Farlig fridag

Tak for de positive tilbagemeldinger om mit løb - det er dejligt at få opbakning og dele sin glæde med andre. Og dejligt at de kan være glade på ens vegne.
Jeg var ude en mindre tur i mandags, det gælder om ikke at hvile på laurbærbladene og få blodet til at løbe rundt. Det var vist mere lidt bly-holdigt blod, men det er for mig at forvente efter en konkurrence og det slår mig ikke ud.
Jeg er vældig irriteret på mig selv over min langsommelige løbetider og jeg bruger en del tanke-energi i disse dage på at mentatlt forberede min krop på lidt andre boller på suppen. Man kan ikke både løbe længere og også hurtigere på samme tur - der skal vælges hvad man fokuserer på. Når (og ikke hvis!!!) jeg nu vil løbe marathon distance - og det vil jeg - så er minimum træning 4 gange pr uge. Det kræver ærlig talt en del planlægning men heldigvis er det lyst til ved 23 tiden så aftenen kan tages i brug. Børnene får sommerferie den 3 juni til den 8 august og så er der ingen taxa-kørsel.......hvilket vil sige mere løbetid til mig. Pigerne tager til Dk den 22 juni til den 19. juli - hvilket også giver mig bredere spillerum. Jeg kommer selv på et kort besøg fra den 13. til den 19 juli i Dk (hvem vil mødes til kaffe????).
Det korte af det lange er at jeg skal få mingeleret de næste 3 uger og så bliver det lidt nemmere.
De 4 ture skal bestå af 1 interval-pas, 1 tempo-pas (og jeg har svært ved at se forskellen på tempo og intervaller, men skal nok prøve - det er noget med at løbe feks. 1 km i væmmeligt tempo og at lege med distancer og hastighed spontant) og jeg vil også gerne have 1 bakke-pas som bliver en del af et roligere løbe-pas. Så skulle den del med arbejde på hastighed være på plads. Tilbage er så 1 langtur - og de skal den onde brodere mig være lange for jeg må lære ikke at blive træt på de lange ture og at overkomme kriser under vejs.

I går tirsdag havde vi en fridag - og sådan nogen kan være farlige. For pludselig er der tid til alt muligt så som indkøb.....vi startede med en kop kaffe på noget havnefront med solen glitrende i vandet. Derefter et løgebesøg med Konsulens knæ der bliver ved med at drille. Og da kom vi så forbi en butik hvor Konsulen så noget sommertøj han godt kunne tænke sig at se mig i. Jeg er ikke nogen god shopper, kan godt se at tøj klæder andre eller dukken i udstillingsvinduet - men kan ikke se hvad der klæder mig selv. Efter at have prøvet to bluser taber jeg tålmodigheden, beslutter at jeg er smælderfed og at de ikke klæder mig = exit fra butik med håret stående ud til alle sider. Når konsulen er med får jeg tøj der passer, klæder mig og han løber sødt hen og henter andre størrelser og kommer hele tiden med noget andet han synes er pænt. Det er et super godt karaktertræk, og jeg er nu ekviperet til at imødegå sommeren klædt i sommertøj der virkelig passer. Bagefter fik vi endelig investeret i senge til de to ældste der virkelig trænger til noget ordentlig at sove på hvis vi ikke vil have at de skal vokse op og ligne klokkeren fra Notre Dame. Som de fantastiske forældre vi er, har vi ignoreret dette behov i månedsvis for at passe alle mulige andre overvigtige ting - så som at løbetræne og arbejde...... Vi har jævnligt hørt et brag i løbet af natten fulgt af en række ukvemsord og en lyd som om der var en snedker i hjemmet - det var midterpigen der styrtede igennem bunden af sin åndssvage Ikea-lamel-bund-seng (som hun naturligvis med djævelens vold og magt skulle have i sin tid - og vi som ansvarsfulde forældre burde have nedlagt veto imod) og i nattens mulm og mørke måtte sætte lortet sammen for at have noget at sove videre på. Men nu sover de sødt på deres små rosenkinder og vi behøver ikke at lade som om vi sover vældig dybt for ikke at skulle forlade de varme dyner og hjælpe barnet med at samle sengen ved lige før daggry.
Tilsidst var jeg en tur hos osteopaten, ikke fordi der er noget galt, men jeg havde aftalt en tid for lang tid siden i tilfælde af der skulle være noget der brød sammen under halv marathonet. I går takkede jeg min osteopat for at hun havde fået mine skavanker på plads så jeg kunne løbe i lørdags og viste hende medaljen. Hun blev så begejstret at hun åbenbart ville gøre sit arbejde supergrundigt, normalt gør det rimelig ondt at blive æltet igennem men i går var det så jeg så stjerner. Faktisk vil jeg sige at Tivolis fyrværkeri er det rene vand ved siden af mine visuelle oplevelser mens jeg lå med fjæset nede i et hul i madrassen. Så hvis smerte er svagheden der forlader kroppen - så slap jeg af med megen svaghed......