fredag den 11. maj 2012

.....Men så på femte dagen løber man intervaller

Det var jo lidelser jeg skulle blive bedre til. Og der er vel ingen grund til at vente, så de der 1 kilometers intervaller blev løbet - og det var ikke i komfort zonen. Lang væk derfra, vil jeg nok sige. Til gengæld var følelsen af at have udført et rimeligt arbejde temmelig god. Derudover lavede jeg noget opvarmning på en lidt anden måde end jeg plejer - efter anbefaling fra Konsulen som jo engang var en mægtig løber. Jeg plejer at hygge derudaf i et par kilometer for at varme op - og så skal der jo gerne mere fart på. Problemet er at der ikke rigtig kommer så meget mere fart på med mindre der er tale om intervaller eller tempoløb, det bliver sådan en slags leverpostejløb med en dårlig samlet tid.
Under den sidste træning før halv marathon fik jeg den geniale idé at inddele løbet i sekvenser og nulstille uret hver sekvens - på den måde kunne jeg pludselig se forskellen på de forskellige strækninger. Og hvor sløvt nogen af dem blev løbet.
I går indstillede jeg så uret til at holde mig i ørene med tempo. Først varmede jeg op med sjipning og andet hopperi i haven - og derefter af sted i forudbestemt tempo med det samme. Interessant nok kunne jeg pludselig løbe meget hurtigere end jeg ellers plejer - for jeg havde indstillet uret til at holde mig på tæerne. Også på vejen hejm efter intervallerne. Og når jeg kan det i ugen efter en halv marathon, er der vist ingen undskyldninger for noget som helst sløseri mere.

Har overvejet om jeg skal omdøbe bloggen til  "Løb med Leonora" eller "Rapport fra Blåtårn" ......

                                                  Lånt på http://frulund.dk/images/755t.jpg

Der blev spurgt hvorfor jeg spiser på et halv marathon. For det første nok fordi jeg har læst at det skal man (flok-reaktion) og at ens energi depoter er nok til ca 15 km's løb. Deraf konklusion om at til 21 km skal der benzin på. At det rent praktisk er svært for mig og jeg ved at flere rutinerede løbere ikke gør det, har ikke fået mig til at turde lade være. Jeg er jo ikke rutineret. Jo, men vel ikke i konkurrencer - selv om 5 halve marathons burde give lidt point. Det er lidt ligesom at løbe uden ur - angstfremkaldende afgivelse af kontrol!
Jeg har en banan med hvis jeg løber omkring 20 km - mere hvis det er længere. Og hvis jeg løber konkurrence, anstrenger jeg mig meget mere og mener derfor at jeg må udtømme mine depoter. Og er så bange for at løbe tør for energi (og altså ikke bare fordi jeg ikke træner hårdt nok). Om det skulle være blodsukkeret der svinger og derfor giver kvalme og træthed, er jeg i tvivl om - jeg får jo kun noget vand og energidrik, samt noget banan mast ned. Ikke gels. Men jeg kan jo prøve til træning og se hvad der sker - kan jo altid ringe efter Konsulen så han kan komme og skrabe mig op.
Et marathon kan jeg slet ikke forestille mig at løbe uden energi indtagelse - sidste år løbe jeg det på én gel og resten vand / energi drik. Jeg syntes ikke det var en anbefalelsesværdig opskrift, for selv om man kan sige at det var godt gjort på den baggrund, er der jo uanede mulighederfor at gøre det bedre og behageligere (feks. løbe hele vejen i stedet for at gå ind i mellem) hvis energien kommer på plads!

