Og så ved man ikke om man overhovedet har fortjent den pokal....

Sidder her med lidt ømme ben, en million myggestik og en pokal for en anden plads i et marathon for min aldersgruppe.

Og nu er jeg så den slags person der ikke bare kan skrive en masse om hastigheder eller distancer jeg ikke har udført i det virkelige liv. Spark mig bare, men hvis man skriver om noget som andre måske tager til efterretning, så må man ikke snyde. Syntes jeg.

Men når nu det var et mindre løb med 127 løbere fordelt på marathon, halvmarathon og 12 km  nordisk walking inddelt i alle aldersgrupper som til store løb, og der var pokal præmier til de første tre i hver aldersgruppe - så kunne jeg jo næsten ikke undgå at få den pokal og en anden plads.

Alligevel sidder jeg med en underlig fornemmelse og er ikke sikker på at jeg har fortjent den. Og er også lidt stolt over den. Har jo aldrig fået sådan en fætter før i mit liv.
For at løbe et marathon på 4:45.

Er jeg tilfreds med den tid? Både og. Jeg er altid tilfreds med at have gennemført et marathon. Det syntes jeg egentlig at man skal være når man er en som mig. Man kan have ambitioner, men man skal også vide om man har en træning at have dem i. Det kommer vi tilbage til. Har samtidig et indre pres for at skulle gøre det bedre, for jeg kan jo godt se at der er andre på min alder der kan løbe meget hurtigere - og så "burde" jeg også kunne.

Tror alligevel at jeg til sidst beslutter at nyde pokalen og hele oplevelsen og bruge den som en motivations faktor. For der bliver sikkert langt mellem snapsene....

Og nu hvor vi har fået tiden på plads og publikum er færdig med at græmme sig over den, kan vi gå over til at snakke om løbsoplevelsen og løbet generelt.

Der kommer en mere detaljeret beskrivelse af løbet når jeg lige er blevet færdig med at fejre ægte Finsk Midsommer i gode venners sommerhus i aften og har sendt min søn til USA på Stanford University i morgen.....

Julestemning ved Midsommertide

Jeg blev spurgt hvilket løbe jeg skal løbe i næste weekend.

Det er Santa Claus Marathon i Rovaniemi Lapland som har starttidspunkt i Julemandens Landsby kl. 18:00 med afluttende prisoverrækkelse kl 24:00 under midnatssolen. Et løbe jeg har drømt om at løbe fordi jeg syntes
det vil være helt specielt at løbe så højt mod nord.

Julemanden ringer løbet i gang og man løber over Polarcirklen ved start.

Så der er lagt op til en del gimmicks, feks. pasta-get together party kl 14 ved flodbredden.
Det skal nok blive underholdende.

Det er ikke et af de store løb, der plejer vel at være nogen hundrede løbere - der er både halv marathon kl 20 og Nordic Walking 12 km.

Jeg er jo heldigvis vant til at træne i ophøjet ensomhed, så det vil ikke genere mig at komme til at løbe alene en del af vejen.
Foreløbig er der ikke en startlist - og det tror jeg heller ikke at der plejer at være påderes site - så jeg aner ikke hvor mange eller hvem der deltager i år. Fra de andre års resultatlister kan jeg se at slut tiderne varierer meget.

Nu er det tiden for lidt nedtrapning og mental forberedelse.....

Så for fremtiden holder jeg mit til salt-agurker

Det var hyggeligt at der stadig er læsere tilstede - tak for at I holdt ud!!
Det blev jeg meget glad for at se!

Jeg hører til de løbere der sveder ret meget salt. Vi udskiller vel alle sammen salt i visse grader når vi sveder, jeg føler bare at jeg gør det bare ret meget mere end de fleste.
På den måde at ikke alene svider mine øjne som tusind nåle når sveden render ned og jeg smager som en mundfuld af det Døde Hav - jeg har også store salt aflejringer i ansigtet, på kroppen og ligner en zebra med mit hvidstribede løbetøj.

Kunne nok godt minde nogen om en genopstanden Lots hustru.

Det er egentlig lidt vigtigt at få de mistede elektrolytter tilbage, indtil nu har jeg dog ikke gjort noget som helst ved sagen. Bare svedt salt. Og følt mig så underlig tørstig efter specielt de lange ture, men ikke kunnet få nok ved bare at drikke vand - har haft et behov for noget at drikke et eller andet "med noget i".

Der er grænser hvor fikst det er at slukke den anderledes tørst i øller - selv om jeg har prøvet. Det var super dejligt og gav lige hvad jeg havde brug for. Oven i købet blev jeg også i vældig godt humør.

Sportsdrikke af forskellige slags er jeg ikke vild med. Jeg har et problem med søde sager i det hele taget og specielt når jeg løber (kvalme i fjerde grad lige med det samme) og så er der det med maven. Katastrofe, siger jeg bare. Tør slet ikke bevæge mig derud igen. Så jeg plejer at holde mig til vand. Og lidt banan. Alt for lidt af det der energi i det hele taget. Der er lidt at arbejde med, er begyndt at blive så forbandet sulten når jeg løber langt - som vel er et fremskridt i stedet for at få kvalme. Pizza er bare lidt besværlige at have i lommen.

