Sejrene over Dødsruten

Dødsruten er den rute jeg er tvangsindlagt til at løbe hver vinter hvis jeg il løbe udendørs, fordi det er den eneste tilgængelige vej når sneen har dækket alle andre alternativer. Jeg har normalt mange stier og ruter at vælge i mellem, og har selvfølgelig efterhånden bygget et sytem op af ruter til forskellige slags træning. På denne tid af året er jeg dog nødt til at løbe intervaller på bånd for ikke at brække nakken eller slå hul i hovedet.

Men når vi er afskåret fra skov og naturstier om vinteren er der én vej ud og én vej hjem. Med mindre jeg vil køre 10 minutter i bil ind til Espoo Keskus (centrum), parkere og løbe i byen. Og det vil jeg normalt ikke på en hverdag. Jeg er nødt til at løbe langture i byomgivelser eller langs motorvejen da alle de uendelige kilometer af cykel / gang stier bliver ryddet for sne. De er stadig lidt isdækkede men med pigsålerne spændt på, kan jeg løbe meget fint der. Det syntes jeg ærlig talt er utrolig flot service, sådan med al den snerydning. Til hverdag har jeg brug for bare at tage sko på og komme ud - det er svært nok at komme ud i kulden og sneen uden også at skulle rode med køreri og bruge ekstra tid.

Jeg kan også løbe en rute hvor et stykke går gennem noget skov, det betyder dog at jeg skal gå 1 km i et skispor ud og 1 km til hjem - det gider jeg ikke når jeg bare skal have en kort tur på 7-8 km. På langtur betyder det ikke noget, da gør jeg det gerne for variationens skyld - og skønhedens skyld.

Den der Dødsrute er langs landevejen som fører fra civilisationen ind til vores naturskønne område, man krydser over motorvejen (en af mine langturs løberuter) Keha III og er med det samme i skov og landsby. Så jeg kører den hver dag mindst 4 gange: Til arbejde, hjem fra arbejde, hente Konsulen fra toget og hjem igen. Plus alle de ekstra gange på indkøb, på vej til venner, hente / bringe børn. Så det bliver vel til nogen  tusind gange i løbet af de sidste 5 år.

Man kan nok sige at jeg kender hver eneste centimeter på den vej. Hver åbne markstykke hvor vinden hyler imod og sneen pisker ind i ansigtet. Søens åbenhed hvor vinden får ekstra styrke imod. Hver eneste modbydelige lille / store / seje bakke - og dem er der uhyggeligt mange af på de skaldede 4 km i hver retning. Hvert hus og have, jeg ved lige hvem der har pyntet op til jul og hvem der skal til at spise aftensmad - folk har ikke så mange gardiner trukket for herude på landet.

Se, nu kan det være en stor fordel at kende en rute, men det kan så sandelig også være en gene. Tanken om ruten der venter forude, bakkerne, kedsomheden ved igen igen igen at forcere et langt stræk af grantræer der alle er ens.
De tanker har gjort at jeg med skam at melde, indrømmer at min mentale styrke har været for svag til at gennemføre at løbe hele ruten ud og hjem. Gentager, har ikke været i stand til at forcere skaldede 7-8 km i løb i et stræk en eneste gang på lige den rute.

Vi lader den lige stå et øjeblik.

Ikke fordi jeg ikke kan rent fysisk, men fordi jeg mentalt har givet efter for den lille stemme der så listigt hviskede i øret: "Uh se, her kommer den der tænderudtrækkende lange seje stigning. Uh, det varer længe før du er oppe. Det er vist bedre at gå op ad den. Uh, hvor jeg trænger til at gå lidt".
Og jeg har givet efter. Hver eneste gang. Igen og igen. Og hadet mig selv for det.
Der er mulighed for at forkorte turen lidt ad en markvej /grusvej - der selvfølgelig også er snedækket nu - den inholder to heftige bakker. Den har jeg heller aldrig været i stand til at løbe hele vejen af samme mentale grunde.