Jeg nævnte at jeg var i Tallin i mandags. Konsulens ambassade dækker også Estland og det tager 2 timer med færgen at komme derover. Færgen har det samme princip som de fleste af den slags - det gælder om at få fyldt så meget alkohol indenbords på den tid man er ombord. Så kl 10 om morgenen vandrede folk rundt med enorme fadøl, shots og andre uindentificerede drikke. Velbekomme, sige jeg bare.
Vi skulle fejre hejmlandets uafhængighedsdag - selv om det ikke lige var på dagen. Men man kan jo i sagens natur ikke være to steder på samme tid, så vi fejrede den rigtige dag i Helsinki og tog til Tallin mandag. Der skulle holdes reception på Radisson Blu hotel og inden da havde vi tid til en tur i den gamle bydel og noget frkost. Tallin har en utrolig charmerende gammel bydel med miliarder af turister, men med fantastisk stemning og mange smukke bygninger. Resten af byen er et typisk produkt af russisk okkupation i årevis og ikke særlig køn.
Men!! Den er flad. Meget flad. Bortset fra området onkring den gamle by. Og det er en vigtig ting når man er kommet til at forpligte sig til at løbe et marathon derovre i september. For det viste sig at direktøren for hotellet løb halv marathon sidste år og lige manglede en udfordring for at løbe det hele i år. Og det kunne jeg ikke lade gå forbi - muligheden for at få en weekend i Tallin med VIP på Radisson Blu sammen med familien, og så løbe marathon med direktøren! Vi blev enige om at slæbe hinanden igennem - samt at få hevet en anden medarbejder igennem halv marathonet. Ruten er to gange flad halv marathon med en pæn stigning omkring start / gennemløb / mål (så skal der vist lige arbejdes med nogen mentale hæminger...) - langs med havet. Og begynder kl 09 om morgenen hvilket vil være helt nyt for mig, der ellers er eftermiddagsløber.....

Det er jo det fantastiske ved at være løber. Man tror man skal kede sig i hjel til en reception hvor et fåtal taler et sprog man kan kommunikere på, og ender med at have et arrangement for en løbekonkurrence. Selv om jeg har haft kig på løbet, har jeg ikke været sikker på om jeg ville. Det er lidt tæt på Helsinki Marathon, men jeg har taget beslutningen at jeg kan løbe de løb jeg vil, hvis tempoet indstilles derpå. For mig er det blevet hovedsagen at løbe så mange som muligt. Og øvelse gør som bekendt mester.


God Weekend!

onsdag den 9. maj 2012

Og på tredjedagen kommer der gerne lidt jammer...

Det er efterhånden en kendt sag - i hvertfald for mig. At et par dage efter en konkurrence bliver man lidt jamrende. Fordi trætheden pludselig melder sig efter at hele showet er overstået. Så i går var lige den dag for mig. Måske havde det også noget at gøre med at jeg mandag tilbragte en hel del timer på en færge til Tallin, på en gåtur rundt i den gamle bydel af Tallin, til en reception, på en færge tilbage til Helsinki og var hjemme efter midnat.

Tilbage til Lørdag. Jamen det gik jo godt. Selv om jeg lige ikke kom uder de to timer som jeg så gerne ville. Dog alligevel 11 minutter hurtigere end sidste gang. Det kan jeg jo så tygge lidt på.
Konklusionen er at jeg ikke er god nok til at lide på de sidste kilometer når det gør ondt - altså ikke er god nok til alligevel at give den en ekstra skalle når lårene er syrede til. Og det skal jeg bare lære. Ved at lide mere mens jeg træner. Sådan er det.

Men jeg syntes at min placering i min aldersklasse alligevel er god nok. Til det halve marathon er klassen 45-55 år - for det meste er den ellers 50-55 år - og jeg ligger som nr 254 ud af 837 kvinder.

Løbet var som sædvanligt meget velorganiseret. Der var ca 16.000 løbere og man løb tæt sammen det meste af vejen. Bortset fra de finske mænd der har en vederstyggelig vane med at harke og spytte, var det ikke noget reelt problem. Det var få gange at jeg ikke kunne komme frem pga. andre løbere, til gengæld var jeg ved at blive "beskudt" flere gange. Adr!
Ruten var pænt kuperet, som der stod på websiten var der et par "challenging" bakker - det kan jeg godt skrive under på. Men jeg kan sandelig godt mærke at jeg har trænet bakker i vinterens forløb, de fleste bakker lagde jeg såmænd ikke mærke til før jeg var oppe.
Konsulen og det yngste barn ved med for at heppe og det er jo altid hyggeligt.
Depoterne fungerede upåklageligt selv jeg havde mine sædvanlige problemer med at få noget proppet i halsen mens jeg løber. Jeg får småkvalme når jeg presser mig selv, men fik drukket ok og noget frugtstang / banan  ned alligevel. Men det er et punkt jeg ikke ved hvordan jeg skal finde ud af at forbedre. Andre taler godt for vingummi bamser osv. og jeg ser alle mulige marathon cannonballløb med slik og kage i depoterne - det ser jo godt ud men jeg kan ikke holde ud at tygge når jeg er træt. Gels.....puhbadr.....

