Noget om at lære gamle hunde nye kunster....

Nu er jeg ikke så gammel i gårde når vi taler om løb. Og dog, så alligevel lidt.

I disse dage er det præcis 3 år siden i en alder af 47½ jeg tog et par oldgamle og udtrådte sportssko på fødderne, og begav mig ud i det der skulle vise sig at blive noget anderledes rejse end jeg forestillede mig. Vidste godt at løb er hårdt, men alligevel. Hvis alle de der finner jeg så rundt omkring kunne løbe, så kunne jeg vel også, var tanken. HA! Kunne jo ikke engang løbe 500 meter. Det er så kommet i løbet af de 3 år, men ikke uden at have været bremset et par gange af overbelastede kropsdele - heldigvis er min krop stærk og nu kan den tåle det meste.
Jeg løb i de førnævnte sko - de bor nu i mit løbesko-museum - og i hvad der nu kunne findes af t-shirt og shorts. Godt det kun var egern og enkelte rådyr der fik fornøjelsen af at studere mig på nært hold. Man skulle jo nødig investere i dyrt udstyr hvis ambitionerne ikke kunne holde.

Ambitionerne blev opfyldt. Mere end jeg havde drømt om. Eller nej, jeg havde drømt - men ikke rigtig vovet at tro på dem. Hårdt arbejde har givet pote. Vedholdenhed, sne og frost med ned til minus 22 grader, vind, bakker, stædighed, nederlag og tårer af frustration over smerten ved intervaller, støtte fra familien, viljen - bare ville gøre det.

I dag løber jeg i fast skomærke (Nike Vomero - ejer sågar et par ubrugte der ikke er løbet til endnu og venter i skabet) og har udstyr til al slags vejr - og flere af hver slags. Løbeur. Camelbag. Væskebælte (2). Gels til langturene (de kommer nu til at vente længe, kan ikke fordrage dem). Et større antal medaljer og løbenumre til minde om deltagelser i løb. Deltaget (og gennemført!) 3 x 10-km konkurrencer, 1 x 17,5 km konkurrence, 5 halvmarathons og 2 marathons. Vejer stort set det samme som jeg gjorde da jeg var 19 og ikke havde født tre børn endnu.

Og hver gang jeg deltager i et løb sker der alligevel følgende:

Jeg står ved startlinien og føler at jeg overhovedet intet har at gøre her. Føler mig totalt malplaceret og som om jeg har mast mig ind i en klub hvor jeg ikke har ret til at være. Syntes ikke det kan være rigtigt at jeg, efter at have læst såmange blogge om de her fantastiske løbere, nu selv står på startlinien og skal være med sammen med de store. Noget eller nogen er gået forkert.Jeg er ikke en god eller hurtig løber, jeg hører ikke hjemme blandt alle de her super sportsfolk der alle uden undtagelse løber marathon som at klø sig bag øret, jeg er ikke fit nok, jeg har ikke trænet nok eller rigtigt, jeg er ikke en af slænget, alle andre er bare ti gange bedre end mig, jeg er for langsom til overhovedet at kunne drømme om at gøre det her. Sådan lægger jeg ud og sådan begyndte jeg også mine 42,195 km. Ret kastrofalt og dømt til at mislykkes.

Det er så ikke mislykket fordi jeg lider af en indbygget stædighed, der kræver at jeg færdiggør hvad jeg har begyndt. Ordentligt. Under lidelser og bandende som en tyrker. Men muligheden af ikke at gennemføre eksisterer ikke - ikke så længe jeg ikke er skadet eller besvimet. Derfor er jeg også nødt til at være nøjeregnende med hvad jeg stiller op til og tidsrammen imellem arrangementerne.

Så Helsinki Marathon den 19 august må klare sig uden mig i år (men næste år....) fordi jeg vil (vil, vil, vil!) løbe Tallinn Marathon den 9. september - og jeg tør ikke løbe de to så tæt på hinanden. For Tallinn er et godt løb - det kommer jeg tilbage til i næste indlæg. At der så i den anden ende kan blive lagt et løb mere på, er en anden historie. Men ikke før.

Og nu kommer vi så endelig til pointen med hunden - efter at jeg åbenbart har haft en slags ud-af-kroppen-oplevelse og skrevet et indlæg jeg overhovedet ikke havde planlagt. Men den slags har det med at komme spontant og når nu det står her, kan I jo lige så godt få lov at læse det - og undre jer over mig og mine mindreværdskomplekser.