I sommer løb jeg to marathon - det ene var som at løbe i Helvedes forgård, det andet var som en drøm. Og ja, jeg har stadig tænkt mig at skrive om det sidste selv om tiden er gået.

Der skete nemlig noget den sommer. Jeg blev anbefalet at arbejde med det mentale aspekt noget mere. Og det gjorde jeg. Søgte i timevis og læste på nettet for at finde materiale relevant for mit problem - den mentale styrke til at udholde ubehaget. Noget af det har jeg fået lagt ind her. Får nok også taget mig sammen til at lægge mere på.

Det bedste var nok at købe "I'm here to win" af Chris McCormack. For derefter at læse den hurtigt, så nærlæse den og så til sidst tage noter.

Man kan være heldig at løbe ind i en bog der vender ens liv på hovedet og giver en fremtidig retning der ændrer alt. Og det er sådan cirka hvad den bog gjorde for mit løb.
Hvorfor? Den forklarede mig sådan at jeg  forstod det også helt ind i min sjæl, at langdistanceløb er ubehageligt og gør ondt på et eller andet tidspunkt. Uanset hvem man er og på hvilket niveau man løber. Jeg har helt seriøst været overbevist om at det kun var mig der led, at alle andre løb helt ubesværet og havde det fint hele vejen, derfor gav det mig enorme komplekser, jeg følte mig  imkompetent alt imens mens jeg desperat søgte en løsning for at undgå smerten. Ved at sætte farten ned. Ved at undgå bakkerne. Alle krumspring, bare det ikke var væmmeligt.
Da jeg læste bogen forstod jeg endelig og langt om længe, at smerten kan man ikke undgå, kunsten er at at vide at den kommer, acceptere den og finde en måde at fortsætte sit løb i dens selskab.

Den viden og accept gav mig et overskud til mit marathon i Tallin som jeg aldrig før har følt. En styrke til at vide uanset hvad der måtte komme, så kunne det ikke overraske mig. Før i tiden er jeg blevet overrasket på en dårlig måde, blevet ked af det og følt mig som en dårlig løber, følt mig nedslået og opgivende. Og min præstation er blevet derefter.

I år har Dødsruten ikke kunnet overraske mig. Hverken den direkte rute eller bagvejen. Jeg har vist mere overrasket den. Hver eneste gang har jeg bare løbet den, ud og hjem. Nogen dage hurtigere end andre og med varierende overskud. Uden de store overvejelser. For den er jo som den er, det kan den ikke gøre for. Den der kan gøre for det er mig, jeg skal sådan set bare løbe uden at tænke for meget over hvor det sker. Benene har gjort deres arbejde og hjernen har koblet af - opdager gang på gang at "hov, jeg er lige løbet op ad en af de modbydelige bakker uden overhovedet at have lagt mærke til det - faktisk kan jeg ikke huske at jeg løb opad" eller "nå, er jeg allerede her?"

Jeg ved jo på forhånd at det vil være lidt ubehageligt, men jeg ved på den anden side også at så er det heller ikke værre. At ubehaget kommer fordi min krop fortæller mig at jeg arbejder rigtigt. At smerten ikke er farlig og at den går væk igen. At jeg ikke kan undgå at smerten skal være en del af det jeg gør en gang i mellem. Intervaller og bakketræning er ubehageligt, tempotræning er det på visse strækninger og langturene har også deres kriser.

Af bogen har jeg har lært at hilse på min ven Smerten i ordets bogstaveligste forstand (ja det ser lidt åndssvagt ud når jeg trykker mig selv i hånden og smiler - men det virker for mig) og sige inde i hovedet: "Jamen goddag Smerte, kommer du nu? Så må vi jo se at få en god tur sammen"...
Når jeg gør det, bliver jeg ikke bange og er nødt til at gå. Så tør jeg godt lide lidt længere.

Så jo, jeg føler at jeg har sejret over Dødsruten!