Når børnene har fået sommerferie i morgen og er blevet færdige med at styre mit liv 24/7.
Og sætte alt for mange grå hår i hovedet på mig....
torsdag den 31. maj 2012
Nedtromlet af livet
Men kommer lige straks tilbage.
Når børnene har fået sommerferie i morgen og er blevet færdige med at styre mit liv 24/7.
Og sætte alt for mange grå hår i hovedet på mig....
Når børnene har fået sommerferie i morgen og er blevet færdige med at styre mit liv 24/7.
Og sætte alt for mange grå hår i hovedet på mig....
fredag den 11. maj 2012
.....Men så på femte dagen løber man intervaller
Det var jo lidelser jeg skulle blive bedre til. Og der er vel ingen grund til at vente, så de der 1 kilometers intervaller blev løbet - og det var ikke i komfort zonen. Lang væk derfra, vil jeg nok sige. Til gengæld var følelsen af at have udført et rimeligt arbejde temmelig god. Derudover lavede jeg noget opvarmning på en lidt anden måde end jeg plejer - efter anbefaling fra Konsulen som jo engang var en mægtig løber. Jeg plejer at hygge derudaf i et par kilometer for at varme op - og så skal der jo gerne mere fart på. Problemet er at der ikke rigtig kommer så meget mere fart på med mindre der er tale om intervaller eller tempoløb, det bliver sådan en slags leverpostejløb med en dårlig samlet tid.
Under den sidste træning før halv marathon fik jeg den geniale idé at inddele løbet i sekvenser og nulstille uret hver sekvens - på den måde kunne jeg pludselig se forskellen på de forskellige strækninger. Og hvor sløvt nogen af dem blev løbet.
I går indstillede jeg så uret til at holde mig i ørene med tempo. Først varmede jeg op med sjipning og andet hopperi i haven - og derefter af sted i forudbestemt tempo med det samme. Interessant nok kunne jeg pludselig løbe meget hurtigere end jeg ellers plejer - for jeg havde indstillet uret til at holde mig på tæerne. Også på vejen hejm efter intervallerne. Og når jeg kan det i ugen efter en halv marathon, er der vist ingen undskyldninger for noget som helst sløseri mere.
Har overvejet om jeg skal omdøbe bloggen til "Løb med Leonora" eller "Rapport fra Blåtårn" ......
Lånt på http://frulund.dk/images/755t.jpg
Der blev spurgt hvorfor jeg spiser på et halv marathon. For det første nok fordi jeg har læst at det skal man (flok-reaktion) og at ens energi depoter er nok til ca 15 km's løb. Deraf konklusion om at til 21 km skal der benzin på. At det rent praktisk er svært for mig og jeg ved at flere rutinerede løbere ikke gør det, har ikke fået mig til at turde lade være. Jeg er jo ikke rutineret. Jo, men vel ikke i konkurrencer - selv om 5 halve marathons burde give lidt point. Det er lidt ligesom at løbe uden ur - angstfremkaldende afgivelse af kontrol!
Jeg har en banan med hvis jeg løber omkring 20 km - mere hvis det er længere. Og hvis jeg løber konkurrence, anstrenger jeg mig meget mere og mener derfor at jeg må udtømme mine depoter. Og er så bange for at løbe tør for energi (og altså ikke bare fordi jeg ikke træner hårdt nok). Om det skulle være blodsukkeret der svinger og derfor giver kvalme og træthed, er jeg i tvivl om - jeg får jo kun noget vand og energidrik, samt noget banan mast ned. Ikke gels. Men jeg kan jo prøve til træning og se hvad der sker - kan jo altid ringe efter Konsulen så han kan komme og skrabe mig op.
Et marathon kan jeg slet ikke forestille mig at løbe uden energi indtagelse - sidste år løbe jeg det på én gel og resten vand / energi drik. Jeg syntes ikke det var en anbefalelsesværdig opskrift, for selv om man kan sige at det var godt gjort på den baggrund, er der jo uanede mulighederfor at gøre det bedre og behageligere (feks. løbe hele vejen i stedet for at gå ind i mellem) hvis energien kommer på plads!