Det er altid festligt at løbe i mål inde på det store Olympiske stadion, det er alligevel en stor fornemmelse uanset hvor meget amatør løber man er.

I går var jeg så ude at få benene rørt igen. Og de var som forventet lidt betontunge, men det går jo over igen. Nu skal træningen intensiveres mod marathon sæsonen, 5 dages træning om ugen. Det er egentlig meget nemmere at overskue for så skal jeg ud mandag til torsdag, samt lørdag til de rigtig lange. Heldigvis er lyset jo med mig, det er lyst til ved 22:30 tiden allerede så jeg kan løbe om aftenen når det passer bedre - så kan jeg være til stede for børnene når det er nødvendigt, få aftensmaden ordnet og derefter løbe når Konsulen er kommet hjem.

Min næste konkurrence er den 16. juni - et marathon. Der har været talt frem og tilbage om hvor jeg skal løbe. Konsulen syntes at jeg skal løbe Santa Claus maratho i Rovaniemi. Det involverer flere hundrede Euro til flybillet og hotelophold - hvilket jeg syntes bliver alt for dyrt, og at det ikke er rimeligt at bruge så mange penge på mit løb når jeg alligevel ikke er bedre. Hvis jeg kunne regne med at komme hjem med pokaler og pengepræmier ville sagen være noget andet, men jeg syntes altså det er mange penge at bruge på mig selv. Det kan man jo lave noget weekendtur med hele familien for.
Så jeg går ind for at løbe Forssa Midsummer marathon hvor vi kan køre 120 km derhen og hjem igen samme aften. Så kan alle komme med og vi kan lave en hyggelig tur ud af det. Det er et stort løb med mange tusind deltagere til 10 km, halv marathon, marathon og rulleski - garanteret super velorganiseret som alle de finske løb. Ruten er en to gange halv marathon - jeg har aldrig løbet en rute med gentagelser - og i følge websiten er den flad som en pandekage. Stor mulighed for PR står der. Ja, med den tid jeg løb på sidste år da jeg løb mit første marathon, kan jeg vist næsten heller ikke undgå det.....

onsdag den 2. maj 2012

Undskyld

Her er lige lidt blognedsmeltning.

Ikke fordi der er noget galt - går faktisk rundt og tænker jævnligt på ting og sager jeg ville nævne herinde.
Det er så bare ikke blevet til noget.

Skal vist lige have et halvmarathon løbet på lørdag. Noget med et regnskab jeg har med mig selv.

Så kommer der nok lidt pipperi fra mig igen......

fredag den 20. april 2012

Alene hjemme

Her har været lidt stille fordi jeg i den grad har nydt at være alene hjemme med Konsulen.

De yndige unger har været på skolerejser - Lapland, Amsterdam og Berlin. På vores regning naturligvis. Det er fandeme dyrt......

Vi har simpelthen bare sådan nydt at gå ud at spise, mødes med venner til en drink og blive inviteret til at gå at spise, hygget os hjemme, nået alle mulige ordne-ting i byen uden at hænge i en klokkestreng. Snakke sammen uden at andre skal have opmærksomhed. Ingen har sagt "Moar" siden i mandags. Kun Konsulen for at drille mig.....



Før de tog af sted, scorede jeg lige en masse point på idiot-kontoen ved at køre tilbage til arbejde fra lufthavnen med Mellemdatterens pas i min håndtaske. Det kostede så lige en ekstra udflugt til Vaanta lufthavn - ca. lige så charmerende som at køre til Kastrup fra Københavns centrum.
Men de kom da i flyverne - alle 3 på forskellige tidspunkter naturligvis (05:00, 09:45, 12:00) og lander i eftermiddag. På tidspunkter så vi i det mindste kun skal i lufthavnen 2 gange.....

