Sommerfuglene basker!

I hele maven. Fordi jeg bare glæder mig så meget. Til at løbe på lørdag i Helsinki City Run ½ Marathon.
Om jeg er parat? Over hele hovedet ikke - det vil nok mest kunne beskrives som et Kamikaze Projekt. Men mentalt er jeg helt oppe at køre af glæde og ved at det bliver hårdt - men sjovt. Adrenalinen pumper rundt i årerne når jeg tænker på løbet og jeg bliver rastløs for at det skal komme. Så mange løbere på en gang og hele stemningen, det er en første gangs oplevelse men selve det at løbe ved jeg jo godt hvordan føles, har nok snart lært at trætheds smerter ikke er farlige.
Mine debutant løbsmakkere er lettere bekymrede: En har knæproblemer men synes at 70 Euro (sent tilmeldings gebyr) er meget at bare give afkald på, en har ondt under foden sådan on-and-off og har ikke trænet helt nok og den tredje har ikke løbet nok lange distancer. Så nu håber jeg at de kan klare mosten alligevel og måske ender det med at de løber i mit tempo selv om de er så meget yngre. Eller at vi alle fire vakler i mål.....kravler.....

Min rød-hvide løbe t-shirt som stolt skal holde den danske fane højt er i hvert fald klar, jeg har investeret i at få noget nyt trykt på ryggen:

Vejrudsigten er god og jeg har indstillet mig på at give alt hvad jeg har for at gennemføre på trods af et par løbepas der ikke blev gennemført pga. mave virus i sidste weekend og søvn lige i underkanten i denne uge. Starten går (som sædvanligt her i Finland ) kl 15 hvilket er ideelt løbetidspunkt for mig - kan nå at sove ordentligt samt spise solid morgenmad og et let måltid midt på dagen et par timer før start. Måske jeg skulle overveje den berømte muffin i fryseren????

I morgen henter jeg startnummer 11510 og så: Denmark - here we go!!!

Kys frøen

Jeg løb i søndags ind til "min" skovsø - Sorlampi - for første gang i næsten 5 måneder for man har kun kunnet komme derind pr. ski. Og der er stadig is på søen selv om den er tynd og sprød og alligevel smeltet inde ved bredden. Det er en kort tur på 7 km så jeg havde ingen ting med og billeder må I have til gode til næste gang. Turen derind er en god basis med mange muligheder for længere ture derfra.

Jeg havde så travlt med at kigge ind mellem træerne og nyde at kunne se dybt ind i skoven fordi der ingen blade er på træerne endnu, at det var et helt tilfælde at jeg pludselig kiggede ned. Og kunne tage et ordentligt hop fremad. Fordi nogen sad midt på stien og slikkede solskin i sine egne tanker. Heldigt for nogen at jeg så dem for ellers havde nogen fået et ordentligt los i rumpen og formodentlig taget en projektil-tur ind i underskoven og fået en meget pludselig opvågnen til virkeligheden.

Nogen så sådan her ud og var uanmindelig sød at se på - med knopper og farver og vorter og meget tudse-frø-agtig:

Vi hilste på hinanden, jeg nok lidt mere begejstret end nogen. Jeg blev kigget på med mistro i blikket og så besluttede man at man hellere måtte vralte væk og sole videre i fred for løbere og andre forstyrrende elementer.

Nu har jeg sådan set min prins derhjemme. Men måske jeg kunne have scoret et halvt kongerige hvis jeg havde kysset den????

Nu tør jeg tro på det....

At jeg kan gennemføre hvad jeg har været så optimistisk at rode mig ud i. For ca 1½ måned siden fik jeg et tilbud jeg ikke kunne sige nej til (desværre ikke fra Robert Redford) og derfor kastede jeg mig over udfordringen.

Tre unge mænd - de er i hvertfald temmelig meget yngre end mig - spurgte om jeg ikke ville løbe Helsinki City Run ½ marathon med dem den 7. Maj, for de har aldrig løbet et ½ marathon og synes at det kunne være sjovt at løbe sammen fordi vi har kontakt gennem vores arbejde. Det var ca 1. marts hvor jeg ærlig talt var i rigtig dårlig form efter lang og skadet vinter , men jeg samlede handsken op og sagde ja. De kommer naturligvis til at løbe fra mig, men bare det at have nogen at være sammen med om projektet er supersjovt. Jeg har jo altid været helt alene om det - denne gang skal jeg også for første gang løbe i et løb med omkring 13.000 løbere og det var den konkurrence der skulle have været mit livs første halvmarathon. Pga skade med ITB syndrom måtte jeg udsætte den et år. Og troede heller ikke at jeg ville være parat i år.

