Jeg regner sådan set med at kunne løbe mig fra det...

Noget af det jeg har brugt tid til at tænke over her ved årsskiftet, er hvorfor livet egentlig har føltes så tungt i løbet af efteråret. For sådan en som mig, der normalt er ret svær at slå varigt ud af kurs. Som en anden korkprop, plejer jeg at komme op til overfladen meget hurtigt.

Selvfølgelig har der helt konkret været grunde så som mørke, dårligt vejr, travlhed, viden om at månederne heroppe er talte osv. osv.
Uden ellers at komme ind på detaljer, har der så også været lidt med hedeture, almindelig irritabilitet og søvnløshed i de sidste uger, der formodentlig alle har noget med min lettere fremskridne alder at gøre. Den slags man bare er nødt til at acceptere vil komme på et eller andet tidspunkt, ja?

Alle de grunde er jo meget gode. Men der har ligesom manglet noget mere. Noget der har ligget et sted i baghovedet og blinket advarende. Om at noget helt andet havde ændret sig radikalt.

Så gik der pludselig et lys op for mig - en prås, for nu at holde liv i det pæne gamle danske sprog. Jamen for helvede, jeg har jo løbet meget mindre end jeg plejer. Højst 3 gange om ugen. Nogen gange også kun 2.

Og ikke særlig langt. Uden særlig variation - ligeud og op og ned, samme tempo.

Det har været en stor ændring og garanteret ikke gjort noget godt for mig - eller for mine omgivelser.

Ja jeg er afhængig af min træning. Ikke så meget for vægtens skyld, mere for mit velbefindende. Og for familiens velbefindende.

Og jeg har for lang tid siden besluttet at det der overgangsalder ikke skal behandles med nogen former for medicin. Ikke om jeg vil have det inden for mine kropsgrænser. Fornuftigt eller ej, velbegrundet eller ej, klogt eller ej, ligegyldigt! Nægter. Det må komme som det kommer.

Jeg har jo nemlig regnet med at kunne løbe mig fra det værste. Og resten må jeg så tage i stiv arm. Hvorfor? Fordi sådan føler jeg bare vil være det bedste for mig persoligt. Det giver jo også en enorm god grund til at fortsætte med at løbe til jeg kommer op i firserne....

Virker det så? Måske kun hvis man TPL (Tro På Lortet).
Og det gør jeg altså.

Jeg kan jo se at det har påvirket mig både fysisk og mentalt når jeg har løbet mindre. Fordi det har påvirket mig fysisk og mentalt at sætte ordentligt i gang igen. Det har med det samme gjort underværker, at jeg er begyndt at løbe regelmæssigt mindst 4 gange om ugen. Noget der gør ondt. Planlagt. På en lidt anderledes måde måske, fordi jeg lærte en del om mig selv i sidste sæson. Med planer for konkurrencer forude.

Jeg er blevet så flink at være sammen med.

Selv om jeg stadig har søvnproblemer - bliver lysvågen i det øjeblik jeg slukker lyset og vågner utallige gange om natten - for bare at stirre ud i mørket og fundere over hvorfor det lige var nu jeg skulle vågne....

Men mon jeg også kan løbe mit fra det frygtelige symptom, der betyder at jeg ikke kan drikke alkohol? Som et lyn fra en klar himmel, vågnede jeg en morgen og kunne ikke holde ud at drikke vin. Altså nu begynder jeg normalt ikke min dag med en snaps og en flaske vin, vel? Men det jeg mener er, at ikke alene har jeg ikke lyst til nogen former for alkohol, det smager heller ikke godt. Og efter et halvt glas, er jeg parat til at blive lagt i seng. I Danmark så min familie måbende på mig da de kunne bære mit 3/4 fyldte glas ud efter middagen. Tragisk men ikke desto mindre sandt.
Min svigerinde påstod at hun har haft det samme og at det går væk på et tidspunkt. Jeg håber gevaldigt at hun har ret.

Ikke fordi det gør noget, jeg har det sjovt alligevel. Det er bare noget jeg (normalt) godt kan lide og syntes er hyggeligt - et glas vin giver ofte en middag det sidste pif. Jeg er sikker på at det også i hvertfald er sundt at få en pause og sit forbrug taget op til lidt revision.
Altid sundt at ændret nogen vaner - man skulle jo nødig køre fast i det samme - men kunne det så ikke være nogen andre vaner man ændrede som feks. antallet af rosenkål man spiser????

Men under alle omstændigheder, jo, jeg holder mig til planen med at løbe mig fra symptomerne på en overgang.