Og jo, jeg har også løbet. Lidt. For jeg samler kræfter til årets første løbekonkurrence på søndag - 17,4 km (1/3 marathon). En lidt sjov distance og ikke en man normalt løber - men det skal da ikke afholde mig fra at få åbnet løbs sæsonen.

onsdag den 11. april 2012

Practice as you preach...

Var der engang en af mine kollegaer der sagde til en anden kollega. Altså, gør det du siger at andre skal gøre. Jeg må jo hellere leve op til alle mine vise ord om målsætninger og træning i den forbindelse.

Så der arbejdes på ikke at falde ned i hullet af undskyldninger for noget som helst, og bare komme ud at træne selv om vejret ikke altid er på min side.
Det gælder om at gøre - ikke bare snikke-snakke.....



Og så var det at jeg faldt over dette her:

“There is a great advantage in training under unfavorable conditions. It is better to train under bad conditions, for the difference is then a tremendous relief in a race.”

“When a person trains once, nothing happens. When a person forces himself to do a thing a hundred or a thousand times, then he certainly has developed in more ways than physical. Is it raining? That doesn’t matter. Am I tired? That doesn’t matter, either. Then willpower will be no problem.”

Legendariske løber Emil Zátopek

Nogen gange sker det bare at man læser nogen ord, der kan gøre en enorm forskel. Lige pludselig er der noget der falder på plads.

torsdag den 5. april 2012

Svar der ikke bliver bedre

Da jeg var i Danmark lige efter jul pga. min mors forskellige gebrækligheder, var slutningen på historien at hun skulle vente 3 måneder på sin operation - for så ville hævelsen i brystet være faldet så meget at de ville kunne se knuden. Og dermed kunne fjerne den.
Hun har naturligvis været til en masse efter undersøgelser og har sågar fået indlagt en markør der skulle holde knudens hjemsted visuel.
Hun har ventet, jeg har ventet - limbo hvor man ikke ved hvornår man skal rejse til Danmark for at være der når hun skal opereres. Hun har gået rundt med viden om en kræftknude i brystet, et fremmedlegeme der absolut ikke er velkomment i kroppen. Det har været værst for hende. Sådan ikke at kende datoer for operation. Men hævelsen er faldet, hun har taget sin medicin, ventet og ventet på den 4 april hvor der skulle fastlægges en dato for operation.

For 14 dage siden hævede brystet pludseligt igen og hun fik en akut tid. Jeps, der var uventet en spontan indre blødning igen.

Igår den 4. april var beskeden så, at nu skal hun lige vente 3 måneder til - på at den nye hævelse er faldet. Og da den læge der havde lavet fadæsen i sin tid hørte at min mor var der, måtte han komme for at holde hendes hænder og sige hvor frygtelig ked af det han var. Selv om hun bad ham om at gå og ikke kunne se på ham. Og forklarede at det var ikke det forkerte stik i sig selv, men den manglende efterbehandling hun var rasende over. At hun bare gerne ville have lov at være i fred for ham. Min mor blev stortudende gelejdet ind i et andet rum af en venlig sygeplejerske for at blive beroliget - at møde den læge man udtrykkeligt har bedt om ikke at blive behandlet af, var formodentlig som at vifte en tyr om næsen med en rød klud. Da hun var faldet til ro og kom ud til sin ven igen, stod lægen der endnu og insisterede igen på at holde hendes hænder og tale for sin syge moster. Da skred min mor simpelthen bare - ærgerligt at hun ikke sagde til ham at han kunne spare sine forklaringer til når den officielle klage kommer frem.

Så hun var naturligvis meget sprød og overfølsom over for alting. Da Konsulen hørte om situationen, fik han et ægte Middelhavs temperaments anfald (nok godt han ikke var fysisk tilstede) og bestilte en flybillet til Finland til min mor. Som godt nok blev lidt overrrasket og umiddelbart lidt overvældet, men da hun fik tænkt lidt over det også meget glad for at nogen tager lidt over, så hun kan komme lidt på afstand af det hele.

Nu kommer hundene ned på besøg hos deres veninde, og min mor kommer til Finland i morgen Fredag.