Jeg nævnte at jeg var i Tallin i mandags. Konsulens ambassade dækker også Estland og det tager 2 timer med færgen at komme derover. Færgen har det samme princip som de fleste af den slags - det gælder om at få fyldt så meget alkohol indenbords på den tid man er ombord. Så kl 10 om morgenen vandrede folk rundt med enorme fadøl, shots og andre uindentificerede drikke. Velbekomme, sige jeg bare.
Vi skulle fejre hejmlandets uafhængighedsdag - selv om det ikke lige var på dagen. Men man kan jo i sagens natur ikke være to steder på samme tid, så vi fejrede den rigtige dag i Helsinki og tog til Tallin mandag. Der skulle holdes reception på Radisson Blu hotel og inden da havde vi tid til en tur i den gamle bydel og noget frkost. Tallin har en utrolig charmerende gammel bydel med miliarder af turister, men med fantastisk stemning og mange smukke bygninger. Resten af byen er et typisk produkt af russisk okkupation i årevis og ikke særlig køn.
Men!! Den er flad. Meget flad. Bortset fra området onkring den gamle by. Og det er en vigtig ting når man er kommet til at forpligte sig til at løbe et marathon derovre i september. For det viste sig at direktøren for hotellet løb halv marathon sidste år og lige manglede en udfordring for at løbe det hele i år. Og det kunne jeg ikke lade gå forbi - muligheden for at få en weekend i Tallin med VIP på Radisson Blu sammen med familien, og så løbe marathon med direktøren! Vi blev enige om at slæbe hinanden igennem - samt at få hevet en anden medarbejder igennem halv marathonet. Ruten er to gange flad halv marathon med en pæn stigning omkring start / gennemløb / mål (så skal der vist lige arbejdes med nogen mentale hæminger...) - langs med havet. Og begynder kl 09 om morgenen hvilket vil være helt nyt for mig, der ellers er eftermiddagsløber.....
Det er jo det fantastiske ved at være løber. Man tror man skal kede sig i hjel til en reception hvor et fåtal taler et sprog man kan kommunikere på, og ender med at have et arrangement for en løbekonkurrence. Selv om jeg har haft kig på løbet, har jeg ikke været sikker på om jeg ville. Det er lidt tæt på Helsinki Marathon, men jeg har taget beslutningen at jeg kan løbe de løb jeg vil, hvis tempoet indstilles derpå. For mig er det blevet hovedsagen at løbe så mange som muligt. Og øvelse gør som bekendt mester.
God Weekend!
Under den sidste træning før halv marathon fik jeg den geniale idé at inddele løbet i sekvenser og nulstille uret hver sekvens - på den måde kunne jeg pludselig se forskellen på de forskellige strækninger. Og hvor sløvt nogen af dem blev løbet.
I går indstillede jeg så uret til at holde mig i ørene med tempo. Først varmede jeg op med sjipning og andet hopperi i haven - og derefter af sted i forudbestemt tempo med det samme. Interessant nok kunne jeg pludselig løbe meget hurtigere end jeg ellers plejer - for jeg havde indstillet uret til at holde mig på tæerne. Også på vejen hejm efter intervallerne. Og når jeg kan det i ugen efter en halv marathon, er der vist ingen undskyldninger for noget som helst sløseri mere.
Har overvejet om jeg skal omdøbe bloggen til "Løb med Leonora" eller "Rapport fra Blåtårn" ......
Der blev spurgt hvorfor jeg spiser på et halv marathon. For det første nok fordi jeg har læst at det skal man (flok-reaktion) og at ens energi depoter er nok til ca 15 km's løb. Deraf konklusion om at til 21 km skal der benzin på. At det rent praktisk er svært for mig og jeg ved at flere rutinerede løbere ikke gør det, har ikke fået mig til at turde lade være. Jeg er jo ikke rutineret. Jo, men vel ikke i konkurrencer - selv om 5 halve marathons burde give lidt point. Det er lidt ligesom at løbe uden ur - angstfremkaldende afgivelse af kontrol!
