tirsdag den 15. marts 2011

Elastikken strammes...

...På alle mulige fronter, men så kan det da være der kommer noget ud af det hele til sidst. Heldigvis har jeg en vis form for prop-personlighed, altså man kan prøve at holde mig nede på bunden et stykke tid men så river jeg mig løs og fiser op til overfladen igen.
Se så, hende der som tror hun er så irriterende men i virkeligheden bare er god til at sætte ord på tingene, hun stiller sgu nogen spørgsmål som det har været godt at gå og tygge lidt på. Noget af tiden blev det under dynen for jeg tog lige et par dage på tælling - noget lidt influenza agtigt noget der heldigvis alligevel ikke ville noget alvorligt.
Målsætninger er kloge at have i det mere private domæne og absolut nødvendige i løbe sammenhænge. Man kan tit og ofte bruge situationer eller reaktioner fra hverdagen i løbe træningen og omvendt også bruge den erfaring man får ved at flintre ude ødemarken i mange situationer i sin hverdag.

Jeg blev spurgt hvorfor jeg er så indstillet på de der lange løb og hvorfor de kortere løb ikke virker attraktive. Det er der vist en del grunde til og nogen af dem er mindre sympatiske end andre. Med stor fare for at jogge (ha ha, fik I den...) nogen over tæerne, har jeg tænkt mig at flyde med strømmen - så here goes:
- dem der kan løbe langt de er bare så seje og gode, sådan vil jeg også være.
- dem der løber langt er efter min opfattelse de bedste - dem vil jeg være en del af.
- hvorfor gå efter de nemme løsninger hvis man kan gå efter de svære og hårde. Man skal aldrig
sige nej til en udfordring.
- hvis man skal gøre noget, så skal det gøres ultimativt (her stikker perfektionisten sit lille fjæs
frem), ergo skal man løbe så langt som overhovedet muligt for at gøre det ordentligt.
- friheden og følelsen af at have gennemført at løbe 18-20 km (og helst længere) får man ikke
efter 10 km.
- Det der kick man får i minutterne før startskuddet til et løb og i de første minutter indtil man
er faldet til ro i konkurrencen - det fås ikke bedre af nogen anden stimulans.
- Jeg vil helt derud hvor jeg aldrig har været, det må prøves.

Er det gode grunde? Er det grunde nok? Er jeg nødt til at stoppe så meget op på vejen? Kan jeg ikke deltage i lange løb i år? Jeg er vist ikke helt færdig med at tænke - mand, jeg ved jo ikke engang hvor i verden jeg er om nogen måneder, så den der med træningen og distancerne må komme lidt efter hvad fremtiden vil vise.

Kroppen skal passes, det er der ingen tvivl om, jeg har lært af erfaringen - og den skal nok få sin opmærksomhed. Min osteopat har "frigivet" mig efter grundige behandlinger, jeg kan nu selv bestemme hvornår jeg vil komme igen - alt efter behov. Og det bliver der helt sikkert hen ad vejen!

Jeg har lov at lave core øvelser, men ikke direkte maveøvelser da det er vigtigere at få styrket core området først. Nu fortsætter jeg med løb - har indtil nu løbet med gåpauser hvilket er helt utåleligt og unødvendigt. Jeg bliver tungere og tungere i benene for hver gå pause og jeg føler ikke at det skåner ryggen mere. Jeg trænger til mine almindelige løbeture og troede bare at det var en effektiv måde at løbe længere på, men det holder ikke på de distancer jeg løber i øjeblikket.

7 kommentarer:

  1. Hej Kirsten
    Det er egentlig lidt sjovt at læse dine begrundelser for at ville løbe de lange løb. Hvis du f.eks vil gå efter svære og hårde målsætninger, så kunne det jo i princippet lige så godt være en bestemt tid på en 5 km eller 10 km? Hvis du altid går efter at gøre noget ultimativt, så kan du jo altid finde et løb som er længere, farligere, vildere osv - men hvor stopper du? Kicket når man står på startstregen, tja er det der ikke hvis det er kortere løb? Bare lige nogle tanker som dine begrundelser sætter gang i hos mig ;-).
    Men men jeg tror nu heller ikke der er nogen som vil tale dig fra dine mål - men bare få dig til at lytte til kroppen, give dig den tid det nu tager at komme i god nok form til de udfordringer som du nu så gerne vil byde dig selv. Det er jo også noget af kunsten - at vente til man er klar. Den kunst er der desværre mange som dumper i, men du vil ikke være en af dem vel? ;-)
    Dejligt at det går bedre med din ryg så du kan komme ud og få stillet lidt af din løbelyst.
    Knus fra Gitte

