Man behøver ikke at være skør, men det hjælper.

Jeg har en tendens til at gøre livet svært for mig selv - men derfor får I kære læsere alligevel lov til at høre på mine brokkerier. Lidt unfair, men det er jo ikke sjovt at brokke sig til sig selv - der kræves et publikum for at få den rette effekt.

Konsulen er rejst på noget ferie i hjemlandet, jeg har foretrukket at blive i et behageligt klima og nyde den Finske sommer som er så herresmuk som noget kan være her i Norden. Og det er lyst det meste af døgnet så man må have de mørke gardiner trukket for og alligevel vågner jeg af lyset. Så det behøver jeg ikke at brokke mig over.

Næh, det er meget mere raffineret. Når nu jeg er alene hjemme så er der jo anledning til at få styr på en masse små projekter. Ikke fordi Konsulen forhindrer mig i at fungere, det bliver bare nemt til at det er hyggeligere at sidde sammen med ham om aftenen i stedet for alle mulige andre ting der burde gøres. Nu har jeg før nævnt noget om karaktertræk som perfektionisme og glæden over at kontrollere mit liv - det giver sig blandt andet udtryk i et enormt behov for at skrive lister. To-Do Lister.

Disse lister er fra begyndelsen alenlange - ambitionen er ofte højere end virkelighedens tidsrammer - og hen ad vejen føjer jeg flere og flere punkter på. Der er jo også de punkter der ikke stod der fra starten, men enhver udført opgave bør naturligvis skrives op og signeres med et fint kryds - der er intet så opløftende som at studere en liste der er fylt med krydser. Bevisførelse af første grad for effektivitet og fremgang. Pga. disse ekstra punkter der bliver tilføjet, bliver de mere vitale opgaver desværre ikke udført - de vil så i stedet findes overført på en ny og revideret liste for de er jo supervigtige. På denne måde kan jeg få produceret lister så lange som Dødehavsrullerne med opgaver i så store mængder at det ville kunne få en livstils-coach til at bryde hulkende sammen.

Og de her projekter jeg har på tapetet giver mig nu stress symptomer og hidsigheds anfald. Men hvem fanden er det egentlig der har lagt niveauet ik'?

Jeg skal: Rydde op i badeværelses skabene, rydde op i mit tøjskab, ordne uoverskuelige stabler af papirer (gentager, gentager, gentager få så ordnet de skide papirer), vaske familiens dyner og hovedpuder, vaske-folde-stryge en hulens masse tøj, købe pelargonier og jord for at få en tjekket indgangs facade til huset, aflevere vores aflagte tøj til de værdigt trængende, rydde op i vaskekælder (kan evt. komme ind under punktet med vasketøjet men så går jeg glip af et kryds), rydde ud og afvaske køleskab......jeg kunne blive ved i en evighed.

Der er jo også lige et andet mindre projekt som jeg desværre ikke kan overspringshandle hen over. Det der marathon jeg har besluttet at løbe. Og de overnnævnte karaktertræk inkluderer en jernvilje til at gennemføre hvad jeg har besluttet at påtage mig.

Det er ikke noget nemt projekt. Nu kan jeg allerede høre nogen af mine læsere der er garvede marathonløbere gnægge i skægget og sige til sig selv at de tænkte sgu nok at hun ikke vidste hvad hun gik ind til. Jo jeg gjorde. Og jeg fortryder ikke et øjeblik. Eller gør jeg? Når jeg begynder at blive træt, så kommer der rigtig mange tanker om hvad fanden det egentlig er jeg laver? Om jeg egentlig er rigtig klog oven i hovedet? Man kan nå at tænke godt og grundigt over tingene i løbet af en 3 timers løbetur skulle jeg hilse at sige. Jeg har ikke noget svar andet end at "a woman must do what a woman must do", jeg ved at jeg bare er nødt til at gøre det her. Kroppen er helt med på projektet, restituerer hurtigt og er ikke øm eller radbrækket efter de lange løb. Kan være lidt tung i benene, men siden osteopaten har skruet på mig mærker jeg intet til ryg, knæ eller muskler. Hovedet er en anden historie, tankerne flyver, tvivlen melder sig om jeg kan løbe så langt, angsten trænger op når jeg er træt efter 28 km's løb i går, for hvordan skal jeg så løbe 14 til? Men jeg er nødt til at blive ved. Kan ikke lade være. Håber at når der er næsten 2½ måned til at træne så når jeg at få løbet langt nok. Fandt lidt trøst ved at to seje marathon løbere også fandt distancen lidt lang inden for de sidste dage - absolut ikke fordi jeg fryder mig over andres dårlige løb, tværtimod, jeg lider med dem - men det fik mig til at forstå at selv erfarne løbere kan synes at det er langt at løbe en marathon. Men derfor gnaver tvivlen alligevel, kan jeg virkelig løbe så langt? Uden at lave pinlige optrin så som at kravle noget af vejen? Eller sætte mig ned og tude af udmattelse? Eller at skrige hver gang jeg ser en bakke? Eller brække mig ud over hjælperne i det øjeblik jeg sætter foden over målstregen?

Det eneste jeg ved er at hvis jeg begynder at løbe den 20. august så kommer jeg også i mål.

Det var vist Woody Allen der sagde "jeg er ikke bange for at dø, jeg vil bare helst ikke være til stede når det sker".

Så skulle jeg måske sige "jeg vil gerne løbe mit marathon, jeg vil bare helst ikke være til stede når det sker"????