Den svære afsked

Et af de tilbagevende fænomener når man flytter rundt i verden som vi gør er at tage afsked. sige farvel til folk man er kommet til at hlede af på den ene eller anden måde.

I går måtte vi tage afsked med en familie som vi er blevet meget gode venner med - vores sønner gik i samme klasse og var bedste-venner og vi forældre blev efterhånden også gode venner. For et år siden tog konen tilbage til USA med børnene af forskellige grunde mens manden blev her for at afslutte sin position på ambassaden. Drengene har holdt kontakt på Facebook og har talt jævnligt sammen på Skype. Jeg har også kontakt med min veninde på FB.

Manden kom til os om eftermiddagen og vi gik en smuk tur i skoven ind til skovsøen hvor vi sad med termoflaske, hjemmbagt kage og koldt vand. Bagefter spiste vi middag i haven og fik vendt verdenssituationen. Talt bla. om følelserne omkring venskaber og bekendtskaber.

Og var hjertens enige om at vi er taknemmelige for at vi trods alt tør kast os ud i nye bekendtskaber igen og igen - selv om vi ved at de kan være langvarige eller kortvarige. Selv om vi kender risikoen for smerten ved at sige farvel. For vi ved også at der kommer en belønning i form af en menneskelig rigdom ved at have kendt endnu et menneske, have lært af denne person, blive mere åben og tolerant fordi man nåede at opleve et mennekes input uanset om det bare var et kortlevet bekendtskab.

Man må være indstillet på den slags hvis man skal leve som udstationeret. Nogen mennesker passer ikke til det og det må man ikke bebrejde dem, men netop forstå at deres personlighed har brug for en anden slags kontakt. Jeg tror at vi alle helst ville have den konstante tryghed men vi har måttet lære at der er en pris ved alting.

Jeg glæder mig til at få besøg fra USA og jeg glæder mig til at min søn skal på besøg derovre. På samme måde som jeg glæder mig hver gang en veninde der har forladt stedet kommer på besøg her i Helsinki. Og som jeg glæder mig til at besøge Dk med de forskellige kontakter af alle slags jeg har der.

I mellem tiden ønsker jeg vores venner alt det bedste i Virginia med håb om vedvarende kontakt over nettet selv om det aldrig kan blive helt det samme......