Flying High....

Når man har brugt det meste af vinteren på at være småskadet så kan det være svært at tro på at man måske er kommet over det. Det kan være svært at forstå at behandlinger hos en osteopat har været så effektive at jeg ikke har haft ondt i ryggen i 4 uger, efter at have haft ondt stort set hver dag i mange, mange måneder. Og svært at forstå at jeg pludselig kan løbe i en helt anden stil - at jeg helt naturligt har ændret kropsholdning således at kroppen kan holde til nogen ting jeg ikke troede var mulige. Samtidig lider jeg af paranoia for at det skal gå galt (højt at flyve dybt at falde hedder det vist ifølge Janteloven...) og kan ikke forstå at jeg efter at have tænet i en måned er tilbage i mit tidligere tempo og distancer - selv om det ikke er et specielt hurtigt tempo....

Lørdag stod den på langtur og jeg løb 19,5 fantastiske km i dejligt forårsvejr. Solen skinnede og selv om det blæste alt for meget efter min smag så nød jeg min tur uden hue på for første gang. Jeg havde stadig to langærmede løbe t-shirts og løbejakke for april er en lumsk måned og jeg skal ikke være syg. Det var såmænd heller ikke for varmt, jeg kunne lyne lidt ned når vinden var med og lukke igen når den var imod (og det var den...)

Sneen er helt væk på fortove og veje, så da jeg drejede ind mod skoven som jeg skal igennem for at komme til den lange strækning langs motorvejen Kehä III kunne jeg først løbe på dette her:

Mens skiløberne der insisterede på at løbe på ski i 6 graders varme løb ved siden af mig på denne løjpe:

Desværre kom der så det punkt hvor jeg længselsfuldt kunne se stien dreje til venstre hen mod pladsen hvor snekanonerne står og laver sne til at slaske ud på løjpen hvis det er ikke er nok på det tidspunkt hvor finnerne bare må ud på ski. Jeg var nødt til at fortsætte lige ud på skiløjpen en lille kilometer - og det var simpelthen så hårdt. Sneen er halvblød og hælene synker dybt ned, det er helt umuligt at løbe og selv at gå var en anstrengelse - glat og ujævnt. Det blev dog opvejet af glæden ved at være i skoven igen.

Men så bliver det nemmere og selv om ruten langs motorvejen ikke er så charmerende så er den den snefri. Der snart folketingsvalg heroppe og det er en valgplakat der ligger væltet der i højre side (som sagt så blæste det!). Jeg havde drikke bælte med vand og en banan som jeg spiste efter ca 12 km . Ikke fordi jeg egentlig har lyst, men det er klogt at sørge for at få noget energi og at træne både at spise og drikke før konkurrencerne. Ofte har jeg haft sportsdrik med, men jeg vil egentlig helst have vand fordi jeg ikke er så vild med søde sager. Jeg er nødt til at eksperimentere lidt med hvilken væske er bedst fordi jeg sveder meget og har ansigtet fyldt med salt som løber ned i øjnene og svier - så derfor kan det godt være jeg er nødt til alligevel at have noget isotonisk væske. Og naturligvis er der id-kort i bæltet. Og mobil i lommen. Bare for en sikkerheds skyld!

Der er også strækninger som denne, i læ og uden for meget billarm og blæst. Der er flere stedsegrønne træer og når det bliver sommer er her helt grønt og man glemmer at der er motorvej ved siden af:

Jeg undres over ikke at have ondt i benene og i musklerne, og over at jeg ikke er helt ødelagt efter så mange kilometer. Det var så heldigt at jeg fik kompressionsstrømper i fødselsdagsgave da jeg var i Danmark i november, dem er jeg først begyndt at bruge nu hvor jeg løber lange ture igen - og åbenbart er de virkelig effektive.

Jeg er taknemmelig for at få lov at få begejstringen over de lange ture tilbage og nyder hvert minut - nå ja, de sidste par kilometer er der brug for mit indre mantra: Jeg kan og jeg vil, jeg vil og jeg kan. Når det bliver messet i det rigtige tempo gør det underværker!!