fredag den 25. november 2011

Lidt om at være nødt til at have meget brede skuldre

Jeg har jo som sagt tre børn. Meget ens og meget meget forskellige. I krop og sind. Elsker dem over alt i verden og syntes at de opnår nogen fantastiske ting. Og at de er fantastiske. Er megastolt af dem. Som enhver mor gør. Samtidig tror jeg også at jeg er ret realistisk omkring deres mindre heldig sider - for jeg er jo vild med dem alligevel. Og de der sider har vi jo alle nogen stykker af......

Ældstesønnen er vildt højt begavet, sådan noget med at få special undervisning for at han kan udvikle sig endnu mere. Og Yngstebarnet er godt på vej dertil. De glider begge nemt gennem livet, skolen, har nemt ved at få venner og er populære i enhver sammnhæng. Er sikre på at blive inviteret med hver gang der er noget interessant der foregår.

Mellembarnet, mit smertensbarn, er lige så begavet og fuld af kvalitet. Det kommer bare ikke frem på samme nemme og charmerende måde som hos hendes søskende. Hende skal man lige give en chance men så får man til gengæld en oplevelse af modenhed og kloge betragtninger som man ikke havde forventet at få med en 13-årig. Det har klassekammerater bare ikke rigtig tid til. Eller tålmodighed til. De har helt forståeligt travlt med at leve livet og bliver trætte af humørsvingninger, småsure miner, lukkethed og alle de andre ting der dækker over en sart og følsom sjæl. Derfor bliver den lille sjæl lukket inde i et lag af overvægt og muthed der kan besytte ejermanden mod tilværelsens tunge åg.
Nu sidder jeg her og med tårer ned ad kinderne ved tanken om mit smukke barn der har så svært ved at finde melodien.
For hun er ualmindelig køn, men dækker det bag overvægt og en personlig hygiejne der får hende til at hørme som et karlekammer - fordi hun ikke tror på at hun er noget værd, at nogen kan elske hende og at nogen vil være venner med hende. Hun flagrer fra veninde til veninde som en sommerfugl fra blomst til blomst i håb om at nogen vil være hendes aller aller aller bedste veninde. Og hver gang et venskab spirer frem går det i sig selv igen fordi hun ikke kan tro at hun er værd at holde af - fordi hun hader sig selv så frygteligt. Hun er hende der sidder og ser på Facebook at de andre har holdt fest og nej hvor var det sjovt - men hun var ikke inviteret. Hun kæmper med at få gode resultater i skolen lige som sine søskende selv vi igen og igen fortæller hende at det ikke er det vigtige - så er det for hende vigtigt at være lige så god som dem. Fordi hun ikke forstår at enhver har sin egen kvalitet og at hendes tid kommer når den er parat.

Jeg har nu sat en del ting i gang for at prøve at hjælpe hende. Igen. Igen. For vi har været der flere gange. Men er løbet panden mod en mur.
Nu tror jeg hun er parat. Til at tage sin del af ansvaret for sit liv. Til at gøre arbejdet med at tabe sig og med at slutte fred med sig selv. Måske.
For hvordan lærer man en 13-årig at elske sig selv? Hvordan får man hende overbevist om at hun er lige så meget værd som alle andre? Selv voksne mennesker kan have svært ved det.

Det er mig der må prøve at få det til at ske. De små ting først. Vi løber sammen efter et begynderprogram og har aftalt at vi løber Kvindeløbet i slutningen af Maj - 10 km. Hun får 1 euro for hver løbetræning. Det er vores tid sammen. Vi laver sund mad i mindre mængder. Vi finder muligheder for lidt snacks. Vi sørger for at man kommer i bad, vasker hår og børster tænder - fuldstændig som da hun var to år....... Vi er nok nødt til at købe lidt bukser så hun har noget der passer indtil hun er kommet ned i en størrelse hvor det gamle kan komme på igen. Vi har mange og lange samtaler i de små timer. Nu er skolen også blevet involveret så der kommer noget lidt mere professionelt på. For det er jo ikke normalt at hun skal synes at jeg er hendes eneste og bedste ven. Jeg er hendes mor og det er noget helt andet selv om vi også er gode venner.

Derfor må jeg have de brede skuldre på og stå klippe fast.


For Konsulen har nogen ubehagelige ting at trækkes med rent arbejdsmæssigt og kan ikke rigtig rumme meget mere i øjeblikket. Han er også en mand, for ham er det er mere noget med at råbe lidt, tage sig sammen og så ikke så meget fis.

Sådan en weekend hvor man har lagt sig ud med alle de der indtil nu har holdt ud som veninder, kan godt gå hen og blive lidt lang og trist. Derfor skal jeg hen og købe den hårfjerningscreme og neongrønne neglelak til tæerne (for på fingrene er alle neglene bidt af...) som længe har stået på ønskesedelen. Til en hyggeaften med forkælelse og pleje af en krop der måske så kan blive lidt rarere at leve i?

11 kommentarer:

  1. Det lyder som en god plan - og du som en god mor. :-)

    Jeg var på mange måder et vildt mærkeligt barn og en sær teenager. Det har jeg haft stor glæde af som voksen! ;-)

    Jeg glæder mig til at læse om jeres fælles løbeoplevelser! God vind med det sunde projekt. Jeg ved af egen erfaring, at en løbetur i godt selskab er den bedste medicin for krop og sjæl!

    SvarSlet
  2. Hvor er du en skøn mor...

    Jeg håber helt ind i sjælen, at du får den fine lille blomst til at springe ud.
    De bedste ønsker herfra.

