Yesssss!

Min fine medalje......

Sikke en oplevelse. Nok den største jeg har haft indtil nu - vist mest pga. min indstilling som var at gennemføre og nyde. Og jeg gjorde begge dele. Endda på en tid som ikke var værst, et par minutter mere end jeg har løbet de andre tre halve marathons. Så målet med at træne op på lidt under to måneder lykkedes til min tilfredshed. Startnummer blev hentet fredag eftermiddag og jeg oplevede for første gang hele reklame cirkuset og at få stukket en million reklame gaver i hånden for hver to meter. Samt en lækker hvid løbe t-shirt i god kvalitet med Helsinki City Run på brystet.

Med pigerne inden start hvor man lige aner blå balloner i baggrunden som var min startgruppes farve.

Jeg blev sat af lige ved start og havde derfor ingen problemer med at skulle parkere eller indlevere tøj til opbevaring for Konsulen og de to piger sørgede for det hele. Jeg ved ikke helt hvor mange løbere der var, men jeg så startnumre langt over 15.ooo. Derfor blev de første par kilometer ret langsomme fordi der var så mange før mig, jeg stod sammen med mine løbepartnere og ville ikke mase mig op foran men hellere starte sammen med dem. Det var jo også helt lige meget med et par minutter mere på min tid, det bruger meget energi at mase sig frem og ud og ind mellem løbere så jeg fulgte bare strømmen. Da jeg tilmeldte mig for 1½ år siden meldte jeg mig i en startgruppe som kom til at passe fint i sluttid, men det giver altså bagslag fordi man skal løbe klemt i starten.

Vejret var simpelthen perfekt, ca. 18 grader og meget let vind. Det var ikke for varmt og jeg løb i korte shorts - utroligt nok var der mange med lange sorte tights, sweatshirts og vindjakker som de måtte hive af under turen og kæmpe med at få bundet om livet. Ruten var meget flot og varieret, der var en del bakker og specielt lige før mål var der en rigtig ondskabsfuld en. Man løb i Central Parken, langs hav, i skov, i park og bebyggelse. Depoterne var fordelt meget fint - og da det var varmt sørgede jeg for at drikke ved dem alle. Omkring 11 km havde jeg lidt krise og gik op ad et par bakker men så kom kræfterne pludselig tilbage. Jeg tog en gel ved 13 km depotet og den virkede vist. Pludselig begyndte jeg at føle at nu er der jo kun x km tilbage, det er jo ikke mere end hvis jeg løber y rute, kræfterne kom tilbage og selv om jeg var lidt træt gik det strygende fra omkring de 14 km.

Her er der ca 600 meter tilbage for at komme rundt om stadium og ind til mål.

Jeg fik nogen kræfter ved skiltet med 20 km til en spurt selv om det var op ad bakke . Og derefter var det en meget stor følelse at løbe ind på det Olympiske Stadium (Finland holdt de Olympiske Lege i 1952) mod målet - jeg fik tårer i øjnene ved tanken om de store sportsudøvere der har været her før mig og over alle de tilskuere der sad og heppede på os løbere. Så jeg kunne give alt hvad jeg havde tilbage og komme i mål med armene over hovedet for første gang til et løb.
Det var en dejlig dag og jeg er stadig så glad over at jeg ikke faldt for fristelsen til ikke at tro på mig selv.


Så nu melder jeg mig sgu til det marathon den 20. august, ja jeg gør så. Her i Helsinki på en af de smukkeste ruter man kan løbe.