget om et sted med læ. Der var sågu langt hen til træerne og ingen læ. Jeg flåede resolut tøjet af og besluttede at de der ikke kunne tåle mosten måtte vende ryggen til!

Her er vi kommet til en lille bitte hytte hvor der kan tændes bål indendørs - derfor det spidse tag med skorsten. Man kan lige stå op derinde hvis man holder sig i midten - ellers er der bænke til at sidde på. vi var taknemmelige for frokost og for at komme i læ for vinden.

Der var trængsel men gevaldig hyggeligt. Resten af turen stank vi af røg...

Og så var der sandelig et das - tisseri i læ og uden sne om rumpen. Godt nok var der koldt, men det føltes som den rene luksus. Den anden del af det lille hus er fyldt af færdighugget brænde som man bare kan brugge af. Den finske skovstyrelse sørger for at der altid er brænde sådan nogen steder - virkelig imponerende, for vi er langt væk fra alting!

Så kom vi frem til stedet hvor vi overnattede.

Maskinerne bliver parkerede til natten og alle begynder at skrælle de tusinde lag tøj af.

Solen kommer ikke ret højt på himmelen i øjeblikket.

Konsulen og mig...

Typisk stemningsbillede.

Der er sandelig endnu en sø....

Så smart var jeg klædt på. Kunne nemt have udført et bankrøveri, ville aldrig være blevet genkendt! Under hledragten havde jeg angora undertrøje, skiundertøj, bukser og sweater. Her står jeg på den lille bro over grænseovergangen mellem Finland og Norge - specialbro til snescootere!

Alle er kommet vellykket over grænsen.... Der er overhovedet ingen kontrol - bare et skilt med velkommen til Norge og at nu er man i Finnmarken Fylke.

Vi kørte jo jævnligt på floder og nogen af dem var mere isede end andre. Nogen havde også rindene vand lige veds iden af scooter sporet - skræmmende....

Norges land er ret fladt ved grænsen til Finland - senere kom vi op i noget mere fjeldlignende noget.

Det Arktiske Hav som bliver kaldt Barents Havet lidt længere ude.

Det gælder om at holde ansigtet varmt i modvinden.

Sådanne flokke af rensdyr så vi flere gange. De er ikke specielt bange, men bryder sig selvfølgelig ikke om larmen fra snescootere. Det gør jeg egentlig heller ikke ude i den pæne natur.....

Pause

Og flere rensdyr

Pænt parkerede mens vi spiser frokost den sidste dag.