Synger fugle på samme sprog?

Jeg tror at foråret har besluttet sig for at komme til Finland - i hvertfald til den sydligere del. Vi har plusgrader i en uendelighed og det drypper dag og nat af sne der smelter. De første gæslinger er sprunget ud på træerne og der er noget der kunne blive til forårsblomster på sydvendte skråninger. Faktisk er det meste af gårdspladsen isfri hvilket betyder at man ikke mere er i fare for at knække stængerne når man går ud af huset.

Søndag var jeg ude på en længere tur, løb 16 km i gråvejr og støvregn - helt fantastisk dejligt løbevejr. Jeg havde planlagt en bestemt tur, men Konsulen fik pludselig brug for bilen og så er det heldigt at man er flexi-mor med indøvet evne til at ændre planer. Jeg hoppede bare med ind i bilen og bad om at blive sat af sådan cirka halvejs til Helsinki og tog den så på fornemmeren i retning mod hjemmet. Nu skal man ikke tro at jeg helt var på Herrens mark, jeg vidste stort set godt hvor jeg var, men en ting er at køre i bil - noget andet er at finde en løberute med et rimeligt antal km. For en sikkerheds skyld havde jeg tog/bus kort og 10 Euro med i væskebæltet så jeg ville kunne finde noget offentlig transport hvis det skulle gå helt galt. Det lykkedes at finde vej i fin stil. Jeg løb noget af tiden langs noget hurtigvej, men inde bag læhegn og grøn bevoksning (ha ha, det der plejer at være grønt...) ad noget sti system der også er cykelsti. Her er utrolig godt udviklede ruter og man kan cykle/løbe beskyttet for trafik i hele det der svarer til Hovedstadsområdet - så det er bare at tage for sig af retterne.

Stationen i Grankulla

Turen gik over Grankulla (Kauniainen på finsk) hvor jeg lige måtte løbe lidt tilbage. Før i tiden har jeg haft det med at måtte planlægge mine lange ture på centimeter, overholde tider og endelig løbe hele vejen uden nogen form for udsving. Efter at have været skadet og ikke løbet så meget i vinterens løb har jeg fået en helt anden lyst til mine løbeture. Jeg har et program men der er plads til lidt mindre eller lidt mere, jeg kan godt finde på at gå eller stoppe for at beundre en udsigt - jeg er har fået lidt mere forståelse for også at lytte til kroppen. Så da jeg endelig havde aset mig op af en væmmelig bakke i Grankulla kom jeg til et bykort hvor jeg stoppede og kiggede for at se hvilken rute passede bedst - det vill have været helt uhørt for et halvt år siden. Men jeg besluttede at løbe tilbage for at få en rute som var lidt længere fordi benene var gode og jeg nød turen så meget.

Her er endnu ikke grønt, men sneen er væk fra de fleste fortove og man kan løbe ubesværet langs næsten alle vegne veje. Skovstierne og løjperne er stadig i brug af skiløberne, man forstår ikke at de gider da sneen er i kvalitet som en blanding af Slush-Ice og halvkogt havregrød. Et par kilometer fra hjemmet (med den berømte Dødsrute ventende forude...) stoppede jeg på Shell-tanken og købte to liter mælk jeg vidste vi manglede - de passede lige ind mellem hånd og albue. Jeg vil ikke sige at det er praktisk at løbe ned mælk i begge hænder - specielt ikke på det sidste stykke af langtur når man er træt - men det var faktisk en sjov måde at får det sidste stræk overstået. Det var nok meget godt at det ikke var piskefløde for så var jeg kommet hjem med flødeskum...

I går, tirsdag, løb jeg 7,5 km der skulle have været noget intervaltræning. Det kunne jeg godt mærke at jeg ikke helt er parat til endnu - det er en form for træning der nemt kan give skader - så det må vente til jeg er kommet i lidt bedre træning og har fået lidt flere km i benene. Det holdt lidt hårdt at komme ud for magneterne i sofaen var stærke og jeg sad og faldt i lidt småslummer. Men så tog Fanden ved mig, jeg fik sat maden i ovenen, hentet Konsulen ved toget og røg ud i aftensolen og fulgesangen. For de har nemlig opdaget at foråret er kommet og jubler i vilden sky.

Og så er det at jeg spørger om de lokale fulge synger på et andet sprog? For jeg synes at solsorten som sad så fint på grenen lød lidt anderledes end den plejer at gøre i Danmark. Et smut ned ad Memory-Lane gav tilbageblik til hen-under-aften-stund i køkkenet i barndomshjemmet med åbent vindue og solsortens fantastiske sang, og jeg husker tonerne lidt anderledes....

Eller var det bare nostalgien der spillede mig et puds?

Lånt på www.fugleognatur.dk