tirsdag den 8. marts 2011

Hvad har man blogveninder til?

Dem har man til at stille irriterende spørgsmål. I det hele taget til at stille spørgsmål om de ting man skriver.

Det er jo sådan at når man beder nogen om råd, så er det oftest bare for at få bekræftet det man egentlig godt selv ved. Helt inderst inde i sjælen. Men ikke har så meget lyst til beslutte alene.

Så derfor kunne jeg ikke drømme om at kategorisere hverken Helles spørgsmål eller Gittes kommentarer som irriterende. Næh tværtimod, det er sgu da spørgsmål og kommentarer der vil noget.

Og jeg ved det jo godt.

Man vandrer ikke et halvmarathon. Eller et helt marathon for den sags skyld. Det er jo for idiotisk. Med mindre man altså dyrker Nordic Walking som en af mine medløbere i Hanko gjorde. Og brugte vist ca. 2 3/4 time til det - slet ikke dårligt.

Men det er jo ikke det jeg vil, jeg vil løbe og jeg vil løbe hele vejen. Så min beslutning må blive at jeg træner, jeg træner fornuftigt, jeg indser at jeg har slæbt med for meget ryg-knæ-sener der ikke vil hvad jeg vil, jeg accepterer at alderen har lidt med sagen at gøre; og hvis jeg så mener at jeg kan gennemføre et halvt marathon løbende i maj - gør jeg det. Hvis jeg ikke har haft løb af passende længde og som har givet det udbytte de burde gøre - så bliver jeg hjemme.

Jeg tilmeldte mig til det halve marathon for snart 1½ år siden og gebyret har jeg allerede glemt alt om. Det blev udsat fra sidste år til i år og kan ikke udsættes mere - skidt med det. Heroppe er løbsgebyrene normalt ikke så slemme og det skal ikke være grunden til at byde kroppen for meget.

Jeg elsker min træning - nok mere end konkurrencerne, jeg elsker mine lange skovløb og min tid med mig selv. Jeg elsker at føle friheden, jeg elsker at få den friske luft, jeg elsker at føle at jeg kan. Der er masser af andre (kortere) løb jeg kan løbe, og der er masser af længere løb i sommer og efterårs sæsonen. Jeg skal nok lige arbejde lidt med mig selv og mine ambitioner, prøve at komme hen til et punkt hvor jeg løber feks. et 10 km løb for at opnå et for mig personligt mål, uanset hvor heftigt alle de der unge mennesker fiser af sted om ørene på mig. Det er ikke nemt at få så meget baghjul - men vist sundt at få lidt ydmyghed.

I går løb jeg 7,4 km med gåpauser. Faktisk føltes det helt fint uden nogen symptomer - men det føles meget tungt. Nu er føret også helt umuligt, det har været tøvejr i nogen dage, frost om natten og underlaget er ikke alene klumpet, det er også iset som en skøjtebane og meget ujævnt. Jeg overvejer at overgive mig og gå indendørs for at skåne kroppen - det vil også give et bedre billede af hvad jeg egentlig kan.

Velkommen til sæson 2011 hvis formål må blive at få mig trænet op til at blive sej i stedet for satse på urealistiske konkurrence mål.

Jeg har jo livet for mig til at løbe lange konkurrencer engang ik'?? (sagt med lille og lidt trist stemme.....)

5 kommentarer:

  1. Jeg synes det er en rigtig god beslutning at tage sådan et mål i stedet for konkurrencer som din krop måske ikke er klar til endnu.

    Konkurrencer er ikke for sent!

    Du skal ikke blive sej - du ER sej! :-)
    Du er i det mindste igang - ikke som visse andre som ikke kan komme igang overhovedet..

    SvarSlet
  2. Kære Kirsten
    Ja sådan er det jo at have en offentlig blog - man får respons på det man skriver, og det er vel også noget af formålet. Heldigvis er man jo helt frit stillet til at sortere og bruge kommentarerne som man vil;-).
    Jeg synes jo absolut det er en fornuftig beslutning du har taget - du er stadig en forholdsvis ny løber og har desværre også været begrænset af skader. Så at passe på dig selv og tage tingene i det tempo kroppen nu er klar til dem - det er da fornuft :-). Der vil altid være et løb lige om hjørnet som du kan melde til når du og kroppen er klar til det. Men det er fint at have mål forude til at bevare motivationen i træningen - så kan man altid justere på målet hvis det er nødvendigt.
    Knus fra Gitte

    SvarSlet
  3. Tranquilos. Som min farfar ofte sagde til alle os 22 børnebørn. Det var vist mere ham selv, som skulle have ro på. Men søde Kirsten; all good comes to those, who can wait. Yeah right!!!! ;-) Men talemåderne kan måske alligevel give ro, så man kan acceptere tingenes tilstand. Lige nu og lige her. Jeg kan næsten mærke din utålmodighed helt herover til Karlebo. Men jeg har også mødt dig, og jeg kan levende forestille mig din uro og utålmodighed. Men lige nu tror jeg, at det vil arbejde imod dig. Du må finde ro og vente og se om det går. Altså med at løbe dit ½ mar. Vent dog og se til dagene inden. Du behøver ikke at beslutte dig nu. Tror du, at du kan? Altså vente?
    Knus herfra

    SvarSlet
  4. Kære Kirsten
    Jeg var lidt bange for at jeg havde været lidt for irriterende. Men så strækker jeg elastikken lidt mere :)
    Kirsten - drop det halvmaraton i maj. Helt. Når du kan komme igennem 7,4 km med gåpauser i marts, skal du ikke løbe 21 km om et par måneder. Så havner du i den samme suppedas endnu engang.
    Jeg ved ikke, hvad det er med de der lange ambitioner. Måske var det en overvejelse værd, hvorfor de kortere løb synes mindre værd? Hvis du vil løbe lange løb, vil jeg anbefale dig at give det rigtig god tid. Minimum et halvt år fra nu - og det er endda optimistisk. Det tager altså flere år, før sener og knogler bliver stærke nok.
    Nyd for søren da dine ture i skoven og slap af i forhold til at slå dig selv i hovedet.
    Knus fra den irriterende

    SvarSlet
  5. Kære Kirsten
    Blog veninderne er guld værd, i med gang og modgang så at sige. Tak for dit klap på skulderen i dag ifht mit indlæg.
    Desværre er kæresten ryger,så det er vist mig der skal kysse et askebæger..ad:-/Eller måske nul kys!!

    Ved godt jeg ikke er en taber, men følesen sidder der, derfor skal og må det have en ende.
    Men tak for du er blogger, så vi kan mødes i cyber space, og give hinanden med og mod spil.
    Knus

    SvarSlet