Skånetur

Ja Sverige er jo et dejligt land - bare der ikke var så mange svenskere der ovre......

Ha, der troede I nok at jeg havde været på rejse!

Næææh, jeg har været på dogme tur for at skåne karosseriet når nu jeg har underlagt mig en osteopats behandling - jeg vil ind i den herlige følelse af tilfredshed som kommer efter løbeturene og så gælder det bare om at smede mens jernet er varmt. Det blev vel en 6-7 km i klart måneskin og klingende frost - men lidt har også sin ret. Jeg løb uden ur for det er lige meget med tiden og det er også lige meget med de præcise km antal. Det drejer sig om at komme ud og blive luftet, få røde kinder, at komme ind i vanen med fast træning igen. Det ender med at jeg bliver evig natløber for der er noget helt specielt over de der frostnætter og lyden af den knirkende sne, på den anden side glæder jeg mig til en længere tur på lørdag med iskold frostsol og blændende sne.

Det kræver lidt overtalelse at trække alle de lag tøj på for at løbe korte ture, bagefter har det jo altid været det hele værd. Det er endnu aldrig sket at jeg er kommet hjem fra en løbetur og har følt at det var spild af tid eller at jeg ikke skulle have løbet - selv de dårlige energiløse dage med tunge ben. Og energi giver energi - utroligt hvad jeg kan nå af alt muligt "bør-skal-må-absolutgøres-ting" når jeg løbetræner. Uden træningen har jeg frygtelige tendenser til at flyde ned i sofaen med en bog mens hjemmet forfalder og fyldes med nullermænd og snavset vasketøj........

Jeg er spændt på langturen i weekenden, hvis jeg kan holde til 10-15 km uden ondt i ryg eller ben - så tror jeg søreme at jeg trykker "start" på mit program fra næste uge. Jeg trænger til noget målrettet træning uanset hvornår et marathon kan passe ind.

Forresten så elsker jeg Sverige og svenskere - mine forældre har en ødegård i Småland hvor jeg er kommet siden jeg blev født, har tilbragt noget af den dejligste tid i mit liv der, haft mange svenske veninder. Forresten, så må der da være en million løberuter når jeg nu tænker efter - alle de laaaange ture vi gik, dem må man da kunne løbe.......hmmmmm, interessant tanke!

Tilbage i hverdagen

Så er jeg vist tilbage igen. Efter en begivenhedsrig uge som jeg ikke skal trætte jer med for mange detaljer omkring. For så spændende er et finsk hospital og deres underjordiske gange heller ikke. Man går rundt og leder efter et sted at købe noget spiseligt og kommer til at tænke på hvordan i alverden man som dansker er endt med at gå rundt som en anden mulvarp i den finske undergrund - hvordan ting rundt omkring fungerer og eksisterer uanset om man er der eller ej......Lige til at blive tummelumsk i hovedet af.

billede er lånt her http://countdownto30.wordpress.com/tag/italy/

Nå, Mellembarnet blev opereret onsdag uden problemer og blev udskrevet fra hospitalet fredag. Og lørdag fik hun så sandelig et galdestensanfald og jeg måtte i panik køre hende tilbage til hospitalet hvor hun blev indlagt igen. Det var lidt af en traumatisk oplevelse for os alle, specielt da Konsulen var i Vilna og de 2 børn måtte klare sig selv lørdag aften og hele søndagen. Men vi kom hjem søndag aften og alle overlevede. Nu håber vi at der ikke er flere sten tilbage i nogen galdegange - for galdeblæren er i hvertfald væk.

Jeg var hjemme mandag, Konsulen hjemme i går og i dag har hun det godt nok til at være alene (og naboerne er hjemme). Næste uge er der vinterferie og så skulle hun være klar til at komme i gang igen.


