Så jeg tog 16 km. Lidt tungt men jeg kunne jo godt.
Havde faktisk en angst for at jeg slet ikke kunne løbe overhovedet mere, som om kroppen ikke ville vide hvad den skulle gøre. Selv om det kun er nogen dage siden jeg var ude.
Men det gik altså.
Der var også nogen ting jeg var nødt til at tænke over. Og hvor tænker man bedre over tingene end når man løbe og ingen kan forstyrre?
For nogen havde stillet en hel del spørgsmål der skulle besvares.
I håb om at jeg kan blive coached tilbage til løbeglæden. Og finde motivationen igen. Sammen med lysten. Der er forsvundet sammen med troen på mig selv.
Jeg forstår sandelig godt du ikke vil blive hængende der, hvis det er billedet du hentyder til :-)
SvarSletGodt løbet. Giv dig selv et skulderklap, og gerne et fra mig også :-)
You go girl! ;)
SvarSletDet er et helt almindeligt fænomen, at man bliver pjevset og mister lysten til noget, man har trænet målrettet imod. Det sker for de fleste. Mit bedste råd er at lægge dit ur væk. Nu kan du alligevel ikke gøre mere for din form. Løb uden ur. Lad være med at fokusere på tid og distance. Løb kortere ture - ikke flre lange. Nyd det, og find tilbage til fornemmelsen af dejlighed ved at løbe i skoven.
SvarSletMin dårlige samvittighed er motionen. Den eksisterer kun i mit hoved. Jeg synes, at det er beundringsværdigt, at du sådan bare snupper 16 km.
SvarSletHænger måske lidt til Helles forklaring. Men du er så tæt på dit mål. Og du skal nok klare det. Der er ikke særlig lang tid igen. Løb et par småture og tænk ikke på tiden. Der er alligevel ikke så meget at ændre på nu. Bare nyd turene og hold dem korte, så du ikke tapper dig selv for kræfter. ;-)
SvarSletDet var dog træls, som motivationen pludselig forsvandt. Jeg håber virkelig, at du genfinder glæden. Mest fordi det at løbe bør være en glæde - med eller uden store mål :o)
SvarSlet