Og så gik jeg i gang med at få kilometer i benene. I samarbejde med min osteopat. Nu får jeg altså ikke procenter, men for mig har osteopat behandlingerne været helt revolutionære. Jeg har aldrig ondt i ryggen, og jeg mærker ikke mit Ileo-Tibiale-Syndrom.

Der er stadig pletvis sne på nogen af skovstierne, men de kan sagtens bruges.

Det er lykkedes på den 1½ måned at komme fra at løbe ca. 7 km i snit pr. pas med ondt her og der til lange gode og seje ture uden smerter (andre end dem der kommer når man lige presser sig lidt).

Jeg havde at mig i hovedet at jeg skulle have et langt pas til før konkurrencen - sådan lige for at føle mig sikker på at jeg kan gennemføre. Tiden til konkurrrencen er lige meget, jeg vil bare vide at jeg kan. Spontant besluttede jeg i fredags at det var dagen, kunne mærke at det var nu eller aldrig sådan rent mentalt. Fysisk skulle jeg blive klogere undervejs, det var mere aldrig end nu....

Efter at have tilbragt hele formiddagen liggende i skråvendt stilling på gulvet med hovedet i ovnen for at rense måneders skidt ud, så jeg at regnen stilnede af og skyerne spredtes - så var det bare at komme ud. Det var meningen at Konsulen skulle have været noget ærinde og kunne sætte mig af så ruten ikke blev for lang, desværre lagde han sig med noget influenza og jeg måtte revidere planerne (synes jeg har været der før...).

Så turen begyndte med 2 km gang som opvarmning gennem skoven og fortsatte så i løb. Det blev til 22 km rent løb, med tunge ben, bly i røven og alt det andet der følger efter at have sovet for lidt og ikke sørget for at være klar til langtur. Men sikken en udfordring mentalt. Jeg var jo rimelig hurtig klar over at det ikke var min dag, men da jeg var kommet igang og det alligevel tager 5-6 km for at være ordentlig varmet op - så fortsatte jeg for jeg kunne ikke overskue tanken om at vende om. Og på et tidspunkt er det alligevel for sent for så er man kommet så langt væk hjemmefra at det er nemmere at løbe videre. Der fløj mange fantasier gennem hovedet på omkring busser (der kørte jo ikke rigtig nogen for det var Langfredag), taxaer, bekendte der måske kom kørende fordi (hvorfor i al verden skulle de gøre det og hvem kender jeg egentlig her i landet?) - men jeg vidste jo godt at der kun var en vej frem: at sætte den ene fod foran den anden.

Det er første gang at jeg har skullet gennemføre et løb på viljen og med hovedet. Det var en god oplevelse og det bliver sikkert ikke sidste gang for der er mange lange ture forude.

Heldigvis var der også kønne ting at se på vejen - nogen af de første forårsblomster.

Jeg var lykkelig da jeg øjnede Shell tanken som var mit mål og aldrig har en kold appelsinvand smagt så godt. Jeg gik de sidste 3 km hjem og følte mig rigtig godt tilpas - sådan som man har det når man har gennemført noget der bare skulle gøres. Det blev til 27 km i benene hvoraf de 22 var løb, nu skal jeg til at trappe lidt ned hen i mod den 7. maj.

Alvorlig Blognedsmeltning...

Det må være hvad jeg har haft - har ikke haft overskud til noget computer overhovedet. Så stilheden fra min side har nok været tiltrængt, men jeg har haft dårlig samvittighed og følt at jeg egentlig ikke kan være det bekendt. Men der har nok været så mange andre ting at det har føltes som noget pligt også at blogge.
I stedet for nu at skrive op ned ad stolper om tiden der har passeret, kommer der en billedreportage fra perioden:

Påske søndag findes der en tradition som også er kendt fra Sverige. Børnene klæder sig ud som påskehekse og går fra hus til hus hvor de ringer på og når man lukker op lirer de en remse af som går noget i retning af "Virvun Varvun....." og en hel masse mere på finsk. Der efter forventes man at give dem noget slik i deres kurve og de byder til gengæld på en af disse pyntede gæslingegrene:
Her er årets høst af grene. De er pyntede meget fint og der var en hvor der var fine små skilte med "Gglædelig Påske" på finsk - og da de jo ved at vi er de der mærkelige udlændinge der ikke akn tale sproget havde de også sat et skilt på engelsk. Men der var vist gået noget galt i oversættelsen, for i stedet for "Happy Easter" stod der "Happy Einstein". Det har vi fået megen tid til at gå med at fnise over.