    SvarSlet
  2. Jeg er glad for, at jeg ikke sendte dig under dynen.
    Gode overvejelser. Men overvej videre, hvorfor det er vigtigt at være sej i en fart?
    At gøre noget ordentligt, kunne måske også være at træne langsomt og ordentligt op, så kroppen bliver klar?

    Jeg har en god veninde, som jeg har trænet sammen med i mange år. I gamle dage kunne hun løbe en 10'er på under 37 minutter. Det var eddermame sejt. Og hun har aldrig gidet at løbe et maraton.

    For mig er det seje ikke at løbe længst. For mig er det seje at gøre det, der passer til en :)

    SvarSlet
  3. Hej Kirsten
    Jeg forstår dig så til gengæld 100%....kunne ikke have beskrevet det bedre selv.:-)
    Kicket kommer jo ved at bryde grænser.. overgå sig selv.
    Hvad der ikke er muligt i dag... er måske i morgen.

    Det er rigtigt at løbene bliver længere og vildere...hvor grænsen går vides ikke... det er sku' da mere spændene end 5 og 10 km (undskyld hvis jeg træder nogen over tæerne)

    Håber du snart bliver klar... så du kan smide livrem og seler og give den fuld gas.

    Venlig hilsen
    Bjarne R. Jensen

    SvarSlet
  4. Det er jo herligt at få kommentarer der er forskellige og alligevel i sidste ende har noget tilfælles - løbeglæden. Og som alle giver udfordring til at tænke videre - hvilket jeg absolut vil gøre. Så er der noget at lave derude mens benene arbejder....
    En hurtigere tid på 5 eller 10 km er egentlig mindre attraktiv for den bliver aldrig noget at skrive hjem om - jeg er ikke hurtigløber og bliver det garanteret heller ikke med alderen. Og det er rigtigt at det sejeste er at være klar til det jeg udfordrer mig selv til og ikke lave dumheder. Så den er jeg helt klart med på! Sej i en fart - den bus er vist kørt for mig.
    Løbene vil blive længere - det er jo det der er hele mit formål med at løbe. Det kan og vil jeg ikke lave om på. Men om de også behøver at blive farlige eller vilde, det kommer lidt an på hvad man mener med det. Jeg forestille mig ikke at løbe extreme, men lidt sjove eller anderledes løb kunne jeg godt tænke mig...

    SvarSlet
  5. Hej Kirsten,

    Jeg tror det er ens grundlæggende natur - altså om man kan lide at løbe langt eller kort.
    Jeg kan også bedst lide at løbe langt.
    Men nu er min form efterhånden så dårlig at jeg synes 10 km er en ok tur, og hvis jeg kan løbe den med "fart" kan det også godt tilfredsstille mig.
    Hvis det er sådan fat - må du lære at elske at løbe kortere, og så skal de lange ture og oplevelser helt sikkert også komme til dig.
    Så jeg forstår dig godt, men nogen gange er man nød til at acceptere situationen og finde glæde og udfordring der hvor man er.

    Knus Karina

    SvarSlet
  6. Åh Kirsten jeg kan godt forstå dine grunde!!! Men pas på dig selv. Jeg har ødelagt mine knæer så husk at geare ned hvis kroppen virkelig siger fra. Hvor er jeg are ked at på jeres vegne - hvor surt at han ikke fik jobbet i Danmark. Kan han virkelig ikke få opholdstilladelse efter alle de år I har været gift? Hvor var I forresten i perioden mellem Oslo og Helsinki? Håber I var hvor jeg tror hi hi!!!! Der er vist ingen af os fra "blandede" forhold der har valgt et let forhold MEN der er også mage skønne ting. Knus♥♥

    SvarSlet
  7. Så er det sagt. Dine grunde for at ville løbe langt. Me too. I den grad. Så jeg er med. Og vi vil løbe igen. Langt. Og når vi lige er ved det; kommer du igen til Skovmaren? ;-)
    Knus herfra

    SvarSlet