Det var bedre...

Jeg var i krigerisk humør flere dage i før løbet - for jeg ville bare gøre det bedre end sidst.
Mine børn spurgte mig efter løbet hvorfor jeg havde set så sur ud ind i mellem, jeg måtte jo så forklare dem at jeg bare havde været sammenbidt og stædig. Og at det rent faktisk gjorde ondt her og der....


Men det var det hele værd, for denne gang fik jeg en plads som nr 13 ud af 25 i min aldersklasse og nr 52 ud af 114 af alle kvinder. Det blev til 2:09 - 8:30 minutter bedre end sidst. Og det synes jeg er en god forbedring på 3 uger.


Vejret var fantastisk fra morgenstunden selv om der var meget tåget på en del af den 1½ time lange køretur. Det havde været lidt svært at få familien ud af døren - der var et tidspunkt hvor jeg næsten fortrød at jeg havde inviteret dem med. Jeg var jo oppe kl 7 for at spise og pakke de sidste småting, min søn synes at det dog var utrolige mængder af udstyr der skulle med. Men der skulle jo være udstyr til al slags vejr plus alt det løse. Man skulle jo nødig sulte undervejs.

Vi kom til Hanko i fin tid og jeg fik startnummeret. Vi fik udlevert et kort med indtegnet rute så vi kunne lægge strategier for hvornår der skulle heppes og hvornår den flade cola skulle udleveres (bvadr - det smager altså ikke ret godt...).


Der var i alt ca 500 deltagere hvor nogen allerede var af sted kl 12 til hel marathon - de skulle løber ruten 2 gange hvilket for mig virker helt uoverskueligt, jeg mener endelig er man kommet tilbage og så skal man det hele igennm igen, det må mentalt være hårdt.

Jeg stod i første række af startfeltet for jeg følte at jeg bare skulle være med helt fra begyndelsen. Som sædvanligt fes en stor gruppe af sted som skudt ud af en kanon da startskuddet lød, men de skulle løbe 10 km og så gælder det jo om at komme ud af røret.
Den lede bakke som jeg vidste ville komme viste sig at være meget tæt på start - men så var den jo overstået.

Jeg fik løbet mig fint frem og kunne ikke forstå hvorfor jeg de første km havde sådan sommerfugle i maven og lungerne ligesom snørede sig sammen af nervøsitet. Jeg blev ved med at sige til mig selv at nu måtte jeg se at falde til ro, bagefter har jeg opdaget at det var fordi jeg løb så hurtigt at det hele lukkede til. Da jeg ikke vidste hvor hurtigt jeg løb - selv om jeg havde Garmin på kiggede jeg kun på tider ved depoterne.

Familien var helt fantastisk. De fulgte i bil og ventede hver gang der var løbet nogen km, de hujede og heppede, hang ud af viduerne på bilen og råbte - de stakkels Finner blev helt mundlamme over larmen.

Konsulen blev som en gammel cirkushest og løb sammen med mig ind i mellem og opdaterede mig om hvor i feltet jeg lå, kom med opmuntrende bemærkninger og pacede mig videre. Det skal lige siges at han skal opereres i venstre knæ på mandag den 11.10 pga af en revnet menisk - så han burde overhovedet ikke løbe og hans knæ var meget hævet i går. Men han er faktisk forhenværende løber - meget sej og hurtig, han løb feks New York Marathon på 3:32 for en del år siden. Det gode ved det var at han blev helt grebet af stemningen og næsten ikke kan vente på at blive ok igen for så at komme tilbage til løbetræningen som har ligget stille i flere år. Han drømmer om at vi løber sammen næste år........

Denne gang drak jeg flinkt ved alle depoter (hver 5. km) og fik faktisk og inhaleret en halv banan mens jeg løb. Nu skal jeg bare lære at drikke mens jeg løber så der ikke skal stoppes unødvendigt. Selv om jeg indrømmer at jeg glædede mig hver gang til depoterne for lige at trække vejret.
Jeg hægtede mig på forskellige løbere, det var meget effektivt for mig men sikkert meget irriterende for dem. På den måde fik jeg halet mig fremad og jeg kæmpede en brav kamp med en yngre pige over rigtig mange km hvor vi flere gange overhalede hinanden indædt - ved ca 17 km løb jeg fra hende og så hende ikke mere...... Det betyder utrolig meget mentalt når man kæmper på den måde, for den der bryder frem får lige lidt ekstra styrke.

