mandag den 11. juli 2011

GISP!!!

Det hele begyndte med at jeg skulle løbe langtur. Sådan rigtigt langt. Den tur udviklede sig dog  til en sand jammerdal som jeg nok skal forskåne jer for. Vil bare sige at jeg sagtens kunne udgive en løbsbeskrivelse under synonynet Leonora Christine......

Sådan helt kort fortalt er det hermed konstanteret at selv om jeg står op kl 7, spiser morgenmad og derefter sætter ud på løb kl 9:10 - så bliver jeg vist ikke morgenløber. I hvertfald ikke til de lange ture. Kan ikke få det der mad til at fungere, der skal helst gå tre timer fra spisning til løb. Og at løbe i 27 grader i skyggen gør det heller ikke mere vellykket. En travl uge med middagsgæster i lommen giver sin del. Morgenkrop og varme kan evt. have noget med hinanden at gøre, men alligevel. Men når vi nu har haft varmebølge i ugevis, må man jo prøve lykken. Og tage nederlaget i stiv arm og vide at det bliver bedre næste gang. Jeg fik slæbt mig igennem 18 km og så være fred med dem.

Nå.

På udvejen havde jeg observeret rigtig mange af disse her:

Og planlagt at velfortjent stoppe nogen i skrutten på hejmvejen. Og selv om man roligt kan sige at jeg ikke havde fortjent dem, så stoppede jeg alligevel og smovsede. Rodede godt og grundigt rundt i undergrunden for at komme helt ned og finde dem allesammen. Der skulle nødig gå nogen til spilde.
Jeg rettede mig op et øjeblik for at få overblik over om der var flere og så hørte jeg pludselig noget der sagde: FZZZZZZZZZZZZ.
Rigtig hidsigt lød det. Lidt som når man lukker luften ud af en cykelslange og dækker ventilen halvt. Bare meget mere hårrejsende.

Og lige der, få centimeter fra det hvor min højre hånd havde rodet rundt i planterne for 10 sekunder siden lå en stor fed hugorm og gloede olmt på mig. Med rejst hoved og hvæsede arrigt mens den bare var   parat til at smække sine gifttænder i min hånd hvis jeg skulle få lyst til at plukke flere skovjordbær. Det fik jeg så pludselig ikke.

Ja jeg skal love for at jeg sagde gisp. Og gloede facineret tilbage på den. Blev egentlig lidt hypnotiseret af det der væsen der ikke var bange for en som mig der er hundrede gange større end den. Hugormen har formegentlig ligget og slumret intetanende i jordbærplanterne da jeg så kom og lavede rod i taget. De kan ikke høre, så den har nok mærket bevægelsen i bladene og så kunne lugte mig (den stakkel - jeg ved godt at jeg ikke lugter særlig godt når jeg har løbet - så ingen vitser her) .
Jeg stod helt forstenet og kiggede på min højre hånd og forestillede mig det dramatiske cirkus der kunne have været nødvendigt hvis den havde nået at hugge: Hvordan jeg ville have været nødt til at prøve at finde en bil at standse og forklare en forvirret finne hvad der var sket og får ham til at køre mig til nærmeste skadestue, ringe til Konsulen der i sådanne situationer har det med at gå i panik og stille irrelevante spørgsmål i stedet for at fungere, hospitalsbesøg, opsvulmet arm, dårligdom osv. osv.

Der blev sagt pænt farvel til hugormen, jeg listede af og og efterlod den de resterende skovjordbær. Og sjovt nok, på de sidste 3 km hjem gennem skoven var jeg ikke et øjeblik fristet til at stoppe igen og plukke skovjordbær. Rystet i min grundvold er nok det mest passende udtryk. Jeg ved da godt at her er hugorme, er vokset op i svensk ødegård hvor vi fjollede rundt på grunden iført ingenting og gummistøvler pga. af dem. Men at have nærmest kælet én på hovedet, det var for stærkt.

Og mig der egentlig bare plejer at være mest bange for at få skovflåter på mig.......

6 kommentarer:

  1. Pu-ha siger jeg bare! Jeg havde samme oplevelse for et par uger siden. På en løbetur langs vandet blev jeg og "vislet" af af en hugorm - jeg blev så forskrækket og nød overhovedet ikke resten af turen, for tænk nu hvis der var flere. Faktisk løb jeg midt på stien hjem!

    SvarSlet
  2. Jeg ville godt nok også blive chokeret. Jeg husker engang, vi havde lejet et sommerhus i Jylland, og ungerne kom ind og sagde der lå en "slange" ved gyngerne, som var gemt godt i noget krat. Heldigvis skete der ikke noget, men de fik altså ikke lov at gynge der mere :-)

    SvarSlet
  3. Åhhh, jeg HADER slanger. Mest hugorme ( og alle de eksotiske), men jeg hyler også, når jeg ser en stålorm.... Hader deres hvislen.
    Og er nok traumatiseret efter at have tilbragt mange sommerferier på Hindsholm, hvor danmarks største hugormebestand bor. Men den værste slangeoplevelse var engang i Norge, hvor jeg blev hvislet af- og hugget ud efter af en meget sur hugorm. Desværre stod jeg ved en elv, hvor der blev sluset tømmer igennem, så den vej var umulig som flugtvej. Måtte dog træde ud i kanten og bede til at strømmen ikke tog mig. *suk*
    Hugorme er et skadedyr!!

    SvarSlet
  4. Pyha, havde osse fået en smule sved på panden af det møde. Normalt er min største frygt også disse flåter..:-)
    Fortsat god træning og skidt med en tur hvor du ikke lige synes det "køre" 18 km er sejt..På en dårlig dag husk det..;-)
    Knus

    SvarSlet
  5. Ja det var virkelig ubehageligt, jeg bliver ved med at stirre på min højre arm og forestille mig hvordan de der to huller efter at den havde hugget ville have set ud. Og tænke på hvor hysterisk jeg ville være blevet.....
    Og selvfølgelig fortsætter træningen - 18 km er jo godt nok men det skulle have været over 30. Er supernervøs for at jeg ikke løber nok (og det gør jeg ikke!), men så må jeg jo tage den på "heldet følger de tossede" måden!

    SvarSlet
  6. Pis. Hader slanger. Også selvom risikoen for at få en skovflåt er væsentlig større end at møde en hugorm! Har selv mødt en snog et par gange ovre i skoven. Not nice! Jeg flipper helt ud og begynder at hyperventilere.
    Er heller ikke selv meget for morgenløb. Selvom det synes som en super idé aftenen før, er det bare megasvært at komme af sted om morgenen...
    Knus :-)

    SvarSlet