Den ovennævnte følelse af ikke at høre til skal ikke, gentager, skal ikke få lov at få mig ned med nakken. Jeg har brugt timer (specielt under træningen) på at analyserer hvad det er der får mig til at smaske ind i muren med et brag når jeg løber konkurrencer - og har nok virkelig forstået hvor vigtigt det er at være mentalt foreberedt til et marathonløb. Og har brugt timer på at finde læsestof på nettet. Som I får del af fra næste indlæg - kan såmænd også bruges til meget andet end løb.

En af de kunster som hunden er nødt til at lære hedder nye træningstider. Jeg er inkarneret eftermiddagsløber og alle løb i Finland begynder ved 13-15 tiden. Tallinn Marathon begynder kl 09:00 om morgenen. Kl 9 om morgenen siger jeg jer!!! Dvs at jeg vel skal op midt om natten for at vågne, drikke te, spise morgenmad, toilettetbesøg, flette hår, gøre sig klar osv osv. for slet ikke at tale om at jeg skal løbe på det ugudelige tidspunkt af dagen. Og hvad h...... spiser man når man skal løbe lige om lidt?
Hvad gør en perfektionist der har forstået at for at opnå noget må man betale en pris? Står op før Fanden får sko på i sin ferie op til flere gange (!!!) og løber 10-12 km. Uden vådt eller tørt. Børster lige tænder og stavrer ud med morgenkrøllet ansigt som først kommer på plads bagefter i brusebadet. Bare lisge for at se om det kan lade sig gøre.

Følte mig godt nok ret sej og sporty da jeg skred ud gennem lobbyen på hotellet i Stockholm kl 06:22 og sagde godmorgen til receptionisten og høstede beundrende blikke......
Og fik jordens dejligste tur i Djurgården søndag morgen i strålende solskín før byen var vågnet. Så er det ligesom det hele værd.

Det er ikke nemt at ændre en vane, men det kan lade sig gøre. Det er jeg nødt til at bevise i weekenden, når jeg løber langtur som min første morgentur. Altså løber langt om morgenen. Morgen, hører I?? Hvad man spiser før? Det ved jeg stadig ikke.....

Tilbage på min pind

Sidder pænt på mit arbejde fra i onsdags. Og har stadig familie på besøg. De rejser i morgen og så skal jeg erobre mit territorium tilbage. Få orden i mit hus. Mit køkken til at ligne sig selv.

Det har været rigtig hyggeligt og imponerende fredeligt når man tænker på at det er Konsulens familie, og på at vi ikke har så meget kontakt til dem normalt.

Men jeg trænger gevaldigt til at få lidt hverdag og struktur ind i livet igen....

Intet nyt er godt nyt....

Er bare SÅ ferie ramt. I min storebrors hus. Med nogen løbeture på Charlottenlunds Fort og i Øregårdsparken og noget skov. Ikke så hysterisk mange kilometer - men nok til at holde formen vedlige. Et par drømmeture ud langs Strandvejen i heftig dansk vind. Men uden bakker. Tænk at der findes lande uden forp...... bakker. Havde helt glemt at man kan løbe uden bakker.....

Nå, men det det der bloggeri bliver vist ikke til ret meget. Fordi jeg har travlt med at have ferie for første gang i flere år. Glemme arbejde og hverdagens fortrædeligheder. Trække vejret.

Selv min træner er udtørret med træningsrapporter. Men hun ved hvordan det er. Det er netop det fine ved hende. Bare én af de fine ting ved hende. Det fantastiske menneske. Bare I alle sammen kunne vide hvor stort et menneske hun er!!

I andre må også have mig undskyldt. Skal nok prøve at fylde på senere.

Forstår I, tiden bliver også brugt til megen tankevirksomhed omkring de mentale ændringer jeg er nødt til at gennemgå når jeg løber. Selv i det små kan man arbejde med sig selv. Og tro på at man kan ændre sig hvis man kaster sig ud i det...

Mon jeg vover?

Lige straks er der ferie

Men først på lørdag hvor vi tager båden til Stockholm og søndag morgen kører sydpå med retning mod
Danmark.

En længere køretur som børnene ikke umiddelbart glæder sig til, men vi er optimistiske. De er store og kan underholde sig selv - ellers må vi tænke på nogen idéer til at få tiden til at gå. Det er længe siden at vi har skullet underholde børn på køretur.

Vi skal også lige se at Konsulen ikke får et sammenbrud af stress før han har efterladt sit skrivebord i orden. Og at jeg får ordnet alle de ting jeg skal.

