GISP!!!

Det hele begyndte med at jeg skulle løbe langtur. Sådan rigtigt langt. Den tur udviklede sig dog  til en sand jammerdal som jeg nok skal forskåne jer for. Vil bare sige at jeg sagtens kunne udgive en løbsbeskrivelse under synonynet Leonora Christine......

Sådan helt kort fortalt er det hermed konstanteret at selv om jeg står op kl 7, spiser morgenmad og derefter sætter ud på løb kl 9:10 - så bliver jeg vist ikke morgenløber. I hvertfald ikke til de lange ture. Kan ikke få det der mad til at fungere, der skal helst gå tre timer fra spisning til løb. Og at løbe i 27 grader i skyggen gør det heller ikke mere vellykket. En travl uge med middagsgæster i lommen giver sin del. Morgenkrop og varme kan evt. have noget med hinanden at gøre, men alligevel. Men når vi nu har haft varmebølge i ugevis, må man jo prøve lykken. Og tage nederlaget i stiv arm og vide at det bliver bedre næste gang. Jeg fik slæbt mig igennem 18 km og så være fred med dem.

Nå.

På udvejen havde jeg observeret rigtig mange af disse her:

Og planlagt at velfortjent stoppe nogen i skrutten på hejmvejen. Og selv om man roligt kan sige at jeg ikke havde fortjent dem, så stoppede jeg alligevel og smovsede. Rodede godt og grundigt rundt i undergrunden for at komme helt ned og finde dem allesammen. Der skulle nødig gå nogen til spilde.

Jeg rettede mig op et øjeblik for at få overblik over om der var flere og så hørte jeg pludselig noget der sagde: FZZZZZZZZZZZZ.

Rigtig hidsigt lød det. Lidt som når man lukker luften ud af en cykelslange og dækker ventilen halvt. Bare meget mere hårrejsende.

Og lige der, få centimeter fra det hvor min højre hånd havde rodet rundt i planterne for 10 sekunder siden lå en stor fed hugorm og gloede olmt på mig. Med rejst hoved og hvæsede arrigt mens den bare var så  parat til at smække sine gifttænder i min hånd hvis jeg skulle få lyst til at plukke flere skovjordbær. Det fik jeg så pludselig ikke.

Ja jeg skal love for at jeg sagde gisp. Og gloede facineret tilbage på den. Blev egentlig lidt hypnotiseret af det der væsen der ikke var bange for en som mig der er hundrede gange større end den. Hugormen har formegentlig ligget og slumret intetanende i jordbærplanterne da jeg så kom og lavede rod i taget. De kan ikke høre, så den har nok mærket bevægelsen i bladene og så kunne lugte mig (den stakkel - jeg ved godt at jeg ikke lugter særlig godt når jeg har løbet - så ingen vitser her) .
Jeg stod helt forstenet og kiggede på min højre hånd og forestillede mig det dramatiske cirkus der kunne have været nødvendigt hvis den havde nået at hugge: Hvordan jeg ville have været nødt til at prøve at finde en bil at standse og forklare en forvirret finne hvad der var sket og får ham til at køre mig til nærmeste skadestue, ringe til Konsulen der i sådanne situationer har det med at gå i panik og stille irrelevante spørgsmål i stedet for at fungere, hospitalsbesøg, opsvulmet arm, dårligdom osv. osv.

Der blev sagt pænt farvel til hugormen, jeg listede af og og efterlod den de resterende skovjordbær. Og sjovt nok, på de sidste 3 km hjem gennem skoven var jeg ikke et øjeblik fristet til at stoppe igen og plukke skovjordbær. Rystet i min grundvold er nok det mest passende udtryk. Jeg ved da godt at her er hugorme, er vokset op i svensk ødegård hvor vi fjollede rundt på grunden iført ingenting og gummistøvler pga. af dem. Men at have nærmest kælet én på hovedet, det var for stærkt.

Og mig der egentlig bare plejer at være mest bange for at få skovflåter på mig.......