Når man er arbejdende mor til 3 børn samt inhaver af en Konsul og et repræsentationsbudget, kan det være lidt kringlet at få passet et løbeprogram med fast træning ind i den daglige trummerum.
Derfor skal et løbepas nogen gange passes ind fuldstændigt som en strategisk krigsoperation udført med militær nøjagtighed - for eller bliver det ikke til noget. Med dertilhørende selvhad indeholdende følelser af fiasko, fedme og flop.
Mine børn har fritidsaktiviteter direkte fra skole (og på skolen) flere dage om ugen og jeg udnytter et par af dem til at komme i fitness centeret på denne årstid hvor det er så stygt at løbe udenfor. Jeg har præcis 1½ time fra arbejdsdagen er slut til den tid hvor børnene er færdige, på den tid skal jeg gå nogen minutter til Motivus, træne, gå tilbage til bilen og køre hen til skolen. Rent teoretisk er det umuligt - og her er det at adskillige års erfaring i mor-rollen som den der får tilværelsen for 5 mennesker til at hænge sammen kommer virkelig handy ind:
Komme lidt for tidligt på arbejde - derved kan jeg gå lidt tidligere.
Gåturen til Motivus - udføres i speedtempo.
Omklædning - uden al for meget fis, alt pakket aftenen før og parat, bare knalde tøj og sko på.
Ipod - spændes på arm og indstilles mens jeg løber ned ad trappen til salen.
Træning - uden så meget som et hyggeminut, i fokus, koncentreret om dagens opgave.
Stretching - kun lige det nødvendigste, resten derhjemme.
Bad - med vindstyrke 12.
Tøj på - kun lige noget deodorant, bare på med lortet, træningsrod væltes ned i tasken.
Ud - frakke og støvler på, ikke tid til at knappe eller lyne, fuldt firspring tilbage til bilen.
Synker tilfreds ned i sædet, madpakken frem, vandflasken ved siden af - hvis nogen af de kære børn skulle ringe og hvæse ned i mobilen "hvor er du mor, vi er færdige for længe siden" - så kan jeg uskyldigt og med god samvittighed svare "jeg er på vej, jeg sidder i trafikken". For det gør jeg jo, også selv om der ikke er nogen trafikpropper. Heldigvis tager det normalt mindst 10 minutter før de kommer ud fra aktiviteterne og for det meste er jeg der næsten (det tager ca 7 min. at køre derhen).
Godt nok er jeg stadig tomatrød i hovedet fra træningen med svedpersler trillende ned ad nakken og håret strittende ud til alle sider fordi kroppen har ikke nået at køle ned og falde til ro. Men jeg nåede det.....
Hææ - naturligvis nåede du det - du er mor - man kan slet ikke blive mor hvis ikke man kan det der ;)
SvarSletDejligt at du tager tid til dig selv, det er jeg vist lidt dårlig til.
Pyha, hårdt program, men du nåede det :-)
SvarSletJoh, jeg nåede det - for det gør man jo - jeg tror ikke man får sit Mor-certifikat hvis man ikke er i stand til at gøre alt i fuld fart frem. Det gælder vist alle mulige ting - indkøb, frisør, madlavning osv osv. og jeg tror de fleste kvinder kender til det.
SvarSletTid til mig selv - det er jo derfor jeg løber, det er måden hvor der ikke er nogen der kan forstyrre og ingen der kan blande sig i hvad jeg gør. Metoden med at sæte sig og læse på toilettet kan være effektiv, men så kan de kære små banke på døren til man overgiver sig! Hvis man er 10 km dybt inde i skoven må de klare kriserne selv....
Nu er man jo ikke nødvendigvis en dårlig mor fordi poderne sommetider må vente 10 min på deres "taxa" vel? Men kender godt det med at få træning passet ind mellem alle mulige andre gøremål - sådan er det at være en travl kvinde i hverdagen ;-). Men du får trænet og det er jo super.
SvarSletKnus Gitte
Det er godt koordineret, eksekveret og fuldendt. :-) Mor-jobbet gør en god logistiker. Men snart er det også solvejr og -varme hos jer. Mon ikke? Og så bliver det hele lidt nemmere. Bare fordi.
SvarSletKnus til dig :-)
Det kan man da kalde passion. Pernille Melsted (http://pernillemelsted.com/) definerer passion som noget du elsker og brænder for og som du kan yde meget af på kort tid, ganske simpelt fordi du er passioneret omkring det. Hun burde måske tilføje: og som særligt mødre kan få passet ind hvor som helst og når som helst. Jeg er imponeret :) Mvh Louise
SvarSlet