Nå, jeg skulle ude på ugens anden langtur i søndags. 3 x en runde hvor jeg kunne komme forbi hjemmet og lige bruge toilet, drikke og spise, så slap jeg for at sløbe rundt på noget. Derudover giver det mig en mental booster ikke at være langt væk, så føles 30 km ikke helt så hårdt. På den anden side er det hårdt at løbe den samme rute igen og igen.Da jeg 6. gang kom forbi en gruppe pic-nic'ere gloede de ærlig talt lidt underligt på mig. Jeg træner i øjeblikket om aftenen fra ved 18-tiden for det er start tidspunktet for næste marathon, og det kan faktisk godt være lidt sejt at skulle ud i flere timer når de andre skal til at holde hyggeaften i 25 graders aftenvarme.....

Efter at have læst lidt forskellige steder (som jeg plejer) og rådført mig lidt (som jeg også plejer) drak jeg 1/3 appelsin juice + 3/4 danskvand hver ca. 3,5 km, spiste 1/2 banan i alt (ja ja ja, det er alt alt for lidt!) og så det kloge: Salt agurker. De to ting gav faktisk en anden følelse, og jeg følte mig bedre tilpas (at jeg så løb småbøvsende rundt på skovstierne er en anden ting). Det ville nok have været endnu bedre hvis jeg havde fået lidt flere kalorier indenbords, men det er anden sag. Jeg følte heller ikke den hysteriske tørst bagefter. Der er også altid salt-agurker i depoterne her i Finland under løb.
Så langt så godt.

For nu fik jeg årets mest geniale idé igår, mandag.
Lakrids. Masser af lakrids.
Det må jo været svaret på hvordan jeg bør sørge for et vist saltinhold i min mad som anbefales i forskellige artikler.
Min antipati for søde sager gælder nemlig ikke lakrids og Matadormix. Det kan jeg inhalere store mængder af på en gang. Det er adgangskort for besøg hos mig i udlandet - borset fra heroppe hvor det kan købes i lige så store mængder jeg måtte ønske. Et mægtig venligsindet land.

Er der noget Finnerne kan, så er det noget med lakrids. Alle vegne. Over det hele.
Så det var jo bare at investere i en ordentlig stang salmiak lakrids og gå i gang. Mums.
XXL størrelse. Intet mindre! Grundighed er en god ting...

I løbet af eftermiddagen følte jeg mig lidt oppustet. Bukselinnningen strammede mere og mere, syntes da ellers ikke at jeg burde have lagt mig ud på så kort tid. En sagte rumlen hørtes i det fjerne.

Hen under aften brød uvejret løs.

Uden alt for mange das-detaljer kan jeg bare sige at et større lakrids indtag har fatale følger. For de mennesker i ens omgangskreds der har brug for at trække vejret en gang i mellem. For tro mig, mere end en gang i mellem har de overhovedet ikke lyst til at prøve på det - og så er det kun fordi de efterhåndnen er cyanidblå i ansigtet efter forgæves at prøve at holde mund og næse lukkede så længe som muligt.

Må have efterladt et CO2 fodspor på niveau med en hel flottille Boing jets.
Bliver nok nødt til at gå hele vejen til Lapland om fjorten dage for at betale tilbage til naturen.

Så for mine medmenneskers skyld tror jeg hellere at jeg må holde mig til salt-agurker i fremtiden.

Selv om det kunne være fristende at bruge lakridsen som et hemmeligt våben der ville efterlade besvimede løbere i mit kølvand, er det nok ikke en acceptabel måde at vinde på......

Pip pip.....

Det var svært at komme herind.

Alle de spindelsvæv der skulle tørres væk.

Rejse et par borde og stole op der var væltede.

Lukke et vindue der stod og smækkede i vinden.

Låsen var jo nærmest rustet til.

Var nødt til at tænde lyset for at kunne se noget.

Men bloggen stod der såmænd trofast og ventede på at nogen skulle beskæftige sig lidt med den.

Nu tror jeg at jeg er ved at være parat til være den person igen.

Langsomt vil jeg begynde igen opdatere lidt om livet og løbet.

Begge dele fungerer faktisk. På hver sin måde.
Det ene med vindstyrke orkan, det andet roligt og stabilt med fremgang uge for uge.

Og der løbes marathon om to uger i Lapland.
Først skal der lige trappes ned efter en rekord træningsuge med 77,5 km.
Det er jeg ret stolt af - så mange km har jeg aldrig før proppet ind på en uge.
Vidste ikke at jeg kunne.

Sådan er der så mange små overraskelser. Hvis man husker at holde øje med dem.

Så nu tror jeg godt at jeg tør sige at vi ses igen lige straks.