Det er med angst og bæven jeg bevæger mig ind på bloggen.
Måske er den eksploderet eller helt forsvundet siden sidst?
Eller bare smeltet som en anden snemand og ligger splattet ud i en lille pyt?
Når jeg bevæger mig rundt i bloggerierne, ser jeg at der er flere der har det som jeg. Med lange pauser mellem indlæggene. Eller kortere indlæg. Klager over mangel på bloggelyst. Måske er der her tale om en spredning af smitsom bloginfluenza. Med tavshed og manglende inspiration som symptom.
Hibernation, som det hedder på engelsk - vintersøvn. At gå i hi.
Det er vist ikke en af de undskyldninger jeg kan bruge. Gid jeg kunne. Der er for meget fart på, kunne godt tænke mig lidt vintersøvn. Og så alligevel ikke, for jeg vil gerne nyde hver eneste dag i stedet for. Når nu de der dage heroppe i Finland er talte.
Har I forresten lige lagt mærke til at jeg ikke har brokket mig over vejret i år? Til dels fordi jeg ikke har skrevet på bloggen, i sagens forstand.
Men mere fordi jeg ved at jeg ved denne tid næste år, vil sidde og græde snot over varmen og savne en ordentlig vinter.
Årh for filan da, nu kommer vi tættere og tættere på hvorfor det er så svært at blogge i øjeblikket.
For hvis jeg nu skal skrive noget, så er jeg nødt til at forholde mig til noget. Forholde mig til følelser og tanker, til livet som det vil ændre sig om nogen måneder, til alt det jeg ikke har lyst til at tænke på.
Selv om jeg tænker hele tiden alligevel - der er jo en masse praktiske ting der skal ordnes. Men der er mange tanker man kan undgå at tænke helt til ende hvis man gør sig umage. Følelser man kan lade være med at lade komme op til overfladen. Forventinger kan blive ved med at være netop det og ikke glide over i skuffelser endnu. Bekymringer og tagen sorger på forskud kan holdes nede på et rimeligt niveau.
Jeg er blevet spurgt om hvordan det er at være dansker i Israel. Det kan jeg ikke svare på, jeg kan kun svare på hvordan det er at være mig i Israel. Og det er ikke helt sikkert at jeg kan svare særlig godt på det, det er jo så forskelligt fra person til person. Men jeg vil gerne skrive om det, for det vil vist være vældig sundt for mig at få gennemarbejdet nogen tanker. Og forholde mig til emnet.
For de grunde der var da jeg flyttede derned i 1988, er der ikke mere - bortset fra Konsulen. Og han er blevet den eneste grund til at jeg bor der. Men han er nu også den bedste grund til at gøre noget som helst!
Mærkeligt som man kan gå fra at ville et land til ikke at ville det......
Så imens jeg tager mig sammen til at tænke over tilværelsen i den nærmeste fremtid, kan jeg jo passende beskæftige mig med de gode ting i nutiden. For det er her jeg allerhelst vil være.
Vi har tonsvis af sne. Og det ser ikke ud som om vi slipper af med den sådan lige med det samme.
Jeg får også brugt den - som cross-træning.
4 løbetræninger og ca. 40-45 km om ugen er det blevet til i de sidste uger på trods af vejret. Løb feks. 18 km på løbebånd forrige weekend fordi det bare var for koldt og glat udenfor - men for det meste tager jeg en blanding af inde og ude. Og så bruger jeg altså skiene og langrend som cross-træning til det 5. træningspas (og nogen gange det 4. hvis vejret har drillet for meget). Bakketræning med et par ski på er ikke så dårligt, når det nu er den eneste måde det kan gøres udenfor. Op ad bakke forståes - selv om nedløbet heller ikke er kedeligt....
Den 17. februar tager vi en uge til Israel. Og nej, det er ikke noget jeg har særlig meget lyst til. Men det skal gøres. Der er skoler der skal kigges på og tales med, der er børn der skal til noget audition med deres violin, der er børn der skal til noget interview, der er børn der skal til deres første kontakt med militæret. Der skal kigges lidt på noget at bo i, der skal måske tales med tidligere arbejdspladser. Alt sammen ting jeg må være med til.
Trods alt vil det betyde løbetræning med korte ærmer og shorts - går jeg ud fra. Den slags muligheder skal man passe på med at gå glip af...
Godt at høre fra dig. Jeg kan godt forstå, at det er svært at skulle forlade noget som man er så glad for, håber for dig, at turen til Israel vi få dig til at se lidt lysere på det, trods alt.
SvarSletKære Kirsten,
SvarSletStærkt du kommer ud at løbe eller stå på ski. Alle de tanker om fremtiden må tære på dig, så jeg synes, det er beundringsværdigt du kommer afsted....og kulden oveni...
God weekend og pøj pøj med det hele :)
knus karina
Jeg tror at løb og ski holder mig positiv og i gang. Og det vil også være en af de vigtigste ting jeg skal gøre på den korte tur til Israel - løbe og begynde at finde mig selv som løber der. Jeg har været nødt til at overgive mig til løbebånd lidt for meget efter min smag i den sidste tid - mere pga. føret end kulden. Når der er alt for megen sne og glat føre, har jeg tendens til at få en forkert holdning for ikke at skvatte - og det er lige det der skal til for at få en skade. Ved jeg af bitter erfaring.
SvarSletMen det skal nok blive meget bedre hen ad vejen, havde en god snak med en klog veninde i går som sagde at måske er det mere angsten for forandringen end landet i sig selv. Og det kan der nok være noget om....
Dejligt at høre lidt fra dig igen. At der er lidt stille på bloggen er vist naturligt nok med de ting du gennemgår og bare vent - pludselig vender lysten og inspirationen til at blogge tilbage igen. Tænker på dig - og iøvrigt sejt at du får trænet så godt trods at vinteren jo ikke er sådan at spøge med oppe hos jer :-)
SvarSlet