Skal man bare finde sig i det?

Begyndte at skrive året kedeligste indlæg forleden. Og det blev så dødssygt at jeg ikke gad læse det i gennem selv. En opremsning af alle fuldstændige ligegyldige detaljer om løb der er totalt uinteressante for andre - og egentlig også for mig selv.....

Det må være tegn på at jeg har for meget løb på hjernen, har for meget tid til at beskæftige mig med mig selv. Fordi der ikke er to piger der kalder "Moooaaar". Men bare en søn der passer sig selv og hjælper til i huset. Og som er begyndt på et personligt projekt til næste skoleår (1. g) der skal vare hele året - han har selv kontaktet universitetshospitalet, arrangeret møder med læger og er nu flere dage om ugen optaget på operationsgangen med at se og filme hjerne-operationer. Uden at blive dårlig - det bliver vi andre næsten når vi ser dagens optagelser.

Jeg kan så komme hjem om eftermiddagen og sidde i min have og nyde vejret. Når jeg altså ikke lige løber. Hvilket jeg synes jeg gør hele tiden......

Nu er det jo sådan at jeg har meldt mig til noget jeg har tænkt mig at gennemføre. Og så skal der arbejdes for det. Men derfor må man vel godt have lov at synes det er lidt hårdt at løbe fordi det ikke er særlig meget af lyst lige i øjeblikket? Men fordi man skal op på nogen km om ugen? Og have lov at synes at dem der ligger på stranden i solen er lidt heldigere end mig der kommer løbende forbi? Og undre sig over hvorfor man gør det her når man har mere lyst til at flade ud på liggestolen med en god bog? Og må man godt have lov at bande træningen langt væk og bare ønske at man aldrig var begyndt at løbe?

Må man ikke godt alt det?

Må man ikke godt det når man alligevel løber og ikke giver op? Fordi man godt ved at det over-hele-hovedet ikke er en mulighed?

Eller er det sådan at når man selv har valgt noget, er man så bare nødt til klappe i og lide i stilhed? Så må man selv finde sig i at det ikke altid er en dans på roser? Fordi man godt vidste på forhånd at det ville blive hårdt og man ligger som man reder?

I don't think so..........

Så her kan der passende komme noget liste over forskellige observationer fra når man løfter låget og sandheden kommer frem:

Forrige søndag passerede jeg endnu en milepæl da jeg fik 32,6 km i hus. Var nødt til at tage et kort med da jeg havde planlagt en rute hvor jeg ikke har løbet før. Indeholdende skov med ukendt stier. Og risiko for at fortsætte helt til Lapland hvis jeg løb forkert.

En rute der er planlagt over nettet er som at spille russisk roulette for jeg aner ikke hvordan terrænet er i virkeligheden, aner ikke om der er bakker (hvor mange og hvor stejle) eller hvad underlaget er. Ifølge Murphy's lov er der så x (= mange) antal bakker, gerne hen imod slutningen af turen hvor jeg er træt (= udmattet).

Heldigvis er der kommet et nyt produkt på hylderne i supermarkedet - heroppe finder man flere sports/energi produkter i superen end i sportsbutikker - en ny drikke gel. Ikke alene er den supernem at indtage, den smager rent faktisk rigtig godt.

Dårlig planlægning af 4 træninger for at få ugens løbepas i hus medfører løbetræning tre dage i træk. På ugen sidste dage. Som blev afsluttet med en tur på 18 km. Ikke særlig smart.

Har af ukendet årsager barberet mellem 45 sekunder og 1 minut at min tid/km. Det havde jeg ikke lige set komme.

Vågner nogen morgener og tænker før jeg har åbnet øjnene "er det løbedag i dag?.....ja det er det....ååhh neeej!!!!.....".

Men når jeg så er kommet op, har drukket te og bevæget mig lidt rundt - så gør kroppen alligevel ikke ondt mere og jeg tænker "årh, en løbetur kan jeg da sagtens klare alligevel når jeg kommer hjem fra arbejde". Og det kan jeg så.

Dagene kan inddeles i: der er forbandet længe til den 20. august så jeg kan få skidtet overstået, der er forbandet længet til 20. august fordi jeg glæder mig helt vildt, 20. august må ikke komme for så er sommeren jo også ved at være forbi og dagene bliver mærkbart kortere, 20. august bliver stort og en utrolig oplevelse......