Jeg elsker jo at løbe - jamen hvorfor gør jeg så ikke?

Jeg føler at der et emne jeg er gået udenom som katten om den varme grød. Det dersens løb.

Formodentlig fordi jeg befinder mig i et underligt tomrum jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med. Har godt læst om at man kan føle tomhed efter at have løbet et marathon - et tomrum fordi man pludselig har opnået noget man har drømt om i meget lang tid. Hver gang man kæmper for at opnå noget, kommer der for det meste en dag hvor man er kommet til drømmepunktet  - og hvad så?

Man kan selvfølgelig bare blive ved. Med at stræbe frem eller i det mindste blive på det sted man nåede til.

At kæmpe for at komme i mål med et projekt, kræver selvkontrol i forskellige grader. Ja, selvfølgelig kræver det selvkontrol bare at komme op om morgenen - specielt her i Finland hvor morgenlyset ærlig talt har valgt andre jagtmarker. Men for specifikke mål kan kun direkte strategier bruges.
Selvkontrol er noget af det jeg plejer at være ret god til, for som jeg vist før har nævnt er jeg noget af en kontrolfreak. I hvertfald over for mig selv. Og hvis der derudover er nogen der ikke selv kan finde ud af at kontrollere dem selv, skal jeg da nok hjælpe dem (de stakler...). Så derfor kan det godt få mig lidt i panik når det ikke lykkes at holde fast i tråden.

Faktisk er jeg så dygtig til det der kontrol, at jeg en gang for mange år siden blev så slank så slank at det var svært at kende sig selv. Fordi det var den eneste måde jeg følte jeg kunne holde styr på mig selv i en meget turbulent periode af mit liv. Men det var der heldigvis nogen der hjalp med at holde op med. Og siden har jeg aldrig nogen sinde været på en slankekur og jeg skal det heller aldrig mere i hele mit liv. Det blev jeg sgu kureret for. Har heller ikke haft brug for det sådan rigtigt. Det var noget med at da jeg var færdig med at få børn så blev min krop enig med sig selv om at komme i balance. Og sådan noget skal man altså være taknemmelig for.

Men derfor kan man jo godt holde sig ved lige når man lige straks runder hjørner. Ved at løbe. Og så er der lige den der bonus med at når man løber nok, så behøver man faktisk ikke at være nervøs for at putte noget i munden. Heller ikke nogen af de lidt mindre anbefalede produkter.....

Alligevel tog jeg det ret seriøst da jeg var i træning til marathon. Syntes jo også at jeg skulle løbe en hulens masse kilometer. Så der var kontrol på det hele - spist rigtigt, drukket masser af vand, løbet i en uendelighed, sovet nok, ingen slinger i valsen i form af vin, slik eller andre gode ting.
Jeg følte mig ret godt tilpas. Frisk, let og fuld af energi.

BUM. Sagde det da jeg landede igen.

Det gode kan blive for meget af det gode - det skal jeg da gerne skrive under på. Specielt hvis der ikke kommer variation ind i billedet.
Jeg løb bare derudaf, kilometer efter kilometer. Uden at variere med tempo, interval eller noget andet. Det kunne ses på min sluttid, men det gør ikke noget. Værre er jo at glæden forsvandt fordi der ikke var lidt variation. Og så står jeg her og kan ikke forstå at jeg som elsker at løbe, pludselig ikke rigtig synes at jeg gider. Kan ikke få taget mig sammen til at komme ud mere ned et par gange om ugen. Selv ikke i den dejlige weekend der lige har været og hvor jeg kunne have løbet den herligste skovtur i pragtfulde farver.
Og den sunde livsstil - HA - den er også lige røget med i svinget. Puha.

Derfor er min fornemmeste opgave i øjeblikket at få mig selv hevet op ved hårene og forsigtigt træde ind i de helllige løbehaller igen. Forude venter en årstid der ikke er nem, men til gengæld en udfordring som jeg elsker. At løbe i det mest sindssyge vejr - regn, blæst, frost, sne, storm. Elsker følelsen af at have trodset vejrguderne og fået træningen i hus. Elsker stoltheden ved at have gjort noget på trods af vejret.

Mit fornemmeste mål er nu at blive glad for træningen igen. Ved hjælp af variation. På alle mulige punkter i hverdagen. For at dagligdagens trummerum ikke skal få ram på mig ved jævnligt at skyde mig i sænk.

Så nu ved I det. Hvordan det i virkeligheden også er. Syntes bare lige at alle de der tror at alle vi løbere er sådan nogen målsatte, perfekte, slanke og oversunde væsener skulle få sandheden at vide. Selv om der sikkert sidder nogen totalt  retningsstyrede løbere derude og siger "tsk tsk tsk" over mine svagheder....