Café-liv fra morgenstunden

Det sker sjældent. Rigtig sjældent. Og derfor sætter jeg nok også sådan en pris på det.

At begynde dagen med en kop latte på en café. Hvor man sidder og glor på alle de andre der også er stoppet på vejen til arbejde for at tanke op. Det er sikkert ingen der drikker en drik så mærkeligt som jeg gør - den største latte der kan opdrives, med et lille skud kaffe. Sådan at den er helt lys. Baristaen ser på den med afsky. Jeg er lykkelig. Specielt hvis de har almindelig mælk og ikke den der langtidsholdbare, laktosefri halvsøde café mælk som Finnerne tilsyneladende elsker. For jeg vil ikke have sød kaffe - bvadr. Så mine café besøg får et ekstra tvist for at finde dem der har ordentlig mælk og kan lave kaffen lige som jeg vil have den. Jeg har lært at bede om det jeg vil have - efter at have brugt år på at være en høflig dansker der tager hvad man får. Har lært at jeg jo sådan set betaler for servicen, så hvorfor skulle jeg ikke nyde min kaffe?

Men var altså på café her til morgen med Konsulen efter at have sat Sønnen af på arbejde. Drengen har fået arbejde på et hotel hvor han går til hånde med hvad der nu skal gøres - slæber lidt kufferter (og får tip til hans store fryd - der skal ikke mere end et par euro til at gøre ham lykkelig), tæller lagener eller konvolutter op, indskriver data på computeren, hjælper i receptionen. I dag skulle han være i køkkenet og hjælpe med morgenmaden, for hotellet er fuldt. Han bliver 16 om en måned og er en meget arbejdsom og moden ung mand. Helt indstillet på at tage livet alvorligt og at man skal arbejde for at opnå noget. Så vi er selvfølgelig glade for at han vælger at bruge en måned af sin sommerferie på at arbejde 6 timer om dagen. Sundt at lære at man må arbejde for at få penge og at forældrene ikke kan give uanede mængder af lommepenge. Det har jeg også altid selv måttet gøre. Gjorde rent hos naboerne fra begyndelsen af gymnasiet. Stillede på plejehjem på Frederiksberg kl 7 om morgenen hver anden weekend i 3 g. Det var tidligere end Kystbanen kørte om søndagen, så jeg sov hos min farmor i Lyngby - hvor s-toget fungerede tidligt - natten mellem lørdag og søndag på hendes gamle drømmeseng. Som var formet som en banan. Damen var højt op i firserne, men stod troligt op med hårnet og farfars slåbrok for at servere te og krydder for mig - barnet skulle jo nødig gå sulten på arbejde.

Den unge mand skulle stille på hotellet kl 8 i moges - så vi skulle have tiden til at gå indtil vi skulle være på arbejde kl 9. Hvad er mere nærliggende end at drikke kaffe og få dagen i gang stille og roligt. Elsker at sidde og glo på mennesker. Blev hellere ikke skuffet i dag. En ældre dame havde anbragt sig ved et bord ude på fortovet, bevæbnet med kaffe og croissant. Det havde et par måger set og satte sig straks i stilling på et par biltage ved siden af. Trak hovderne ned i skuldrene (har fugle egentlig en skulder?) og var parate til at sætte af. Kiggede på hinanden og lettede mod målet - damens tallerken. Hun flagrede med armene og de prøvede at sætte sig på den ledige stoleryg. Ventede igen. Hun flagrede, de angreb. Til sidst rejste hun sig resolut op og jagede dem hen ad fortovet - heldigvis var der ikke nogen ledig måge der kunne stjæle croissanten mens hun var på jagt. Tilfreds satte hun sig ned for at nyde sin morgenmad. Hun havde ikke set at mågerne var kommet tilbage og havde slået lejr oppe på et vejskilt hvor der stod parkering forbudt. Om det lykkedes mågerne at få gevinst ved jeg ikke, arbejdet kaldte. Men jeg havde fået et godt grin på vejen.

Og faktisk er Helsinkis måger de frækkeste og mest utålelige måger på denne jord. Ved jeg af bitter erfaring. På Esplanaden er der spændt tynde plastsnorte op over restauranter og caféernes fortovsborde. Det havde jeg egentlig ikke tænkt så meget over indtil sidste sommer. Jeg skulle møde Konsulen og vandrede fredeligt ned ad Esplanadens grønne midterstykke iført en enorm softice. Sådan noget spiser jeg ca en gang hver hundrede år, så det er noget der skal nydes og spises langsomt med følelse. Optaget af at holde sommer gik jeg med isen i højre hånd, da der pludselig kom en F-16 jager fræsende ind over min skulder og hele isen var væk. Der var kun vaflen med et par fodspor nede i en ynkelig klat is tilbage - resten af isen sad godt fast mellem tæerne på en stor måge der elegant fløj af sted for at nyde min årlige is et sikkert sted. I det øjeblik forstod jeg hvorfor der er fiskeliner over alt  og har stor respekt for mågers fysiske kunnen. Stoler ikke på dem over en dørtærskel!

Så smukt er her på Esplanaden - og forresten sidder der altid en måge på statuens hoved......