Jeg har en banan med hvis jeg løber omkring 20 km - mere hvis det er længere. Og hvis jeg løber konkurrence, anstrenger jeg mig meget mere og mener derfor at jeg må udtømme mine depoter. Og er så bange for at løbe tør for energi (og altså ikke bare fordi jeg ikke træner hårdt nok). Om det skulle være blodsukkeret der svinger og derfor giver kvalme og træthed, er jeg i tvivl om - jeg får jo kun noget vand og energidrik, samt noget banan mast ned. Ikke gels. Men jeg kan jo prøve til træning og se hvad der sker - kan jo altid ringe efter Konsulen så han kan komme og skrabe mig op.
Et marathon kan jeg slet ikke forestille mig at løbe uden energi indtagelse - sidste år løbe jeg det på én gel og resten vand / energi drik. Jeg syntes ikke det var en anbefalelsesværdig opskrift, for selv om man kan sige at det var godt gjort på den baggrund, er der jo uanede mulighederfor at gøre det bedre og behageligere (feks. løbe hele vejen i stedet for at gå ind i mellem) hvis energien kommer på plads!
Jeg nævnte at jeg var i Tallin i mandags. Konsulens ambassade dækker også Estland og det tager 2 timer med færgen at komme derover. Færgen har det samme princip som de fleste af den slags - det gælder om at få fyldt så meget alkohol indenbords på den tid man er ombord. Så kl 10 om morgenen vandrede folk rundt med enorme fadøl, shots og andre uindentificerede drikke. Velbekomme, sige jeg bare.
Vi skulle fejre hejmlandets uafhængighedsdag - selv om det ikke lige var på dagen. Men man kan jo i sagens natur ikke være to steder på samme tid, så vi fejrede den rigtige dag i Helsinki og tog til Tallin mandag. Der skulle holdes reception på Radisson Blu hotel og inden da havde vi tid til en tur i den gamle bydel og noget frkost. Tallin har en utrolig charmerende gammel bydel med miliarder af turister, men med fantastisk stemning og mange smukke bygninger. Resten af byen er et typisk produkt af russisk okkupation i årevis og ikke særlig køn.
Men!! Den er flad. Meget flad. Bortset fra området onkring den gamle by. Og det er en vigtig ting når man er kommet til at forpligte sig til at løbe et marathon derovre i september. For det viste sig at direktøren for hotellet løb halv marathon sidste år og lige manglede en udfordring for at løbe det hele i år. Og det kunne jeg ikke lade gå forbi - muligheden for at få en weekend i Tallin med VIP på Radisson Blu sammen med familien, og så løbe marathon med direktøren! Vi blev enige om at slæbe hinanden igennem - samt at få hevet en anden medarbejder igennem halv marathonet. Ruten er to gange flad halv marathon med en pæn stigning omkring start / gennemløb / mål (så skal der vist lige arbejdes med nogen mentale hæminger...) - langs med havet. Og begynder kl 09 om morgenen hvilket vil være helt nyt for mig, der ellers er eftermiddagsløber.....
Det er jo det fantastiske ved at være løber. Man tror man skal kede sig i hjel til en reception hvor et fåtal taler et sprog man kan kommunikere på, og ender med at have et arrangement for en løbekonkurrence. Selv om jeg har haft kig på løbet, har jeg ikke været sikker på om jeg ville. Det er lidt tæt på Helsinki Marathon, men jeg har taget beslutningen at jeg kan løbe de løb jeg vil, hvis tempoet indstilles derpå. For mig er det blevet hovedsagen at løbe så mange som muligt. Og øvelse gør som bekendt mester.
God Weekend!
onsdag den 9. maj 2012
Og på tredjedagen kommer der gerne lidt jammer...
