Jeg løb i søndags ind til "min" skovsø - Sorlampi - for første gang i næsten 5 måneder for man har kun kunnet komme derind pr. ski. Og der er stadig is på søen selv om den er tynd og sprød og alligevel smeltet inde ved bredden. Det er en kort tur på 7 km så jeg havde ingen ting med og billeder må I have til gode til næste gang. Turen derind er en god basis med mange muligheder for længere ture derfra.
Jeg havde så travlt med at kigge ind mellem træerne og nyde at kunne se dybt ind i skoven fordi der ingen blade er på træerne endnu, at det var et helt tilfælde at jeg pludselig kiggede ned. Og kunne tage et ordentligt hop fremad. Fordi nogen sad midt på stien og slikkede solskin i sine egne tanker. Heldigt for nogen at jeg så dem for ellers havde nogen fået et ordentligt los i rumpen og formodentlig taget en projektil-tur ind i underskoven og fået en meget pludselig opvågnen til virkeligheden.
Nogen så sådan her ud og var uanmindelig sød at se på - med knopper og farver og vorter og meget tudse-frø-agtig:
Vi hilste på hinanden, jeg nok lidt mere begejstret end nogen. Jeg blev kigget på med mistro i blikket og så besluttede man at man hellere måtte vralte væk og sole videre i fred for løbere og andre forstyrrende elementer.Nu har jeg sådan set min prins derhjemme. Men måske jeg kunne have scoret et halvt kongerige hvis jeg havde kysset den????
Ingen kommentarer:
Send en kommentar