Så er der dømt påske mormor hygge i 10 dage.
For det fortjener hun - min lille seje mor!

fredag den 30. marts 2012

Tankernes magt # 2

Det viste sig, at der den samme dag hvor jeg skrev om selvhjælpsbøger, var flere andre blogge der også nævnte dem. Der må have været noget i luften lige den dag....
Men det lykkedes vist mestendels ikke at jokke nogen alt for alvorligt over tæerne. Hvis det er sket, vil jeg gerne undskylde for det var ikke min mening - og jeg er så selv et bevis for at man har et standpunkt til man tager et nyt.

Tak for de mange gode kommentarer. Som gav mig lyst til at prøve at viderebringe noget. Og derved bragte mig selv ind i rækkerne af selvhjælps-guru-skriver..... Ris til egen rumpe.....

Problemet er så altså bare at jeg nu har måttet sætte mig ned og tænke endnu en gang over sagerne - for at kunne forklare dem til andre uden at de falder besvimede om af kedsomhed. Og måske endda kunne få noget ud af det hele.

Bogen der fik mig til at begynde med mental træning hedder "10 Minute Toughness" og er skrevet af Jason Selk. Jeg linker ikke til ham, for det er altså lidt for meget kornsund ærke-amerikansk peptalk - men hvad faen, det må I jo selv rode med. Nu er I advarede. Her er han. Med firkantet hage og karseklippet hår.
Indrømmer at hvis jeg havde set det her først, så havde jeg aldrig læst bogen!

Nå.

Bogen (læste den på engelsk) er bygget op omkring et princip om at man skal beskæftige sig med sin mentale træning i højst 10 minutter om dagen. Den inkluderer nogen øvelser, nedskrivning af konklusioner om dagens træning, samt gennemlæsning af trænings notater fra sidste gang før dagens træning - for at huske hvad det var man kunne gøre bedre. Jeg kæmper stadig med at gennemføre mentaltræningen før min fysiske træning. Føler mig lidt åndssvag, men bliver på dan anden side tvunget til at evaluere mig selv og min træning på en ny måde. Får lært at finde måder at udholde ubehaget der uvægerligt kommer når man løber hurtigere end man har lyst til. Eller hurtigere end man kan, for den sags skyld. Mere om øvelserne er der ingen grund til at komme ind på, det er mindre interessant for andre. Igen, hvis nogen har lyst, skal jeg gerne skrive.

Resten af bogen er så meget mere relevant, og kan bruges indne for alle genrer hvor man har lyst til at gøre det bedre. Karriere, slankekur, studieforløb - hvad der passer til situationen.

Kodeordet er Målsætning.

Hvad er dit Ultimative Mål? Hvad er det i sidste ende du vil opnå? Helt deroppe hvor vi taler om endelige og betydningsfulde resultater for dig. Noget af det du måske gerne vil huskes for, når der holdes taler til din 80 års fødselsdag. Noget som vil gøre en stor forskel for dig. Noget som er en del af hvordan du defineres. Det skal fomuleres. Og skrives ned. Sværere end man tror.

For at komme til dit Ultimative mål, skal du have 2 Produkt Mål. De skal kunne måles. Der skal en tidsgrænse på, helst inden for et år. Feks. en tid du vil gennemføre en løbekonkurrence på, en vægt du vil opnå, en karakter - frit valg. Så længe det kan måles for at du skal kunne se om du har opnået det du ville. Hvis du uden problemer opnår dine mål hele tiden, er de sat for lavt. Du skal arbejde for at komme dertil, ellers vil de ikke have en varig effekt eller ændre noget.

Hvert Produkt Mål skal så have mindst 3 Proces Mål. Det er alt det du vil gøre for at dine Produkt Mål bliver ført ud i livet. Feks. træne efter et bestemt program, spise på en bestemt måde, sove nok, skrive dagbog - alle de ting der vil hjælpe dig fremad mod dit produktmål og som kan evalueres løbende hver uge. Se om du har levet op til de mål du har sat for dig selv, for at du skal komme tættere på dit næste mål.

