lørdag den 25. juni 2011

Humor

Noget af det sjove ved at ens børn bliver større, er at deres form for humor bliver mere og mere veludviklet. Det er jo en del af det ukendte hos ens børn, har de sans for humor eller har de ikke? Er de til pæne vitser eller kan de også skraldgrine af lokums-humor? Er de med på de åndssvage platte eller kun dem der kan fortælles i det pæne selskab?

Jeg kan grine af de mest vanvittige ting, kan være rigtig hurtig i replikken og se morskaben i de fleste situationer - også dem som andre synes er pinlige. Og en plat vits er altid velkommen. Så det har da været spændende at se om ungerne slægter mig på (eller på Konsulen for den sags skyld - han kan nok de første to tusinde vitser og mange af dem får selv mig til at krølle tæer). Det gør de. Og i og med de også kan flere sprog og går i skole med mange nationaliteter, er de også blevet eksperter i adskillige accenter som bliver flittigt brugt.



Telefonen ringer. Sønnike svarer.



Søn: "Da" (= ja på russisk - han havde jo foreberedt sig på en tur til Skt. Petersborg)

Mormor: "...Hallo?"

Søn (nu lettere truende): "Da!!"

Mormor: "....Hvem er det?"

Søn (med tyk russisk accent): "This is Dimitri from the Sovjet Union!"

Mormor: "....??? Hvadfornoget????"

Søn (fortsætter med den russiske accent): "Våt yu vånt?"

Mormor: "...Hallo, Arj, hvad er nu det, hallo...??!!!??

Søn (med rullende r og lyder som om han har fed cigar i munden): "Arrrre you messing with the Rrrrrussian Mafia?"

Mormor: "...undskyld, hvad??..."

Søn (slår over i sødt og kærligt stemmeleje): "Heeejj Mormor, hvordan har du du det?"

Mens jeg står ude i køkkenet og er ved at brække mig af grin.

5 kommentarer:

  1. Det er så stort, når man opdager, at man er helt på bølgelænge med ens afkom.
    Det var dejligt at opleve en skov- eller zootur gennem deres øjne, da de var helt små.
    Men det har nu sin egen charme, når man oprigtigt kan dele interesser på ligefod.
    Og ham der russeren, ham kan man da kun være stolt af at dele humor med.

    SvarSlet
  2. Jo, det er skam god humor!! :-D

    SvarSlet
  3. Humor er det, der får livet til at være lidt lettere.

    Begge vores drenge er fantastiske til det med ord og ordspil, hvilket faktisk er lidt synd for deres lillesøster, der er blevet jordet alt for tit, mens vi andre har hulket af grin.

    Hun har faktisk også humor- den er bare lidt anderledes end vi andres, og det er faktisk lidt synd for hende - men hun er ved at være hærdet.

    Vi har nok en ret "trashy" humor hjemme hos os, og eftersom vi snakker om kap, mens vi spiser, så er der aldrig et måltid uden at vi griner over et eller andet, og det er jo meget rart.

    Din søn skal nok blive til noget med den humor :D

    SvarSlet
  4. Herlig historie - skønt med store børn :-)

    SvarSlet
  5. Det var sgu da p.... morsomt. ;-) Håber at mormor også syntes, at det var sjovt.
    Nå men jeg synes, at du har god humor.
    Knus og håber at vi når at ses. Smid en sms, når du er i landet.

    SvarSlet