Og det havde jeg brug for. Jeg har jo ikke løbet meget længere end ½ marathon distancen og kun få gange, så jeg begynder at blive træt når vi kommer op omkring de 16-17 km og vejen strækker sig ueeeendelig lang foran mig. Sådan nogle lange døds-stykker hvor der er lige landevej som aldrig får en ende - det er hårdt også mentalt. Derfor er et af mine første mål den kommende weekend at begynde at komme ud på omkring de 25 km og få øget distancerne således at 21 km ikke vil virke overvældende mere.

Men min søn fik givet mig ekstra kræfter, han hang ud af bil vinduet og råbte: "Mooaar, husk nu at pain is temporary but victory is for ever" (jeg jo har sagt at vi har sprogsalat derhjemme...) - og det fik mig simpelthen til at få de sidste kilometer hjem. Det kørte rundt i hovedet på mig og gav de kræfter der skulle til at løbe hele vejen de sidste par km og endda have kræfter til at spurte i mål!

Og alle de kys og knus jeg fik af børnene og deres udtryk for hvor stolte de er af mig, giver jo lyst til at gøre det igen og igen..........

At jeg så lige satte to personlige rekorder under løbet gør det heller ikke dårligt - selv om jeg ikke ved om det kan regnes for PR når det er kun en del af et længere løb??? Men jeg har ikke før løbet 5 km på 27:45 min og 10 km på 58 min (6 min. hurtigere end til Midnatsløbet) - så for mig er det en rekord under alle omstændigheder!!

Logistikken på plads

Som Katrine så diplomatisk udtrykker det, så er det meget spændende med et nyt ½ marathon så tæt på det første. Man kunne også sige at det er skørt, men man skal jo smede mens jernet er varmt og jeg har det sådan at jeg synes det gælder om at få så mange indenbords og så megen erfaring som muligt, før vinteren er over os. Men jeg har det faktisk helt fint med idéen, føler egentlig også at formen er god nok - sidste uge løb jeg alt i alt 30 km selv om det var på dage tæt på hinanden og denne uge to korte ture i roligt tempo.

Jeg glæder mig og er meget rolig, nu ved jeg jo hvad der venter mig. Under træning har jeg prøvet at presse mig selv lidt mere og har jo forbavsende nok opdaget at selv om det gør lidt ondt eller er lidt ubehageligt, så sker der faktisk ikke noget andet end at det går over og at jeg godt kan mere end jeg tror.
Det vigtigste er at finde et tempo der ikke vil ende med kvalme og jeg tror at jeg vil løbe mere på fornemmelsen i stedet for at hænge i en klokkestreng, for jeg løber hurtigere når jeg ikke kigger på uret.........Lidt ulogisk, men min fornemmelse plejer at være ret nøjagtig.

Logistikken har været lidt problematisk. Familien vil nemlig sætte sig i bilen med mig kl 09 lørdag morgen for at køre den 1½ time det tager at komme til Hanko. Så denne gang har jeg min egen fanklub med. Jeg skal være der senest kl 11 for at få mit startnummer. Den ½ starter kl 13 og den hele marathon har start kl 12 - de løber ruten 2 gange. Og så blev yngste pigen pludselig inviteret til pige-tøse-aften med overnatning fredag og med afhentning kl 12 lørdag - da var gode råd dyre for venindens familie har andre planer for dagen end at babysitte mit barn. Og barnet var jo ulykkeligt i en loyalitetskonflikt , hun burde jo komme og studere Moderen drøne rundt i den Finske underskov men ville meget meget hellere være sammen med veninderne. Jeg har så været i gang med at involvere en anden veninde, naboer og Fandens Oldemor - har formodentlig bedt om tjenester som jeg kommer til at tilbagebetale de næste hundrede år....... Men mit løb hverken vil eller kan jeg lave om på.

I sidste ende bliver hun hentet sammen med sin bedste veninde af hendes moder og transporteret som ekstra bonus til endnu en overnatning hos hendes mormor - sammen med hunden. Og det med hunden er nok det største trækplaster! Så pludselig skal mit yngste barn være væk hele weekenden - det er meget mærkeligt for det plejer at være de store der er væk mere. Men det vil jo bare foreberede mig på hvad der venter i de kommende år.