Oven i det hele var det lykkedes mig at bestille tid til osteopat i går tirsdag. Og jeg havde endda løbet 6 km mandag - mon der er håb forude....
Osteopat er noget ganske andet end fysioterapi - i hvertfald den jeg har fået indtil nu. 45 minutters grundig gennemarbejdning af ryg og ben, det kan godt være at min osteopat er en kvinde men hun har gode kræfter. Hun så med det samme at jeg er skæv i bækkenet sådan at den højre side er lidt mere fremme end den venstre og fandt alle de fastlåste punkter i ryggen. Jeg har tendens til at lude for meget forover med skuldrene og ikke trække vejret dybt nok ind helt ned i mellemgulvet. Og sagde at hun levende kunne se for sig hvordan jeg løber (jeg sagde jo at jeg ligner en der skal have rollator) - med et smil........
Men de gode nyheder er at hun absolut mener det kan rettes. Og tænk i dag har jeg for første gang i så lang tid jeg husker ikke ondt i lænden, er dog lidt øm i skulderpartiet efter hendes æltning. Hun synes ikke jeg skal lave for meget styrketræning lige i øjeblikket fordi hun mener at det egentlig giver mere spænding af muskler og sener der i den grad trænger til at afslappes fordi de er så (forkert) spændte. Jeg husker jævnligt at rette ryggen og trække vejret dybt - og så skal jeg ud og løbe.

Åh hvor jeg glæder mig, ud i den friske luft. Som er meget meget frisk i øjeblikket. Hos os ude i skoven er det konsekvent - 24 grader og bilen hoster slemt om morgenen når den skal starte. Det er en kuldebølge over os men den vil være god for min hud - efter at have været lukket inde i sundhedsvæsenet i næsten en uge ligner jeg en blanding af udskidt æblegrød og noget katten har slæbt ind!!

Energien ruller i årerne og det er en herlig følelse efter så lang en tid med nedsat humør. Og måske bliver jeg løber igen????

Så kom der en dato på

Mellembarnet skal opereres på onsdag den 9. Februar, i morgen skal vi nogle timer på hospitalet til tests og onsdag morgen går det så løs.
Jeg kan ikke sige at jeg føler mig særlig kommunikativ lige i disse dage og det må I meget undskylde.
Jeg skal lige have det der overstået - pludselig når det er tæt på bliver jeg lidt ubehagelig tilpas omkring det hele. Mig som plejer at kunne klare genoplivninger, blod, frygtelige sår og racermaver uden at blinke. Og nu synes jeg pludselig ikke jeg kan holde ud at være den der holder sammen på følelserne og er klippefast ro så resten af familien ikke bliver alt for nervøse. Nå, vi har vel alle en eller anden grænse for hvad vi synes er sjovt men alligevel bliver nødt til at gennemføre......

Men har dog siddet og fundet en masse osteopater på det finske net, så måske der vil blive plads til lidt ego-pleje på et tidspunkt og jeg vil kunne komme til at løbe negative hændelser væk igen på et tidspunkt inden for overskuelig fremtid????

Kemisk oldtidsfund

Yngste barnet på 10½ har lavet fysikforsøg i skolen. Hun går i 5. klasse og vil altid gerne fortælle detaljeret om hvad der overgår hende. Så jeg får lange søforklaringer på mest dansk med mange engelske gloser blandet i: Og så .....og så.....og så.....


Barn: Og så tændte Mrs X (heroppe siger man fru og efternavn til lærerne på den internationale skole) for den dersens gastingest...


Moderen: Du mener bunsenbrænderen....


Barn (meget forbavset): Kender du sådan en?


Moder: Ja jeg har skam lært ret meget kemi da jeg læste....


Barn (helt spontant): Naaarj altså, jeg vidste ikke at de havde bunsenbrændere i gamle dage.....

Klassens nye elev

Så ser man lige mig lave Bodypump på finsk: Joten otamme vipu ja hypätä kahdeksan kertaa ylös ja alas.........

Jeg tog bare det udstyr de andre gjorde og heldigvis var instruktøren sød til at sige en del af tingene på engelsk. De gloede lidt de der finner, åbenbart er det meget forbavsende at sådan en fremmed fugl vil bodypumpe sammen med dem.

Men det var godt. Rigtig rigtig godt. Jeg fik kontakt med en del muskler jeg ikke har kommunikeret med i temmelig mange år og forventede at være fuldstændig stiv i betrækket her til morgen. Men instruktricen må have vidst hvad hun gjorde - hun sørgede nemlig for at vi lige strakte ud mellem øvelserne - for jeg kan da godt mærke at jeg har været igennem noget centrifuge, men der er ikke noget der gør ondt. Og de dersens armbøjninger - det er jeg altså ikke ret go' til.......For meget bingovinger der.......

