Lidt om at være nødt til at have meget brede skuldre

Jeg har jo som sagt tre børn. Meget ens og meget meget forskellige. I krop og sind. Elsker dem over alt i verden og syntes at de opnår nogen fantastiske ting. Og at de er fantastiske. Er megastolt af dem. Som enhver mor gør. Samtidig tror jeg også at jeg er ret realistisk omkring deres mindre heldig sider - for jeg er jo vild med dem alligevel. Og de der sider har vi jo alle nogen stykker af......

Ældstesønnen er vildt højt begavet, sådan noget med at få special undervisning for at han kan udvikle sig endnu mere. Og Yngstebarnet er godt på vej dertil. De glider begge nemt gennem livet, skolen, har nemt ved at få venner og er populære i enhver sammnhæng. Er sikre på at blive inviteret med hver gang der er noget interessant der foregår.

Mellembarnet, mit smertensbarn, er lige så begavet og fuld af kvalitet. Det kommer bare ikke frem på samme nemme og charmerende måde som hos hendes søskende. Hende skal man lige give en chance men så får man til gengæld en oplevelse af modenhed og kloge betragtninger som man ikke havde forventet at få med en 13-årig. Det har klassekammerater bare ikke rigtig tid til. Eller tålmodighed til. De har helt forståeligt travlt med at leve livet og bliver trætte af humørsvingninger, småsure miner, lukkethed og alle de andre ting der dækker over en sart og følsom sjæl. Derfor bliver den lille sjæl lukket inde i et lag af overvægt og muthed der kan besytte ejermanden mod tilværelsens tunge åg.
Nu sidder jeg her og med tårer ned ad kinderne ved tanken om mit smukke barn der har så svært ved at finde melodien.
For hun er ualmindelig køn, men dækker det bag overvægt og en personlig hygiejne der får hende til at hørme som et karlekammer - fordi hun ikke tror på at hun er noget værd, at nogen kan elske hende og at nogen vil være venner med hende. Hun flagrer fra veninde til veninde som en sommerfugl fra blomst til blomst i håb om at nogen vil være hendes aller aller aller bedste veninde. Og hver gang et venskab spirer frem går det i sig selv igen fordi hun ikke kan tro at hun er værd at holde af - fordi hun hader sig selv så frygteligt. Hun er hende der sidder og ser på Facebook at de andre har holdt fest og nej hvor var det sjovt - men hun var ikke inviteret. Hun kæmper med at få gode resultater i skolen lige som sine søskende selv vi igen og igen fortæller hende at det ikke er det vigtige - så er det for hende vigtigt at være lige så god som dem. Fordi hun ikke forstår at enhver har sin egen kvalitet og at hendes tid kommer når den er parat.

Jeg har nu sat en del ting i gang for at prøve at hjælpe hende. Igen. Igen. For vi har været der flere gange. Men er løbet panden mod en mur.
Nu tror jeg hun er parat. Til at tage sin del af ansvaret for sit liv. Til at gøre arbejdet med at tabe sig og med at slutte fred med sig selv. Måske.
For hvordan lærer man en 13-årig at elske sig selv? Hvordan får man hende overbevist om at hun er lige så meget værd som alle andre? Selv voksne mennesker kan have svært ved det.

Det er mig der må prøve at få det til at ske. De små ting først. Vi løber sammen efter et begynderprogram og har aftalt at vi løber Kvindeløbet i slutningen af Maj - 10 km. Hun får 1 euro for hver løbetræning. Det er vores tid sammen. Vi laver sund mad i mindre mængder. Vi finder muligheder for lidt snacks. Vi sørger for at man kommer i bad, vasker hår og børster tænder - fuldstændig som da hun var to år....... Vi er nok nødt til at købe lidt bukser så hun har noget der passer indtil hun er kommet ned i en størrelse hvor det gamle kan komme på igen. Vi har mange og lange samtaler i de små timer. Nu er skolen også blevet involveret så der kommer noget lidt mere professionelt på. For det er jo ikke normalt at hun skal synes at jeg er hendes eneste og bedste ven. Jeg er hendes mor og det er noget helt andet selv om vi også er gode venner.

Derfor må jeg have de brede skuldre på og stå klippe fast.

For Konsulen har nogen ubehagelige ting at trækkes med rent arbejdsmæssigt og kan ikke rigtig rumme meget mere i øjeblikket. Han er også en mand, for ham er det er mere noget med at råbe lidt, tage sig sammen og så ikke så meget fis.

Sådan en weekend hvor man har lagt sig ud med alle de der indtil nu har holdt ud som veninder, kan godt gå hen og blive lidt lang og trist. Derfor skal jeg hen og købe den hårfjerningscreme og neongrønne neglelak til tæerne (for på fingrene er alle neglene bidt af...) som længe har stået på ønskesedelen. Til en hyggeaften med forkælelse og pleje af en krop der måske så kan blive lidt rarere at leve i?