Det er efterhånden en kendt sag - i hvertfald for mig. At et par dage efter en konkurrence bliver man lidt jamrende. Fordi trætheden pludselig melder sig efter at hele showet er overstået. Så i går var lige den dag for mig. Måske havde det også noget at gøre med at jeg mandag tilbragte en hel del timer på en færge til Tallin, på en gåtur rundt i den gamle bydel af Tallin, til en reception, på en færge tilbage til Helsinki og var hjemme efter midnat.
Tilbage til Lørdag. Jamen det gik jo godt. Selv om jeg lige ikke kom uder de to timer som jeg så gerne ville. Dog alligevel 11 minutter hurtigere end sidste gang. Det kan jeg jo så tygge lidt på.
Konklusionen er at jeg ikke er god nok til at lide på de sidste kilometer når det gør ondt - altså ikke er god nok til alligevel at give den en ekstra skalle når lårene er syrede til. Og det skal jeg bare lære. Ved at lide mere mens jeg træner. Sådan er det.
Men jeg syntes at min placering i min aldersklasse alligevel er god nok. Til det halve marathon er klassen 45-55 år - for det meste er den ellers 50-55 år - og jeg ligger som nr 254 ud af 837 kvinder.
Løbet var som sædvanligt meget velorganiseret. Der var ca 16.000 løbere og man løb tæt sammen det meste af vejen. Bortset fra de finske mænd der har en vederstyggelig vane med at harke og spytte, var det ikke noget reelt problem. Det var få gange at jeg ikke kunne komme frem pga. andre løbere, til gengæld var jeg ved at blive "beskudt" flere gange. Adr!
Ruten var pænt kuperet, som der stod på websiten var der et par "challenging" bakker - det kan jeg godt skrive under på. Men jeg kan sandelig godt mærke at jeg har trænet bakker i vinterens forløb, de fleste bakker lagde jeg såmænd ikke mærke til før jeg var oppe.
Konsulen og det yngste barn ved med for at heppe og det er jo altid hyggeligt.
Depoterne fungerede upåklageligt selv jeg havde mine sædvanlige problemer med at få noget proppet i halsen mens jeg løber. Jeg får småkvalme når jeg presser mig selv, men fik drukket ok og noget frugtstang / banan ned alligevel. Men det er et punkt jeg ikke ved hvordan jeg skal finde ud af at forbedre. Andre taler godt for vingummi bamser osv. og jeg ser alle mulige marathon cannonballløb med slik og kage i depoterne - det ser jo godt ud men jeg kan ikke holde ud at tygge når jeg er træt. Gels.....puhbadr.....
Det er altid festligt at løbe i mål inde på det store Olympiske stadion, det er alligevel en stor fornemmelse uanset hvor meget amatør løber man er.
I går var jeg så ude at få benene rørt igen. Og de var som forventet lidt betontunge, men det går jo over igen. Nu skal træningen intensiveres mod marathon sæsonen, 5 dages træning om ugen. Det er egentlig meget nemmere at overskue for så skal jeg ud mandag til torsdag, samt lørdag til de rigtig lange. Heldigvis er lyset jo med mig, det er lyst til ved 22:30 tiden allerede så jeg kan løbe om aftenen når det passer bedre - så kan jeg være til stede for børnene når det er nødvendigt, få aftensmaden ordnet og derefter løbe når Konsulen er kommet hjem.
Min næste konkurrence er den 16. juni - et marathon. Der har været talt frem og tilbage om hvor jeg skal løbe. Konsulen syntes at jeg skal løbe Santa Claus maratho i Rovaniemi. Det involverer flere hundrede Euro til flybillet og hotelophold - hvilket jeg syntes bliver alt for dyrt, og at det ikke er rimeligt at bruge så mange penge på mit løb når jeg alligevel ikke er bedre. Hvis jeg kunne regne med at komme hjem med pokaler og pengepræmier ville sagen være noget andet, men jeg syntes altså det er mange penge at bruge på mig selv. Det kan man jo lave noget weekendtur med hele familien for.
