Nu tør jeg tro på det....

At jeg kan gennemføre hvad jeg har været så optimistisk at rode mig ud i. For ca 1½ måned siden fik jeg et tilbud jeg ikke kunne sige nej til (desværre ikke fra Robert Redford) og derfor kastede jeg mig over udfordringen.

Tre unge mænd - de er i hvertfald temmelig meget yngre end mig - spurgte om jeg ikke ville løbe Helsinki City Run ½ marathon med dem den 7. Maj, for de har aldrig løbet et ½ marathon og synes at det kunne være sjovt at løbe sammen fordi vi har kontakt gennem vores arbejde. Det var ca 1. marts hvor jeg ærlig talt var i rigtig dårlig form efter lang og skadet vinter , men jeg samlede handsken op og sagde ja. De kommer naturligvis til at løbe fra mig, men bare det at have nogen at være sammen med om projektet er supersjovt. Jeg har jo altid været helt alene om det - denne gang skal jeg også for første gang løbe i et løb med omkring 13.000 løbere og det var den konkurrence der skulle have været mit livs første halvmarathon. Pga skade med ITB syndrom måtte jeg udsætte den et år. Og troede heller ikke at jeg ville være parat i år.

Og så gik jeg i gang med at få kilometer i benene. I samarbejde med min osteopat. Nu får jeg altså ikke procenter, men for mig har osteopat behandlingerne været helt revolutionære. Jeg har aldrig ondt i ryggen, og jeg mærker ikke mit Ileo-Tibiale-Syndrom.

Der er stadig pletvis sne på nogen af skovstierne, men de kan sagtens bruges.

Det er lykkedes på den 1½ måned at komme fra at løbe ca. 7 km i snit pr. pas med ondt her og der til lange gode og seje ture uden smerter (andre end dem der kommer når man lige presser sig lidt).

Jeg havde at mig i hovedet at jeg skulle have et langt pas til før konkurrencen - sådan lige for at føle mig sikker på at jeg kan gennemføre. Tiden til konkurrrencen er lige meget, jeg vil bare vide at jeg kan. Spontant besluttede jeg i fredags at det var dagen, kunne mærke at det var nu eller aldrig sådan rent mentalt. Fysisk skulle jeg blive klogere undervejs, det var mere aldrig end nu....

Efter at have tilbragt hele formiddagen liggende i skråvendt stilling på gulvet med hovedet i ovnen for at rense måneders skidt ud, så jeg at regnen stilnede af og skyerne spredtes - så var det bare at komme ud. Det var meningen at Konsulen skulle have været noget ærinde og kunne sætte mig af så ruten ikke blev for lang, desværre lagde han sig med noget influenza og jeg måtte revidere planerne (synes jeg har været der før...).

Så turen begyndte med 2 km gang som opvarmning gennem skoven og fortsatte så i løb. Det blev til 22 km rent løb, med tunge ben, bly i røven og alt det andet der følger efter at have sovet for lidt og ikke sørget for at være klar til langtur. Men sikken en udfordring mentalt. Jeg var jo rimelig hurtig klar over at det ikke var min dag, men da jeg var kommet igang og det alligevel tager 5-6 km for at være ordentlig varmet op - så fortsatte jeg for jeg kunne ikke overskue tanken om at vende om. Og på et tidspunkt er det alligevel for sent for så er man kommet så langt væk hjemmefra at det er nemmere at løbe videre. Der fløj mange fantasier gennem hovedet på omkring busser (der kørte jo ikke rigtig nogen for det var Langfredag), taxaer, bekendte der måske kom kørende fordi (hvorfor i al verden skulle de gøre det og hvem kender jeg egentlig her i landet?) - men jeg vidste jo godt at der kun var en vej frem: at sætte den ene fod foran den anden.

Det er første gang at jeg har skullet gennemføre et løb på viljen og med hovedet. Det var en god oplevelse og det bliver sikkert ikke sidste gang for der er mange lange ture forude.

Heldigvis var der også kønne ting at se på vejen - nogen af de første forårsblomster.

Jeg var lykkelig da jeg øjnede Shell tanken som var mit mål og aldrig har en kold appelsinvand smagt så godt. Jeg gik de sidste 3 km hjem og følte mig rigtig godt tilpas - sådan som man har det når man har gennemført noget der bare skulle gøres. Det blev til 27 km i benene hvoraf de 22 var løb, nu skal jeg til at trappe lidt ned hen i mod den 7. maj.