Den lille bæk for enden af haven er blevet til en brusende flod (næsten) der går over sine bredder af alt smeltevandet
. Læg mærke til stien bag ved, der starter mangen en løbetur - og det er de oplyste skiløjper om vinteren. Meget priviligeret!

Noget grønt truer med at komme frem i bedet.

Tørrestativet har ikke overlevet lavinestyrtene fra taget......

Vi kan lige klare lidt forår - billede taget den 17. April. Nu er sneen helt væk.

Yngstebarnet spillede skolekomedie - Troldmanden fra Oz. Hun var Dorothy's tante Em og ses her i grå paryk og en kurv med kartoflerne til morgendagens middag. Jeg var med bag scenen i flere dages prøver og til premieren - meget uderholdende måde at lære elever og forældre at kende på!

Og så husker vi lige med gru på hvordan her så ud i haven den 12. April, det er ikke ret længe siden!!! Vi lader billederne stå til skræk og advarsel.....

Tak for opmærksomheden og nu vil der komme regelmæssige indlæg på igen. Sorry!!

Flying High....

Når man har brugt det meste af vinteren på at være småskadet så kan det være svært at tro på at man måske er kommet over det. Det kan være svært at forstå at behandlinger hos en osteopat har været så effektive at jeg ikke har haft ondt i ryggen i 4 uger, efter at have haft ondt stort set hver dag i mange, mange måneder. Og svært at forstå at jeg pludselig kan løbe i en helt anden stil - at jeg helt naturligt har ændret kropsholdning således at kroppen kan holde til nogen ting jeg ikke troede var mulige. Samtidig lider jeg af paranoia for at det skal gå galt (højt at flyve dybt at falde hedder det vist ifølge Janteloven...) og kan ikke forstå at jeg efter at have tænet i en måned er tilbage i mit tidligere tempo og distancer - selv om det ikke er et specielt hurtigt tempo....

Lørdag stod den på langtur og jeg løb 19,5 fantastiske km i dejligt forårsvejr. Solen skinnede og selv om det blæste alt for meget efter min smag så nød jeg min tur uden hue på for første gang. Jeg havde stadig to langærmede løbe t-shirts og løbejakke for april er en lumsk måned og jeg skal ikke være syg. Det var såmænd heller ikke for varmt, jeg kunne lyne lidt ned når vinden var med og lukke igen når den var imod (og det var den...)

Sneen er helt væk på fortove og veje, så da jeg drejede ind mod skoven som jeg skal igennem for at komme til den lange strækning langs motorvejen Kehä III kunne jeg først løbe på dette her:

Mens skiløberne der insisterede på at løbe på ski i 6 graders varme løb ved siden af mig på denne løjpe:

Desværre kom der så det punkt hvor jeg længselsfuldt kunne se stien dreje til venstre hen mod pladsen hvor snekanonerne står og laver sne til at slaske ud på løjpen hvis det er ikke er nok på det tidspunkt hvor finnerne bare må ud på ski. Jeg var nødt til at fortsætte lige ud på skiløjpen en lille kilometer - og det var simpelthen så hårdt. Sneen er halvblød og hælene synker dybt ned, det er helt umuligt at løbe og selv at gå var en anstrengelse - glat og ujævnt. Det blev dog opvejet af glæden ved at være i skoven igen.

Men så bliver det nemmere og selv om ruten langs motorvejen ikke er så charmerende så er den den snefri. Der snart folketingsvalg heroppe og det er en valgplakat der ligger væltet der i højre side (som sagt så blæste det!). Jeg havde drikke bælte med vand og en banan som jeg spiste efter ca 12 km . Ikke fordi jeg egentlig har lyst, men det er klogt at sørge for at få noget energi og at træne både at spise og drikke før konkurrencerne. Ofte har jeg haft sportsdrik med, men jeg vil egentlig helst have vand fordi jeg ikke er så vild med søde sager. Jeg er nødt til at eksperimentere lidt med hvilken væske er bedst fordi jeg sveder meget og har ansigtet fyldt med salt som løber ned i øjnene og svier - så derfor kan det godt være jeg er nødt til alligevel at have noget isotonisk væske. Og naturligvis er der id-kort i bæltet. Og mobil i lommen. Bare for en sikkerheds skyld!