Så skal vil gengæld også nyde at låne min storebrors hus i Hellerup og kunne være os selv. I stedet for at bo i kufferter på klapsenge hos familien. Selv om det også kan være hyggeligt.

Mit hvide lyn kommer med på turen, så der kommer nok lidt rapport fra livet i Danmark.

Indtil da, ønsker jeg alle godt vejr med masser af sol!!

Naantali og Mumitrolde

Tror egentlig bare at jeg vil lade billerderne tale for sig selv. Fra sidste weekend da vi var i Naantali som ligger i nærheden af Åbo (Turku) og er et must når man er i Finland. Fordi det er en hyggelig sommerby og fordi Mumi troldene bor her. Hvor den finske præsident har sommerbolig. Og kommer fisende på rulleskøjter med bodyguard på cykel, når man er ved at vandre ud af hans park efter en guidet tur. Frisk fyr!

Naantali Spa Hotel med yacht hotel ankret op. Der boede vi i fine kahytter med balkon.

Udsyn til hotel og yacht.

Fredag var Midsommeraften. Og der tændes bål kl 23:00 for ellers er det ikke mørkt nok til at se ilden.

Bålet ved byen. Læg mærke til lyset - kl er 23:30

Bålet ved præsidentens sommerbolig og en sol der endelig har besluttet sig for at gå lidt ned her ved midnatstid.

 

Mumi Tårnet

 

Med en Mumi trold under armen.

Når vejen ikke går længere mellem skærgårdsøerne, må man tage færgen der går i pendulfart.

Man venter tålmodigt de få minutter det tager før færgen kommer tilbage. Simpelthen en fortsættelse af vejen. Færgen er gratis og sejler hele dagen.

Nærmest lykkelig

Det er jo helt fantastisk at kunne skrive sådan en overskrift. Men det var helt simpelt min følelse dybt ind i sjælen i går efter en løbetur. Sådan den første ordentlige efter marathonet. 11 km i godt tempo - for selv om programmet sagde rolig tur, trak kroppen mod noget andet.

Sidste uge restituerede jeg. Kunne godt mærke sener og muskler jeg ikke plejer at have personlig samvær med i hverdagen. Selv om jeg sagtens kunne gå på trapper, var der alligevel en dump ømhed inde i lårene. Lidt omkring knæene. Ryggen. Sådan lidt gammel-og-gigtsvag fornemmelse. Det var at forvente, alligevel blev jeg lidt betænkelig. Jeg løb onsdag 7,5 km på stive ben og lørdag 5 km lidt bedre. Og havde en appetit som en havnearbejder......

For en gangs skyld lyttede jeg til min krop og stolede på den. Det kunne være jeg skulle gøre det lidt mere. For den sagde at nu skulle jeg den onde lyneme tage den lidt med ro og slappe af. Og den havde jo helt ret. Efter en rolig uge, godt energi indtag (det lyder bedre end at sige at jeg har voldædt) følte jeg mig bare så klar til at løbe. Som i løbe og ikke stavre af sted.

Tog en velkendt tur med Mellemdatteren på cykel. Med god og solid fart på og kom hjem med en dyb fornemmelse af tilfredshed, fordi kroppen gerne vil og faktisk også godt kan. Stadigvæk.

Hvor er jeg heldig og taknemmelig.

Motivationen og lysten er tilbage på plads. Planerne for det næste marathon er lagt. Arbejdet med den mentale side er påbegyndt og vil blive udvidet - måske delt her for at inspirere andre. Strategier er under udarbejdelse. Målsætninger skal lægges. Energi indtag skal afprøves.

Der er ikke noget der skal få mig ned med nakken.
Jeg VIL og jeg mener der er nogen der har sagt noget med at "Man skal rejse sig ved det træ hvor man er faldet".

Så Tallinn, here I come......

Forssa Marathon

For det meste er vejene rundt i Finland i helt samme stil: Vej, sø, skov, hus, skov, sø, landsby, skov, sø, marker, skov, sø. Hudredevis af kilometer. Tusinder af kilometer. Det er pænt men lidt ensformigt. Vejen til Forssa skuffede da heller ikke, og vi fik 1½ time i ovenstående scerier.

Forssa by er en typisk finsk provinsby - lige gader, butiksfacader, et torv indeholdende blomster, burgerbar, pub, pizzeria. Det er ikke svært at forstå hvorfor ungdommen drøner op og ned af gaderne på deres knallerter eller i bil med fuld musik, i håb om at der skal ske et eller andet interessant i deres liv. Og selv laver det interessant med druk og slagsmål for ligesom at få lidt Chicago over det.

