Er marathonløber! Jeg gjorde det!

Papirspose udbedes, tak!

Sådan at jeg har noget at trække vejret igennem når jeg hyper-ventilerer.

Derudover har jeg nok brug for en spand som jeg kan hænge over armen til når jeg er lige straks kaster op af nervøsitet, samt en pakke Kleenex til at tørre tårerne fordi jeg er ved at bryde hulkende sammen af skræk.

Det var situationen i går. I dag går det bedre.
Jeg glæder mig samtidig med at det er helt uvirkeligt at det går løs i morgen. Folk spørger til løbet og ønsker held og lykke - det føles som om de taler om en helt anden person. Når jeg henter startnummer og udstyr senere i eftermiddag, så får vi vist andre boller på realitets-suppen.

Tak for de søde kommentarer, jeg vil tage patentet med kontorstolen til mig - man kan vel godt hakke, skære, ælte osv. i siddende stilling. Der skal nok komme billeder af retterne samt løbsberetning, men det bliver nok først på tirsdag.

Lover dog lige at nævne om jeg stadig er i live før da......

Principper brydes......

Der står altid at man ikke skal prøve noget nyt i den sidste tid før et marathonløb. Altså ikke noget med at spise mærkelige ting eller lave underlige strækøvelser og krumspring, for så kan det gå gruelig galt.
Så jeg har levet efter et frygteligt diciplineret program i de sidste måneder. Spist på klokkeslet, spist så sundt så jeg kunne gå i kloster af bar asketiske principper, drukket meget (nej, ikke alkohol...), sovet de timer man skal. Røvsygt vil man nok kunne kalde det. Heldigvis kan jeg gøre den slags uden at involvere andre omkring mig eller tale om det - så der er ingen der har lidt overlast. Andre end mig selv.

Det værste er at man bliver så vant til det, at det bliver en integreret vane i ens hverdag og man slet ikke kan lade være. Uhyggeligt hvor selvfølgeligt man ignorerer lysten til noget usundt og bare lader som ingenting.

Nå, man har vel har principper for at bryde dem.

Og det er helt anbefalet at spise lidt mere i tiden op til løbet. Siger dem der ved noget om at løbe marathon. Og jeg hører altid efter de kloge.

Denne uge har indeholdt lidt mere sandwich til frokost. Lidt chips i søndags. Lidt chokolade i mandags.

I går aftes gik jeg så helt over stregen. Af mange forskellige grunde endte vi med at gå ud at spise hele familien på en restaurant hvor vi har været nogen gange (vigtigste grund at Konsulen var så stjernearrig over noget på arbejde at han bare måtte ud og se verden - hvilket jo er helt fint så længe han tager hele familien med...) . Specielt fordi det på den restaurant lykkes at finde noget som alle kan lide, Yngstebarnet er så kræsen at vi kan have svært ved at finde løsninger på det hvis vi er ude.

Og det helt uhørte skete - Kong Mor, hører du efter???? - jeg delte et fedt stykke chokoladekage med min datter til dessert!!!! Magen til udskejelse skal man lede længe efter, specielt fordi jeg normalt overhovedet ikke bryder mig om den slags. Men pludselig og uforklarligt havde jeg en enorm trang til lige præcis den kage. Mon kroppen ved noget jeg ikke ved om hvad der venter forude????

Det var hver eneste kalorie værd og jeg er overbevist om at jeg vil løbe ti gange bedre på lørdag takket være den chokoladebombe. Men der skal den onde lyneme gå lang tid før jeg vil være i stand til at inhalere den slags igen - det er altså stadig ikke min yndlingsspise.

Forresten, har jeg fortalt at jeg skal have 40 mennesker til hjemmelavet buffet-middag på mandag, to dage efter jeg har løbet marathon? Krydser fingre for at jeg kan stå på benene på søndag for der skal jeg altså lave mad, det har jeg selv lovet Konsulen.......

Præstations nerver!!!

Så ser man lige mig der er vågnet op til det der nok kan kaldes premiere-nerver for fuld udblæsning.

Det føles som om hende her har exporteret alle sine millioner bananfluer nede i min mave hvor de danser samba og svipper champagnepropper i lystigt tempo.



Puha, det er slemt.
Men jeg ved af erfaring at sådan vil jeg nu have det i de kommende dage og så falder jeg helt ned på lørdag når det gælder. Al den snak der bliver i løbet af ugen omkring løbet - venner skal orienteres om rute og tider hvor de kan forvente at studere mig men de klapper og hepper højlydt - gør at det hele bliver uhyggelig virkeligt lige nu. LIGE OM LIDT.