Det var det første skridt på vejen til at sportet noget hver dag også selv om det ikke kan blive til så meget løb som jeg gerne ville, som bekendt får man meget mere energi at at bruge energi. Mit venstre ben laver lidt krøller, forhåbentlig bare endnu et udtryk for svage ryg og balde muskler - det kan der jo rettes op på med træning. Og det er det jeg skal arbejde mest med, styrke af alle de store muskelgrupper og få en generelt stærk krop for ellers kan jeg ikke holde til marathon træning.

Distance og tempo er sekundære i øjeblikket for jeg vil simpelthen bare af med de åndssvage småskavanker og være parat til at kunne nyde vejret som snart snart snart bliver bedre. I weekenden hørte jeg lidt fuglekvidder for første gang siden efteråret - og fuglene, de har jo en viden vi andre ikke har. Måske er det et tegn på at der kan blive lidt asfalt at løbe på inden for en overskuelig fremtid?

Og det bedste var i morges da Mellembarnet så at hun har tabt i alt næsten to kilo siden hun begyndte at passe sådan på den 11. januar, hun er på den rette vej til at forvandle sig til en smuk svane!

Lav det selv til en god dag!

Tak for jeres opmuntrende kommentarer og også ganske kloge råd. Det er dejligt at få noget feedback på sine brokkerier selv om jeg er bange for at det snart hænger læserne ud af halsen! Og det er jo så evig rigtigt: Hvis det stresser mig at have et marathon hængende over hovedet så udsæt det. Det er jo nok det jeg i hvert fald sådan lige i øjeblikket skal gøre, for det der program der ikke bliver fulgt er efterhånden helt til grin. Der er heldigvis flere af dem, feks. er der jo Helsinki Marathon den 20. August, Espoo Strandmarathon i September og mange flere. Og jeg kom faktisk ud fredag aften, hentede Konsulen ved toget og gav ham bilen - så løb jeg hjem. Det er en ganske fin tur på 7 km, så mine tre ture kom i hus sidste uge selv om det samlede km tal ikke sneg sig op over de 20 km.

Og vinteren er streng i Finland, sådan på den indædte måde. Vi har faktisk stadig mindst en meter sne alle vegne og selv om det er flot, så synes jeg at "been there, done that" vist er mest passende til at beskrive situationen.

En bekendt fortalte at når hun sendte sine drenge i skole om morgenen og ønskede dem en god dag, så klagede de altid at det ville helt bestemt blive en møg-dag. Hvorefter hun svarede "Jamen så lav det til en god dag - du bestemmer". Det kunne være man skulle prøve at tage skeen i den anden hånd og gøre som fru E anbefalede i lørdags: Spise Ølefanten i små bidder.....

Så jeg vil begynde ugen med at træne sammen med Konsulen og Ældstesønnen. Måske det kan blive til en gang Bodypump langt om længe, jeg har mange gange forgæves prøvet at få en time passet ind i fællestræningen - er overbevist om at det vil være godt at få opstrammet hele stellet så det kan holde til lidt mere. For der rumsterer da tanker i baghovedet om at man kan træne to gange om dagen - morgen / sen eftermiddag - for at få nok km i benene. Men det kræver altså gode ryg, mave og baldemuskler for ellers kan det gå helt galt.

Til sidst vil jeg gerne ønske en af læserne god bedring og håbe at han snart kommer på banen igen. Steen skal opereres i knæet og hvis der er nogen der var motiveret for at løbe et marathon, så er det vist ham. Nu må han desværre udsætte drømmen et godt stykke tid og jeg vil varmt anbefale ham at fortsætte sin blog og fortælle hvordan det går fremad. Det vil styrke ham og huske sådan nogen som mig på at vi skal være taknemmelige for (og passe på) helbredet - og sige tak for at det kun er motivationen og vejret der er i vejen. Som Chris MacDonald siger: Stay Strong!!

Nøøørj for en uge...