Så kommer et meget svært punkt, du aktivt er nødt til at tage stilling til:

Hvilke 2 Betydningsfulde Ofre (sacrifices) du er villig til at give for at opnå dit mål? Det skal være noget der kan mærkes og noget hvor du ved at du giver afkald på noget betydningsfuldt for at komme et andet sted hen.
Et af mine ofre er at give afkald på noget af min tid til at læse bøger. For at kunne tillade mig at bruge så meget tid til at løbetræne uden at det går (alt) for meget ud over familien, må jeg ofre noget af den tid, jeg ellers ville have brugt til at synke ned i en sofa med mine elskede bøger. Ellers når jeg ikke at få det hele til at hænge sammen med arbejde, børn og forskellige husaktiviteter holdt på et rimeligt niveau. Det lyder måske ikke af meget, men det er et stort offer for mig.

Find så 3 ting der er din styrke og som derfor vil være en grundsten til at opnå dit mål. Dem husker du og bruger når krisen kaster sig over dig og du er ved at opgive.
Mit eksempel er at jeg er meget diciplineret, jeg har en stor evne til at komme lynhurtigt op til overfladen når jeg går lidt ned og at jeg er meget energisk person.

Hver gang du evaluerer og ser at du ikke har opfyldt et af de Proces Mål du satte dig, spørger du dig selv: Hvad er lige præcis den ting jeg kan gøre for at forbedre det jeg ikke fik gjort rigtigt? Hvilken ting kan jeg gøre anderledes for at opnå det resultat jeg havde forventet?
Her er det vigtigt at være Løsningfokuseret og ikke problemfokuseret. Hvis jeg bare tænker på hvor synd det er for mig at det er ubehageligt at løbe op ad en stejl bakke - så kommer jeg ikke op. Men hvis jeg spørger mig selv hvad den ene ting er, der kan hjælpe mig op - så sætter jeg farten lidt ned og kommer til tops. Når vi sylter rundt i at vi har et problem med noget, bliver vi ved med at sidde fast i situationen. Hvis vi i stedet fokuserer på at finde en løsning, er vi allerede på vej videre - hver gang finder vi endnu en ting der kan forbedre situationen.

Go Public - lad dine mål blive kendt, for så er du nødt til at leve op til dem.
Det syntes jeg er et af de værste krav. Der er Janteloven, der er Nemesis og der er mange grunde til at holde sine mål for sig selv. Jeg er endnu ikke kommet så langt at jeg har mod til at hænge mine ambitioner ud på bloggen, selv om det sikert vil være meget sundt. Lover at jeg arbejder på det, for rent faktisk er jeg nok en af dem der virkelig har brug for at gøre det. Fordi jeg er så usikker på mine formåen og kunnen på løbefronten. Og kæmper med nogen enorme komplekser om ikke at være god nok.

Go public hænger sammen med endnu en af de vigtige beslutninger:
Ingen Undskyldninger. Ingen undskyldninger overhovedet for ikke at have nået dit mål - hverken produkt mål eller proces mål. Hvis du ikke opnåede det du havde sat dig for, så find en vej til at få det til at ske. Der vil altid være en vej og det er op til dig at finde den og føre det ud i livet.
Ingen undskyldninger, dine venner behøver dem ikke, dine fjender tror dig ikke på dig og vil alligevel syntes at du er rent til grin - undskyldninger vil kun holde dig tilbage og forhindre din udvikling.

Det er så nogenlunde essensen. Bogen er ca.180 sider og der er mange praktiske eksempler på hvordan forskellige sportsfolk har brugt metoden.

Uden at prøve at lyde frelst eller sekterisk, har jeg læst, genlæst, skrevet ned, overstreget med gult og opbygget mit øvelsesprogram med nøglesætninger til brug i forskellige situationer; produceret aktive tanker til at skubbe den stemme ud af fokus der vil overtale mig til at holde op med at løbe fordi det er ubehageligt; har lavet mine egne indre videoer til at visualisere min success og har formuleret mine mål i de forskellige grader....
Og prøver at bruge det. Nogen dage går det bedre end andre, men jeg prøver aktivt at anvende det jeg syntes jeg har lært. Det giver noget at have i ryggen når det bliver surt derude.

Det giver drømmene liv og legitimation.


Lånt på mindmapblog.com