Vejrudsigten for Hanko på lørdag har set noget speget ud, det gør disse langtidsvarsler jo tit. Men lige i øjeblikket ser det ud til at blive ret perfekt. Det er nu meget rart for så bliver familien ikke gennemblødt og jeg behøver ikke at have dårlig samvittighed over at slæbe dem med - selv om de nu selv insisterer! Hvis jeg kender Konsulen ret, så vil de finde gode steder til kaffe, kage og en enkelt øl - mens jeg pløjer mig vej gennem det ukendte terræn. De skal nu nok være på ruten til tiden og give mig al den støtte de kan og der vil komme mange billeder ud af det.
Det der ukendte terræn er nok noget af det jeg glæder mig mest til, jeg elsker at løbe en rute jeg ikke kender og se nye steder. Når jeg ikke ved hvordan ruten går bliver jeg også mindre træt fordi jeg ikke løber og forudser bakker, kedelige strækninger osv. Det eneste jeg ved fra tidligere års billeder er at der er en ret ubehagelig stejl bro der skal forceres vist nok på den sidste strækning - men det kan jeg jo så passende forberede mig på mentalt.

Ugen der var

Den forløbne travle uge blev sådan fordi det pludselig var nødvendit at have en frygtelig masse middagsgæster.

Vi havde inviteret onsdag aften (en af vores helligdage) og da en vigit gæst ikke kunne komme - ja så blev han iviteret til fredag. Nå, jeg går fredeligt i supermarkedet mandag tidlig aften da Konsulen ringer og glad fortæller at han lige har inviteret en gæst til middag i morgen tirsdag. "Hva' Hvad HVAD????" skreg jeg - for det viste sig at være en meget fremtrædende og mediekendt kvinde. Vældig interessant og vældig stressende, for hvordan brygger man en nydelig middag sammen næste dag når man lige har børn og arbejde og gerne synes at det skal være ordentligt - for hun er sikkert vant til alt muligt fantastisk.

Efter et mindre sammenbrud samlede jeg håndklædet op og tørrede sveden af (i stedet for at kaste det i ringen - lige som man får kriser under løb ik'?) - og fik organiseret hele baduljen.

Og vi fik sådan en fantiastisk hyggelig tirsdag aften (og god mad), jeg tror at hun nød at være i en ganske almindelig familie i et helt normalt (ha ha) hus. Men jeg er virklig glad for at jeg lærte hende at kende og havde rigtig meget at tale med hende om. Det er interessant at møde helt andre typer mennesker end man er vant til - og meget lærerigt.

Derefter kom så onsdag med fortsættelse af gæsteriet. Det var også meget hyggeligt men helt anderledes mennesker.

Og sandelig om det ikke blev fredag og den første gæst bad om at tage en bekendt med som var på besøg fra London - viste sig at være en kendt journalist fra vore hjemlands fjernsyn. Og så havde vi lige inviteret en gæst til for når jeg alligevel laver en masse mad så kan det være lige meget med en mere eller mindre. Også den aften blev enormt hyggelig og interessant, igen lærte vi et menneske at kende som vi normalt ikke ville have mulighed for at møde.

Så min følelse var at jeg havde lavet mad på samlebånd i en uge og lørdag var jeg helt rastløs fordi jeg hele tiden troede at jeg skulle lave mere mad......

Det var ikke blevet til meget løb i de dage for at sige det mildt - men en del motion af at løbe rundt på indkøb og i køkkenet ;-)
Fik dog trods alt en tur torsdag og her i weekenden både lørdag (motorvejs-mental-styrken....) og en bakke-tur søndag (ved at der venter mig en sej bakke undervejs på lørdag). Jeg var lidt hysset ved tanken om ikke at have fået løbet nok, men kan mærke at det ikke er noget problem. Jeg skal bare lidt tidligt i seng i denne uge og løbe let tirsdag og onsdag for at have et par dages hvil før lørdag.
Vejrudsigten er ikke helt positiv - foreløbig loves der lidt regn og vind som dog måske ikke vil være så generende for meget af løbet er i skov. Det er heller ikke noget der går mig på, jeg er vant til at løbe i al slags vejr og det kan måske være en styrke.

I går løb jeg i trekvart tights og korte ærmer (det var skyet og 12 grader) ,og mødte andre løbere i langt løbetøj og hue. De er altså lidt mærkelige de Finner, man skulle tro at de var vant til vejret.....

Seriøs blog-blokering.....

Uha hvor pinligt at jeg ikke har givet lyd fra mig så længe......

Den sidste tid er der nogen der har fået for vane at køre mit liv frem på fast forward - og jeg har følt mig som i en rutchebane hvor det bare gælder om at holde sig fast. Meget ubehageligt og rent faktisk spild af liv for man når jo ikke at få sjælen med, den komme med et senere tog. Måske først dagen efter.