Men de der byer er gode til at arrangere sports events og  de gør det i stor stil.
Forssa havde virkelig gjort noget for at give os en oplevelse. Skilte allerede ved indkørselen sikrede at vi fandt stadion uden problemer og jeg fik registreret mig - de syntes altid det er spændende at man kommer helt fra et udland for at løbe hos dem.
Der var rulleski halv og hel marathon samt 10 km, halv marthon og marathon løb. Sådan lidt blandet sammen på ruten, men med forskellige starttid. Dog startede halv og hel marathon på samme tid.

Hele byen var på tæerne - alderdomshjemmet var blevet tømt og beboerne sad på bænke og i rullestole og klappede, fuldrikkerne sad og hujede, folk stod i rækker og klappede, nogen havde sat liggestole og grill op i haverne, der var musikanlæg der drønede, biler der stod med åbne døre med fuld musik, to ældre mænd havde fået harmonikaerne og mikrofoner frem og underholdt med de finske hjemlandssange. Det mest eksotiske indslag var det par kinesere der stod på trappen til deres kina-restaurant - man kan kun undre sig over hvordan de var endt der.....

Starten gik glat bortset fra den lille detalje at mit løbeur strejkede og nægtede at tænde. Jeg havde om morgenen tjekket at det var opladet, men havde ikke tændt det for at tjekke at det virkede. Det er før sket at computeren tømmer batteriet hvis jeg kommer det til opladning når det er fuldt - men det havde jeg ikke tænkt på. Og det korte af det lange var så at jeg måtte løbe uden. Det kan jeg hermed oplyse mine læsere om at jeg ikke - som i overhovedet ikke- er erfaren nok til. Jeg kan ikke overskue eller mærke om jeg holder tempo for lavt eller for højt osv i så lang tid som det tager at løbe et marathon.

Solen havde skinnet indtil nu, det var 25 graders varme men heldigvis blev det overskyet inden start - dog var luften lidt tung.

Ruten var en laaaaang kedelig lige landevej med biler på siden - og da jeg ikke havde ur løb jeg jo sådan cirka hvad de andre løb, mens jeg prøvede at holde igen. Kunne jo se løbere i kilometervis frem på vejen der virkede totalt uden ende. Den var ikke helt pandekageflad som lovet, men bakkerne var faktisk ikke sådan at mærke fordi de var meget langstrakte -så de drillede i det mindste ikke. Man skulle løbe halv marathon to gange med lidt krøller på halen og derfor mødte man de første halv marathoner på vej tilbage før man selv var rundet den krølle. Løberne brød spontant ud i klapsalver da de første kom retur og det syntes jeg var en rigtig positiv ting - for det var flot at se dem komme spurtende. Udvejen gik over åbne marker uden så meget som et træ eller en busk, hjemturen ad villaveje og de åbne marker igen.

Jeg nævner det fordi jeg senere i løbet, hvor energidrikken havde sat sit præg på min mave, havde meget brug for en busk, et træ eller bare en mælkebøtte at sætte mig bag. Overvejede at at ringe på hos en af finnerne eller bruge en indkørsel at sætte mig i - men var ikke helt overbevist om villaejernes samarbejdvilje. Så jeg opgav mit forehavende og det var lidt forstyrrende. For det drejede sig ikke om "småt".

Jeg løb for hurtigt. Helt klart. 10 km på under en time er for hurtigt for mig hvis jeg skal holde til 42 km. Så det var nok det der gjorde at løbet blev hårdt. Manglende energi indtag var også medvirkende.
Det værste var den mentale del - for faktisk kunne jeg godt løbe når jeg ser tilbage, selv om det i samme øjeblik ikke føltes sådan. Kroppen gjorde ikke ondt endnu, det kom først senere. Men at se folk komme tilbage på halv marathon distancen var én ting. At se marathonløberne komme ud på anden omgang mens jeg stadig var på vej mod det halve og stadig manglede en del km - det var godt nok strengt. At tænke på at jeg skulle løbe resten og så ud efter dem igen, gav virkelig en mental lussing. I forvejen var jeg lidt i krise, pulsen skøjtede op og ned, vejrtrækningen var ujævn, jeg havde kvalme og kunne allerede ikke spise noget, hovedet blev ved med at sige at det her kunne jeg ikke, at jeg ikke kan løbe marathon, at jeg er en dårlig løber, at de andre er meget bedre, at jeg er så langsomt at det er til grin, at jeg ikke har hjemme blandt så gode løbere - simpelthen helt ude i tovene rent mentalt. Så jeg tænkte at nu løber jeg gennem målet for halv marathonet og så kan jeg jo overveje at lade være med at løbe ud på anden omgang - et halv marathon er jo også godt nok. Selv om jeg inderst inde godt vidste at jeg ikke ville kunne få mig selv til at opgive bare pga. træthed, så tænkte jeg alligevel helt seriøst på muligheden - og det hjalp mig også til at løbe videre for at komme til målområdet.