Så jeg går ind for at løbe Forssa Midsummer marathon hvor vi kan køre 120 km derhen og hjem igen samme aften. Så kan alle komme med og vi kan lave en hyggelig tur ud af det. Det er et stort løb med mange tusind deltagere til 10 km, halv marathon, marathon og rulleski - garanteret super velorganiseret som alle de finske løb. Ruten er en to gange halv marathon - jeg har aldrig løbet en rute med gentagelser - og i følge websiten er den flad som en pandekage. Stor mulighed for PR står der. Ja, med den tid jeg løb på sidste år da jeg løb mit første marathon, kan jeg vist næsten heller ikke undgå det.....
Tilbage til Lørdag. Jamen det gik jo godt. Selv om jeg lige ikke kom uder de to timer som jeg så gerne ville. Dog alligevel 11 minutter hurtigere end sidste gang. Det kan jeg jo så tygge lidt på.
Konklusionen er at jeg ikke er god nok til at lide på de sidste kilometer når det gør ondt - altså ikke er god nok til alligevel at give den en ekstra skalle når lårene er syrede til. Og det skal jeg bare lære. Ved at lide mere mens jeg træner. Sådan er det.
Men jeg syntes at min placering i min aldersklasse alligevel er god nok. Til det halve marathon er klassen 45-55 år - for det meste er den ellers 50-55 år - og jeg ligger som nr 254 ud af 837 kvinder.
Løbet var som sædvanligt meget velorganiseret. Der var ca 16.000 løbere og man løb tæt sammen det meste af vejen. Bortset fra de finske mænd der har en vederstyggelig vane med at harke og spytte, var det ikke noget reelt problem. Det var få gange at jeg ikke kunne komme frem pga. andre løbere, til gengæld var jeg ved at blive "beskudt" flere gange. Adr!
Ruten var pænt kuperet, som der stod på websiten var der et par "challenging" bakker - det kan jeg godt skrive under på. Men jeg kan sandelig godt mærke at jeg har trænet bakker i vinterens forløb, de fleste bakker lagde jeg såmænd ikke mærke til før jeg var oppe.
Konsulen og det yngste barn ved med for at heppe og det er jo altid hyggeligt.
Depoterne fungerede upåklageligt selv jeg havde mine sædvanlige problemer med at få noget proppet i halsen mens jeg løber. Jeg får småkvalme når jeg presser mig selv, men fik drukket ok og noget frugtstang / banan ned alligevel. Men det er et punkt jeg ikke ved hvordan jeg skal finde ud af at forbedre. Andre taler godt for vingummi bamser osv. og jeg ser alle mulige marathon cannonballløb med slik og kage i depoterne - det ser jo godt ud men jeg kan ikke holde ud at tygge når jeg er træt. Gels.....puhbadr.....
Det er altid festligt at løbe i mål inde på det store Olympiske stadion, det er alligevel en stor fornemmelse uanset hvor meget amatør løber man er.
I går var jeg så ude at få benene rørt igen. Og de var som forventet lidt betontunge, men det går jo over igen. Nu skal træningen intensiveres mod marathon sæsonen, 5 dages træning om ugen. Det er egentlig meget nemmere at overskue for så skal jeg ud mandag til torsdag, samt lørdag til de rigtig lange. Heldigvis er lyset jo med mig, det er lyst til ved 22:30 tiden allerede så jeg kan løbe om aftenen når det passer bedre - så kan jeg være til stede for børnene når det er nødvendigt, få aftensmaden ordnet og derefter løbe når Konsulen er kommet hjem.
Min næste konkurrence er den 16. juni - et marathon. Der har været talt frem og tilbage om hvor jeg skal løbe. Konsulen syntes at jeg skal løbe Santa Claus maratho i Rovaniemi. Det involverer flere hundrede Euro til flybillet og hotelophold - hvilket jeg syntes bliver alt for dyrt, og at det ikke er rimeligt at bruge så mange penge på mit løb når jeg alligevel ikke er bedre. Hvis jeg kunne regne med at komme hjem med pokaler og pengepræmier ville sagen være noget andet, men jeg syntes altså det er mange penge at bruge på mig selv. Det kan man jo lave noget weekendtur med hele familien for.