Til gengæld giver det også anledning til at sørge for at alt udstyret er klart, at strategierne er gennemtænkte, at DET VÆRSTE DER KAN SKE bliver tænkt over og accepteret. Det værste ville være ikke at starte overhovedet - og det er ikke på min agenda. Så den kan jeg allerede så en streg over. Det næstværste ville være ikke at gennemføre - det er heller ikke noget der er på agendaen for så må jeg bare gå. Så det må komme frem til at det værste der kan ske ville være at måtte gå for meget efter min smag (planlægger sådan set at løbe hele vejen...) - og det er da ikke så slemt, jeg ville i hvertfald ikke være den første i historien der havde måttet gribe til den udvej.

Det giver også plads til glæden og forventningen - som er de to vigtigste faktorer der skal være på plads. De to kæmper i øjeblikket med nervøsiteten og en lille skræk, målet er at forholdet skal være 80/20:

80% glæde og forventning
20% nervøsitet og skræk - de giver lige lidt brugbar adrenalin samt respekt for hvad der venter.

Jeg er her endnu

Og jeg løber også.

Tak for alle de dejlige kommentarer, det luner og det hjælper at få lidt feedback på sine tanker.

Helle foreslog at jeg skulle løbe uden ur - det tør jeg sgu ikke. Jeg har alt alt for meget brug for den smule kontrol jeg kan bide mig fast i,  selv om jeg ved at det er sundt at løbe uden ur på visse tider så har jeg ikke kunnet gøre det lige nu.

Jeg har brug for at vide med mig selv at jeg har løbet nogenlunde de km jeg skal, synes alligevel ikke at jeg har løbet nok af dem....nej nej nej, der må jeg slet ikke komme ind for min coach, hun buldrer at jeg ikke må beskæftige mig med hvad der har været, kun med det der kommer!

Og jeg har været nødt til at vide at jeg ikke løber for stærkt. Selv om jeg ikke er hurtig, så er der altså alligevel blevet barberet ca. et minut af min km-tid og det er jo glimrende. Bare ikke når jeg skal løbe 42,195 km og i jeg ved ikke hvor mange timer - for så kan jeg ikke holde til det. Det kan jeg måske heller ikke alligevel, men jeg vil ikke gå ned på en dum fejl som at løbe for stærkt.

Jeg glæder mig som en sindssyg (og det er jeg vel også.....), jeg er nervøs, jeg er ved at dø af skræk, jeg er ved at gå igennem loftet af spænding.
Til tider er jeg handlingslammet og nærmest lam i løbemuskelen af bare nerver - men jeg kan også mærke at adrenalinen begynder at rulle bare ved tanken om næste lørdag.

Fredag den 19. henter jeg løbenummer og alt det andet junk man får - t-shirt, reklamer, smågaver - specielt mine børn håber meget at jeg igen får nogen pebermynte-dimser de er helt vilde med.....

Tiden jeg regner med at løbe på? Folk spørger mig om det - hvor fanden skulle jeg vide det fra når jeg aldrig har prøvet det?

Mit overordnede mål er at gennemføre.
Dernæst at gennemføre løbende hele vejen (burde måske modificeres til næsten hele vejen?)
Og så at have kræfter nok til at smile og juble når jeg løber over målstregen.

Det må være godt nok til den første gang!

On track....???

Joh, jeg var ude at løbe i går. Følte at det var absolut sidste udkald.
Så jeg tog 16 km. Lidt tungt men jeg kunne jo godt.
Havde faktisk en angst for at jeg slet ikke kunne løbe overhovedet mere, som om kroppen ikke ville vide hvad den skulle gøre. Selv om det kun er nogen dage siden jeg var ude.
Men det gik altså.

Der var også nogen ting jeg var nødt til at tænke over. Og hvor tænker man bedre over tingene end når man løbe og ingen kan forstyrre?
For nogen havde stillet en hel del spørgsmål der skulle besvares.

I håb om at jeg kan blive coached tilbage til løbeglæden. Og finde motivationen igen. Sammen med lysten. Der er forsvundet sammen med troen på mig selv.

                                         For jeg har ikke så meget lyst til at blive hængende her....

Tilbage på pinden

Det er jo længe siden jeg kom hjem igen fra Dk - så længe at jeg dårligt kan huske at jeg havde nogen få skaldede feriedage. Så nu tager jeg lige et par på fredag og på mandag med de kære børn før skolen kører løs den 9. august.

Jeg har derudover haft lidt behov for pause i blog-livet, måske en mindre blog-blokering......
Men har så husket på hvor sundt det er at lufte sine tanker og få vendt det hele lidt rundt.

For jeg er havnet i et stort dybt løbe-krise-nedturs-hul som har suget al min løbeglæde og løbelyst helt bort. Pist ud af vinduet. Sådan lige før jeg skal løbe et marathon om tre små uger. Sikkert meget er normalt lige før noget så nyt og stort. Hvilket ikke gør det mere behageligt.

Heldigvis har nogen lovet at prøve at hjælpe mig med at komme op igen.

Og det kommer I til at høre mere om.

Snart.