Der er også strækninger som denne, i læ og uden for meget billarm og blæst. Der er flere stedsegrønne træer og når det bliver sommer er her helt grønt og man glemmer at der er motorvej ved siden af:

Jeg undres over ikke at have ondt i benene og i musklerne, og over at jeg ikke er helt ødelagt efter så mange kilometer. Det var så heldigt at jeg fik kompressionsstrømper i fødselsdagsgave da jeg var i Danmark i november, dem er jeg først begyndt at bruge nu hvor jeg løber lange ture igen - og åbenbart er de virkelig effektive.

Jeg er taknemmelig for at få lov at få begejstringen over de lange ture tilbage og nyder hvert minut - nå ja, de sidste par kilometer er der brug for mit indre mantra: Jeg kan og jeg vil, jeg vil og jeg kan. Når det bliver messet i det rigtige tempo gør det underværker!!

Vanens magt

Vaner har det med at komme snigende ind ad bagdøren. Klistre sig fast med sugekopper og snylte sig på vores liv. Uden at man har lagt mærke til det har man pludselig fået en vane og man opdager at der er kommet et element ind i hverdagen som man er nødt til at tage stilling til. Det er gerne de dårlige vaner der kommer på den måde. Og man er nødt til at arbejde hårdt for at slippe af med dem.

De gode vaner er sjovt nok nogen man skal tage stilling til, beslutte sig for at tage dem til sig og derefter arbejde hårdt for at få dem integreret i ens liv. Igen og igen. Ingen rabatordninger der, kun knofedt giver pote!

Mine børn er feks. kommet i bad hver eneste dag siden de blev født, har fået rene underbukser og strømper samt fået børstet deres tænder. En triviel vane som burde være totalt indarbejdet? Efter min mening ja. Men alligevel er jeg nødt til at være efter pigerne for at det bliver gjort. Utroligt - selv en hund kan sgu da lære at gøre det samme dag efter dag, tænk bare på Pavlov's.....

Så er der de mere tillærte vaner så som at begynde at løbe. Det har skullet læres og indpasses - i dag er det en vane og jeg får det fysisk ubehageligt og bliver irritabel når det ikke fungerer. Eller at få gode spisevaner. Jeg har måttet lære at spise morgenmad før vi forlader huset for ellers får jeg ikke nok måltider i løbet af dagen. Da jeg arbejdede som sygeplejerske begyndte arbejdsdagen kl 07 med at sætte patienter i dialyse og der var mulighed for at få morgenmad ved 9-tiden. Indtil da klarede jeg mig med min spølkumme kaffe som jeg drak hejmmefra. Men da løb jeg jo heller ikke. Når jeg løber som jeg gerne vil er jeg nødt til at få mellemmåltider og spise ordentlig aftensmad - ikke bare tre skefulde ris, lidt salat, 4 vingummier og en kop te med mælk som er det jeg sagtens kunne finde på at indhalere. Men det er stadig en vane jeg er nødt til at arbejde med jævnligt.

Tilbage står de dårlige vaner. Dem vi er flove over. Dem vi vil gøre en hel del for at skjule, benægte eller lade som om de ikke eksisterer. Også over for os selv. De er kommet langsomt men sikkert og sidder nu og griner højlydt af os i sikker viden om at vi ikke bare sådan lige kan smide dem ud.

Sådan en vane har jeg opdaget at jeg har tillagt mig, jeg føler at jeg er ved at komme ud på et skråplan, processen er langsom - men den er der: Det er så gevaldig hyggeligt at tage et glas vin med Konsulen om aftenen. Så sidder man der og får luftet dagens hændelser. Med et glas vin. Som bliver til to glas. Og som bliver til at dele en flaske. Det er jo også meget godt - hvis det var en gang om ugen, i weekenden. Så holder man sig inden for de anbefalede antal genstande pr uge. Det bliver til en dårlig vane når det sker i weekenden og også flere gange i løbet af ugen. Når det bliver noget man tænker på at man har lyst til og ikke er noget spontant fordi lige i dag er noget specielt.

Jeg er heldigvis ikke blevet alkoholiker (endnu...) men jeg føler helt klart at det er en rigtig rigtig dårlig vane som jeg gerne vil slippe af med. Det er usundt og det er fuldt af tomme kalorier. Og interessant nok, så kommer de fleste dårlige vaner ind under denne kategori: Dyrt, usundt, fedende og umoralsk...

Så i denne uge er der blevet sat prop i flaskehalsene (lige bortset fra i går aftes....shit) og jeg har taget aktivt stilling til min møgvane for at få den arbejdet ud af min hverdag!

Skååååååål.....

Synger fugle på samme sprog?