Så jeg går ind for at løbe Forssa Midsummer marathon hvor vi kan køre 120 km derhen og hjem igen samme aften. Så kan alle komme med og vi kan lave en hyggelig tur ud af det. Det er et stort løb med mange tusind deltagere til 10 km, halv marathon, marathon og rulleski - garanteret super velorganiseret som alle de finske løb. Ruten er en to gange halv marathon - jeg har aldrig løbet en rute med gentagelser - og i følge websiten er den flad som en pandekage. Stor mulighed for PR står der. Ja, med den tid jeg løb på sidste år da jeg løb mit første marathon, kan jeg vist næsten heller ikke undgå det.....
onsdag den 2. maj 2012
Undskyld
Her er lige lidt blognedsmeltning.
Ikke fordi der er noget galt - går faktisk rundt og tænker jævnligt på ting og sager jeg ville nævne herinde.
Det er så bare ikke blevet til noget.
Skal vist lige have et halvmarathon løbet på lørdag. Noget med et regnskab jeg har med mig selv.
Så kommer der nok lidt pipperi fra mig igen......
Ikke fordi der er noget galt - går faktisk rundt og tænker jævnligt på ting og sager jeg ville nævne herinde.
Det er så bare ikke blevet til noget.
Skal vist lige have et halvmarathon løbet på lørdag. Noget med et regnskab jeg har med mig selv.
Så kommer der nok lidt pipperi fra mig igen......
fredag den 20. april 2012
Alene hjemme
Her har været lidt stille fordi jeg i den grad har nydt at være alene hjemme med Konsulen.
De yndige unger har været på skolerejser - Lapland, Amsterdam og Berlin. På vores regning naturligvis. Det er fandeme dyrt......
Vi har simpelthen bare sådan nydt at gå ud at spise, mødes med venner til en drink og blive inviteret til at gå at spise, hygget os hjemme, nået alle mulige ordne-ting i byen uden at hænge i en klokkestreng. Snakke sammen uden at andre skal have opmærksomhed. Ingen har sagt "Moar" siden i mandags. Kun Konsulen for at drille mig.....
Før de tog af sted, scorede jeg lige en masse point på idiot-kontoen ved at køre tilbage til arbejde fra lufthavnen med Mellemdatterens pas i min håndtaske. Det kostede så lige en ekstra udflugt til Vaanta lufthavn - ca. lige så charmerende som at køre til Kastrup fra Københavns centrum.
Men de kom da i flyverne - alle 3 på forskellige tidspunkter naturligvis (05:00, 09:45, 12:00) og lander i eftermiddag. På tidspunkter så vi i det mindste kun skal i lufthavnen 2 gange.....
Og jo, jeg har også løbet. Lidt. For jeg samler kræfter til årets første løbekonkurrence på søndag - 17,4 km (1/3 marathon). En lidt sjov distance og ikke en man normalt løber - men det skal da ikke afholde mig fra at få åbnet løbs sæsonen.
De yndige unger har været på skolerejser - Lapland, Amsterdam og Berlin. På vores regning naturligvis. Det er fandeme dyrt......
Vi har simpelthen bare sådan nydt at gå ud at spise, mødes med venner til en drink og blive inviteret til at gå at spise, hygget os hjemme, nået alle mulige ordne-ting i byen uden at hænge i en klokkestreng. Snakke sammen uden at andre skal have opmærksomhed. Ingen har sagt "Moar" siden i mandags. Kun Konsulen for at drille mig.....
Før de tog af sted, scorede jeg lige en masse point på idiot-kontoen ved at køre tilbage til arbejde fra lufthavnen med Mellemdatterens pas i min håndtaske. Det kostede så lige en ekstra udflugt til Vaanta lufthavn - ca. lige så charmerende som at køre til Kastrup fra Københavns centrum.