Og hvad her jeg så fået tiden til at gå med? Ikke så meget løb som jeg burde (sikke et ord, lige til at få lidt mere fart på stressen....) men jeg har nok haft meget godt af lidt nedsat mængde - sikkert ikke træningsmæssigt men helt sikkert mentalt.
Jeg har jo været så frimodig at melde mig til et ½ marathon på lørdag, sådan lige 3 uger siden mit første nogen sinde. Enten er jeg vanvittig, overmodig eller bare hooked!!

Det kommer til at forgå på den sydligste spids af Finland og hedder rammende Østersø Marathon - der er 1/4, ½ og hel marathon. Der er næstenn 500 tilmeldte til de forskellige distancer og det er for mig lidt en stressfaktor for så er der ikke tusinder jeg kan forsvinde i blandt. Jeg vil nok komme til at løbe alene en del af vejen men det vil jeg prøve at vende til min fordel - uden dog helt at vide hvordan jeg gør det (men viljen er der da...) og jeg tror at det bliver et flot løb i skov og langs vand med skærgård. Dog kan det jo hænde at trætheden forhindrer nydelsen selv om jeg har besluttet at jeg vil nyde dette løb og ikke tænke for meget over tider. Det var før jeg så at min klasse (kvinder +45) er før klassen kvinder +60 og det vil sige at jeg er blandt de yngre og sidste år var vindertiden i denne klasse 1:53......Så kommer der noget cirkushest der lugter savsmuld op i mig og jeg begynder at få konkurrence stemning.

Så derfor følte jeg at der bare måtte kilometer i benene i dag og tog 11 km på rimelig tid selv om jeg i går kom i seng kl 02:30 med lidt for meget vin indenbords og havde sprunget frokosten over (min "specialitet" i weekender). Det gjorde mig dog optimistisk omkring løbet for jeg har været lidt nervøs for om jeg har trænet for lidt.

Denne weekend er der to af mine cyber-veninder der løber store betydningsfulde konkurrencer.

Tina begyndte Sparthatlon men har desværre måttet trække sig efter 128 km. Det er jeg meget ked af på hendes vegne for jeg ved hvor meget forarbejde hun har lagt i dette løb og hun har glædet sig så meget til det. Jeg kan kun prøve at forestille mig hendes skuffelse men jeg håber at hun vil kunne lære af det og vende tilbage næste år. Jeg synes det er helt utrolig flot at løbe så langt i et fremmed og meget varmt land, der er bjerge, sol, kulde, nat, ensomheden - hun kan være stolt af sig selv!

May-Britt løber 24 timers løb i Brugg og sidst jeg tjekkede sitet var hun på en førsteplads ho kvinderne. Hun er så sej og jeg håber hun holder positionen og at hendes skulder ikke driller. Bare benene holder og hun kommer i gennem natten, så tror jeg vi ser mirakler!

Op i sadlen igen.....

Det er jo det man siger når man er skvattet af hesten - det gælder om at komme i gang igen lige med det samme.

Det var godt for sjælen at få tankerne ned på skrift og tak for kommentarer og råd - det er derfor det er så godt med ligesindede, for I forstår jo præcis hvad man taler om og hvilke følelser man har omkring sit løb. Og så er det jo heller ikke gået værre end som så!

Så jeg skulle lige se om benene kunne holde til noget i går selv om der kun var gået en dag siden ½ halv marathonen. Og det kunne de, så jeg tog 10 herlige km i "min" skov hvor jeg hørte græsset gro, mærkede duften af svampe og så resterne af regnen på bregner og grene. Hvor var der smukt, sådan lige før klokken efterår med gyldent birkeløv der lægger sig i et lag på jorden. Det var rart at løbe ligeud uden at tænke på andet end nydelse.......

Jeg har jo slet ikke fået vist jer denne her:

Jeg troede egentlig (lidt naivt?) at en medalje får man i et fint flerfarvet bånd om halsen - denne her fik man i hånden lige efter mål og der er ikke nogen mulighed for at hænge den i noget som helst for den er lige så flad på bagsiden.

Men et godt minde er den da!!

I morgen torsdag må jeg ud og have nogen intervaller indenbords, de skal øges i længden for at give mere udholdenhed. Det er min plan at arbejde seriøst med hastighed - åbenbart temmelig tiltrængt.