Skæbenen vill noget andet. For jeg kom overhovedet ikke i nærheden af målområdet. Ruten delte sig og jeg blev kommanderet til venstre af en hjælper da han så farven på mit startnummer og inden jeg vidste af det var jeg ude påomgang nr. 2. Jamen så måtte jeg jo til det. Der var én vej hjem og det var en forbandet runde på 21 km til.

Nøj, den var strid. Jeg anede ikke hvad klokken var, hvad jeg hed, hvor jeg var, hvorfor. Vidste bare at jeg måtte fremad. Gå og løbe, gå og løbe. Bandede, svor at jeg aldrig mer i mit liv tog et par løbesko på, hadede alt og alle. Prøvede at sige pænt tak til hjælperne der stak vand, banan, finsk saltagurk osv i fjæset på mig. Havde mest lyst til at bede dem om at stikke det op et vist sted.

                                              
Men så fik jeg en ven i nøden. En stor finne med lysegrønne kompressionsstrømper som jeg havde overhalet på et eller andet tidspunkt. Nu kom han forbi mig og gav mig et smil og et "thumbs-up" på et tidspunkt hvor jeg var gående. Så jeg satte i løb og kom op på siden af ham og blev der. Vi snakkede ikke men kunne mærke at vi bare løb sammen. Og efter at vi havde rundet rutens yderste punkt og var på vej tilbage, var vi kommet ind i en rytme med løb og gang. Efterhånden var der ikke ret mange løbere i nærheden - faktisk føltes det meget som Palle alene i verden og det var rart at have selskab. Folketlivet på sidelinjen var gået hjem for vejret havde skiftet til køligt og småregn. Der var i det hele taget ikke så mange marathon løbere og de fleste var foran os - dog viste det sig der alligevel kom en hel del i mål efter os, så det var godt vi ikke tog km-skiltene med hjem som vi ellers overvejde på et tidspunkt da vi var overbeviste om at vi var de sidste.
Nå, men det var begyndt at regne let og blæse noget, markerne var helt øde og villavejene deserterede - og Forssa lå langt ude i horisonten. Vi sludrede lidt undervejs mens vi trak hinanden af sted - det var hans 5. marathon, og han havde løbet Stockholm for to uger siden. Og det var for tæt på, som han tørt måtte konstatere.
Konsulen blev irriteret fordi han var overbevist om at finnen trak mig ned i tempo - jeg tror at vi fik hinanden til at fuldføre, man kunne vist alligevel ikke tale ret meget om tempo på det stadie.

Vi kom i mål, i styrtregn og 12 grader - noget af en forskel fra starttidspunktet. Efter lige over 5 timer. Så vejret kan selvfølgelig nå at skifte mange gange på den tid.

Jeg gennemførte og det var den onde fløjtme ikke nemt. Fordi jeg havde en idé om at jeg skal løbe på en bestemt tid for at det er noget værd. Fordi jeg læser om andre løbere der kan gøre det bedre. Og glemmer de der løber for fornøjelsen, løber hundreder af marathons på sådnne tider og forstår at føle tilfredsstillelse ved at gøre det. At gennemføre. Løber fordi de kan og husker hviken velsignelse det er. At kunne løbe når man vil.

Burde skamme mig over ikke at huske hvilket privilgie det er at kunne løbe en marathon. At fuldføre noget jeg har begyndt. Uanset hvor lang tid det tog. At opnå sit mål.

Det betyder ikke at jeg ikke vil arbejde på at blive teknisk bedre. Men det betyder at noget af det jeg skal arbejde på mod mit næste marthon, er at give plads til mig selv, løbe mit løb som den jeg er og med det jeg kan investere i min træning. Og at det er godt nok. Fordi jeg virkelig har lært og forstået at et marathon også løbes med hovedet.

Hørte vi ordene "næste marathon"? Jamen jeg har jo bandet på at jeg aldrig gør det igen.

Tjaaah, man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

Og der er jo lige det der marathon i Tallinn jeg så gerne vi løbe........