Men de kom da i flyverne - alle 3 på forskellige tidspunkter naturligvis (05:00, 09:45, 12:00) og lander i eftermiddag. På tidspunkter så vi i det mindste kun skal i lufthavnen 2 gange.....
Og jo, jeg har også løbet. Lidt. For jeg samler kræfter til årets første løbekonkurrence på søndag - 17,4 km (1/3 marathon). En lidt sjov distance og ikke en man normalt løber - men det skal da ikke afholde mig fra at få åbnet løbs sæsonen.
onsdag den 11. april 2012
Practice as you preach...
Var der engang en af mine kollegaer der sagde til en anden kollega. Altså, gør det du siger at andre skal gøre. Jeg må jo hellere leve op til alle mine vise ord om målsætninger og træning i den forbindelse.
Så der arbejdes på ikke at falde ned i hullet af undskyldninger for noget som helst, og bare komme ud at træne selv om vejret ikke altid er på min side.
Det gælder om at gøre - ikke bare snikke-snakke.....
Og så var det at jeg faldt over dette her:
“There is a great advantage in training under unfavorable conditions. It is better to train under bad conditions, for the difference is then a tremendous relief in a race.”
“When a person trains once, nothing happens. When a person forces himself to do a thing a hundred or a thousand times, then he certainly has developed in more ways than physical. Is it raining? That doesn’t matter. Am I tired? That doesn’t matter, either. Then willpower will be no problem.”
Legendariske løber Emil Zátopek
Nogen gange sker det bare at man læser nogen ord, der kan gøre en enorm forskel. Lige pludselig er der noget der falder på plads.
Så der arbejdes på ikke at falde ned i hullet af undskyldninger for noget som helst, og bare komme ud at træne selv om vejret ikke altid er på min side.
Det gælder om at gøre - ikke bare snikke-snakke.....
Og så var det at jeg faldt over dette her:
“There is a great advantage in training under unfavorable conditions. It is better to train under bad conditions, for the difference is then a tremendous relief in a race.”
“When a person trains once, nothing happens. When a person forces himself to do a thing a hundred or a thousand times, then he certainly has developed in more ways than physical. Is it raining? That doesn’t matter. Am I tired? That doesn’t matter, either. Then willpower will be no problem.”
Legendariske løber Emil Zátopek
Nogen gange sker det bare at man læser nogen ord, der kan gøre en enorm forskel. Lige pludselig er der noget der falder på plads.
torsdag den 5. april 2012
Svar der ikke bliver bedre
Da jeg var i Danmark lige efter jul pga. min mors forskellige gebrækligheder, var slutningen på historien at hun skulle vente 3 måneder på sin operation - for så ville hævelsen i brystet være faldet så meget at de ville kunne se knuden. Og dermed kunne fjerne den.
Hun har naturligvis været til en masse efter undersøgelser og har sågar fået indlagt en markør der skulle holde knudens hjemsted visuel.
Hun har ventet, jeg har ventet - limbo hvor man ikke ved hvornår man skal rejse til Danmark for at være der når hun skal opereres. Hun har gået rundt med viden om en kræftknude i brystet, et fremmedlegeme der absolut ikke er velkomment i kroppen. Det har været værst for hende. Sådan ikke at kende datoer for operation. Men hævelsen er faldet, hun har taget sin medicin, ventet og ventet på den 4 april hvor der skulle fastlægges en dato for operation.
For 14 dage siden hævede brystet pludseligt igen og hun fik en akut tid. Jeps, der var uventet en spontan indre blødning igen.