Og jeg har indtil den 20 til at beslutte mig for et ½ marathon den 2.10, jeg er stærkt fristet, min eneste bekymring er at det ikke er et stort løb med så mange tilmeldte og det gør mig usikker. På den anden side når jeg kigger på resultaterne fra sidste år så kan jeg såmænd sagtens være med og igen er det jo mit eget løb som jeg skal bruge til at lære og få erfaring. Som feks. at drikke nok......

Ellers bruger jeg noget tid i øjeblikket på at være tilbage i moder rollen med at tage mig af yngstebarnet og hendes brækkede arm - det er godt nok en del år siden jeg har skullet bade hende, vaske hendes hår, rede håret og klæde hende på....... Nu hører der oven i købet med at der skal lakeres negle - når man er 10 år så er der standarter der ikke kan slækkes på selv med en arm i gips ;-)

Det skulle have været en drøm der gik i opfyldelse

Og hvorfor føles og føltes det lige fra starten så bare ikke sådan?
Og hvorfor har jeg egentlig meget svært ved at skrive om løbet?
Og hvor var den der wow-følelse til slut da jeg kom i mål?
Og hvorfor føler jeg mig egentlig lidt skuffet ,for var det bare det, burde jeg ikke kunne gøre det bedre?
Og hvorfor tror jeg at jeg kan gøre tingene bedre end jeg kan, hvorfor tror jeg at jeg kan løbe hurtigere og hvad baserer jeg overhovedet mine ambitioner på?

Det er jo en frygtelig masse spørgsmål der kører rundt inde i hovedet på mig og som jeg ikke kan tale med nogen om - for jeg burde jo bare være godt tilfreds med at jeg gennemførte, ikke blev skiltesamler og kom løbende hele vejen som nummer 100 ud af 160 kvinder i min aldersklasse. Og nummer 1162 ud af alle 1583 deltagere. Når nu det var første gang.
Derfor har det taget mig lidt tid at sætte mig ved tastaturet for jeg prøver at få lidt styr på hvad al den tankegang går ud på. Og jeg er godt klar over at de eneste svar findes i min træning og mine forberedelser til løbet - og jeg er den eneste der kan ændre på sagerne.
Men jeg vil være meget taknemmelig for konstruktiv kritik - for jeg tror nok at jeg måske overvejer at tage et løb til den 02.10........

Løbet var igen utrolig velorganiseret og alt fungerede perfekt. Jeg sørgede for at være pænt fremme i startfeltet da der ikke var tidsgrupper, og kunne begynde at løbe med det samme da jeg var ovre startlinien. Jeg løb med min Forerunner og sørgede for at overholde det tempo jeg havde planlagt for de første 3 km, jeg havde hele tiden i tankerne at dette var mit løb, at holde tempo nede for ikke at udmatte mig for tidligt og at dem der overhalede mig nu ville jeg møde mod slut. Det fungerede også helt fint og jeg var fuldstændig rolig og uden nerver = fejl nr 1? Pga Midnatsløbet ugen før var jeg overhovedet ikke nervøs, havde bare ganske lidt sommerfugle i maven, så måske manglede den adrenalin jeg havde i stort overskud ugen før og som fik mig til at stæse af sted med en enorm overskudsfølelse.
Stækningen langs motorvej gik fint, der var fint læ for modvinde og bakkerne følte jeg ikke (tak til min skiløjpe).
Første depot (5 stk i alt) var efter lidt over 3 km, jeg var nødt til at bruge wc selv om jeg havde været mindst 4 gange inden start - tog mig ca 22 sek. så det var ikke noget. Men jeg drak ikke for jeg syntes det var for tidligt = fejl nr 2? Jeg havde drukket 1½ liter indtil kl ca 12 og siden ikke drukket for ikke at skulle alt det tisseri (det er altså en frygtelig irriterende ting). Jeg drak ved alle de andre depoter, men hvad drak jeg egnetlig? Ud af en 3/4 fyldt kop drak jeg måske 2-3 mundfulde sportsdrik hvilket jo er slet ingenting, jeg plejer at drikke mindst en halv liter på lange ture og det er sikkert heller ikke nok. Ved depot 11 plus lidt km tog jeg gel (30 gr)og lidt vand - som så føltes som om det lagde sig ned i mine ben og vejede en ton. Faktisk en følelse af at det havde negativ virkning i stedet for opkvikkende. Derfra føltes det som om mine kræfter gik ned ad bakke. Det er ok at drikke, men jeg kan ikke fordrage at indtage noget fast af nogen art når jeg løber. Ruten var derefter langs vandet og jeg havde glædet mig så meget til at nyde synet, men jeg havde faktisk nok at gøre med at holde mig løbende - og ved efterrationalisering tror jeg faktisk at jeg er blevet dehydreret. Om aftenen og det meste af i går mandag har urinen været meget koncentreret og jeg havde godt ondt i hovedet søndag aften.
Fra 12 km og resten af vejen var jeg tung og uden overskud - dog kunne jeg sende Colgate smil til de heppende, for jeg synes det er meget vigtigt at reagere positivt når folk gider stå og heppe. Der stod på et tidspunkt en dame med en stor æske havsalt som hun tilbød de løbende - det var nu ikke lige det jeg havde mest lyst til. Heller ikke saltagurkerne i depoterne, men det kan være jeg skulle have taget en håndfuld......