Jeg bryder mig faktisk ikke særlig meget om mig selv lige i øjeblikket!

Jeg plejer at være et meget glad menneske der normalt kan se humoren i meget af det andre overhovedet ikke synes er sjovt, plejer at være utrolig positiv og have nemt ved at komme over de små hurdler som livet giver.

Men jeg synes nok at jeg er ualmindelig negativ i de sidste uger (det føles som måneder) og går rundt og ligner ham her:

Og det er ikke så sjovt når man plejer at være sådan en:Det er bare svært når man konsekvent har uger som i gennemsnit ser ud som denne her: Mandag faldt yngstebarnet i skolen og slog højre arm - hun brækkede den venstre for ca et halvt år siden (ved at falde i skolen....). Resten af dagen gik med at observere hende og alt det andet løse der findes i en familie med 5. Fik dog løbet 7 km om aftenen i så meget hvinende frost og nyfaldet sne at jeg hellere skulle have haft skøjter på.

Tirsdag formiddag blev brugt på at tage barnet til klinik hvor røntgenapparat var ude af drift så vi liiiige måtte køre et andet sted hen, blive røntgen fotograferet og prøve at få noget diagnose og kommunikation i gang på et eller andet fælles sprog. Heldigvis var armen ikke brækket og barnet kunne bugseres i skole og jeg på arbejde, børn til fritidsaktiviteter efter skole. Kom i fitness og løb en kortere tur på bånd mens jeg ventede på børn. Kom hjem kl 17:30, fik rusket noget mad sammen, hentet Konsulen fra toget, hjulpet med lektie læsning, vasketøj......you name it.

Onsdag efter arbejde hentede jeg mellembarnet fra skolen, til opfølgende blodprøver før operation, tilbage til skolen for at hente de andre, hjem kl 17:20 - program som dagen før, mere død end levende og kan absolut ikke overskue at bevæge mig ud i kulden.....

Torsdag på indkøb efter arbejde, hente børn på skolen kl 17:15 efter aktiviteter og så næsen hjemad hvor vi ankommer kl 17:50. På vejen får Mellembarnet et galdestensanfald og jeg sætter speederen i bund på de Finske skøjtebaner der gælder for veje - for vi skal hjem og få medicin. Vi har piller med men hun kan ikke sluge piller i forvejen og uden vand er der ingen chance. Anfaldet varede i 1½ time og at stå som mor og se sit barn hyle af smerte og sige at hun bare vil dø fordi det gør så ondt - det er ikke morsomt. Og der er ikke andet at gøre end at vente på at det går over. Om det var fordi hun fik pillerne lidt for sent eller hun ikke tog nok - det ved jeg ikke men de hjalp ikke. Midt i det hele måtte jeg hente Ældstesønnen fra toget, prøve at få slæbt 8 indkøbsposer ind og tømme dem, lavet noget mad til de overlevende familiemedlemmer. Ved 19:45 tiden er der ro over feltet, dog skal Konsulen skal hentes ved toget på et endnu ukendt tidspunkt. Ville det være forkert at sige at det der med at løbe i de -10 grader udenfor var virkelig langt nede på prioriteringslisten? I don't think so.... Selv om at det sikkert ville have været rigtig sundt for sjælen og livet i det hele taget hvis jeg ellers ville have været i stand til at flytte korpuset efter dagens strabadser. Og det var endda barnet der led allermest!

Hvordan fanden er det så egentlig at jeg skal blive parat til at løbe et marathon i midt Juni på denne her måde? Enten sætter mit højre ben sig i klemme med sine ådssvage svage muskler -sener eller også bliver jeg nedlagt af livet i al almindelighed og vejret i særdeleshed. Det stresser mig bare helt helt ud på overdrevet, påvirker mit humør og nedbryder min evne til at tage tingene lidt mere ovenfra. Den ambition og beslutning om at løbe mit første marathon i år ser jeg nu glide langsomt hen imod en korsvej med skiltene "ikke i år" og "vi bliver ved de halve". Det kan jeg selvfølgelig også godt, der er jo nok at arbejde på - men hvor er muligheden for overhovedet at følge et program for slet ikke at nævne muligheden for at løbe de 4-5 gange jeg så gerne ville????