Igår den 4. april var beskeden så, at nu skal hun lige vente 3 måneder til - på at den nye hævelse er faldet. Og da den læge der havde lavet fadæsen i sin tid hørte at min mor var der, måtte han komme for at holde hendes hænder og sige hvor frygtelig ked af det han var. Selv om hun bad ham om at gå og ikke kunne se på ham. Og forklarede at det var ikke det forkerte stik i sig selv, men den manglende efterbehandling hun var rasende over. At hun bare gerne ville have lov at være i fred for ham. Min mor blev stortudende gelejdet ind i et andet rum af en venlig sygeplejerske for at blive beroliget - at møde den læge man udtrykkeligt har bedt om ikke at blive behandlet af, var formodentlig som at vifte en tyr om næsen med en rød klud. Da hun var faldet til ro og kom ud til sin ven igen, stod lægen der endnu og insisterede igen på at holde hendes hænder og tale for sin syge moster. Da skred min mor simpelthen bare - ærgerligt at hun ikke sagde til ham at han kunne spare sine forklaringer til når den officielle klage kommer frem.
Så hun var naturligvis meget sprød og overfølsom over for alting. Da Konsulen hørte om situationen, fik han et ægte Middelhavs temperaments anfald (nok godt han ikke var fysisk tilstede) og bestilte en flybillet til Finland til min mor. Som godt nok blev lidt overrrasket og umiddelbart lidt overvældet, men da hun fik tænkt lidt over det også meget glad for at nogen tager lidt over, så hun kan komme lidt på afstand af det hele.
Nu kommer hundene ned på besøg hos deres veninde, og min mor kommer til Finland i morgen Fredag.
Så er der dømt påske mormor hygge i 10 dage.
For det fortjener hun - min lille seje mor!
Hun har naturligvis været til en masse efter undersøgelser og har sågar fået indlagt en markør der skulle holde knudens hjemsted visuel.
Hun har ventet, jeg har ventet - limbo hvor man ikke ved hvornår man skal rejse til Danmark for at være der når hun skal opereres. Hun har gået rundt med viden om en kræftknude i brystet, et fremmedlegeme der absolut ikke er velkomment i kroppen. Det har været værst for hende. Sådan ikke at kende datoer for operation. Men hævelsen er faldet, hun har taget sin medicin, ventet og ventet på den 4 april hvor der skulle fastlægges en dato for operation.
For 14 dage siden hævede brystet pludseligt igen og hun fik en akut tid. Jeps, der var uventet en spontan indre blødning igen.
Igår den 4. april var beskeden så, at nu skal hun lige vente 3 måneder til - på at den nye hævelse er faldet. Og da den læge der havde lavet fadæsen i sin tid hørte at min mor var der, måtte han komme for at holde hendes hænder og sige hvor frygtelig ked af det han var. Selv om hun bad ham om at gå og ikke kunne se på ham. Og forklarede at det var ikke det forkerte stik i sig selv, men den manglende efterbehandling hun var rasende over. At hun bare gerne ville have lov at være i fred for ham. Min mor blev stortudende gelejdet ind i et andet rum af en venlig sygeplejerske for at blive beroliget - at møde den læge man udtrykkeligt har bedt om ikke at blive behandlet af, var formodentlig som at vifte en tyr om næsen med en rød klud. Da hun var faldet til ro og kom ud til sin ven igen, stod lægen der endnu og insisterede igen på at holde hendes hænder og tale for sin syge moster. Da skred min mor simpelthen bare - ærgerligt at hun ikke sagde til ham at han kunne spare sine forklaringer til når den officielle klage kommer frem.
Så hun var naturligvis meget sprød og overfølsom over for alting. Da Konsulen hørte om situationen, fik han et ægte Middelhavs temperaments anfald (nok godt han ikke var fysisk tilstede) og bestilte en flybillet til Finland til min mor. Som godt nok blev lidt overrrasket og umiddelbart lidt overvældet, men da hun fik tænkt lidt over det også meget glad for at nogen tager lidt over, så hun kan komme lidt på afstand af det hele.
Nu kommer hundene ned på besøg hos deres veninde, og min mor kommer til Finland i morgen Fredag.
Så er der dømt påske mormor hygge i 10 dage.
For det fortjener hun - min lille seje mor!
Abonner på:
Opslag (Atom)