Humor

Noget af det sjove ved at ens børn bliver større, er at deres form for humor bliver mere og mere veludviklet. Det er jo en del af det ukendte hos ens børn, har de sans for humor eller har de ikke? Er de til pæne vitser eller kan de også skraldgrine af lokums-humor? Er de med på de åndssvage platte eller kun dem der kan fortælles i det pæne selskab?

Jeg kan grine af de mest vanvittige ting, kan være rigtig hurtig i replikken og se morskaben i de fleste situationer - også dem som andre synes er pinlige. Og en plat vits er altid velkommen. Så det har da været spændende at se om ungerne slægter mig på (eller på Konsulen for den sags skyld - han kan nok de første to tusinde vitser og mange af dem får selv mig til at krølle tæer). Det gør de. Og i og med de også kan flere sprog og går i skole med mange nationaliteter, er de også blevet eksperter i adskillige accenter som bliver flittigt brugt.

Telefonen ringer. Sønnike svarer.

Søn: "Da" (= ja på russisk - han havde jo foreberedt sig på en tur til Skt. Petersborg)

Mormor: "...Hallo?"

Søn (nu lettere truende): "Da!!"

Mormor: "....Hvem er det?"

Søn (med tyk russisk accent): "This is Dimitri from the Sovjet Union!"

Mormor: "....??? Hvadfornoget????"

Søn (fortsætter med den russiske accent): "Våt yu vånt?"

Mormor: "...Hallo, Arj, hvad er nu det, hallo...??!!!??

Søn (med rullende r og lyder som om han har fed cigar i munden): "Arrrre you messing with the Rrrrrussian Mafia?"

Mormor: "...undskyld, hvad??..."

Søn (slår over i sødt og kærligt stemmeleje): "Heeejj Mormor, hvordan har du du det?"

Mens jeg står ude i køkkenet og er ved at brække mig af grin.