Hvad har man blogveninder til?

Dem har man til at stille irriterende spørgsmål. I det hele taget til at stille spørgsmål om de ting man skriver.

Det er jo sådan at når man beder nogen om råd, så er det oftest bare for at få bekræftet det man egentlig godt selv ved. Helt inderst inde i sjælen. Men ikke har så meget lyst til beslutte alene.

Så derfor kunne jeg ikke drømme om at kategorisere hverken Helles spørgsmål eller Gittes kommentarer som irriterende. Næh tværtimod, det er sgu da spørgsmål og kommentarer der vil noget.

Og jeg ved det jo godt.

Man vandrer ikke et halvmarathon. Eller et helt marathon for den sags skyld. Det er jo for idiotisk. Med mindre man altså dyrker Nordic Walking som en af mine medløbere i Hanko gjorde. Og brugte vist ca. 2 3/4 time til det - slet ikke dårligt.

Men det er jo ikke det jeg vil, jeg vil løbe og jeg vil løbe hele vejen. Så min beslutning må blive at jeg træner, jeg træner fornuftigt, jeg indser at jeg har slæbt med for meget ryg-knæ-sener der ikke vil hvad jeg vil, jeg accepterer at alderen har lidt med sagen at gøre; og hvis jeg så mener at jeg kan gennemføre et halvt marathon løbende i maj - gør jeg det. Hvis jeg ikke har haft løb af passende længde og som har givet det udbytte de burde gøre - så bliver jeg hjemme.

Jeg tilmeldte mig til det halve marathon for snart 1½ år siden og gebyret har jeg allerede glemt alt om. Det blev udsat fra sidste år til i år og kan ikke udsættes mere - skidt med det. Heroppe er løbsgebyrene normalt ikke så slemme og det skal ikke være grunden til at byde kroppen for meget.

Jeg elsker min træning - nok mere end konkurrencerne, jeg elsker mine lange skovløb og min tid med mig selv. Jeg elsker at føle friheden, jeg elsker at få den friske luft, jeg elsker at føle at jeg kan. Der er masser af andre (kortere) løb jeg kan løbe, og der er masser af længere løb i sommer og efterårs sæsonen. Jeg skal nok lige arbejde lidt med mig selv og mine ambitioner, prøve at komme hen til et punkt hvor jeg løber feks. et 10 km løb for at opnå et for mig personligt mål, uanset hvor heftigt alle de der unge mennesker fiser af sted om ørene på mig. Det er ikke nemt at få så meget baghjul - men vist sundt at få lidt ydmyghed.

I går løb jeg 7,4 km med gåpauser. Faktisk føltes det helt fint uden nogen symptomer - men det føles meget tungt. Nu er føret også helt umuligt, det har været tøvejr i nogen dage, frost om natten og underlaget er ikke alene klumpet, det er også iset som en skøjtebane og meget ujævnt. Jeg overvejer at overgive mig og gå indendørs for at skåne kroppen - det vil også give et bedre billede af hvad jeg egentlig kan.

Velkommen til sæson 2011 hvis formål må blive at få mig trænet op til at blive sej i stedet for satse på urealistiske konkurrence mål.

Jeg har jo livet for mig til at løbe lange konkurrencer engang ik'?? (sagt med lille og lidt trist stemme.....)