    SvarSlet
  3. Det er lige før jeg selv kniber en tåre!
    For en del af din beskrivelse af din smukke 13-årige datter er som en beskrivelse af min kønne 12-årige søn.
    Men der kan være langt ind til det inderst inde, men uanset hvad - så bliver vi ved med at prøve!
    Det er så fint, som du er der for hende - altid og til evighed, ikke?

    SvarSlet
  4. Kære Kirsten

    Sider her og får en knude i maven over din beretning, og håber af hele mit hjerte at din datter kommer godt igennem sine teenage år.

    Har selv været i samme situation med min datter for ca. 9 år siden - overvægt, lavt selværd, ingen hjerteveninde, neglebidning o.m.a. Hun kom på julemærkehjem som 13 årig, tabte sig og fik en del mere selværd, men rent mentalt kom hun ikke på fode og det endte senere i en depression i 3g. Set i bakspejlet ville hun have haft godt af samtaler med en psykolog eller lignende. Hun er stadig overvægt i dag som 22 årig og jeg tænker tit på hvad jeg kunne have gjort anderledes.
    Synes det er nogle gode tiltag du har gang i, og jeg ønsker dig og din datter alt mulig held og lykke.

    Susanne

    SvarSlet
  5. Puha, det er sørme hårdt, Kirsten. Men uden at vide så forfærdelig meget om løsninger på den slags, er det min overbevisning, at du gør det rigtige, nemlig er der for hende og tager aktiv del i hendes forsøg på livsstilsændring. Det er en konkret udfordring, som I kan være fælles om, og undervejs får det så forhåbentlig også en virkning på alt det, der gør ondt indeni. Og når skolen også involveres, bredes det hele lidt ud, så der også er mulighed for at få succesoplevelser på den sociale front udenfor familien.
    At være der, tror jeg er meget vigtig. Ikke at jeg har haft lignende problemer selv, men jeg havde en mor, der i bedste mening prøvede at holde mig ti skridt fra livet - for min egen skyld! Jeg ville have elsket at være veninde med min mor, uden at der skulle kunne være noget odiøst i det, der kunne sagtens være plads til veninder også.
    Jeg sender de varmeste tanker og de bedste ønsker for jeres kamp, og krydser fingre for, at det lykkedes for jer at skabe en gladere tilværelse for den smukke pige.

    SvarSlet
  6. Børn kan være så perfidt gode til at lukke dem, som ikke lige passer ind ude (nå ja, det kan voksne faktisk også).
    Det kan være rigtigt svært at blive ved med at tro på eget værd, når ens jævnaldrende tilsyneladende ikke værdsætter den man er.
    Et par års udvikling af klassekammeraterne vil formentlig gøre en verden til forskel. Piger på 15-16 år kan meget bedre se kvaliteten i en livsklog og dyb snak end piger på 13 kan som gennemsnit. Men det hjælper desværre ikke ret meget lige nu.
    Din datter er virkelig heldig at have en mor som ser hende, og vil være sammen med hende. Selv om du selvfølgelig ikke kan være 13 år og jævnbyrdig veninde, er hun ikke alene.
    Måske kan skolen være behjælpelig med kontakt til ligestillede piger? Hun kan ikke være den eneste i Helsinki som har det sådan?
    Endelig kan et sceneskift hjælpe din datter med at redefinere sig selv (hvis de andre tiltag ikke hjælper). Det er selvfølgelig ikke nemt at flytte skole, når I er fremmedsprogede i forhold til det finske samfund, men måske kan hun flytte klasse?

    SvarSlet
  7. Kære Kirsten
    Åh det er så svært,når ens børn ikke har det godt. Det SKAL de bare have. Men det at komme igennem svære ting er med til at forme dem. Og lige nu oplever din datter, at der er nogen, hun kan regne med. Det er en vigtig ballast at rejse videre med.

    SvarSlet
  8. Kære Kirsten, hvor er det svært at stå i for dig. Hvor jeg ønsker, at din sommerfuglepige finder sit sted at folde vingerne helt ud og tro på, at de bærer! Jeg tror, hun kan! Sammen med dig og den hjælp, der skal til.
    Ønsker dig kræfter og styrke til at gå med hende hele vejen.

    SvarSlet
  9. Åhhh den lille pusling. Hvor er livet svært indimellem.
    nogle gange er overvægt en form for selvhjælp - man pakker sig selv ind og beskytter sig selv.

    Hvis hun bare - med din hjælp - kan få hul på det - og begynde at se på sig selv som værende et dejligt menneske som er MEGET værdifuld.. så kommer hun videre.
    Puuuh ha altså.. Ikke nemt. Jeg krydser fingre!!

    SvarSlet
  10. Jeg sidder med klump i halsen efter at læse dit meget ærlige indlæg. Hvor er det svært at se på, når ens børn ikke trives - der er vist ikke noget, der er værre i livet. Et teenageliv kan bare være så svær, der er så mange ting man hele tiden skal leve op til - hun er ikke alene, selvom det føles sådan http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/433760:Danmark--Unge-er-fanget-i-kravet-om-perfektion
    Held og lykke - godt hun har dig

    SvarSlet
  11. God vind med projektet, det er så svært når det ikke går helt perfekt med ens barn. Vores mellembarn er lidt sær, en enspænder med et voldsomt temperament. Jeg prøver og prøver at lære ham at begå sig. Men han er ensom og bliver ofte drillet. Vi har overvejet skoleskift, det tænker jeg også kunne være relevant for jer, men er bange for at 'nissen flytter med'...

    Held og lykke, håber det bedste. Synes det er fantastisk at løbe med sit barn, så har I to også noget sammen :)

    de allerbedste hilsner

    SvarSlet