Jeg tror at foråret har besluttet sig for at komme til Finland - i hvertfald til den sydligere del. Vi har plusgrader i en uendelighed og det drypper dag og nat af sne der smelter. De første gæslinger er sprunget ud på træerne og der er noget der kunne blive til forårsblomster på sydvendte skråninger. Faktisk er det meste af gårdspladsen isfri hvilket betyder at man ikke mere er i fare for at knække stængerne når man går ud af huset.

Søndag var jeg ude på en længere tur, løb 16 km i gråvejr og støvregn - helt fantastisk dejligt løbevejr. Jeg havde planlagt en bestemt tur, men Konsulen fik pludselig brug for bilen og så er det heldigt at man er flexi-mor med indøvet evne til at ændre planer. Jeg hoppede bare med ind i bilen og bad om at blive sat af sådan cirka halvejs til Helsinki og tog den så på fornemmeren i retning mod hjemmet. Nu skal man ikke tro at jeg helt var på Herrens mark, jeg vidste stort set godt hvor jeg var, men en ting er at køre i bil - noget andet er at finde en løberute med et rimeligt antal km. For en sikkerheds skyld havde jeg tog/bus kort og 10 Euro med i væskebæltet så jeg ville kunne finde noget offentlig transport hvis det skulle gå helt galt. Det lykkedes at finde vej i fin stil. Jeg løb noget af tiden langs noget hurtigvej, men inde bag læhegn og grøn bevoksning (ha ha, det der plejer at være grønt...) ad noget sti system der også er cykelsti. Her er utrolig godt udviklede ruter og man kan cykle/løbe beskyttet for trafik i hele det der svarer til Hovedstadsområdet - så det er bare at tage for sig af retterne.

Stationen i Grankulla

Turen gik over Grankulla (Kauniainen på finsk) hvor jeg lige måtte løbe lidt tilbage. Før i tiden har jeg haft det med at måtte planlægge mine lange ture på centimeter, overholde tider og endelig løbe hele vejen uden nogen form for udsving. Efter at have været skadet og ikke løbet så meget i vinterens løb har jeg fået en helt anden lyst til mine løbeture. Jeg har et program men der er plads til lidt mindre eller lidt mere, jeg kan godt finde på at gå eller stoppe for at beundre en udsigt - jeg er har fået lidt mere forståelse for også at lytte til kroppen. Så da jeg endelig havde aset mig op af en væmmelig bakke i Grankulla kom jeg til et bykort hvor jeg stoppede og kiggede for at se hvilken rute passede bedst - det vill have været helt uhørt for et halvt år siden. Men jeg besluttede at løbe tilbage for at få en rute som var lidt længere fordi benene var gode og jeg nød turen så meget.

Her er endnu ikke grønt, men sneen er væk fra de fleste fortove og man kan løbe ubesværet langs næsten alle vegne veje. Skovstierne og løjperne er stadig i brug af skiløberne, man forstår ikke at de gider da sneen er i kvalitet som en blanding af Slush-Ice og halvkogt havregrød. Et par kilometer fra hjemmet (med den berømte Dødsrute ventende forude...) stoppede jeg på Shell-tanken og købte to liter mælk jeg vidste vi manglede - de passede lige ind mellem hånd og albue. Jeg vil ikke sige at det er praktisk at løbe ned mælk i begge hænder - specielt ikke på det sidste stykke af langtur når man er træt - men det var faktisk en sjov måde at får det sidste stræk overstået. Det var nok meget godt at det ikke var piskefløde for så var jeg kommet hjem med flødeskum...

I går, tirsdag, løb jeg 7,5 km der skulle have været noget intervaltræning. Det kunne jeg godt mærke at jeg ikke helt er parat til endnu - det er en form for træning der nemt kan give skader - så det må vente til jeg er kommet i lidt bedre træning og har fået lidt flere km i benene. Det holdt lidt hårdt at komme ud for magneterne i sofaen var stærke og jeg sad og faldt i lidt småslummer. Men så tog Fanden ved mig, jeg fik sat maden i ovenen, hentet Konsulen ved toget og røg ud i aftensolen og fulgesangen. For de har nemlig opdaget at foråret er kommet og jubler i vilden sky.

Og så er det at jeg spørger om de lokale fulge synger på et andet sprog? For jeg synes at solsorten som sad så fint på grenen lød lidt anderledes end den plejer at gøre i Danmark. Et smut ned ad Memory-Lane gav tilbageblik til hen-under-aften-stund i køkkenet i barndomshjemmet med åbent vindue og solsortens fantastiske sang, og jeg husker tonerne lidt anderledes....

Eller var det bare nostalgien der spillede mig et puds?

Lånt på www.fugleognatur.dk