Før Midsommer

Ja det var selvfølgelig ærgerligt at vi måtte aflyse vores tur, men når det skulle være sådan kan det ikke nytte at sidde og pive over det. Pigebørnene er blevet sendt til Danmark for at besøge mormor og så må vi jo underholde os selv - det bliver sgu svært når man ikke har nogen der siger "mooaar" hvert femte minut.....
Jeg har heldigvis udstyret mig selv med 11 bøger fra biblioteket, et par projekter på en to-do liste (det er vel nok heldigt at man har talentet til altid at kunne hive sådan nogen lister ud af ærmet som en anden tryllekunstner) - og så skulle der gerne temmelig mange km i hus i denne uge. Mere om det senere.

I går oplevede jeg for første gang at Finnerne gik indkøbs-amok. De er normalt meget afmålte i et supermarked, jeg er altid den eneste med top på indkøbsvognen. Selv før jul er de helt kontrollerede - man kan få brune kager og en juleskinke og det er så det. Helt afslappet.
Men i går, wow, dagen før midsommer weekend hvor butikkerne er lukkede i dag fredag og i morgen lørdag, alle skal ud i ødemarken og tænde bål, gå i sauna, springe i søer og drikke øl - det var dagen hvor de gik i selvsving og købte ind. Der var total kaos og på et tidspunkt hvor jeg vendte ryggen til min indkøbsvogn var der åbenbart en finne der syntes at jeg havde valgt gode varer. Den var i hvert fald pist væk.
Nu havde jeg altså fyldt noget i den, bla. grøntsager som man selv skal veje og derfor gad jeg absolut ikke begynde forfra. Gik derfor på vogn jagt med to flutes under armen som jeg kunne bruge til at skubbe pøblen til side med. Og fandt også min vogn i en helt anden del af supermarkedet. Med en pose peberfrugter og en ost som jeg ikke havde valgt. Kunne ikke se vogn piraten og kaprede simpelthen bare vognen tilbage - efter at have deponeret peberfrugterne og osten på et tårn af dåser med tun.

Det var ellers en underlig dag hvor jeg gik og følte mig ved siden af mig selv. Sådan en dag hvor jeg kom til at tænke en hel masse på livet, døden og hvor uforudsigeligt vores tilværelse er. Yngstebarnet har en bedste-veninde hvis forældre er skilt og faderen bor i Schweitz. Og hun var inviteret med veninden til Zurich i vinterferien, med flybillet betalt. Så da faderen og hans veninde var her i Finland på besøg i slutningen af maj inviterede vi dem spontant til middag med et andet vennepar og havde jorden hyggeligste aften. Et nyt venskab var begyndt.
I går døde han, 52 år gammel. Efterlod 3 piger, den yngste 11 år lige som mit Yngstebarn. Alt for lille til at miste sin far. Jeg ved at veninden pludselig rejste til Schweitz lige før ferien begyndte og at der var noget med faderen. Men da forældrene ikke er på talefod vidste vi ikke hvad der egentlig skete. Onsdag aften da pigerne var rejst ringede veninden pludselig kl 22:30 og vill tale med Yngstebarnet. Og så fik jeg en lang snak med hende hvor hun græd og fortalte at faderen var død samme dag - så vidt jeg forstod en tumor i hjernen og pludselig koma og så forsvandt han bare.
Og han sad ved vores middagsbord for en måned siden og var super levende. Talte om kærligheden til sine piger og faderstolthed. Skulle til at begynde et nyt liv med sin veninde som bare er 32 år. Og de nåede ikke at blive gift. Og måske havde de drømme om børn.
Nu er der tre piger som skal vokse op uden far. Og en ung kvinde der er blevet enke før livet egentlig begyndte.

Så går man rundt i et sydende supermarked og bliver skræmt over hvordan tilværelsen bare fortsætter mens en man kender bliver begravet i Zurich. Og folk køber ind og skubber og vil hjem til deres festligheder mens verden er brudt sammen for en 11-årig lille pige. Og jeg fortsatte jo også med mine ting, er bare et perifert bekendtskab til den familie, men jeg følte mig virkelig rystet i min grundvold over tanken om hvor pludseligt det hele kan vende.
Sad med Konsulen og drak et glas rødvin inden vi kørte hjem, kiggede ud på de grønne træer på Esplanadi, talte om livet og døden, hvordan vi ser på ting som begravelse, fortsættelse hvis der skulle ske noget med en af os. Ting man er nødt til at tale om men som der sjældent er et passende tidpunkt til at tage op.
Gik resten af aftenen med en klump i halsen der ikke kunne komme ud, stormen rasede og regnen stod ned i stride strømme så jeg kunne ikke komme ud at løbe tristheden af mig.

I dag er jeg faldet lidt mere til ro. Er endnu mere sikker på at jeg vil gøre alt for at leve mens jeg gør det, elske mine kære mens jeg kan, nyde de små ting tilværelsen giver i gave, tage aflyste rejser i de proportioner der passer, støtte Konsulen i den periode med ny operation som han nok skal igennem, passe min træning med taknemmelighed, løbe mit marathon med glæde og nydelse i stedet for at søge rekordtider, drømme om nye mål.

Tage min mand og søn under armen og bruge Midsommer aftenen på en bådsejlads som jeg har bestilt billetter til rundt i skærgården for at kigge på bål og ende på Seurasaari til den store båltændning. Og sige tak fordi jeg får lov at være til.