Back to business # 2??

Forsigtigt.
Meget forsigtigt.

I dag er den første dag siden sidste søndag hvor jeg føler mig frisk og veloplagt. Efter 10 dage. Har ikke været vågen i nat til en hoste-snotte-drikke anfald. Kun lidt at drikke - luften er så forfærdelig tør i øjeblikket.
Det er den altid når vi har meget sne og minus 10-12 grader.

Men det betyder nok at jeg kan begynde at træne igen. I går aftes gik jeg en rask tur med min datter, hun skal have motion og det var en god måde for mig at komme lidt ud igen. Hvor er der bare smukt på sådan en vinteraften - træerne er kridhvide at frost og sneen glimter med "diamanter". Det er lidt besværligt at løbe, for der ryddes ikke så meget sne herude på landet og det er et ujævnt underlag at bevæge sig på. På den anden side bliver man stærkere og mere opmærksom på kropsholdningen. Når sneen er væk opdager man pludselig hvor let man løber.

Jeg har på fornemmelsen at denne her omgang er kommet som en følge af en turbulent tid rent følelsesmæssigt. For jeg er eller aldrig aldrig syg, heller ikke bare forkølet. Det er meget svært for mig at reagere og føle omkring min mors diagnose. Måske på grund af angst for hvad det kan betyde, måske ved tanken på at den dag hvor mine forældre kan dø kommer tættere på og det er skræmmende, måske fordi jeg tror at jeg skal være en stærk klippe som andre kan læne sig på, måske fordi det så også kan ske for mig - jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg er underlig afstumpet og har det som om det er noget der sker hos andre, kan lige som ikke sørge over det der sker. Jeg er så vant til som sygeplejerske at det er andre mennesker der bliver syge og har et tilsvarende forløb - min rolle er så at støtte og være professionel i min pleje. Mine forældre har altid være raske og meget fysisk aktive. Og pludselig bliver de begge to fulde af skavanker og frekventere hospitaler som de aldrig før har gjort. Det er meget underligt og uvirkeligt for mig. Der er ikke rigtig nogen der er tæt på dem som mig og som jeg kan dele følelserne med.

Hvad kroppen ikke får ud af følelser på den almindelige måde, må den få ud på en anden måde. Den må protestere og blive syg hvis der ikke kommer udløbe for de indre turbulenser. Sådan tror jeg det fungerer. Og derfor måtte jeg blive så syg af en skaldet virus som jeg normalt ville have sprunget op og faldet ned på.

Det vil jeg ikke bebrejde min krop, men tilgengæld være venlig og rar over for den. Give den hvad den har brug for. Og hvad kan den have mere brug for end noget løbetræning??