søndag den 1. august 2010

Mine Cyber-Space Veninder

Kan man have sådan nogen? Det lyder lidt som væsener fra det ydre rum, og det er det vel egentlig også på en måde.

Hvis nogen ville fortælle min far at hans datter anser nogle personer hun aldrig har mødt eller talt med i virkeligheden for veninder, ja så ville han tro at hun var blevet godt og gammeldags vanvittig. Sådan med at skulle ringe efter den blå vogn og med sirener og hele molevitten. Nu er han selvfølgelig også 82 og kan ikke rigtig find ud af at bruge en computer.

Men er der noget om snakken, eller galskaben om man vil? For kan man have veninder man aldrig har set eller talt med?

Det kan de blinde jo...... Og de døve har aldrig hørt deres veninders stemmer......

Og det interessante er at mine Cyber-Space Veninder er lige præcis sådan nogle jeg har brug for at kende. Men nok aldrig havde mødt hvis jeg bare havde sat mig ned på Rådhuspladsen i København og ventet på at de skulle komme forbi. For de bor i meget forskellige dele af Danmark, nogle af dem dele som jeg med skam må melde jeg har aldrig har besøgt. Og når jeg heller ikke sådan bor i Dk så er det også svært at møde dem.

Vi har ellers så meget til fælles at vi burde være veninder. Lige helt fra starten. Sådan rigtig BFF - Best Friends Forever som mine døtre kalder det. Men det ville vi ikke have vidst om hinanden hvis vi ikke trampede ind på hinandens blogge med store støvler på og uhæmmet havde kommenteret det skrevne.

Der deles mange personlige ting på bloggene. Nogle gør det mere end andre. Men hos de fleste kommer der gerne et lille host når tingene ikke lige går i den ønskede retning. For nogen gange er det nemmere at skrive ting til fremmede end at tale med dem man kender. Når man ikke skal sidde der og se dem i øjnene. Og vi Cyber-Space Veninder har et beskyttelses-gen som straks flammer op når man mærker at nogen trænger til opmuntring. Næsten uden hensyn til omstændighederne er vi altid parat til at forsvare og rådgive veninden.

Og hvor mange knus får vi normalt sådan i løbet af en almindelig hverdag? Nogle får ikke et eneste i dagevis. Men hos Cyber-Space Veninderne kan man være sikker på at få et. Selv om det er fra det ydre rum, så er det nu meget hyggeligt og varmer lidt.

Så jeg går ind for blog venskabernes Cyber-Space Veninder. For mig er det en daglig inspiration at læse andres tanker og få nogle erfaringer der hjælper med at holde løbegejsten oppe. Det gik lynhurtigt med at finde ud af at her var en for mig ukendt niche, som passede lige ind i min hverdag som ærlig talt er lidt ualmindelig pga. vores udstationeringer. Det skal jeg nok komme tilbage til.

Efter at have opdaget at jeg (som sædvanlig) ikke kunne holde min mund og derfor havde "vold-brugt" andres blogge et stykke tid, kom tiden til at yde min del i venskabet. Jeg måtte deltage mere aktivt for at passe de fine tråde der var blevet spændt ud mellem mig og andre, og kastede mig ud på ukendte områder med min egen blog. For man kan ikke kun modtage uden også at give noget i nogen former for venskaber. Heller ikke i dem der formes i det ydre rum!

4 kommentarer:

  1. Godaften Kirsten
    Sikke et fint indlæg. Ja du har ret i at de bekendtskaber man får via nettet har værdi og betydning. Nogle gange kan jeg tænke på andre bloggere, -hvad de har skrevet, oplevet og mener om dette og hint.
    Det er en underfundig fornemmelse at gå rundt og tænke på et menneske man aldrig har mødt.
    Det er jo også skønt at man kan lære mennesker at kende via dette medie, som man ellers ikke ville lære at kende - af forskellige årsager....
    Men hvor kunne det være skægt at mødes engang. ---på Katrines hold.
    knus karina

    SvarSlet
  2. Kære Kirsten
    Lige sådan er det nemlig. Man får nogle venskaber, som giver meget. Og på trods af at man altid har mødtes. Men måske gør på et tidspunkt?
    Jeg har også tænkt en del over "fænomenet" og tænkt lidt på cyber-venner som fordums pennevenner og -veninder. Nogle personer, som man fandt på en ferie, fandt gennem formidling af sådanne og som man skrev med i årevis, oftest uden at mødes. Men man kendte personen godt. Ofte bedre end de veninder, som man sås med i skolen hver dag, netop fordi man måske - som du også skriver - delte de inderste ting med og samtidig havde en god dialog, fordi der var tid til at tænke over det skrevne.
    God dag til dig.
    Knus Katrine :-)

    SvarSlet
  3. Ja, jeg har sådan en ægte penneveninde helt tilbage fra barndommen. Vi mødtes kort igen som voksne, og begyndte at skrive sammen igen. Først breve, så mails, så på Facebook. Og så mødtes vi. Og det vil vildt flippet - for vi kender hinanden mere end vi kender de fleste andre. Selvom vi jo ikke ægte kender hinanden. Same same med cyberveninder..

    SvarSlet
  4. Hej Kirsten
    Hvor dejligt, at du har fået dig en blog. Jeg er fuldstændig enig i dine veninde betragtninger, og faktisk har jeg mødt nogle blogveninder henne i virkeligheden. Og altså fået nogle venskaber, som også holder ude i frisk luft.
    Jeg bloggede tidligere for en lukket skare. Sådan mest for at venner og familie kunne følge med. Da jeg var syg f.eks. Det var også meget privat. Jeg har altid skrevet kilometerlange rejsebreve, når jeg har rejst. Og blogget. Men nu hænger delene sammen i min blog, og det er fedt, at en lille skare følger dagligt med og deler forskelligt med mig. Det er også fedt, når nye tumler forbi og henter inspiration eller bare finder en eller anden overensstemmelse. På min sidste rejse, som ikke er slut endnu, har det været helt fantastisk at skrive næsten daglige afsnit og sende hjem til min blogmester søn. Og ufatteligt dejligt at mærke, at I var med. (Han sendte nogen gang kommentarer videre til mig) Og det har været fantastisk skønt at læse dem allesammen, efter landingen i Kathmandu.
    Så blogveninder er et gode, jeg nødigt vil undvære nu.
    Knus Helle

    SvarSlet