Min veninde Magdalena og hendes mand havde taget mine piger med ud at heppe under vejs , det var meget sødt og rørende af dem. Og rigtig dejligt at se dem 3 gange under vejs og til slut. De var heldigvis så mange løbere at jeg ikke løb alene på noget tidspunkt, og en del tilskuere - det ville nok have været opmintrende med lidt flere.

Omkring 16,5 km fik jeg pludselig sidesting - noget jeg aldrig har haft under træning og jeg var helt på herrens mark om hvad jeg skulle gøre. Jeg prøvede at gå lidt og massere siden, men da det ikke hjalp løb jeg bare krumbøjet videre og det gik da også væk - men mentalt var det ikke så rart. På den anden side så var det den tid jeg mødte nogen af dem fra starten -og andre mødte mig ;-) - samt andre der stod og brækkede sig, så jeg syntes alligevel at jeg var sluppet billigt......

Men hvor var de ekstra kræfter som jeg troede jeg ville få når jeg var tæt på mål? Jeg troede at jeg ville få energi når der kun var et par km til bage og jeg troede aldrig at runden omkring stadion hen til mål skulle få ende. Og jeg havde slet ingen triumf følelse da jeg løb over målstregen. Det skuffer mig for det var jo det øjeblik der skulle have været præmien for alle de timer derude. Den følelse var der mere til Midnatsløbet som jo så alligevel ikke var et langt løb og derfor heller ikke nok triumf = fejl nr 3? Skulle jeg ikke have løbet ugen før men have gemt det hele til ½ marathonen? På den anden side var jeg så ikke ved at dø af skræk da jeg vidste hvad der ventede......

Min forberedelse til løbet var sådan: Både i ugen inden Midnatsløbet og ½ marathonen inhalerede jeg spaghetti, ris osv. så det stod mig ud af ørene - prøvede at carbo-loade som jeg har læst mig til = fejl nr 4? Blev det mon for meget? Jeg plejer at spise meget lettere og synes ikke det var behageligt. Skulle jeg mon bare have spist nogenlunde normalt og bare lidt ekstra kulhydrater?
Jeg løb meget mindre end jeg plejer i begge uger inden konkurrencerne = fejl nr 5? Jeg plejer at løbe lange løb efter ugens almindelige træning (interval og alm.) og det går jo fint nok. Nu løb jeg få km og kun to gange i løbet af ugen - så jeg var måske helt ude af rytme. Det gav mig jo altså ingen ekstra kræfter - jo til Midnatsløbet men så var de åbenbart brugt op.

Ja, det var jo mange ting der skulle læsses af. Fysisk har jeg det helt fint, kunne da godt mærke lidt i benene i går at jeg havde været på langtur dagen før men ikke mere end normalt og jeg skal bare ud på en dejlig 10 km i min egen skov i dag som jeg kan nyde!!!!! Jeg er glad for at jeg løb og jeg er ikke færdig med konkurrencer, jeg vil bare gerne kunne bestemme lidt mere selv.......

Tid til at fordøje indtryk

Bare for at der ikke er nogen der skal blive urolige og tro at jeg ligger brak, så skal jeg lige have tid til at fordøje indtrykkene og følelserne fra løbet i går.

Desuden skulle Konsulen hentes fra lufthavnen kl 23, så i stedet for at gå tidligt i seng og hvile - lå jeg og rodede rundt på vejene den halve nat ;-) derfor er jeg er så uendelig søvnig i dag.

Men jeg har det helt fint, ingen ømme muskler og bortset fra et søvnunderskud så er jeg helt oppe på mærkerne!

Så rapport følger......